Anekdoter

Enhver familie kender medlemmer, der tager ansvar og styring. De findes i hver generation, og søger vel først og fremmest deres egne muligheder. Men derved får de afgørende indflydelse på hvilke veje, der åbner sig for deres nærmeste og deres efterkommere. Det bliver særligt værdifuldt, fordi deres ambitioner ofte er ledsaget af en stærk følelse af ansvar og omsorg for familien. Sådan var Søren Pedersen.

Han er født i 1717, og vi kender ham som bondefoged i Lidemark, en landsby sydvest for Køge. I 1787 er der 221 indbyggere. Landsbyen har 21 gårde og 18 huse, ejet af Vallø Stift gods. Søren er fæster på en af gårdene, men som bondefoged tilknyttet godsets ledelse.

Bondefogeden var den lokale repræsentant for øvrigheden, og til gengæld for varetagelsen af disse opgaver var han fritaget for en del af de pligter, hoveriet pålagde fæstebønderne.

Opgaverne som bondefoged spændte vidt. Hovedhvervet var at sørge for fæstebøndernes pasning af de opgaver, de havde pligt til at udføre for godset ifølge fæstebrevet. Det gav bondefogeden magt over fæsternes daglige tilværelse. Hoveriet skulle forløbe, så godsets drift blev varetaget, samtidig med at fæsteren klarede pasning og drift af sin egen ejendom. Det gav mange muligheder for interessekonflikter, så lederstillingen stillede store krav til hans smidighed og autoritet. Familierne var afhængige af bondefogedens magt og forståelse, så han blev en slags landsbykonge.

I 1791 blev en del af bondefogedens opgaver udskilt med den kongelige forordning for sognefogeder. Søren Pedersen blev udpeget til sognefoged, og sønnen Lars overtog hvervet som bondefoged.

Hvervet som bondefoged blev ikke overflødigt, da der kom sognefogeder. Bondefogeden arbejdede for godsejeren, men sognefogeden for retsøvrigheden. Fæstevæsenet var ganske vist under afvikling i begyndelsen af 1800-tallet, men det tog en del år, før der var gennemført selveje for flertallet af fæstegårde.

Fæstebønders familiemønster

Det er ikke kun Søren Pedersens magtposition som bondefoged og sognefoged, der er vigtig. Det er især den styrke, positionen gav ham til gennem et langt liv at varetage sin stærkt udviklede familieomsorg.

Den tids familiemønster har bestemt, hvilke muligheder han har haft for at sikre børnenes fremtid. Nærmere herom under de enkelte børn, men vi skal her se lidt på det overordnede mønster.

Fæstesystemet på godserne havde en afhængighed af familiemønstret, som godsernes ledelse var aldeles bevidste om. Hele landbrugsdriften var baseret på den arbejdskraft, hoveriet leverede. En driftsikker fæstebonde skulle levere sin arbejdsydelse for herremanden i forvisning om, at vor mor derhjemme klarede fæstegårdens opgaver forsvarligt med pasning af dyr og husholdning og tilsyn med tjenestefolkene i mandens fravær. Omvendt var mandens fæstebrev grundlaget for, at en kvinde kunne opleve en tilværelse med børn og familieliv i trygge rammer.

Den bevidsthed skabte uskrevne regler for udstrakt brug af det, vi, når det i dag sker i andre kulturer, kalder arrangerede ægteskaber. Når fæstebonden blev enkemand, gik der typisk kun få måneder, før han var gift igen, og en ny madmor rykkede ind på gården. Var det bonden selv, der døde, samledes alle kræfter om at finde den egnede person, der var klar til at overtage fæstet og gifte sig med enken. Vi vil se flere eksempler på det i det følgende.

Familiemønstret førte til, at sønner og døtre ikke kunne behandles ens. Der er heller ingen grund til at tro, at Søren Pedersen ønskede, det skulle være tilfældet. Han var ikke på den måde en kulturreformator. Sønnerne skulle opnå de bedste vilkår, en mand af bondestanden kunne, og døtrene skulle opnå trygge vilkår i tidens kvinderolle.

Kærlighedslivet som selvstændig faktor måtte i høj grad undertrykkes. At det ikke helt var muligt, får man et klart indtryk af, når man læser kirkebøger fra 1700- og 1800-tallet.  Man kan ikke læse mange sider uden at møde dåb af uægte børn af enlige kvinder, som regel med en udlagt barnefader uden nær tilknytning til sognet. Det er næsten utænkeligt, at en respekteret landsbyboer, f.eks. en tjenestepiges husbond, udlægges. Syndefald, der sker mellem agtede enlige folk i sognet, klares ved hurtigt arrangerede ægteskaber, hvor de praktiske løsninger ofte indebærer, at familien må tage til takke med vilkårene som indsiddere uden fæstebrev. Det vil da kun være den korte afstand mellem bryllup og fødsel, der kendetegner situationen. Dog vil en nidkær præst undertiden afkræve synderne offentlig bekendelse og absolution i kirken.

Landsbyens rangorden for landbrugets mænd var i store træk, at vi i øverste lag havde gårdmændene med bondefogeden som den ypperste blandt dem. I næste lag husmændene, hvis fæste ikke gav mulighed for at leve af landbruget alene. De måtte skaffe sig indtægter af anden art. Det kunne være som daglejere og ved at udleje et rum i huset til en indsidder, der på den måde kom til at udgøre det tredje lag i rangfølgen. Nederst havde vi tjenestekarlene eller bønderkarlene, der var ansatte først og fremmest hos gårdmændene, og her kunne drømme om selv at blive fæster og stifte familie.

Søren var gift tre gange, men de to første hustruer har vi ingen viden om. De tre ældste børn er fra hans andet ægteskab. Med sin tredje hustru, Margrethe Larsdatter, får han seks børn, så det er ikke mindre end 9 børn, han skal hjælpe til den bedst mulige fremtid.

Bondefogedens sønner

Ser vi først på Søren Pedersens sønner, var de bedste muligheder, han så for dem, at de blev fæstere under Vallø Stift. Men ikke blot fæstere. De skulle være gårdmænd.

Ældst er sønnen Hans. Han er født i 1749 og får fæste som gårdmand i faderens hjemby, Lidemark.

Også næste søn, Niels, født i 1754, skal naturligvis være gårdmand, men om det skyldes, at der ikke var et ledigt fæste på en gård i Lidemark, eller det var Vallø Stift gods, der havde behov for bondefogedens bistand til løsning af et opstået problem på en fæstegård på Endeslev Overdrev, kan vi gisne om. Men resultatet blev, at Niels i 1784 overtog fæstet på Overdrevsgården, hvor gårdmanden var død af ”hidsig feber”, som det hed. Som det var skik og brug, fik han enken med i købet. Ham vender vi tilbage til.

Lars er første søn i ægteskabet med Søren Pedersens tredje kone, Margrethe. Faderen har fundet ham værdig til at tage arven op, da han mærker alderens tegn. Lars overtager fæstet på gården og tillige hvervet som bondefoged. Lars gifter sig i 1798, da Søren er 81 år, med Birthe Jørgensdatter.

Peder er bondefogedens yngste søn. Som sine ældre brødre er han tro mod landbruget og sigter som dem mod at blive fæster på en af Valløs gårde. Den unge gårdmandssøn får tjeneste i nabosognet Herfølge. Måske hos skovfogeden i Vallø Storskov eller på en gård i det nærliggende Tessebølle. I hvert fald får han kontakt til skovfogedens datter, Anna Dorthe i Abildgaardshuset.

Vi vil helst tro, at det er en undtagelse fra alt det arrangerede, og at Peder – ligesom min farfar Anders Rasmussen hundrede år senere finder sin Ellen Louise i skovfogedhuset – har fundet sin Anna Dorthe her, og de har forelsket sig. Det er et kærlighedsforhold, som passer ind i fæstesystemet hos Vallø Stift.  Som skovfoged er Dorthes far en betroet mand hos Vallø. Den aldrende Søren har nået de 90 og de ældre brødre i Lidemark har taget familieopgaverne på sig. Lars har som ny bondefoged kontakter hos Vallø, hvor han kan formidle sin lillebrors interesser. I 1807 gifter Peder sig med Anna Dorthe i Herfølge kirke. Brudeparrets familieoverhoveder har i kraft af deres stilling haft kendskab til aktuelle muligheder i hele Vallø Stifts udstrakte besiddelser i søgning efter et passende fæste for det unge par. Det bliver så fjernt som i landsbyen Raaby nær Holtug med den fede landbrugsjord på Stevns, at Peder får sin fæstegård og flytter ind med Anna Dorthe.

I Raaby får de deres gode landmandsliv med en børneflok på 5. Anna Dorthe dør i 1830 som 45-årig. Dermed vender vi tilbage til det pragmatiske og arrangerede familiemønster. En gårdmand uden en madmor på gården er ilde stedt, og familien træder til. Peders storebror Niels på Endeslev Overdrev har en datter på 18 år, der hedder Karen. Hun anses for giftefærdig, og fra familiens synspunkt kan hun nu få en tryg og sikker fremtid som hustru for faderens halvbroder, den 30 år ældre gårdmand Peder i Raaby. Hvad hun selv har følt og oplevet ved det arrangement, kan vi ikke vide, men sådan bliver det. Måske har præsten i Endeslev haft anfægtelser om pigens alder, for han oplyser i kirkebogen, at bruden er 18 ½ år, som om det halve år er en vigtig detalje. I 1831 flytter Karen ind som bondekone hos farbror Peder. Hun bliver plejemor for hans to hjemmeboende børn på 12 og 7 år. Der kommer ingen fælles børn i ægteskabet. Efter 17 år dør Peder i en alder af 68 og efterlader sig gård og enke. Stadig efter sædvane gifter Karen sig hurtigt igen med en jævnaldrende landmand, der overtager gården.

Døtrene

Som nævnt var kravene til døtrenes sociale status ikke så høje som for sønnerne. Det var tilfredsstillende, hvis de kom i ordnede forhold hos en husmand.

Bondefogedens ældste datter, Karen, finder sin husmand, skoflikker Hans Jensen, i Sædder. De indgår ægteskab i Lidemark kirke efter kongelig bevilling, altså uden sædvanlig trolovelse og lysning. Alle gode kræfter i familien er på den måde sat ind for at bevare værdigheden, da Karen er blevet gravid og er nedkommet med drengen Anders. Det klares ved at holde bryllup efter fødslen, men før drengens dåb. Derved kommer han ikke til at figurere som uægte barn og med udlagt barnefader i kirken og kirkebogen. Drengens dåb, der er blevet udsat, finder sted i Sædder i julemåneden, da han er tre år gammel. Måske har det pludselig haft hastværk på grund af drengens helbred, for han dør før månedens udgang.

Karen får sin husmand og må leve med, at mandens moder, der er på almisse, også bor i huset i Sædder. Foruden drengen Anders, der døde, kommer der fire piger i ægteskabet, Den sidste, Maria, bliver født i 1794, og Karen bliver enke måneden efter, at datteren er døbt. Med far Søren som forlover kommer Karen i et nyt trygt forhold til en husmand i landsbyen, der er blevet enkemand.

Birthe skal vi lægge særligt mærke til. Hun er første barn i Søren Pedersens tredje ægteskab og kommer til at spille en rolle i vores direkte slægtslinje. Da hun nærmer sig de 30 år, er hun stadig hjemme på gården hos mor og far. Der har sikkert været god brug for hendes arbejdskraft, men man kan godt have Søren bondefoged mistænkt for, at han passer på hende, indtil den rette mulighed viser sig. En gentagelse af affæren med storesøsteren har han ikke brug for. Først da hun har passeret de 30, opstår en tilfredsstillende mulighed. Gårdmand Ole Christensen i Lidemark er blevet enkemand, da hans kone dør i barselsseng i juli måned 1793. Måneden efter bliver han og Birthe trolovede og hurtigt efter gift. I løbet af de næste otte år får de fire børn, hvoraf de to mellemste dør som spæde. Den yngste, Christen Olsen, bliver min tipoldefar.

Måske har alt ikke været i bedste gænge hos gårdmand Ole. Eller også har sygdom ramt ham de sidste år. I hvert fald er det en slem redelighed, han efterlader, da han dør i 1803. Normalt ville en skiftesamling med det forløb, som her rulles op, resultere i total katastrofe for enken. Bygningerne er misligholdt, tjenestefolkene har løn til gode, men især forholdet til godset er misrøgtet med manglende overholdelse af fæstebrevets forpligtelser. Her ser vi atter familiekræfterne udfolde sig. Søren er afløst som bondefoged af sønnen Lars, men bor på aftægt på gården. Så mon ikke han har en finger med i spillet? Som bondefoged optræder Lars Sørensen i skiftesamlingen både som udpeget vurderingsmand og som værge for de umyndige børn, selv om vi nok bør kalde ham inhabil. Også broderen Hans er mødt op i egenskab af lavværge for søster Birthe, der som kvinde ifølge loven ikke kan varetage sine interesser selv. Resultatet bliver, at hun får lov at fortsætte i fæstemålet mod at påtage sig at udrede alle de forpligtelser, hun er blevet pålagt i skifteprotokollen.

Vi møder her igen de uskrevne reglers magt. I Gummerød har man udset sig en velegnet ungkarl, Christen Jørgensen, der uden for skifteprotokollens tekst spøger i baggrunden i forståelse mellem brødrene og godsets repræsentanter. Skiftesamlingen er i april, og i juli gifter Birthe sig med Christen, der bliver den nye gårdfæster og dermed ansvarlig for opfyldelsen af de forpligtelser, der er beskrevet i skiftesamlingen. Dermed påtager han sig også faderrollen for de to børn fra Birthes første ægteskab.

Birthe er i fyrrerne, så der kommer ikke flere børn på gården. Men min tipoldefar, Christen Olsen på to år, har fået trygge kår at vokse op i. Lad os kort følge ham.

På den tid var Valløs fæstesystem og bondefogedens rolle under afvikling. Så da Christen bliver voksen, må han finde andre udveje. Det lykkes ham at erhverve en “boel”, dvs. et mindre landbrug, i naboblandsbyen Søllerup i Herfølge sogn. Han bliver gift med Sidse Pedersdatter, og den ældste af deres otte børn er Karen Marie, som vi vender tilbage til.

Birthe Sørensdatter har en tvillingsøster, der hedder Lovise. Hun volder ikke store problemer, da hun – måske endda på egen hånd – finder en gårdmand i Svansbjerg i Herfølge sogn og gifter sig med ham. De to folketællinger i 1787 og 1801 antyder dog en problemstilling, for hvor han i den første benævnes gårdmand, er han i den seneste jordløs husmand og daglejer, så gården må på en eller anden måde være gået tabt. Men en husmand kan også gå an. Lovise bliver kun 48 år.

Tre år efter tvillingerne Birthe og Lovise følger datteren Johanne. Hun bliver gift med Niels Sørensen, en husmand i Lidemark. Søren Pedersen har et godt kendskab til ham fra sit hverv som bondefoged, og en solid husmand med jord, kan man roligt betro sin datter til. Især da Johanne er i stand til at supplere familiens indtægter som væverske. De får 7 børn sammen, deriblandt et tvillingepar, hvor den ene dør som spæd. Niels husmand dør, da det yngste barn er 6 år. Som lidt af et særsyn for kvinder i hendes situation på den tid, gifter Johanne sig ikke igen. Med sin vævning og sikkert også med god hjælp fra sine voksne børn, klarer Johanne sig igennem. Hun dør som 64-årig.

Med Johanne Sørensdatters ældste datter, Margrethe, får vi det klassiske eksempel på kærlighedens frugter. Da hun er 19 år gammel bliver hun gravid med Peder Poulsen, der er tjenestekarl i Bjæverskov og 37 år. De når at gifte sig tre måneder før fødslen. De overtager det husmandssted, hans forældre har drevet i Lidemark. Fem børn får de sammen, men to piger på 1 og 3 år er døde med tre dages mellemrum i januar 1821, hvor en epidemi af børnekopper raser i landsbyen. Peder Poulsen dør som 50-årig i 1827, da Margrethe er 31. Margrethe er nu husejer, men hendes muligheder for at klare dagen og vejen er ikke de bedste. Hun har brug for en solid ægtemand.

Her står vi ved foreningen af bondeslægten fra Lidemark og håndværkerslægten fra Åshøje. Rasmus Henrichsen, smeden Hendrich Mathiasens søn, har valgt landbruget som tjenestekarl i Lidemark. Han kan have både personlige og erhvervsmæssige motiver til at interessere sig for den unge enke. De finder hurtigt sammen i ægteskab. Vel medbringer hun foruden husmandsstedet de tre drenge, men det er Margrethe og Rasmus fælles børn, der forener slægterne. Slægtsnavnet Rasmussen (Rasmus søn) opstår som efternavn til hans børn med Margrethe.

Deres fjerde barn er Hans Rasmussen, som vi vender tilbage til. Vi skal først møde Anna, den yngste af bondefogedens døtre.

Tro mod bondetraditionen tager Anna ansættelse som tjenestepige hos gårdmand Hans Pedersen i Lellinge. Ny Lellinge var den af Valløs fem hovedgårde, som bondefogeden i Lidemark leverede fæstebønder til, så sognet var kendt område. Gårdmandens søn og arvtager, Peder, er på gården som tjenestekarl, og ham kan lille Anna ikke modstå. Hun bliver gravid med hans barn, da hun er 22 år. To måneder før sønnen Henrik kommer til verden, bliver de gift og får bolig på gården. Det har sikkert været med tilfredshed for Peders forældre. Den tidligere bondefogeds datter og søster til den nuværende, gårdmand Lars Sørensen, der træder til som hendes forlover, har været velkommen i familien.

I vinteren 1805-06, fire år efter, de unge er blevet gift, dør gårdmandsparret med kort tids mellemrum. Anna og Peder er nu husbond og husmor på gården.

Syv drenge får de sammen. En dør som spæd, men de seks vokser op på gården. Den bliver overtaget af en søn, da faderen dør.

Bønder og håndværkere

Og nu tilbage til Hans Rasmussen. Hvor hans søskende bliver bønder, bærer han i sig en trang til håndværk. Her er mulighederne begrænsede i Lidemark, men man havde en hjulmand. Det var et fag, som var helt nødvendigt for bønderne. Hjulmanden fremstillede og reparerede landbrugsvogne. Her indgik hjulene, som er en af de vigtigste opfindelser i landbrugets historiske udvikling og gav håndværket navn. Ud over vognene påtog hjulmanden sig fremstilling og reparation af redskaber og genstande, der krævede viden og håndelag for arbejde i træ.

Hans kom i lære og blev udlært hos den lokale hjulmand, Lars Pedersen. Som hjulmand bliver han deltager i den brancheglidning, der sker inden for træhåndværket i hans levetid. Han kommer især til at arbejde med bygningshåndværk som hugger, den tids betegnelse for tømrerfaget.

I sin fritid spiller Hans Rasmussen violin. Han deltager som spillemand, hvor dansen går på egnen ved festlige lejligheder. Om det er på den måde, han får kontakt med Karen Marie, ved vi ikke. Det kan lige så vel være familien, der har bragt dem sammen. For Karen Marie, som han gifter sig med, er datter af Christen Olsen og barnebarn af bondefogedens datter, Birthe Sørensdatter. Da Hans er barnebarn af Birthes søster, Johanne, kan vi også sige det sådan, at hans mor, Margrethe Nielsdatter, og Karen Maries far, Christen Olsen, er fætter og kusine. De har begge en af bondefogedens døtre som bedstemor og bondefoged Søren Pedersen som oldefar.

Hans og Karen Marie får bolig i Biesbakkehuset i Gørslev, som de fæster og senere køber af Giesegaard gods.

 Anders Rasmussen, min farfar, søn af Hans Rasmussen og Karen Marie Christensen, har både håndværkerslægten og bondeslægten i sig, men mest af bondeslægten. Hvad det betød for ham, kan du få et indtryk af ved at læse min anekdote ”En sand iværksætter”.

Som denne aneoversigt viser, har slægten Rasmussen modtaget Søren Pedersens gode arveanlæg i dobbelt dosis gennem Johanne og Birthe, to af bondefogedens døtre.

Hendrich Mathiasen er den sjællandske stamfader til slægten Rasmussen.  Han var smed i landsbyen Åshøje nordvest for Herfølge sidst i 1700- og begyndelsen af 1800 tallet. Men lad os dykke ned i kilderne og se hvad vi kan finde om min tip tip oldefars begivenhedsrige liv.

Første sted, vi finder nyt om vore tidlige forfædre, er som regel i kirkebogen ved deres dåb. Her får vi lidt at vide om forældrene, og som faddere møder vi andre familiemedlemmer og vigtige personer i bekendtskabskredsen.

Sådan er det ikke med Hendrich. Første gang vi møder ham i kirkebogen for Herfølge er, da han bliver udlagt som barnefader til Karen, det man dengang kaldte et uægte barn. Den udlagte barnefader er smededreng hos Johan Madsen, smeden i Åshøje. Hendrich er 19-20 år, og moderen Margrethe, der to år før var blevet enke efter Morten Sørensen, er omkring de 43.

At den unge enke er faldet for den krøllede yngling er vel forståeligt, men et varigt partnerskab kan det ikke blive til. Gode kræfter har arbejdet for drengen. Smedemester Johan Madsen kan være en af dem. På fødselstidspunktet er Hendrich ikke længere i sognet, men dukker op i Lavsbogen for Køge Smedelav.

Det er landboreformernes tid, men endnu har udskiftning af landsbyernes jord ikke nået Åshøje. Gammel Køgegård Gods ejede det meste af landsbyen, hvor huse og gårde var beboet af godsets fæstere med tyende og indsiddere. Det gjaldt også smedjen, som Johan Madsen drev efter et fæstebrev med godsejeren.  

Man skal ikke lade sig forlede af litteraturens mange rædselsberetninger om ulykkelige fæstere hos ondskabsfulde godsejere. Ansvarsfulde herskaber med social bevidsthed var intet særsyn. Det har vi et eksempel på her. I Lavsbogen for Køge Smedelav finder vi denne tekst:

”Ao 1779 den 14de Januar lod afgangne Grovsmed Martin Schiøns Enke indskrive en Læredreng navnlig Henrich Matthisen, som hører til Gl Kiøge Gaards Gods, hvilken Lære Dreng med hans Herskabs Tilladelse skal staa i Lære hos fornævnte Enke fra sidst afvigte Nye Aar udi 2de Aar for at Lære det vel lovlige Grovsmed Haandværk.
– Kiøge ut supra –
Jørgen Osterman                                                    Andreas Hase
Bisidder                                                                      Oldermand”

Enken efter den nyligt afdøde grovsmed Martin Schiøn i Køge har altså været i kontakt med herskabet på Gammel Køgegård om en læreplads til Hendrich. Om det er smedeenken, der har forhørt sig hos godsejeren efter en henvendelse fra Johan Madsen, eller det er herskabet, der har henvendt sig til hende, kan vi ikke vide. At Hendrichs mester i Åshøje har spillet en rolle, kan der dog ikke være tvivl om. Man ansætter ham ikke til to års læretid, uden hans nuværende mester har anbefalet ham og sagt god for hans faglige evner.

Det blev en overbevisende succes. Allerede efter halvandet år, den 3. juli 1780, fortæller Lavsbogen, at Hendrich er udlært smed. Enkens søn, Jacob Schiøn, har overtaget smedjen og er desuden blevet bisidder for oldermanden i smedelavet.

Men hvad med pigen Karen, kunne man spørge. Her må vi huske, at godsejer og landsbysamfund var præget af tidens kønsrollemønster. Kvinden havde status og retsstilling i kraft af manden, og uden for ægteskab var hendes muligheder små. Moderen Margrethes anseelse i lokalsamfundet var ekstra belastet. 10 år før havde hun fået drengen Søren uden for ægteskab med ladefogeden på Gammel Køgegård. Et par måneder efter, at drengen var døbt, giftede hun sig med Morten Sørensen. De fik to børn sammen, hvor den ene døde som spæd, og den anden døde og blev begravet som syvårig få dage efter Karens dåb. Margrethes mand var død for tre år siden, i 1776. Når hun nu fik sit andet uægte barn som 43-årig med smedens unge dreng, kan man godt forestille sig, at hun ikke mødte stor forståelse i landsbyen eller på godset. Løsningen for lille Karen blev, at hun kom i pleje hos gårdmand Lars Pedersen i Åshøje, og moderen forsvandt fra sognet.

Efter læretiden arbejder Hendrich som smedesvend i Køge et lille års tid. Der er grund til at tro, det er med succes, for i marts 1781 vælger svendene ham som oldgesell i deres svendelav. Oldgesell er en slags førstemand i svendelavet svarende til oldermanden hos mestrene.

Det bliver dog en meget kort karriere, Hendrich får som oldgesell. Årsagen kender vi ikke, men 7. maj 1781 fratræder han som svend i Køge. At en ung mand først i tyverne har uro og eventyrtrang og får lyst til at søge lykken i hovedstaden kan ikke undre, og flere begrundelser har vi vel ikke behov for. At han søgte mod hovedstaden ved vi fra det senere fæstebrev på smedjen i Åshøje, hvor København er angivet som hans hjemsted. Så vi må tro, at Hendrich i foråret 1781 pakkede rygsækken og vandrede langs Køge Bugt mod storbyen.  I folketællingen 1787 finder vi hans navn blandt fire grovsmedesvende hos smedemester Johan Stiek, Gothersgade 4. Aldersangivelsen på 26 år afviger lidt fra oplysninger i kirkebogen i Herfølge, men det kan meget vel være en unøjagtighed i kilderne.

Det er historien om Hendrich Mathiasens ungdomsår. Men hvor er han født, og hvor var han, før han blev smededreng hos Johan Madsen i Åshøje?

Her må vi ty til de mindre autoriserede kilder. Johannes Rasmussen, tipoldebarn af Hendrich Mathiasen, har fra sin farfar, Hans Rasmussen, altså Hendrichs barnebarn, en forklaring på, at vi ikke kan finde dåb eller konfirmation i kirkebøgerne. I et efterladt manuskript med titlen ”Min slægtshistorie” fortæller Johannes, hvordan bedstefar Hans Rasmussen besøgte dem i deres hjem i Endeslev omkring 1910 og fortalte drengene, ham og broderen Ove (min far) om sin og slægtens historie.

Ifølge Hans Rasmussen er hans farfar, som han tilsyneladende ikke kender ved navn, en svensk håndværker på valsen, der dukker op på egnen, får fæste som svend og bliver hængende. Historien holder ikke helt, og det kan vel ikke undre, når den er overleveret mundtligt gennem flere generationer, hvoraf de første var analfabeter.

I den historie, farfar Hans fortæller, er svenskeren tømrer som han selv. Det er forståeligt, at smeden under overleveringen mellem stolte generationer af tømrere bliver forvandlet til tømrer. I disse år var der talrige unge svenskere, der søgte mod Danmark fra et kriseramt svensk samfund med stor arbejdsløshed. Samtidig var håndværkere på valsen et udbredt fænomen i Europa. Det kan let være brugt til at krydre fortællingen, så misforståelsen er bragt videre. Som vi har set, er Hendrich ikke faglært svend, da vi møder ham.

De få kendetegn ved smeden, der gennem slægtleddene var overleveret til Johannes Rasmussen, er krøllet hår og koppearret hud. Epidemier af børnekopper var hyppige dengang, og krøllerne er dukket op i senere generationer, så det virker troværdigt.

Det er, hvad vi har, og historien må derfor leve videre med Hendrich Mathiasen som en ung svensker, der krydsede Øresund og på sin søgen efter arbejde dukkede op i Åshøje. Muligvis har han haft en form for branchekendskab, som Johan Madsen kunne bruge. I hvert fald ansatte han ham som smededreng.

Men nu tilbage til voksenlivet i Åshøje fra 1790, hvor Hendrich atter dukker op. Smeden Johan Madsen dør den 16. marts 1789. Landsbyen og godset mangler nu en smed, og hvad er mere nærliggende end at hjemkalde Hendrich fra København. Der er lidt forvirring om datoerne for de begivenheder, der nu tager fart. Vi kan se, at Hendrich hurtigt er blevet tilknyttet smedjen, men ikke hvornår smedens enke fraflyttede huset.  Men ingen tvivl om, at Hendrich tog ophold og blev smed i landsbyen.

Den hjemvendte grovsmed fik også lejlighed til at gøre en lokal pige sin opvartning. Det var skovfogedens datter Ellen fra Åshøje Skovhus. De blev trolovet den 31. januar 1790 med et par lokale gårdmænd som forlovere. Den 13. juni giftede de sig i Herfølge kirke. For slægtsinteresserede er det et ekstra krydderi på historien, at Ellen Andersdatter er oldebarn af en anden indvandrer fra Sverige, Anders Knudsen, der havde levet som skovfoged i Kirkerup ved Slagelse.

Lidt forvirring om datoerne opstår, fordi Hendrich først den 9. december 1790 får fæstebrev på smedjen med Gammel Køgegård. Her er Hendrichs hjemsted som nævnt angivet som København. Forklaringen kan være, at fæstebrevet er en formalisering af de praktiske foranstaltninger, der har været foretaget efter Johan Madsens død, hvor Hendrich hurtigt er rykket ind i smedjen efter mundtlig aftale med godset. Fæstebrevet fandt jeg i Køge Byhistoriske Arkiv, der har fået overdraget de gamle arkiver fra Gammel Køgegård.

Fæstebrevet mellem Gammel Køgegård og Hendrich nuancerer overbevisende den omtalte gængse opfattelse af fæsternes vilkår og elendige retsstilling i hvert fald i denne afsluttende fase af stavnsbåndets epoke. Omhuen står ikke meget tilbage for vor tids tilstandsrapporter. Den nye grovsmed i Åshøje har haft et godt startgrundlag.

Gennem protokollen får vi et billede af ejendommen. Stuehuset er på 63 m2 og består af 2 stuer, et kammer og et køkken med muret skorsten og bageovn. En anden bygning tjener det tilhørende landbrug. Den er også på 63 m2 og indrettet med lade, lo og kostald. Mod vejen ligger smedjen, der er på 35 m2 med muret skorsten og smedeovn. Alt i alt ikke nogen ringe ejendom efter datidens forhold.

I “Dagligliv i Danmark i det nittende og tyvende århundrede, redaktion Axel Steenberg” har J.L. Østergaard Christensen givet følgende karakteristik af landsbysmeden:

“I almindelighed var landhåndværkerne ringe anset, både af bønderne og af deres fagfæller i købstaden. Men i den henseende dannede rigtignok smeden en undtagelse. Dels var han uundværlig, alle gårde havde brug for smedearbejde. Og dels var han i smedjens dunkle indre omgivet af mystik. Han herskede over ilden på essen, han kunne blødgøre det hårde jern og hærde stål, og han sendte byger af spruttende gnister ud over gulvet. Det var ikke underligt, at mange smede blev anset for at kunne lidt mere end deres fadervor.”

Åshøje er en del af Herfølge sogn. I folketællingen fra 1787 er der 154 beboere i Åshøje. Hele Herfølge sogn havde på samme tidspunkt 1265 indbyggere. Man må antage, at smedehvervet i den lille landsby kun kunne levere et beskedent udkomme. Udskiftning af landbruget har dog på mange måder også kaldt på medvirken fra smedehåndværket.

Landboreformernes udskiftning mellem landsbyernes gårde blev iværksat i Åshøje i 1797. Her blev dog kun en enkelt gård udflyttet. De øvrige forblev samlet i landsbyen, og deres jorde blev “stjerneudskiftet”, d.v.s. at de fordeltes i stjerneform omkring landsbyen ud fra de forskellige gårdes bygninger (Årbog for Køge Museum 1993 s. 21 ff.).

Tiden var præget af store internationale og nationale begivenheder. Det var tiden, hvor dansk storhed som skibsfarts- og handelsnation blev fulgt af krigsnederlag, tab af flåden og statsbankerot.

De store begivenheder i Europa med den franske revolution, napoleonskrigene, Københavns bombardement, slaget på Reden, var fjerne hændelser, som en enkelt gang satte sig dramatiske lokale spor. “Træskoslaget” mod Englænderne foregår i Strandskoven ved Køge 29. august 1807, hvor den primitive danske bondehær iført træsko og med ringe våben og mangelfuldt udstyr besejres af den professionelle invasionsstyrke. Englænderne forfulgte de besejrede bønderkarle, som efterlod deres træsko  for at lette den panikagtige flugt. Der var en afsluttende træfning på Herfølge kirkegård. Her havde generalmajor Oxholm med ca. 20 tilbageblevne mænd forskanset sig. De måtte overgive sig til overmagten med et tab på 2 faldne og 13 sårede. Resten af de danske styrker var flygtet sydpå.

Selv kirkebogen for Herfølge sogn må svinge sig op over den sædvanlige lakoniske opremsning af kirkelige handlinger. Den fortæller om hændelserne nær Åshøje:

“Samme dag (1. september 1807) jordet den gode og retsindige hr. Lærke Strand Controlleur boende i Søllerup, der af de Engelske blev skudt Løverdagen 29. Aug. Han viste nogle af de Engelske Vej igennem Indelukket, og da han vendte tilbage til sit Hjem kom der flere af samme Hold, som skød ham en Kugle ind i Livet, hvoraf han døde Dagen derpå, som var den 30. Aug. Han blev 56 år gammel.

Samme Dag jordet Unge Niels Jensens Enkes Dræng, Jens Pedersen af Aashøye, der ligeledes af Grenaderer  blev skudt den 29. Aug.  Blev 14 Aar 3 Maaneder gl.

Samme Dag jordet 4 af vore Landeværnsmænd, der i Slaget imellem Kiøge og Herfølge og som på Kirkegaarden ligeledes blev skudt. Nogle af dem døde straks, og nogle levede noget længere foruden mange andre, der var fældede i Skovene og Markerne her omkring i dette Sogn.”

Ingen tvivl om, at krigshandlingerne så tæt på hjemmet har rystet landsbyen og den lille smedefamilie i Åshøje. Som håndværker var smeden ikke værnepligtig. Det var alene bøndernes byrde.  Men frygten har fyldt dem, da engelske tropper forfulgte de danske landeværnsmænd efter slaget i Strandskoven gennem skovområderne omkring Åshøje og Svansbjerg. Der har vært rigeligt stof til samtaler i smedjen, når bønderne mødte for at få deres heste skoet eller bragte et markredskab ind til reparation. Så gik snakken i smedjen om karle fra egnen på hovedkulds flugt og nære lokale personers grusomme skæbne.

Omkring smedjen levede Hendrich og Ellen deres familieliv. Det første barn var en søn, der blev født et års tid efter trolovelsen og et halvt år efter vielsen. Helt efter reglerne fik han navnet Mathias efter Hendrichs far, som vi ellers intet hører om. Året efter kommer Johanne som den eneste pige. Hun får ikke navn efter Ellens mor, så det kan tænkes, at Hendrichs mor har heddet Johanne. I 1795 kommer Anders, der således får navn efter Ellens far og derigennem også den oprindelige svenske indvandrer på modersiden. De næste to børn dør som spæde. I år 1800 fødes så den dreng, der med navnet Rasmus bliver ophav til slægten Rasmussens efternavn. Hans fødes i 1804 og bliver den sidste i børneflokken.

Hendrich fandt også en samværsform med datteren Karen, der fortsat levede sit liv i landsbyen. Da Karen Hendrichsdatter i 1802 er gudmor benævnes hun diskret i kirkebogen “Jens Sørensens enkes pige”, men mere problematisk er forholdet ikke, end at vi blandt fadderne foruden Jens Sørensens søn Rasmus finder smeden Hendrich Mathiasen, altså Karens biologiske far.

Om smedeforretningen ved vi ikke så meget, men den har dog været stor nok til at bære en svend. Smedesvend Marius Andersen bliver som fadder ved en dåb omtalt som Hendrich Smeds karl.

På den tid var det sædvanligt blandt håndværkere, at mindst en af sønnerne gik ind i faderens erhverv og som oftest fik sin oplæring i faget hos ham og senere overtog virksomheden. Derved sikrede faderen samtidig sin tilværelse som aftægtsmand hos sønnen efter generationsskiftet. Sådan har det formentlig også været planen for Hendrich, hvis ældste søn, Mathias, blev uddannet som kleinsmed. Men et eller andet er gået galt mellem dem. Det er meget lidt, vi ved om det, men der er nogle tegn, der kan tydes sådan. Da Mathias gør pigen Maren Hansdatter gravid, bliver der på sædvanlig vis arrangeret et ægteskab for de to, så barnet undgår betegnelsen “uægte” i kirkebogen. Brylluppet gennemføres måneden før fødslen. Almindeligvis vil faderen optræde som forlover ved sønnens bryllup, men ikke her. Ved denne og efterfølgende fødsler er tilsvarende hverken Hendrich eller moderen Ellen blandt fadderne. Da tiden kommer, hvor Hendrich må opgive at klare håndværket og gå på aftægt, er det ikke Mathias, men broderen Anders, der flytter ind, og som efter Hendrichs død overtager fæstemålet på huset. Anders er væver og ikke smed. Mathias er gået til bunds som fattiglem og dør i en alder af 39 år måneden før sin far.

Arbejdet som grovsmed var meget fysisk krævende, især på den tid, hvor alt foregik manuelt. At sko en urolig hest krævede stor styrke, når smeden under skoningen skulle holde hestens ben løftet og i ro. Arbejdet ved ambolten var med tunge forhamre og ofte i et højt tempo for at udnytte tiden, medens det glødende jern havde den rette temperatur.  Hvornår Hendrich måtte nedtrappe smedearbejdet på grund af alder kan vi ikke vide, men da han dør den 14. februar 1831 i en alder af 72 år, har han stadig en hel del udstyr og værktøj, der hidrører fra smedearbejdet.

Ved skiftesamlingen, der blev holdt efter Hendrichs død, var alle levende og myndige arvinger til stede i smedehuset. Enken, der som kvinde ikke havde selvstændig myndighed, deltog med sin broder Marcus som Lavværge. Sønnerne Anders og Hans fra Åshøje var mødt, og fra Lidemark kom Rasmus. Johanne kom fra Sædder med sin mand, husmand Lars Graulund.  Skifteforvalteren, Justitsråd Frederichsen, var mødt med sognefogeden og en gårdmand fra Åshøje som vidner og vurderingsmænd. Alt fra værksted og husholdning af værdi blev gjort op, og vurderingsmændene nåede frem til en samlet sum på 65 rigsdaler og 5 mark. Mor Ellen fik alles tilslutning til at sidde i uskiftet bo. Så måtte hun se, hvad gavn hun kunne få af en ambolt og en blæsebælg og flere forhamre, men husholdningsredskaberne har hun uden tvivl sat pris på at beholde.

Alle underskrev protokollen, og det afsløres her, at det ikke har været skolegang, smedefamilien har brugt deres energi på. Ligesom enken og hendes lavværge underskrev sønnerne ”med ført pen”. Johanne skulle ikke skrive, men hendes mand signerede på hendes vegne med sin egenhændige underskrift.

Da fæsteren Hendrich nu er død, går Gammel Køgegård med til at overdrage fæstet til sønnen Anders, der er væver, skønt man stadig har en drøm om at knytte en ny smed til stedet. Overtagelsen af smedehuset fremgår af et fæstebrev oprettet 1. november 1831. Afgiften for smeden har været 6 rdl. sølv, men ved Hendrichs død forhøjes den til 7 rdl. 4 skl. sølv. Jeg antager, at Anders tidligere er flyttet ind og har påtaget sig faderens forpligtelser som fæster, hvor forældrene fortsat har boet i huset som aftægtsfolk.

Fæsteren Anders Henrichsen skal afgive et stykke af sin have nærmest vejen, hvis Herskabet vil opføre en bygning på 4 fag til smeden. Det sker aldrig. Tiden med selvstændig smedje i Åshøje er slut.

….

I arbejdet med at samle materialet til denne beretning har jeg haft et udbytterigt og fornøjeligt samarbejde med en anden af Hendrich Mathiasens tip tip oldebørn, slægtsforskerkollegaen Søren Tolstrup Christensen.

Hvis du får lyst til at søge dybere i de kilder, vi har benyttet, kan du finde frem til dem i slægtsbogen her på hjemmesiden, www.flemmingholm.dk via “Direkte aner”, side 1.

Hvis iværksætteren er den, der har en livsdrøm, og med hele sin energi forfølger den uanset problemer og modgang, så var Anders Rasmussen iværksætter. Hvis det også er sandt, at det er processen, til drømmen er nået, der er vigtig, hvorefter interessen viger for en rastløshed, der søger nye drømme, så var han en sand iværksætter.

Min farfar er født i Gørslev ved Ringsted den 7. januar 1867. Kirkebogen fortæller ved dåben den 14. april, at Anders Rasmussen er søn af ”Tømmermand og Huusmand Hans Rasmussen og hustru Karen Marie født Christensen”. Som faddere nævnes ”Høker Niels Andersens hustru i Gørslev, Huusmand Peder Rasmussen, Huusmand Henrik Rasmussen og Huusmand Rasmus Pedersen, alle Lidemark”

De tre faddere fra Lidemark er drengens farbrødre. Her er også Hans Rasmussen født og opvokset. De tre brødre blev boende i sognet, men Hans stiftede hjem i Gørslev, der ligger 8-9 km fra Lidemark. Familiefællesskabet har sikkert været vigtigt, men den tids transportmidler begrænsede samværet. En barnedåb var en festlig anledning til at mødes.

Vejen fra kirken til Biesbakkehuset, Hans og Karen Maries hjem, går gennem Gørslev. Man passerer vejen til godset Giesegård og fortsætter en halv kilometer videre. Der ligger huset på højre side lige efter Biesbakkegård. Dengang et stuehus, en lille værkstedsbygning og en stald omkring en gårdsplads.

Et billede af barndommen, som den formede sig for Anders, får vi i hans egen beretning, som den gengives af Johannes Rasmussen i et manuskript med titlen ”Min slægtshistorie”. Anders fortæller:

”Jeg blev sendt ud at tjene, da jeg var syv år. Jeg skulle vogte gæs og køer hos en gårdmand der i byen. Om sommeren kom jeg ikke i skole, og kun nogle enkelte gange om vinteren, så det var ikke meget, jeg fik lært.

Vi havde en streng skolelærer, som slog os. Han slog mig en gang, så jeg blev blå i hovedet, og det var lige på nippet, at han var blevet sat af. Far var oppe og klage, og han måtte love ikke at røre os børn mere, og det gjorde han heller ikke.

Det var ikke let at være dreng dengang. Når vi sent havde fået ”nadder”, som vi kaldte aftensmaden, så kunne vi drenge spæne ud bag i marken og flytte får eller heste og køer. Vi var tidligt oppe og sent i seng. Vi var trætte altid, og de enkelte gange, vi så var i skole, så sad vi og sov.

Kosten var sløj. Det var grød og sild og stegeflæsk og så muggent rugbrød. De bagte jo kun hver anden måned, og så hængte de brødet op på hanebåndet i en pose. Der gik de så og tog, til der ikke var mere, og efterhånden blev det meget muggent. Og til os drenge sagde de så, at hvis vi bare spiste det mugne brød, så blev vi stærke. Så vi spiste muggent brød, så muggen den stod ud mellem tænderne på os.

Jo, det var strengt at være fattigt barn dengang, kan I tro. Der var en dreng på nabogården, der var på alder med mig. Han vogtede også gæs og køer. Så en dag, da bonden red ud i marken for at se, om alt var i orden, fandt han drengen siddende og sove. Han vækkede ham, og så bandt han ham et reb om armen og lod ham løbe ved siden af hesten hjem. Og da han kom hjem med ham, så satte han ham ind i en følbox, og her stod han hele dagen og fik sin mad derud.

Hen ad aften så han sit snit til at smutte ud ad døren og løb så hjem til sin mor, som han fortalte det passerede. Hun blev ulykkelig. Hun var fattig enke og kunne ikke have drengen hjemme, så hun tog ham ved hånden og gik hen til bonden og bad ham så mindeligt om at tilgive, at hendes dreng sådan havde sovet og så var stukket af. Om han dog ikke ville lade nåde gå for ret og antage ham igen.

Det gjorde manden, og drengen fortsatte så sin strenge tjeneste og passede på ikke at sove en anden gang.

I den frihed vi havde, var vi tre drenge, Rasmus, Niels og jeg, oppe i skoven på Biesbakke. Det er en højt liggende skov, som er sømærke. Den kan ses helt ude fra Køge Bugt, og er en slags mærke for sejladsen. Når man ser den, ved man, hvor man er.

Her legede vi. Her fandt vi fuglereder. Her klatrede vi i træerne. Og det var fra et af de træer, at Rasmus faldt ned så uheldigt, at han faldt på en af sine træsko, som han jagede op i ryggen, hvorved han tog skade for livstid. Han fik en skavank, som altid var synlig. Det så ud, som han var brudt i den ene side. Det var han ikke. Det var, fra da han faldt ned og faldt på træskoen.

Lige så energisk, mor var, lige så lad var far. Måske er det lidt hårdt at sige sådan, når han var spillemand mange nætter og så skulle tømrerere om dagen. Så var der ikke noget at sige til, at han hvilede sig lidt.

Men han var anderledes end mor. Han var meget pillen. Han tålte ikke fnug på sig. Og den største fornøjelse, når han havde fået et par nye franske træsko, var ved sin høvlbænk at skrue dem fast og så med en båndkniv skære de spidse næser af dem, pudse dem og så stå og se, hvor pæne, de var.

Han var selv pæn. Han var harmonisk bygget. Var fra ung af kaldt for ”pigernes Hans”. Han havde været rødmosset og krøllet. Nu da han var blevet gammel, havde han lagt sig knevelsbarter til. De var også krøllede. Han gjorde meget for sit udseende og forstod at holde skidt og møg fra sig.

Men han var ikke så energisk som mor. Hans store lyst var at køre i sin ponyvogn med sin lille islænder for. Når så vi tre drenge var oppe i skoven og med knive hjalp mor med at skære græs, som vi kom i sække, og så far kom kørende forbi, så kunne han lade være med at tage dem med hjem. Og når så vi havde slæbt dem hjem for at give køerne græsset, så kunne han godt tage det og give hesten det. Sådan var han.

Mor syede og syede, og det som vi drenge, inden vi kom ud at tjene, kunne hjælpe hende med, det gjorde vi, og var der tid imellem, så hjalp vi hende osse.

Far spillede jo (violin, red.) om natten og moleverede sig så om dagen. Mor syede 400 rigsdaler sammen. Det var mange penge dengang. Dem havde hun sparet op. Dem købte de så noget mere jord for af bonden på gården ved siden af. Men de blev snydt. For siden, da de selv målte det op, var der kun det halve af, hvad de havde købt.”

Som sædvane var på de tider, blev sønnerne oplært i faderens erhverv. Derfor blev Anders tømrer. Men han har også bistået med pasningen af det lille landbrug, der hørte til ejendommen. Og meget tyder på, at han havde større lyst til landbrug end til tømrerarbejde. I perioder tog han ophold hos lillesøsterens plejefar på Endeslev Overdrev som tjenestedreng.  Hans livsdrøm blev at få sit eget landbrug.

Lillesøster Karen Marie, som fik samme navn som sin mor, var født i 1869, to år efter Anders. Det var strenge tider i det lille hjem i Gørslev med de tre små drenge, så hun blev sat i pleje hos sin moster, Johanne Marie, der var barnløs og gift med Ole Larsen. Han drev tre gårde på Endeslev Overdrev, som han forpagtede hos Vallø Stift. Det gik godt for Anders som tjenestedreng hos moster og onkel, selv om Karen Maries barnebarn, Holger Nielsen, fortalte mig, at Ole Larsen var en ganske speciel natur, der sov med en revolver ved sengen.

På den tid Anders voksede op, gik en frikirkelig vækkelsesbølge over landet. Omvandrende missionærer holdt gudelige forsamlinger i private hjem. Det er min antagelse, at bevægelsen havde særlig appel til mennesker med bestemte karakteregenskaber. Det var personer med en indre selvstændighed og styrke. De havde trang til at sætte sig op mod den sociale undertrykkelse, hvor den statslige kirke var en del af magtudøvelsen. Her ved de gudelige forsamlinger mødte de prædikanter, der fortalte dem, at de var ligeværdige som Guds børn, og som rejste tvivl om sandheden i det budskab, folkekirkens præst bragte dem fra prædikestolen. Det store kritikpunkt var barnedåben, som den rejsende prædikant hævdede, ikke var i overensstemmelse med Bibelens rette lære.

I det billede, min fars generation tegnede af begivenhederne, var det Anders mor, Karen Marie, der især bar protesten i sig. Kvinderne kom til at spille en betydelig rolle i den religiøse frigørelse, der blev praktiseret gennem ikke mindst baptisternes indsats. Det var i praksis kvinderne, der åbnede hjemmet, deres daglige domæne, for møderne. Her var husmoderen ligeværdig. Budskaberne om frigørelse og personlig værdi ramte med særlig styrke kvinder, der var bevidste om den kvindeundertrykkelse, som kendetegnede det statskirkelige samfund.

Frikirkebevægelsen nåede Gørslev omkring 1880. Karen Marie og senere Hans lod sig omvende og voksendøbe. Det er på mange måder blevet dramatiseret i min fars og farbrors fortællinger, hvordan Anders reagerede på disse begivenheder i hjemmet. Kernen i fortællingen var, at Anders sagde: Nu har vi været fattige i alle disse år. Hvis I nu også skal til at være hellige, så rejser jeg! Og det gjorde han.

Der er utvivlsomt mange nuancer i det virkelige forløb, men at den ungdommelige protest har ligget i ham, er der ikke grund til at betvivle. Han rejste til København og fik arbejde som tømrersvend. Større modvilje mod sin mors nye livsgrundlag har han dog ikke haft, end at han besøgte baptisterne i Kristuskirken i Baggesensgade på Nørrebro. Den lykkelige slutning på brødrene Rasmussens ofte gentagne vidnesbyrd om deres far var, at Anders her blev omvendt og voksendøbt.

Værnepligten aftjente Anders ved Ingeniørregimentet i Kronprinsessegade. Det var organiseret, så man lå inde om vinteren og var hjemme om sommeren. Anders lå inde i vintrene 1893, 94 og 95.

Om sommeren deltog han i forefaldende arbejde dels hos faderen i Gørslev og dels hos Ole Larsen på Endeslev Overdrev. Her fik hans drøm om landbruget ny næring. Tømrerarbejdet var en nødvendighed, men i hjertet bar Anders sin store drøm.  

Også en anden interesse trak Anders mod Overdrevet. Karen Maries nære veninde var Ellen Louise, der boede i den ensomme skovfogedbolig i Vallø Storskov få hundrede meter fra Ole Larsens gårde.

Efter militærtjenesten søgte Anders atter til Endeslev. Han blev skovkusk hos Louises far, skovfoged Ole Nielsen i Vallø Storskov, og ikke længe efter blev forbindelsen med Louise officiel.

Anders og Louise giftede sig i 1897. De fik bolig på Hjørnet, hvis navn er valgt, fordi huset ligger på hjørnet af vejen til Hestehaven, i dag Lerskovvej 29. Ejendommen blev en afgørende faktor i Anders Rasmussens tilværelse, selv om vi ikke kan vide, hvilken rolle adressen på det tidspunkt spillede i hans fremtidsdrømme.

Hjørnet var nedlagt som mejeri 1890, da andelsmejeriet Skovkilde i Vråby blev bygget. Det nedlagte mejeri var de første år ejet af Niels Peter Andersen, naboen i landbrugsejendommen Hestehaven 1, hvorfra grundstykket muligvis er udstykket.  Han drev købmandsbutik på Hjørnet og fik derved tilnavnet Niels Peter Købmand. Formentlig har han solgt ejendommen til en køber, der ikke kunne overholde sine forpligtelser. Det er derfor gået på tvangsauktion, hvor Anders købte det i 1896 og fik udstedt fogedudlægsskøde.

Louise og Anders fik datteren Elna i 1898, da de boede på Hjørnet. Anders var stadig skovkusk, og året efter blev stillingen som avlsbestyrer ved skovfogedstedet ledig. Stillingen tiltrak Anders med dens omfattende landbrugsmæssige opgaver, og for Louise var det trygt at fortsætte sine velkendte aktiviteter i barndomshjemmet og bistå sin mor og far, der var i tresserne, med de opgaver, som husholdningen og administrationen på skovfogedstedet indebar. Så i 1899 blev Anders ansat som avlsbestyrer hos svigerfar, og familien flyttede ind i Abildgaardshuset i Vallø Storskov.

Selv om de flyttede fra Hjørnet valgte Anders at holde fast ved ejendommen og udleje den. Meget tilpas havde Anders lillesøster, Karen Marie, og hendes mand, Niels Peter Nielsen, der boede i Ejby, lyst til at flytte til Karen Maries hjemegn. De lejede Hjørnet af Anders. Der har været en del navneforvirring, fordi Niels Peter Nielsen havde samme fornavne som naboen i Hestehaven 1, der tidligere ejede Hjørnet. Jeg er kommet frem til, at det var naboen, der havde købmandsforretning på Hjørnet og blev kaldt “Niels Peter Købmand”. Karen Maries mand var ganske vist tidligere uddeler i brugsforeningen i Ejby, men han var uddannet slagter og kan have dyrket dette erhverv på Hjørnet. Det blev ikke et langvarigt lejemål. I 1902 flyttede Niels Peter og Karen Marie til Endeslev by, hvor de indrettede slagterforretning.  Hvis Niels Peter har haft slagterfaciliteter på Hjørnet, rimer det med, at slagter Jens Larsen Feigh i folketællingen 1906 bor i ejendommen.

Årene i skovfogedstedet har været en god tid for familien. Det blev stedet, hvor de to drenge, min far Ove og Johannes, kom til verden. Fællesskabet mellem Anders og hans svigerfar og arbejdsgiver, skovfoged Ole Nielsen, har fungeret i gensidig respekt, som jeg har hørt det berettet. Og Louise og hendes mor har fortsat deres mangeårige rollefordeling i huset.

Anders og Louise bragte nye aktiviteter til Abildgaardshuset. Anders havde taget den dybe religiøse overbevisning til sig med sit sædvanlige engagement. Så nu kom de gudelige forsamlinger til skovfogedstedet. En af de besøgende prædikanter var Frederik Holm, min morfar, har Johannes Rasmussen fortalt.

Johannes fortæller også, at hans far benyttede enhver lejlighed til at ”prædike”, når han mødte mennesker. I bladet Evangelisten får vi et enkelt glimt af Anders Rasmussens engagerede medlemskab af Baptistsamfundet. Fredag 9. dec. 1904 s. 401, kan vi læse om et kristeligt diskussionsmøde i Køge Teatersal.

Mødet var arrangeret af læge Bille, der selv indledte. Han omtalte den forfølgelse af anderledes tænkende, som kunne opleves fra Folkekirkens side. Han lagde op til, at denne situation burde afløses af et samvirke mellem de forskellige trossamfund om det centrale i kristendommen, som man var fælles om. Derefter var der fri diskussion.

Folkekirken var repræsenteret af tre præster, som var langt fra at modtage opfordringen i den ånd, den var fremsat. Tværtimod kastede de sig ud i indædt kritik af de anderledes troende frikirkefolk.

Fra diskussionsreferatet kan citeres: “Fra baptisternes side havde tre repræsentanter ordet, nemlig brødrene Hans Christensen fra Tølløse, Anders Rasmussen fra Storskoven og A. Broholm fra København”.

I Evangelisten 12. juni 1903 s. 182 kan man læse i en beretning fra Eskildstrup menighed: “På vor station Enderslev har vi lejet et lokale, hvor vi nu holder regelmæssige møder. Også der har vi en broder, som hjælper til med arbejdet for Guds riges fremme.” (kan næsten kun have været Anders) “Ligeledes har vi begyndt en søndagsskole, som ledes af en søster og en broder der fra egnen”.

Alt imens tog drømmen om landbruget form for Anders. Ole nærmede sig pensionsalderen og skulle tilrettelægge en tilværelse under de vilkår, den afmålte pension fra Vallø Stift tillod. Også forældrene i Gørslev stod i et generationsskifte, hvor sønnen Rasmus, der var enkemand med fem moderløse børn, skulle overtage hus og virksomhed. Anders udfoldede sit talent for at organisere mennesker omkring sig. Han overbeviste alle om den ide at erhverve en gård for de midler, de tre familier ved fælles bestræbelser kunne fremskaffe, og flytte under fælles tag.

I 1906 købte Anders Hovtvedgaard eller Hovtvedegaard, som den benævnes i officielle skriftlige kilder. Sælger var Hans Schou Grønbech. Den lå i Vråby og var på 6 tdr. hartkorn og 2 skæpper, og prisen var 39.000 kr. Til sammenligning blev gården i 2003 annonceret til salg for 5,9 mio. kr. med et areal på 31 ha., heraf 4 ha. naturskov.

Ikke alt forløb som planlagt. I januar 1906 lige før flytningen døde svigermor Kirsten, der var 71 år. Det forlød på egnen, at hun tog sit eget liv. Kirsten havde et sind, der i perioder formørkedes, og som hun videregav til sin datter, Louise, og til flere i efterfølgende generationer. Ole flyttede med til Hovtvedgaard, men han havde fået kræft i maven og døde på gården den 25. april 1906. Dermed ophørte pensionsmidlerne fra Vallø Stift.

Anders Rasmussens forældre, Hans og Karen Marie, flyttede ind samme år som planlagt. De kunne formentlig ikke bidrage økonomisk til fællesskabet, men Anders havde fået opfyldt sin drøm og var blevet gårdejer og skulle få det til at løbe rundt.

Alt tydede på, at det var det rigtige tidspunkt at blive selvstændig landmand. Landbrugets krisetid var efterhånden vendt til fremgang. Andelstanken var slået igennem, og driften var omlagt fra den kriseramte kornproduktion til husdyrbaseret fremstilling af bearbejdede og forædlede varer som bacon, smør, ost og æg. Den enkelte ejendom udbyggede og renoverede bygnngsmassen til den ændrede produktion.  Andelsmejerier og andelsslagterier skød op overalt. Et af de nye mejerier, Skovkilde i Vråby, var netop anledningen til, at Anders havde erhvervet det gamle nedlagte mejeri, Hjørnet. Dræning og kunstgødning forbedrede udbyttet af afgrøderne, der før var indgået i den kriseramte eksport til vigende priser, men nu udgjorde fodergrundlaget i den ekspanderende husdyrproduktion. Forskning, konsulenttjeneste og landbrugsskoler bidrog til udbredelse af rationelle metoder.

En afgørende faktor i finansieringen af den gennemgribende proces blev efter stiftelsen i 1856 Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Den var under ledelse af en formand med vidtgående beføjelser, først overretsprokurator C.C. Alberti og efter ham fra 1887 hans søn, overretssagfører A. Alberti. I den første venstreregering, regeringen Deuntzer i 1901, indtrådte A. Alberti som justitsminister. En nær samarbejdsfælle for Alberti var J.C. Christensen, der afløste J. Deuntzer som conseilpræsident i 1905, og sammen med ham fik Alberti placeret Ole Andersen, der også havde en vigtig tillidspost i sparekassen, som landbrugsminister.  

Bondestandens Sparekasse var en naturlig forretningsforbindelse for den progressive landmand, Anders Rasmussen, da han skulle etablere sig på Hovtvedgaard. Andelsforeninger gjorde det muligt at anskaffe fælles damptærskeværker, der i høj grad rationaliserede høstarbejdet. Som billedet viser, var det også tilfældet i Vråby. Når det blev på Hovtvedgaard, man valgte at lade den fantastiske nyskabelse forevige med fotografi, siger det måske noget om den position, Anders var ved at indtage på egnen. Gårdejerfamilien er i centrum. Nogen vil måske bemærke, at aftægtsfolkene, Hans og Karen Marie, er gemt væk. Det er fremtid og fremskridt, det her handler om!

Anders fortsatte sin aktive deltagelse i baptistmissionen på egnen. I baptisternes tidsskrift, Evangelisten 5. april 1907 s. 110 skriver P. Petersen, Døjringe om vinterens sidste missionstur i Østsjælland: “Over Rønnede kom jeg til Stevns på den plads, hvor vi særlig har fået indgang. … I Arnøje har jeg haft to lørdagsmøder med 8 dages mellemrum. Br. A. Rasmussen fra Vråby kom kørende med søskende der fra egnen til begge disse møder, og der var i alt 40 – 50 til stede.” Han har spændt hestene for og med kone og børn, aftægtsfolkene Hans Rasmussen og Karen Marie og måske Anna Sypige taget turen over Lille Linde og Hellested til mødet i Arnøje.

Under familiens første år på Hovtvedgaard voksede anklagerne mod Alberti. Redaktørerne Borgbjerg og Ove Rode på Politiken førte an. Efterhånden blev presset for stort for J.C. Christensen, og den 24. juli 1908 gik Alberti af som justitsminister. Samtidig fratrådte Ole Andersen som landbrugsminister.

Den 8. september 1908 måtte A. Alberti indse, at slaget var tabt. Han meldte sig til politidirektøren i København og erkendte sig skyldig i bedrageri, underslæb og falsk. Bondestandens Sparekasse havde lidt så store tab, at den måtte standse sine betalinger.

Siden 1894 havde Alberti udnyttet sin stilling i Sparekassen til ulovlige transaktioner. Han havde deltaget i en række mislykkede spekulationer og dækket tabene med sine ulovligheder. Der skal ikke her redegøres detaljeret for, hvordan bedragerierne blev gennemført. Det var et kompliceret spil med Sparekassens obligationsbeholdninger og fiktive posteringer udført af den drevne slyngel. Ud over Sparekassen indgik Smøreksportforeningen, Privatbanken og den engelske importorganisation. Det kunne lade sig gøre, fordi Alberti var enerådende formand i både Sparekassen og Smøreksportforeningen.

Det var en katastrofe, der rystede det politiske system og hele den sjællandske landbrugsstand. Konsekvenserne var uoverskuelige for både andelshaverne og leverandørerne i mejerierne, og både indskydere, garanter og låntagere i Bondestandens Sparekasse var truet med økonomisk ruin, også Anders Rasmussen. Der gik et arbejde i gang med opklaring og afvikling af de uholdbare forhold. Konkurs og ophør af sparekassen var en oplagt mulighed, men stærke politiske kræfter satte sig i gang for at forsøge en rekonstruktion. Hvordan det ville ende, kunne ingen forudse, og først i august 1910, altså næsten to år efter, var den vellykkede rekonstruktion på plads.

Om Anders havde kunnet klare sig igennem i god behold er vanskeligt at vide. Hvor store hans økonomiske mellemværender og forpligtelser i forhold til Sparekassen var, ved jeg ikke, og formentlig har der været problemer med de uretmæssigt finansierede betalinger for leverancer til mejeriet, der var en del af komplekset. Mest sandsynligt forekommer det mig, at han med sine i forvejen uoverskuelige økonomiske problemer blev grebet af panik og ønskede hurtigst muligt at redde sig ud af de truende konsekvenser. Iværksætterens optimisme var opbrugt i forhold til denne drøm, så han valgte at søge nye veje.

Anders Rasmussen og Louise solgte den 6.7.1909 Hovtvedgaard til Jens Jensen for kr. 34.000, altså med et tab på kr. 5000 på tre år. I tingbogen fremstår det som et normalt salg, så min antagelse bekræftes af, at det var uden medvirken af de retslige myndigheder, der ville have optrådt ved et tvangssalg.

I slægten blev historiefortællingen en tragedie, hvor Anders og hans familie som ulykkelige ofre for ondskabens magt, Alberti, blev tvunget væk fra gården. Johannes Rasmussen fortæller i sit manuskript ”Mit Livs Karrusel” om en auktion, han husker, han som 6-årig oplevede på Hovtvedgaard. Det var familiens løsøre, der blev bortauktioneret. Ove Rasmussen har en tilsvarende beretning i sit udkast til en roman, ”Folket mellem skovene”, der er selvbiografisk inspireret. Så vi bør fæste lid til, at der har været en auktion, men ikke over ejendommen. Om auktionen formelt har været privat eller en offentlig auktion over løsøre efter kreditorudlæg ved fogedens medvirken, kræver nærmere undersøgelser. Der kan ikke være tvivl om, at Anders har oplevet det som en tvangssituation, så hans følelse af panik har været velbegrundet.

Familiefortællingen fortsætter, at Anders som gårdejer havde en førstemand, der hed Hans Frederiksen. Det kan være ham, der står piberygende yderst til venstre på billedet med tærskeværket. Ham havde Anders været behjælpelig, da han skulle giftes og etablere sig med grund og hus. Anders og Louise fik derfor tilbudt at flytte ind med børnene i en stue hos Hans Frederiksen i Vråby og tog imod tilbuddet.

I en periode fik Anders arbejde på Høsten Teglværk. Han cyklede de 12 km frem og tilbage. Arbejdet var blandt andet under produktionsprocessen at transportere materialer og teglsten rundt på teglværket med trillebør. Arbejdsdagen var lang, men Anders var stærk og udholdende.

En tid arbejdede han ved det tærskeværk, som vi kender fra billedet, hvor han havde en ganske anden rolle. Tærskeværket kørte fra gård til gård. Hans cykel hængte foran på tærskeværket. En dag faldt den ned og blev kørt over. Efter tærskeperioden vendte Anders tilbage til teglværket, men nu måtte han tilbagelægge de tolv km morgen og aften til fods. Sådan lød min fars hjerteskærende fortælling i mit lyttende barneøre.

Drømmene levede stadig hos iværksætteren. Endnu var Anders ikke moden til at realisere de muligheder, der lå i hans ejendom på hjørnet af vejen til Hestehaven, hvor han drev boligudlejning. Det var stadig landbruget, der kaldte. Her fandt han i 1910 en ledig stilling som gårdbestyrer. Familien flyttede ind på Eskemosegaard, i dag Dyndledvej 16, på Endeslev Overdrev. Johannes Rasmussen har i ”Hvad det store Kastanietræ og den gamle Pil på Hjørnet fortalte i fyrrerne” berettet om sin og Oves skolevej fra Overdrevet ind over Gammelsømarken til Vråby gamle skole.

Af folketællingen 1911 får vi et billede af gårdbestyrerens udlejning af Hjørnet.  Foruden opsynsmand og regnskabsfører Niels Olsen og hans kone, Sidste Marie, bor der tre, som er på fattighjælp, en aldersrentemodtager, en skovarbejder og aldersrentemodtager og hans kone og slægtning. I den sydlige ende af huset bor Maren Sofie Hansen og Anna Margrethe Pedersen, der drev systue. De flyttede senere til den nedlagte telefoncentral, Lerskovvej 46, hvor de først i fællesskab og – i mange år efter Sofies død Anna alene – drev systue. I min barndom kendte vi hende som Anna Sypige. Anders Rasmussens tilknytning til lejerne afspejles ved, at flere lejere i folketællingerne er benævnt “Baptist”.

Dagene gik deres rolige gang på Eskemosegaard, og iværksætterdrømmen vågnede atter i Anders. Det faldt sammen med, at gården i 1913 blev solgt til en ejer, der selv ville bebo og drive den. Ifølge det nævnte manuskript af Johannes Rasmussen blev den først tilbudt Anders, men han afslog. Han bragte udlejningen til afslutning og flyttede med familien til Hjørnet.

 Købmandsbutikken var ikke det første, Anders gik i gang med. Johannes fortæller, at han gjorde brug af sin tømreruddannelse hos genboen, Christian Hansen, der havde tømrervirksomhed over for hjørnet i det, der i dag er Lerskovvej 28. Her var han blandt andet med til at fremstille skolebordene til den nye Vråby skole, hvor min generation siden tog dem i brug. En række nye aktiviteter tog efterhånden form. Blandt andet drev han brødrute og mælkerute. De regelmæssige ture med hestevogn til Køge efter varer og tilbage til rutenettet på hjemegnen gav mulighed for yderligere vækst. En af de større udvidelser var en slagterirute. Svoger Niels Peter har måske været behjælpelig med det faglige, men Anders havde opnået et vist grundlag under sine ophold i København i ungdommen, hvor han i perioder holdt til hos en kusine, hvis mand drev en viktualieforretning, fortæller Johannes. Slagteriruten betød, at han stod op kl. 4.00 og kørte med hestevogn de 14 km til Køge Slagteri efter slagtervarer, som han derefter udbød ved besøg på gårde og andre landboliger på sin rute på hjemegnen. Børnene var vokset til, så Ove og Johannes deltog som medhjælp i Hjørnets voksende aktiviteter. Louise og datteren Valborg stod for husarbejde, og da købmandsbutikken snart udviklede sig på Hjørnet, pasning af butikken.

Slagteriruten blev et aktiv med sin egen familiehistorie. Johannes overtog ruten sammen med Hjørnet. Den gik videre til Ove, som drev den en årrække. En kort tid var den overdraget genboens søn, Egon Kort, hvorefter Erhard A. Nielsen, gift med Anders datter Valborg, og senere deres søn Kurt, drev den videre.

Det, Anders grundlagde, udviklede sig til et egentligt patriarkat omkring Hjørnet. Han og børnene drev sammen de forskellige aktiviteter, der udviklede sig på ejendommen og det store grundstykke, der hørte til. For de stedkendte var arealet afgrænset af Endeslev Forsamlingshus, ejendommen Hestehaven 1, Hestehavevej og Lerskovvej. I folketællingen fra 1925 har hele familien adresse på Hjørnet. Elna er “husassistent”, Ove “karetmager og savskærer”, Johannes “handelsassistent og chauffør” og Valborg “ekspeditrice”.

Iværksættertrangen levede og udfoldede sig stadig. Også landbrugsdrømmen havde Anders i behold.  Den vågnede med fuld styrke, da arealerne på den anden side af Lerskovvej i 1926 blev til salg. Det lykkedes for Anders at købe det areal, der i dag udgør Lerskovvej 26 og de bagvedliggende landbrugsarealer, der (2021) benyttes som savværk, og hvoraf en del anvendes som sportsarealer.  Det var jord nok til et husmandssted, og i 1929 godkender Landbrugsministeriet i et brev til Anders, at arealet sammen med Hjørnet udgør en landbrugsejendom. Anders var atter landmand og havde effektiv hjælp til sine andre aktiviteter.

Hele tiden holdt Anders den religiøse fane højt hævet. Han var altid klar til at forfægte sine frikirkelige overbevisninger.

I Baptisternes Ugeblad 7. oktober 1927 kan man læse følgende fra menigheden i Eskildstrup.

“I Enderslev, der ligger en halv snes km syd for Køge, bor der 6-7 medlemmer af Eskildstrup menighed. Disse afholdt søndag den 18. september høstfest i ENDERSLEV FORSAMLINGSHUS.

Der var udsendt indbydelse til samtlige egnens beboere, som omtrent alle imødekom den; da festen blev åbnet, var deltagernes antal over 200, og siden kom flere til.

Det væsentligste punkt i festprogrammet var strengekoret “Solskinssangerne” fra København, der velvilligt var kommet til stede og under dirigent H.G. Hundrups ledelse over to timer fængslede tilhørerne med musik, sang og vidnesbyrd.”

Familiedynastiet begyndte dog at smuldre. I 1927 giftede sønnen Ove (min far) sig og flyttede til Slagelse, hvor han gik i kompagni med sin svigerfar, snedker Frederik Holm, så den håndværksmæssige del af bedriften på Hjørnet  gik tabt. Men Anders er ikke slået ud. Da de arealer, der havde været anvendt som fælles sandgrav, stenhuggerplads og fattighus, blev sat til salg i 1930, købte Anders dem af kommunen. Den grund, hvor der bliver bygget nyt kommunehus med kommunekontor og sociale boliger, blev tilbageskødet til kommunen. Dermed råder Anders Rasmussen over de arealer, som i dag udgør Lerskovvej 25, 27 og 29 på østsiden og 22, 24 og 26 mod vest og en stor del af den nuværende sportsplads.

Dermed kunne landbrugsdrømmen realiseres med et ikke ubetydeligt afgrænset jordstykke omkring Hjørnet. Fra min barndom husker jeg, at udhuset stadig bar spor efter husdyrhold med adgang fra gårdspladsen bag boligen og købmandsbutikken.

Men nu tog begivenhederne fart for familiemennesket Anders.

Samme år som handelen med kommunen faldt på plads, bankede min far, Ove, på døren. Livet i Slagelse var ikke blevet den store lykke for ham og Theodora, og de håndværkerfaciliteter hos Anders, han havde forladt, eksisterede stadig. Resultatet blev, at Ove købte matriklen, der senere kom til at hedde Lerskovvej 22, og byggede Sandgravhus, hvor han og Theodora flyttede ind. På den anden side af vejen fulgte det jordstykke med, hvor Ove indrettede savværk og snedkerværksted og senere bolig, nu Lerskovvej 25. Landmandsdrømmen var endeligt udlevet hos Anders, og iværksættervisionen blev kanaliseret over i familieprojekter sammen med sønnerne Ove og Johannes.

Dermed sluttede det ikke. I 1933 giftede Johannes sig med Mary, og det faldt helt i tråd med familietankerne. For Mary flyttede ind på Hjørnet og blev sammen med Johannes en central del af fællesskabet. Den 4. maj 1997, kort før Mary døde, havde jeg en samtale med hende blandt andet om hendes svigerfar, Anders Rasmussen. Han havde betydet umådeligt meget for hende. En varm og omsorgsfuld person, som fik hende til at føle sig godt tilpas i den nye familie. Hun genkaldte sig situationen, hvor han kom ned ad trappen og mødte hende, omfavnede hende, kyssede hende på kinden og sagde: ”Hvor er det dejligt, at du er kommet og vil være her hos os!”  Sådan en adfærd var dengang næsten utænkelig og ukendt i Marys miljø.

Med den yngste datter, Valborg, blev det et langvarigt forløb. Hun giftede sig i 1933 med Erhard A. Nielsen, og de flyttede til Osted, hvor de byggede hus og stiftede familie. (Se anekdoten ”To patriarker”). Der går fem år, før også det falder på plads i Anders Rasmussens nye familiekoncept. Efter at meget er gået galt for Valborg og Erhard i Osted, træder Anders atter i karakter. Han sælger i 1938 til datter og svigersøn de arealer, der hørte til det tidligere fattighus (Lerskovvej 24) og de bagvedliggende landbrugsarealer. Erhard og Valborg kunne bygge hus og landbrugsbygning på grunden. Erhard kunne etablere sig med savværk og lidt agerbrug, og Valborg kunne udfolde sin lyst til have og fjerkræ. Samtidig var datteren Elna og hendes mand blevet værtspar i Endeslev Forsamlingshus. Familien var atter samlet.

Anders havde passeret de 70 år. Han indser, at pensionsalderen er nået, og overdrager samme år Hjørnet, Lerskovvej 29, til Johannes.

Anders Rasmussen og Louise bliver boende i Hjørnet på aftægt. Anders lever sine sidste år her i et fællesskab med sine fire børn og de mange børnebørn, der fulgte. Han færdes på Hjørnet og omliggende ejendomme med sit imponerende fuldskæg, men svækkes efterhånden betydeligt, især efter Louises død i 1940. Han dør i 1949, 82 år gammel, på det psykiatriske hospital i Vordingborg, hvor han det sidste års tid var indlagt med fremskreden demens.

Det vil være passende at slutte denne fortælling med tage et blik på billedet fra trappen foran Hjørnet, hvor Anders Rasmussens børn, svigerbørn og børnebørn næsten fuldtalligt er samlet i 1953, fire år efter at Anders måtte forlade sit livsværk.

Den stive landbrugsvogn skrumler over brostenene på Søndergade i Rønne.  Året er 1891, og det er 11. december, familiens flyttedag. Vejret er koldt og fugtigt, og de sidste tre timer har været hårde for det lille selskab med den stride vestenvind ind fra højre hele vejen fra Rutsker. Lille Jane er vågnet i sin kurv på vognen, da den skiftede fra landevejens hjulspor til byens brosten, så Christiane, der sidder ved siden af kusken på vognen, har taget hende på armen det sidste stykke frem til nr. 29.  Fjortenårige Augusta går med sin far ved siden af vognen, og bag den løber August og Jacob på ni og seks og gør små nysgerrige afstikkere til porte og gyder langs vejen. Far Jacob må kalde på dem, da de går helt i stå foran købmandens vindue, der er blevet til stalden med hyrder, Maria og Josef og Jesusbarnet. Lille Jens på tre har fået plads i lænestolen midt i flyttelæsset, hvor Augusta kan holde et vågent øje med ham.

Nu holder de uden for porten til Søndergade 29. Kusken kravler ned fra bukken, og Christiane rækker lille Jane ned til Augusta og vender sig mod Jens og får ham med ned fra vognen.  Kusken trækker hest og vogn gennem porten efter far Jacob og hen til det lave baghus med den lille lejlighed, der er familiens nye bolig. Far Jacob har under sine besøg i Rønne aftalt lejemålet, og Christiane betragter den trange indgang med mistro og bekymring. Hvordan skal julen blive i år?

Sådan forestiller jeg mig familien Møller ankomme til den by, der skal blive dens hjemsted de kommende mange år. Rejsen har ikke kun været de tre timer fra Rutsker. Den har været lang og fuld af bekymring. I de ti  år i Svaneke voksede Jacobs rastløshed og utilfredshed med det liv og de kår, han måtte byde sin familie. Det bragte dem til hans hjemegn, Bodilsker, hvor han forsøgte sig som landbruger. Efter et par år må han indse, at det ikke er lykken. Han får ansættelse som gårdbestyrer på Skovgård i Rutsker, og de bryder op igen. Heller ikke i Rutsker bliver han tilfreds, og nu er det i Rønne, han søger en fremtid, der opfylder alle de ønsker og drømme, han har for Christiane, børnene og sig selv. Og hvordan kom det så til at gå?

Den ældste datter, Christine, er rejst til København kort før flytningen. Hun vender efter få år tilbage til Rønne og gifter sig med styrmand Philip Dick, der sejler på langfart. De får tre børn sammen, men i 1911 dør Philip, og Christine står alene tilbage med tre børn fra syv til ti år. Hun har under mandens rejser suppleret hans husholdningsbidrag ved at arbejde som syerske. Som enke kunne det arbejde kun føre til temmelig trange kår. Men hun udnytter, at hendes afdøde mand har efterladt hende ejerskabet til ejendommen Bækken 24, og her indretter hun selvstændig systue. I 1925 har hun overtaget ejendommen Bækken 3, der tidligere var ejet af Peder Hansen Dick, så alt tyder på, at hun har været en for den tid usædvanligt driftig og succesfuld erhvervskvinde.

Augusta, der blev min mormor, er nykonfirmeret, da hun kommer til Rønne. Men hun får snart kontakt med baptistmenigheden i byen, der i de år med stor succes og fremgang bliver ledet af den karismatiske Peter Andersen Holm. Den 14. maj 1893, da hun er 16 år, bliver hun voksendøbt i baptistkirken og det kommer til at afstikke retningen for hendes tilværelse bort fra den øvrige familie.

I Evangelisten 15. juli 1897 underskriver Augusta Møller et referat af vinterens aktiviteter i Rønne Ungdomsforening. Det er en velskrevet artikel, den 20-årige Augusta her præsenterer. I øvrigt er det ikke ret almindeligt, at der optræder kvindelige skribenter i bladet, så jeg tager det som udtryk for, at det er en ung pige, der forstår at gøre sig gældende.

Netop det år vender en interessant ung mand hjem fra sin uddannelse ved baptisternes præsteseminarium i Morgan Park, Chicago. Det er Peter Andersen Holms nevø, Frederik Holm. Han tiltræder som evangelist i menigheden i Rønne hos farbror Peter, og han og Augusta finder hinanden.

Deres tid sammen i Rønne bliver ikke lang, for allerede året efter bliver Frederik ordineret som prædikant i menigheden i Vejle.

Frederik kommer hjem og gifter sig med Augusta i Rønne i 1899, og hun rejser med ham til Vejle, hvor min mor, Theodora, bliver født. Dermed har Augusta fundet sin plads i tidens anonyme kvinderolle som præstens hustru og med pasning af hjemmets husmoderlige pligter. Præstegerningen fører dem videre, først til Holbæk, hvor Magdalene bliver født, og til sidst fra 1905 til hendes død i 1937, til Slagelse.

Augustas helbred var ikke det bedste, og ved hendes død benævnes hun “invaliderentenyder” i kirkebogen. Jeg ved ikke meget om hendes sygdom, men formentlig var det hjerteproblemer. Min mor omtalte hende med varme og respekt, men ellers må vi tage til takke med sparsomme oplysninger om Augusta, min mormor, som jeg aldrig selv nåede at møde.

Der er grund til at tro, at det var Christiane, der holdt sammen på familien i hjemmet.  De tre drenge, August, Jacob og Jens, bliver boende hjemme og bliver sat i gang med en lærlingeuddannelse.

August kommer i lære hos snedkermester Grønborg. Om han afslutter uddannelsen, ved vi ikke, men det bliver ikke som snedker, han kommer til at ernære sig. Han er nok den, der mest kommer til at følge sin fars rollemodel. Han får en børneflok på 7 og skaffer den voksende familie husly på skiftende adresser i Rønne. Han optræder i skiftende ufaglærte stillinger som kusk, gårdskarl og arbejdsmand, men der er bestemt ingen grund til at betvivle hans arbejdsomme og respektable rolle som familiefar.

Jacob får en maleruddannelse og bor stadig hjemme hos forældrene i Nygade 14 i Rønne i 1906, da han er 21 år. Men to år efter, da han gifter sig med Vilhelmine, er han malersvend i Klemensker. Snart efter, og før deres første barn, Vera, bliver født, har han etableret sig som selvstændig malermester i Klemensker. Her udfolder han sin naturlige foretagsomhed sammen med Vilhelmine, medens børneflokken vokser til fem. Malerfirmaet er ikke nok for ham, så han udvider med en købmandshandel i samme ejendom, hvor han har sit malerværksted, og familien har bolig. Sin fars rastløshed har han ikke arvet, så han bliver i Klemensker og udfolder sig som et naturligt familieoverhoved og en respekteret borger i sit lille imperium.

Jens kommer i skrædderlære. Men så forsvinder han ud af de hjemlige optegnelser. Han emigrerer til USA, og dukker først op igen i 1947. Dette år besøgte han og hustruen Christine min familie i Endeslev, som det er illustreret med julekortet med motiv fra amerikabåden Batory. Jeg deltog med mine forældre i en udflugt med dem til Vallø slot. De blev kaldt onkel Jens og tante Christine af min mor. Inge-Lise Møller, der er barnebarn af Jacob Møller i Klemensker, erindrer, at hendes far, Gert Møller, har fortalt, at han omkring 1970 havde besøg af en fætter eller kusine fra USA. Sammen med andre familiemedlemmer mødtes de i Gudhjem, men sprogproblemer begrænsede udbyttet af samværet. Det er spændende stof til kommende undersøgelser af amerikanske anegrene.

Jane er den eneste af min mormor Augustas søskende, vi har haft god kontakt med i mit hjem. Hun havde et lyst og optimistisk sind og havde nærmest karakter af min mors nære veninde. “Moster Jane” var opsøgende og selskabelig og aflagde flere besøg. Hun deltog på sine gamle dage i min mors runde fødselsdage, hvor hun var et populært medlem af selskabet. Theodora, min mor, omtalte hende altid med stor varme. Hendes mand, “Onkel Lauritz”, var en lydig og beskeden ledsager, der som regel forholdt sig tavs og lod konen føre ordet. Børnene husker jeg ikke, vi har mødt.

Jeg har en mistanke om, at det religiøse miljø har været en hindring for at udvikle samværet med familien Møller. Men det lod Jane sig ikke skræmme af. Hun var ikke baptist, men havde ingen problemer med at færdes i det miljø, hendes storesøster Augusta havde tilsluttet sig.

En lille efternøler, Marie, bliver det også til tæt på sølvbryllupsalderen. Christiane og Jacob holder sammen på deres vaklende ægteskab, til Marie når voksenalderen, men efter at forældrene er flyttet fra hinanden i 1916 og Jacobs snarlige død derefter, fik hun en lidt omtumlet start på sit eget voksenliv. På sin 27 års fødselsdag gifter Marie sig med en enkemand, der er 24 år ældre end hende. Han ejer Gjershøj Hotel ved Roskilde fjord nær Skibby, og man kan forestille sig, at Marie er løbet på ham i det miljø, hun har færdedes i som smørrebrødsjomfru.

Det bliver ikke lang tid, Marie får som hotelfrue. Da hun i 1924 får datteren Margrethe, er hun flyttet ind hos sin mor i Rønne. Nu er faderen ikke længere hotelejer, men omtales i kirkebogen som “købmand”. Hans bopæl kender vi ikke. To år senere får hun sønnen Jørgen, og det sker også hjemme hos moderen. Til fastsættelse af kommunal forsorgspligt oplyser kirkebogen, at hun 10 måneder før fødslen opholdt sig på Dams Hotel i Rønne, der kan tænkes at være hendes arbejdsplads. Ved fødslen betegnes hun “forladt hustru”, og Jørgen får moderens efternavn, Møller. Barnefaderen kender vi ikke. Kun 10 måneder gammel dør Jørgen hjemme hos mormor.

Fire år senere er Marie atter gravid. Hun er da ansat som husbestyrerinde hos en vognmand i Rønne. Hun flytter hjem og føder atter hos moderen i Almegade 2. Men nu ser det alligevel ud til, at lykken tilsmiler hende. For hun når at blive gift med barnefaderen, malersvend Jens Christian Kreutzberg lige efter fødslen og før dåben, så barnet, Hans Christian, kan indføres i kirkebogen uden belastende anmærkninger. Snart flytter hun og datteren Margrethe ind hos maleren, der etablerer sig som malermester i Halmstræde 1 i den ejendom, hvor hans fader har drevet snedkerforretning, før han gik på aftægt. Endnu en søn kommer til verden i malerfamilien og kaldes Johannes.

Familien Møller i Rønne har jeg kaldt denne fortælling. Men måske var den stærke personlighed i virkeligheden Christiane af slægten Dich. Christiane er født og opvokset i Svaneke. Da hun er 13 år drukner hendes far, Christen Dich, så hun har sikkert tidligt fået opgaver, der hører voksenlivet til. Samlivet med Jacob har været med talrige udfordringer og skuffelser. For livet i Rønne er heller ikke for Jacob blevet, hvad han håbede. Han forsøger sig i skiftende stillinger som arbejdsmand, vognmand, kusk og gæstgiver og på skiftende adresser for familien.

 I 1916 bor Christiane Halmstræde 3 i Rønne som husholderske for fisker Jens Peter Eriksen. Jacob har på sin adresse til folketællingen oplyst sin civilstand som “separeret”, men Christiane har betegnet sig som gift. Jacob dør i 1916. Snart efter er Christiane som enke tilbage på adressen Søndergade 29, hvor vores historie starter. Hun skifter religion til Metodist, så hun har stadig sin beslutningskraft i behold. Da hun i 1925 er flyttet til Almegade 2, har hun som fortalt ovenfor stadig kræfter til at tage sig af Marie og hendes børnefødsler.  Christiane dør i 1929 i en alder af 76 og har endelig fundet ro på De Gamles Hjem i Rønne.

I haven ved min fars barndomshjem, Hjørnet, Enderslev, stod et imponerende kastanjetræ. Det dominerede hele forhaven og tillod ingen andre planter i sin nærhed. Men i maj måned brød lysene frem, og intet kunne da måle sig med det i skønhed.

Det inspirerede i 1950 min far til følgende digt, som han fik optaget i Østsjællands Folkeblad.

Kastanjetræet

Kastanjen er smykket med blomstrende lys,
dens knopper er endelig bristet.
Den stod der så længe i stormenes gys,
i vinter har solen ej fristet.
– De isnende vinde
ej mere for kraften kan binde.

Du stolteste træ, som af slægter blev sat,
der længst ligger gemt under mulde,
hvad ved du vel ikke om trængslernes nat,
som tvang dem i knæ med sin kulde.
– Men også i lykke
du så dem så frejdigt at bygge.

Nu står du med kviste, der svulmer af saft,
du sørgede aldrig om føde,
din krone fortæller om røddernes kraft,
til blomstrende vifter så søde.
– En festsalens glæde,
hvor småfugle lysteligt kvæde.

Du dejligste træ med dit blomstrende væld,
så skærmende grene så brede,
til dig står jeg altid i dybeste gæld,
og dig jeg bestandig vil frede.
– Thi sommerens gløder
din svalende skygge forsøder.

Gid slægter må se dig i kommende år,
og stormsuset ikke dig skader,
jeg ved, du vil bringe dem vår efter vår
de herligste blomster og blade.
– Og frugter så brune
du drysser i haven den lune.

Du rækker mod himlen en higende hang
som kviste, der flyr fra det lave,
– så rolig – du ænser ej tidernes tvang,
ej jordkrybets mylder af grave.
– I livets så prægtig
din storhed er strålende mægtig.

Du lysene løfter med legende lyst,
som fakler i bævende hænder,
i skæret vi går imod sommerens kyst,
i morgen ej mere de brænder.
– som finsprængte luer
de fyger mod grønsværens tuer.

En skæbne vil møde dig, grænseløst hård,
når aftenens skygger dig rammer,
da segner du om for de dybeste sår,
når økserne rodnettet lammer.
– Når døden den kalder
selv kæmper så vældige falder.

Da taler dit liv, som var helligt og langt,
om det, der så ofte kan glemmes,
om dagenes indhold var skønt eller trangt,
når menneskers livsblade vendes.
– Om østhimlens sødme
der peger mod vesthimlens rødme.

OVE RASMUSSEN

På billedet ses kastanjetræet delvis bag ved huset. På den anden side af vejen havde Oves søster Valborg på den tid sin forhave, og broder Johannes ejede Hjørnet, hvor han drev købmandshandel.  Der udspillede sig en søskendefejde, hvor Valborg opfordrede Johannes til at fælde træet, så hun kunne få mere sol til sin forhave. Ove gik ind i kampen med digtet og vrede trusler og fik lov at beholde træet.

Næsten profetisk stod kastanjetræet, så længe Hjørnet og træet var i slægtens eje. Senere ejere har ført øksen og saven, som Ove varslede, og hans slægt fik banesår.