Herfølge sogn har en helt
central rolle i den sjællandske gren af slægten. I min kortlægning af anernes
færd i dette sogn, er der unægteligt dukket nogle partnerskaber op, som ikke
har fået kirkebogens blå stempel, men som vi også skylder vores eksistens.
Hendrich Mathiasen, smed i
Åshøj, som ifølge Johannes Rasmussen er indvandret fra Sverige, får sin mere
reglementerede præsentation ved hans trolovelse med Ellen Andersdatter i 1789,
da han var 30 år og lige havde overtaget smedjen. Men 10 år før har han spillet
en rolle i landsbyen.
I 1776 var pigen Margrethe af
Åshøj blevet enke efter Morten Sørensen. Hun er dermed som 40-årig blevet alene
med sin lille pige Ingeborg. Smeden, Johan Madsen, havde da en ansat,
smededrengen Hendrich Mathiasen, som i 1779 var omkring 20 år. Ham forførte
enken – eller var det omvendt? – og i 1779 nedkommer Margrethe med datteren
Karen. Kirkebogen fortæller, at hun udlagde smededrengen som barnefader. Vi ved
ikke, om det var på tale, at Hendrich skulle gifte sig med den 23 år ældre
enke, men han vælger at forsvinde. Omkring 10 år senere, da den gamle smed er
død, vender Hendrich tilbage fra København og overtager smedjen. Han gifter sig
med skovfogedens datter Ellen, og bliver en agtet borger i sognet.
De får en større børneflok, og en af dem, Rasmus Hendrichsen, født i år
1800, bliver stamfader til grenen Rasmus-sen.
Også skovfogedslægten har sine
dunklere afsnit. Jeg har i anden forbindelse omtalt skovfoged Ole Nielsen i
Almindevængehuset (Almissevængehuset) på Endeslev Overdrev, der gjorde
husholdersken Kirsten gravid og giftede sig med hende. Oles far, skovfoged
Niels Jørgensen i Lellinge, der var enkemand, havde giftet sig med sin
husholderske, Ellen Nielsdatter, der var 32 år yngre og blev Ole Nielsens mor.
Hendes oprindelse har jeg prøvet at udforske nærmere.
Ellen er født i Tessebølle ved
Herfølge i 1809 i dyb fattigdom. Hendes forældre, Niels Hendrichsen og
Frederiche Pedersdatter, var indsiddere, dvs. de boede til leje i et rum hos en
husmand og tilhørte dermed sognets laveste sociale lag. Ellen mistede sin far
som 10-årig og sin mor, da hun var 15, så det har været hendes redning at komme
i huset hos Niels Jørgensen.
Ellens far, Niels, er formentlig
også resultatet af en løs forbindelse. Noget tyder på, at han er uægte barn af
en tømrersvend fra København ved navn Hendrich, som hans mor udlagde som
barnefader. Ellens mor, Frederiche, var plejebarn hos en husmand i Kanderød,
hvor hun var anbragt af ”Opfostringshuset”, så også hendes oprindelse er yderst
tvivlsom og i hvert fald ikke udsprunget af ordnede familieforhold.
Men mine tiptipoldeforældre,
Niels Hendrichsen og Frederiche Pedersdatter i Tessebølle, har haft kvaliteter
til at bryde mønstret og trods kummerlige kår at opfostre en børneflok på 7,
hvoraf en dog kun blev et par år gammel.
For at binde den sidste sløjfe
om de uægteskabelige forbindelser, så blev Frederiche enke i 1819, da hun var
40 år. Også hun havde stadig tilstrækkelig livskraft til fire år efter at
nedkomme med pigen Ane Marie og udlægge en mand ved navn Niels Hansen som
barnefader.
Billedet af vores slægtstræ
viser stadig tydeligere et dna, der rummer kvaliteter krydret med en passende
del såkaldte menneskelige svagheder til at skabe den nødvendige
spændvidde og mønsterbrydende livsenergi.
