Blog Image

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

En sand iværksætter

Uncategorised Posted on %PM, april 17 2021 14:46:19

Hvis iværksætteren er den, der har en livsdrøm, og med hele sin energi forfølger den uanset problemer og modgang, så var Anders Rasmussen iværksætter. Hvis det også er sandt, at det er processen, til drømmen er nået, der er vigtig, hvorefter interessen viger for en rastløshed, der søger nye drømme, så var han en sand iværksætter.

Min farfar er født i Gørslev ved Ringsted den 7. januar 1867. Kirkebogen fortæller ved dåben den 14. april, at Anders Rasmussen er søn af ”Tømmermand og Huusmand Hans Rasmussen og hustru Karen Marie født Christensen”. Som faddere nævnes ”Høker Niels Andersens hustru i Gørslev, Huusmand Peder Rasmussen, Huusmand Henrik Rasmussen og Huusmand Rasmus Pedersen, alle Lidemark”

De tre faddere fra Lidemark er drengens farbrødre. Her er også Hans Rasmussen født og opvokset. De tre brødre blev boende i sognet, men Hans stiftede hjem i Gørslev, der ligger 8-9 km fra Lidemark. Familiefællesskabet har sikkert været vigtigt, men den tids transportmidler begrænsede samværet. En barnedåb var en festlig anledning til at mødes.

Vejen fra kirken til Biesbakkehuset, Hans og Karen Maries hjem, går gennem Gørslev. Man passerer vejen til godset Giesegård og fortsætter en halv kilometer videre. Der ligger huset på højre side lige efter Biesbakkegård. Dengang et stuehus, en lille værkstedsbygning og en stald omkring en gårdsplads.

Biesbakkehuset
Biesbakkehuset – tidligt i 1900-tallet

Et billede af barndommen, som den formede sig for Anders, får vi i hans egen beretning, som den gengives af Johannes Rasmussen i et manuskript med titlen ”Min slægtshistorie”.

Anders fortæller:”Jeg blev sendt ud at tjene, da jeg var syv år. Jeg skulle vogte gæs og køer hos en gårdmand der i byen. Om sommeren kom jeg ikke i skole, og kun nogle enkelte gange om vinteren, så det var ikke meget, jeg fik lært.

Vi havde en streng skolelærer, som slog os. Han slog mig en gang, så jeg blev blå i hovedet, og det var lige på nippet, at han var blevet sat af. Far var oppe og klage, og han måtte love ikke at røre os børn mere, og det gjorde han heller ikke.

Det var ikke let at være dreng dengang. Når vi sent havde fået ”nadder”, som vi kaldte aftensmaden, så kunne vi drenge spæne ud bag i marken og flytte får eller heste og køer. Vi var tidligt oppe og sent i seng. Vi var trætte altid, og de enkelte gange, vi så var i skole, så sad vi og sov.

Kosten var sløj. Det var grød og sild og stegeflæsk og så muggent rugbrød. De bagte jo kun hver anden måned, og så hængte de brødet op på hanebåndet i en pose. Der gik de så og tog, til der ikke var mere, og efterhånden blev det meget muggent. Og til os drenge sagde de så, at hvis vi bare spiste det mugne brød, så blev vi stærke. Så vi spiste muggent brød, så muggen den stod ud mellem tænderne på os.

Jo, det var strengt at være fattigt barn dengang, kan I tro. Der var en dreng på nabogården, der var på alder med mig. Han vogtede også gæs og køer. Så en dag, da bonden red ud i marken for at se, om alt var i orden, fandt han drengen siddende og sove. Han vækkede ham, og så bandt han ham et reb om armen og lod ham løbe ved siden af hesten hjem. Og da han kom hjem med ham, så satte han ham ind i en følbox, og her stod han hele dagen og fik sin mad derud.

Hen ad aften så han sit snit til at smutte ud ad døren og løb så hjem til sin mor, som han fortalte det passerede. Hun blev ulykkelig. Hun var fattig enke og kunne ikke have drengen hjemme, så hun tog ham ved hånden og gik hen til bonden og bad ham så mindeligt om at tilgive, at hendes dreng sådan havde sovet og så var stukket af. Om han dog ikke ville lade nåde gå for ret og antage ham igen.

Det gjorde manden, og drengen fortsatte så sin strenge tjeneste og passede på ikke at sove en anden gang.

I den frihed vi havde, var vi tre drenge, Rasmus, Niels og jeg, oppe i skoven på Biesbakke. Det er en højt liggende skov, som er sømærke. Den kan ses helt ude fra Køge Bugt, og er en slags mærke for sejladsen. Når man ser den, ved man, hvor man er.

Her legede vi. Her fandt vi fuglereder. Her klatrede vi i træerne. Og det var fra et af de træer, at Rasmus faldt ned så uheldigt, at han faldt på en af sine træsko, som han jagede op i ryggen, hvorved han tog skade for livstid. Han fik en skavank, som altid var synlig. Det så ud, som han var brudt i den ene side. Det var han ikke. Det var, fra da han faldt ned og faldt på træskoen.

Lige så energisk, mor var, lige så lad var far. Måske er det lidt hårdt at sige sådan, når han var spillemand mange nætter og så skulle tømrerere om dagen. Så var der ikke noget at sige til, at han hvilede sig lidt.

Men han var anderledes end mor. Han var meget pillen. Han tålte ikke fnug på sig. Og den største fornøjelse, når han havde fået et par nye franske træsko, var ved sin høvlbænk at skrue dem fast og så med en båndkniv skære de spidse næser af dem, pudse dem og så stå og se, hvor pæne, de var.

Han var selv pæn. Han var harmonisk bygget. Var fra ung af kaldt for ”pigernes Hans”. Han havde været rødmosset og krøllet. Nu da han var blevet gammel, havde han lagt sig knevelsbarter til. De var også krøllede. Han gjorde meget for sit udseende og forstod at holde skidt og møg fra sig.

Men han var ikke så energisk som mor. Hans store lyst var at køre i sin ponyvogn med sin lille islænder for. Når så vi tre drenge var oppe i skoven og med knive hjalp mor med at skære græs, som vi kom i sække, og så far kom kørende forbi, så kunne han lade være med at tage dem med hjem. Og når så vi havde slæbt dem hjem for at give køerne græsset, så kunne han godt tage det og give hesten det. Sådan var han.

Mor syede og syede, og det som vi drenge, inden vi kom ud at tjene, kunne hjælpe hende med, det gjorde vi, og var der tid imellem, så hjalp vi hende osse.

Far spillede jo (var spillemand, red.) om natten og moleverede sig så om dagen. Mor syede 400 rigsdaler sammen. Det var mange penge dengang. Dem havde hun sparet op. Dem købte de så noget mere jord for af bonden på gården ved siden af. Men de blev snydt. For siden, da de selv målte det op, var der kun det halve af, hvad de havde købt.”

Som sædvane var på de tider, blev sønnerne oplært i faderens erhverv. Derfor blev Anders tømrer. Men han har også bistået med pasningen af det lille landbrug, der hørte til ejendommen. Og meget tyder på, at han havde større lyst til landbrug end til tømrerarbejde. I perioder tog han ophold hos lillesøsterens plejefar på Endeslev Overdrev som tjenestedreng.  Hans livsdrøm blev at få sit eget landbrug.

Lillesøster Karen Marie, som fik samme navn som sin mor, var født i 1869, to år efter Anders. Det var strenge tider i det lille hjem i Gørslev med de tre små drenge, så hun blev sat i pleje hos sin moster, Johanne Marie, der var barnløs og gift med Ole Larsen. Han drev tre gårde på Endeslev Overdrev, som han forpagtede hos Vallø Stift. Det gik godt for Anders som tjenestedreng hos moster og onkel, selv om Karen Maries barnebarn, Holger Nielsen, fortalte mig, at Ole Larsen var en ganske speciel natur, der sov med en revolver ved sengen.

På den tid Anders voksede op, gik en frikirkelig vækkelsesbølge over landet. Omvandrende missionærer holdt gudelige forsamlinger i private hjem. Det er min antagelse, at bevægelsen havde særlig appel til mennesker med bestemte karakteregenskaber. Det var personer med en indre selvstændighed og styrke. De havde trang til at sætte sig op mod den sociale undertrykkelse, hvor den statslige kirke var en del af magtudøvelsen. Her ved de gudelige forsamlinger mødte de prædikanter, der fortalte dem, at de var ligeværdige som Guds børn, og som rejste tvivl om sandheden i det budskab, folkekirkens præst bragte dem fra prædikestolen. Det store kritikpunkt var barnedåben, som den rejsende prædikant hævdede, ikke var i overensstemmelse med Bibelens rette lære.

I det billede, min fars generation tegnede af begivenhederne, var det Anders mor, Karen Marie, der især bar protesten i sig. Kvinderne kom til at spille en betydelig rolle i den religiøse frigørelse, der blev praktiseret gennem ikke mindst baptisternes indsats. Det var i praksis kvinderne, der åbnede hjemmet, deres daglige domæne, for møderne. Her var husmoderen ligeværdig. Budskaberne om frigørelse og personlig værdi ramte med særlig styrke kvinder, der var bevidste om den kvindeundertrykkelse, som kendetegnede det statskirkelige samfund.

Frikirkebevægelsen nåede Gørslev omkring 1880. Karen Marie og senere Hans lod sig omvende og voksendøbe. Det er på mange måder blevet dramatiseret i min fars og farbrors fortællinger, hvordan Anders reagerede på disse begivenheder i hjemmet. Kernen i fortællingen var, at Anders sagde: Nu har vi været fattige i alle disse år. Hvis I nu også skal til at være hellige, så rejser jeg! Og det gjorde han.

Der er utvivlsomt mange nuancer i det virkelige forløb, men at den ungdommelige protest har ligget i ham, er der ikke grund til at betvivle. Han rejste til København og fik arbejde som tømrersvend. Større modvilje mod sin mors nye livsgrundlag har han dog ikke haft, end at han besøgte baptisterne i Kristuskirken i Baggesensgade på Nørrebro. Den lykkelige slutning på brødrene Rasmussens ofte gentagne vidnesbyrd om deres far var, at Anders her blev omvendt og voksendøbt.

Værnepligten aftjente Anders ved Ingeniørregimentet i Kronprinsessegade. Det var organiseret, så man lå inde om vinteren og var hjemme om sommeren. Anders lå inde i vintrene 1893, 94 og 95.

Om sommeren deltog han i forefaldende arbejde dels hos faderen i Gørslev og dels hos Ole Larsen på Endeslev Overdrev. Her fik hans drøm om landbruget ny næring. Tømrerarbejdet var en nødvendighed, men i hjertet bar Anders sin store drøm.  

Også en anden interesse trak Anders mod Overdrevet. Karen Maries nære veninde var Ellen Louise, der boede i den ensomme skovfogedbolig i Vallø Storskov få hundrede meter fra Ole Larsens gårde.

Efter militærtjenesten søgte Anders atter til Endeslev. Han blev skovkusk hos Louises far, skovfoged Ole Nielsen i Vallø Storskov, og ikke længe efter blev forbindelsen med Louise officiel.

Anders og Louise giftede sig i 1897. De erhvervede Hjørnet, det tidligere mejeri på hjørnet af vejen til Hestehaven, i dag Lerskovvej 29. Det blev en afgørende faktor i Anders Rasmussens tilværelse, selv om vi ikke kan vide, hvilken rolle ejendommen på det tidspunkt spillede i hans fremtidsdrømme.

Anders og Louise med børnene Elna og Ove

Louise og Anders fik datteren Elna på Hjørnet i 1898. Året efter blev stillingen som avlsbestyrer ved skovfogedstedet i Storskov ledig. Stillingen tiltrak Anders med dens omfattende landbrugsmæssige opgaver, og for Louise var det trygt at vende tilbage til sine velkendte aktiviteter i barndomshjemmet og bistå sin mor og far, der var i tresserne, med de opgaver, som husholdningen og administrationen på skovfogedstedet indebar. Så i 1899 blev Anders ansat som avlsbestyrer hos svigerfar, og familien flyttede ind i Abildgaardshuset i Vallø Storskov.

Selv om de flyttede fra Hjørnet valgte Anders at holde fast ved ejendommen og udleje den. Meget tilpas havde Anders lillesøster, Karen Marie, og hendes mand, Niels Peter Nielsen, der boede i Ejby, lyst til at flytte til Karen Maries hjemegn. De lejede Hjørnet af Anders. Niels Peter Nielsen benævnes “Niels Peter Købmand”  i  Jørgen Holsteins bog fra 2011. “Vråby – en by i krogen”. Det er nærliggende at antage, at Niels Peter med sin fortid som brugsuddeler i Ejby har været den første købmand på Hjørnet. Det har dog ikke været langvarigt, for i 1902 flytter Niels Peter og Karen Marie til Endeslev by, hvor de indrettede slagterforretning.

Måske har Niels Peter Købmand haft slagterfaciliteter i det nedlagte mejeri. Det vil passe med, at slagter Jens Larsen Feigh i folketællingen 1906 bor i ejendommen.

Årene i skovfogedstedet har været en god tid for familien. Det blev stedet, hvor de to drenge, min far Ove og Johannes, kom til verden. Fællesskabet mellem Anders og hans svigerfar og arbejdsgiver, skovfoged Ole Nielsen, har fungeret i gensidig respekt, som jeg har hørt det berettet. Og Louise og hendes mor har fortsat deres mangeårige rollefordeling i huset.

Anders og Louise bragte nye aktiviteter til Abildgaardshuset. Anders havde taget den dybe religiøse overbevisning til sig med sit sædvanlige engagement. Så nu kom de gudelige forsamlinger til skovfogedstedet. En af de besøgende prædikanter var Frederik Holm, min morfar, har jeg fået fortalt.

I bladet Evangelisten får vi et enkelt glimt af Anders Rasmussens engagerede medlemskab af Baptistsamfundet. Fredag 9. dec. 1904 s. 401, kan vi læse om et kristeligt diskussionsmøde i Køge Teatersal.

Mødet var arrangeret af læge Bille, der selv indledte. Han omtalte den forfølgelse af anderledes tænkende, som kunne opleves fra Folkekirkens side. Han lagde op til, at denne situation burde afløses af et samvirke mellem de forskellige trossamfund om det centrale i kristendommen, som man var fælles om. Derefter var der fri diskussion.

Folkekirken var repræsenteret af tre præster, som var langt fra at modtage opfordringen i den ånd, den var fremsat. Tværtimod kastede de sig ud i indædt kritik af de anderledes troende frikirkefolk.

Fra diskussionsreferatet kan citeres: “Fra baptisternes side havde tre repræsentanter ordet, nemlig brødrene Hans Christensen fra Tølløse, Anders Rasmussen fra Storskoven og A. Broholm fra København”.

I Evangelisten 12. juni 1903 s. 182 kan man læse i en beretning fra Eskildstrup menighed: “På vor station Enderslev har vi lejet et lokale, hvor vi nu holde regelmæssige møder. Også der har vi en broder, som hjælper til med arbejdet for Guds riges fremme.” (kan næsten kun have været Anders) “Ligeledes har vi begyndt en søndagsskole, som ledes af en søster og en broder der fra egnen”.

Alt imens tog drømmen om landbruget form for Anders. Ole nærmede sig pensionsalderen og skulle tilrettelægge en tilværelse under de vilkår, den afmålte pension fra Vallø Stift tillod. Også forældrene i Gørslev stod i et generationsskifte, hvor sønnen Rasmus, der var enkemand med fem moderløse børn, skulle overtage hus og virksomhed. Anders udfoldede sit talent for at organisere mennesker omkring sig. Han overbeviste alle om den ide at erhverve en gård for de midler, de tre familier ved fælles bestræbelser kunne fremskaffe, og flytte under fælles tag.

I 1906 købte Anders Hovtvedgaard eller Hovtvedegaard, som den benævnes i officielle skriftlige kilder. Sælger var Hans Schou Grønbech. Den lå i Vråby og var på 6 tdr. hartkorn og 2 skæpper, og prisen var 39.000 kr. Til sammenligning blev gården i 2003 annonceret til salg for 5,9 mio. kr. med et areal på 31 ha., heraf 4 ha. naturskov.

Ikke alt forløb som planlagt. I januar 1906 lige før flytningen døde svigermor Kirsten, der var 71 år. Det forlød på egnen, at hun tog sit eget liv. Kirsten havde et sind, der i perioder formørkedes, og som hun videregav til sin datter, Louise, og til flere i efterfølgende generationer. Ole flyttede med til Hovtvedgaard, men han havde fået kræft i maven, og døde på gården den 25. april 1906. Dermed ophørte pensionsmidlerne fra Vallø Stift.

Anders Rasmussens forældre, Hans og Karen Marie, flyttede ind samme år som planlagt. De kunne formentlig ikke bidrage økonomisk til fællesskabet, men Anders havde fået opfyldt sin drøm og var blevet gårdejer og skulle få det til at løbe rundt.

Alt tydede på, at det var det rigtige tidspunkt at blive selvstændig landmand. Landbrugets krisetid var efterhånden vendt til fremgang. Andelstanken var slået igennem, og driften var omlagt fra den kriseramte kornproduktion til husdyrbaseret fremstilling af bearbejdede og forædlede varer som bacon, smør, ost og æg. Den enkelte ejendom udbyggede og renoverede bygnngsmassen til den ændrede produktion.  Andelsmejerier og andelsslagterier skød op overalt. Et af de nye mejerier, Skovkilde i Vråby, var netop anledningen til, at Anders havde erhvervet det gamle nedlagte mejeri, Hjørnet. Dræning og kunstgødning forbedrede udbyttet af afgrøderne, der før var indgået i den kriseramte eksport til vigende priser, men nu udgjorde fodergrundlaget i den ekspanderende husdyrproduktion. Forskning, konsulenttjeneste og landbrugsskoler bidrog til udbredelse af rationelle metoder.

En afgørende faktor i finansieringen af den gennemgribende proces blev efter stiftelsen i 1856 Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Den var under ledelse af en formand med vidtgående beføjelser, først overretsprokurator C.C. Alberti og efter ham fra 1887 hans søn, overretssagfører A. Alberti. I den første venstreregering, regeringen Deuntzer i 1901, indtrådte A.  Alberti som justitsminister. En nær samarbejdsfælle for Alberti var J.C. Christensen, der afløste J. Deuntzer som conseilpræsident i 1905, og sammen med ham fik Alberti placeret Ole Andersen, der også havde en vigtig tillidspost i sparekassen, som landbrugsminister.  

Tærskeværket på Hovtvedgaard i 1907 med gårdejerfaminilen, fra v. Elna, Louise,, Johannes, Valborg, Anders og Ove

Bondestandens Sparekasse var en naturlig forretningsforbindelse for den progressive landmand, Anders Rasmussens, da han skulle etablere sig på Hovtvedgaard. Andelsforeninger gjorde det muligt at anskaffe fælles damptærskeværker, der i høj grad rationaliserede høstarbejdet. Som billedet viser, var det også tilfældet i Vråby. Når det blev på Hovtvedgaard, man valgte at lade den fantastiske nyskabelse forevige med fotografi, siger det måske noget om den position, Anders var ved at indtage på egnen. Gårdejerfamilien er i centrum. Nogen vil måske bemærke, at aftægtsfolkene, Hans og Karen Marie, er gemt væk. Det er fremtid og fremskridt, det her handler om!

Anders fortsatte sin aktive deltagelse i baptistmissionen på egnen. I baptisternes tidsskrift, Evangelisten 5. april 1907 s. 110 skriver P. Petersen, Døjringe om vinterens sidste missionstur i Østsjælland: “Over Rønnede kom jeg til Stevns på den plads, hvor vi særlig har fået indgang. … I Arnøje har jeg haft to lørdagsmøder med 8 dages mellemrum. Br. A. Rasmussen fra Vråby kom kørende med søskende der fra egnen til begge disse møder, og der var i alt 40 – 50 til stede.” Han har spændt hestene for og med kone og børn, aftægtsfolkene Hans Rasmussen og Karen Marie og måske Anna Sypige taget turen over Lille Linde og Hellested til mødet i Arnøje.

Under familiens første år på Hovtvedgaard voksede anklagerne mod Alberti. Redaktørerne Borgbjerg og Ove Rode på Politiken førte an. Efterhånden blev presset for stort for J.C. Christensen, og den 24. juli 1908 gik Alberti af som justitsminister. Samtidig fratrådte Ole Andersen som landbrugsminister.

Den 8. september 1908 måtte A. Alberti indse, at slaget var tabt. Han meldte sig til politidirektøren i København og erkendte sig skyldig i bedrageri, underslæb og falsk. Bondestandens Sparekasse havde lidt så store tab, at den måtte standse sine betalinger.

Siden 1894 havde Alberti udnyttet sin stilling i Sparekassen til ulovlige transaktioner. Han havde deltaget i en række mislykkede spekulationer og dækket tabene med sine ulovligheder. Der skal ikke her redegøres detaljeret for, hvordan bedragerierne blev gennemført. Det var et kompliceret spil med Sparekassens obligationsbeholdninger og fiktive posteringer udført af den drevne slyngel. Ud over Sparekassen indgik Smøreksportforeningen, Privatbanken og den engelske importorganisation. Det kunne lade sig gøre, fordi Alberti var enerådende formand i både Sparekassen og Smøreksportforeningen.

Det var en katastrofe, der rystede det politiske system og hele den sjællandske landbrugsstand. Konsekvenserne var uoverskuelige for både andelshaverne og leverandørerne i mejerierne, og både indskydere, garanter og låntagere i Bondestandens Sparekasse var truet med økonomisk ruin, også Anders Rasmussen. Der gik et arbejde i gang med opklaring og afvikling af de uholdbare forhold. Konkurs og ophør af sparekassen var en oplagt mulighed, men stærke politiske kræfter  satte sig i gang for at forsøge en rekonstruktion. Hvordan det ville ende, kunne ingen forudse, og først i august 1910, altså næsten et år efter, var den vellykkede rekonstruktion på plads.

Om Anders havde kunnet klare sig igennem i god behold er vanskeligt at vide. Hvor store hans økonomiske mellemværender og forpligtelser i forhold til Sparekassen var, ved jeg ikke, og formentlig har der været problemer med de uretmæssigt finansierede betalinger for leverancer til mejeriet, der var en del af komplekset. Mest sandsynligt forekommer det mig, at han blev grebet af panik og ønskede hurtigst muligt at redde sig ud af de truende konsekvenser. Iværksætterens optimisme var opbrugt i forhold til denne drøm, så han valgte at søge nye veje.

Anders Rasmussen og Louise solgte den 6.7.1909 Hovtvedgaard til Jens Jensen for kr. 34.000, altså med et tab på kr. 5000 på tre år. I tingbogen fremstår det som et normalt salg, så min antagelse bekræftes af, at det var uden medvirken af de retslige myndigheder, der ville have optrådt ved et tvangssalg.

I slægten blev historiefortællingen en tragedie, hvor Anders og hans familie som ulykkelige ofre for ondskabens magt, Alberti, blev tvunget væk fra gården.

Fortællingen fortsætter, at Anders som gårdejer havde en førstemand, der hed Hans Frederiksen. Han står piberygende yderst til venstre på billedet med tærskeværket. Ham havde Anders hjulpet til at få hus og jord og stifte hjem, da han skulle giftes. Anders og Louise fik derfor det tilbud at flytte ind med børnene i en stue hos Hans Frederiksen i Vråby.

I en periode fik Anders arbejde på Høsten Teglværk. Han cyklede de 12 km frem og tilbage. Arbejdet var blandt andet under produktionsprocessen at transportere materialer og teglsten rundt på teglværket med trillebør. Arbejdsdagen var lang, men Anders var stærk og udholdende.

En tid arbejdede han ved det tærskeværk, som vi kender fra billedet, hvor han havde en ganske anden rolle. Tærskeværket kørte fra gård til gård. Hans cykel hængte foran på tærskeværket. En dag faldt den ned og blev kørt over. Efter tærskeperioden vendte Anders tilbage til teglværket, men nu måtte han tilbagelægge de tolv km morgen og aften til fods, fortsatte den hjerteskærende fortælling fra min far til mit lyttende barneøre.

Snart vågnede drømmene atter hos iværksætteren. Endnu var Anders ikke moden til at realisere de muligheder, der lå i hans ejendom på hjørnet af vejen til Hestehaven, hvor han drev boligudlejning. Det var stadig landbruget, der kaldte. Her fandt han i 1910 en ledig stilling som gårdbestyrer. Familien flyttede ind på Eskemosegaard, i dag Dyndledvej 16, på Endeslev Overdrev. Johannes Rasmussen har i ”Hvad det store Kastanietræ og den gamle Pil på Hjørnet fortalte i fyrrerne” berettet om sin og Oves skolevej fra Overdrevet ind over Gammelsømarken til Vråby gamle skole.

Af folketællingen 1911 får vi et billede af gårdbestyrerens udlejning af Hjørnet.  Foruden opsynsmand og regnskabsfører Niels Olsen og hans kone, Sidste Marie, bor der tre, som er på fattighjælp, en aldersrentemodtager, en skovarbejder og aldersrentemodtager og hans kone og slægtning. I den sydlige ende af huset bor Maren Sofie Hansen og Anna Margrethe Pedersen, der drev systue. De flyttede senere til den nedlagte telefoncentral, Lerskovvej 46, hvor de først i fællesskab og – i mange år efter Sofies død Anna alene – drev systue. I min barndom kendte vi hende som Anna Sypige. Anders Rasmussens tilknytning til lejerne afspejles ved, at både sypigen Sofie og slagter Jens Feigh i folketællingen er benævnt “Baptist”.

Dagene gik deres rolige gang på Eskemosegaard, og iværksætterdrømmen vågnede atter i Anders. Hans svoger, Niels Peter Købmand, havde haft gode resultater med at drive forretning, først på Hjørnet og senere som slagter i Endeslev. Med ham som forbillede tog en ny drøm form hos iværksætteren. Nu var det ikke landbruget, der stod i første række, men købmandsforretningen. I 1913 bragte Anders udlejningen til afslutning og flyttede med familien til Hjørnet og indrettede købmandsbutik, og tro mod sin natur en række andre aktiviteter. Blandt andet etablerede han en slagterirute. Svoger Niels Peter har muligvis været behjælpelig, for det var en ny branche for Anders. Slagteriruten betød, at han stod op kl. 4.00 og kørte med hestevogn de 14 km til Køge Slagteri efter slagtervarer, som han derefter udbød ved besøg på gårde og andre landboliger på sin rute på hjemegnen. Børnene var vokset til, så Ove og Johannes deltog som medhjælp i Hjørnets aktiviteter. Louise og datteren Valborg stod for husarbejde og ekspedition i købmandsforretningen.

I stuen på Hjørnet 1916. Fra v. Johannes, Elna, Valborg, Ove, Louise og Anders

Slagteriruten blev et aktiv med sin egen familiehistorie. Johannes overtog ruten sammen med Hjørnet. Den gik videre til Ove, som drev den en årrække. En kort tid var den overdraget genboens søn, Egon Kort, hvorefter Erhard A. Nielsen, gift med Anders datter Valborg, og senere deres søn Kurt, drev den videre.

Anders grundlagde et patriarkat omkring Hjørnet. Han og børnene drev sammen de forskellige aktiviteter, der udviklede sig på ejendommen og det store grundstykke, der hørte til. For de stedkendte var arealet afgrænset af Endeslev Forsamlingshus, ejendommen Hestehaven 1, Hestehavevej og Lerskovvej. I folketællingen fra 1925 har hele familien adresse på Hjørnet. Elna er “husassistent”, Ove “karetmager og savskærer”, Johannes “handelsassistent og chauffør” og Valborg “ekspeditrice”.

Iværksættertrangen levede og udfoldede sig stadig. Også landbrugsdrømmen havde Anders i behold.  Den vågnede med fuld styrke, da arealerne på den anden side af Lerskovvej i 1926 blev til salg. Det lykkedes for Anders at købe det areal, der i dag udgør Lerskovvej 26 og de bagvedliggende landbrugsarealer, der (2021) benyttes som savværk, og hvoraf en del anvendes som sportsarealer.  Det var jord nok til et husmandssted, og i 1929 godkender Landbrugsministeriet i et brev til Anders, at arealet sammen med Hjørnet udgør en landbrugsejendom. Anders var atter landmand og havde effektiv hjælp til sine andre aktiviteter.

Hele tiden holdt Anders den religiøse fane højt hævet. Han var altid klar til at forfægte sine frikirkelige overbevisninger.

I Baptisternes Ugeblad 7. oktober 1927 kan man læse følgende fra menigheden i Eskildstrup.

“I Enderslev, der ligger en halv snes km syd for Køge, bor der 6-7 medlemmer af Eskildstrup menighed. Disse afholdt søndag den 18. september høstfest i ENDERSLEV FORSAMLINGSHUS.

Der var udsendt indbydelse til samtlige egnens beboere, som omtrent alle imødekom den; da festen blev åbnet, var deltagernes antal over 200, og siden kom flere til.

Det væsentligste punkt i festprogrammet var strengekoret “Solskinssangerne” fra København, der velvilligt var kommet til stede og under dirigent H.G. Hundrups ledelse over to timer fængslede tilhørerne med musik, sang og vidnesbyrd.”

Familiedynastiet begyndte dog at smuldre. I 1927 giftede sønnen Ove sig og flyttede til Slagelse, hvor han gik i kompagni med sin svigerfar, snedker Frederik Holm, så den håndværksmæssige del af bedriften gik tabt. Men Anders er ikke slået ud. Da de arealer, der havde været anvendt som fælles sandgrav, stenhuggerplads og fattighus blev sat til salg i 1930, købte Anders dem af kommunen. Den grund, hvor der bliver bygget nyt kommunehus med kommunekontor og sociale boliger, blev tilbageskødet til kommunen. Dermed råder Anders Rasmussen over de arealer, som i dag udgør Lerskovvej 25, 27 og 29 på østsiden og 22, 24 og 26 mod vest og en stor del af den nuværende sportsplads.

Dermed kunne landbrugsdrømmen realiseres med et ikke ubetydeligt afgrænset jordstykke omkring Hjørnet. Fra min barndom husker jeg, at udhuset stadig bar spor efter husdyrhold med adgang fra gårdspladsen bag boligen og købmandsbutikken.

Men nu tog begivenhederne fart for familiemennesket Anders.

Samme år som handelen med kommunen faldt på plads, bankede min far, Ove, på døren. Livet i Slagelse var ikke blevet den store lykke for ham og Theodora, og de håndværkerfaciliteter hos Anders, han havde forladt, eksisterede stadig. Resultatet blev, at Ove købte matriklen, der senere kom til at hedde Lerskovvej 22, og byggede Sandgravhus, hvor han og Theodora flyttede ind. På den anden side af vejen fulgte det jordstykke med, hvor Ove indrettede savværk og snedkerværksted og senere bolig, nu Lerskovvej 25. Landmandsdrømmen var endelig udlevet hos Anders, og iværksættervisionen blev kanaliseret over i familieprojekter sammen med sønnerne Ove og Johannes.

Sandgravhus ca. 1935

Dermed sluttede det ikke. I 1933 giftede Johannes sig med Mary, og det faldt helt i tråd med familietankerne. For Mary flyttede ind på Hjørnet og blev sammen med Johannes en central del af fællesskabet. Den 4. maj 1997, kort før Mary døde, havde jeg en samtale med hende blandt andet om hendes svigerfar, Anders Rasmussen. Han havde betydet umådeligt meget for hende. En varm og omsorgsfuld person, som fik hende til at føle sig godt tilpas i den nye familie. Hun genkaldte sig situationen, hvor han kom ned ad trappen og mødte hende, omfavnede hende, kyssede hende på kinden og sagde: ”Hvor er det dejligt, at du er kommet og vil være her hos os!”  Sådan en adfærd var dengang næsten utænkelig og ukendt i Marys miljø.

Med den yngste datter, Valborg, blev det et langvarigt forløb. Hun giftede sig i 1933 med Erhard A. Nielsen, og de flyttede til Osted, hvor de byggede hus og stiftede familie. (Se anekdoten ”To patriarker”). Der går fem år, før også det falder på plads i Anders Rasmussens nye familiekoncept. Efter at meget er gået galt for Valborg og Erhard i Osted, træder Anders atter i karakter. Han sælger til datter og svigersøn de arealer, der hørte til det tidligere fattighus (Lerskovvej 24) og de bagvedliggende landbrugsarealer. Erhard og Valborg kunne bygge hus og landbrugsbygning på grunden. Erhard kunne etablere sig med savværk og lidt agerbrug, og Valborg kunne udfolde sin lyst til have og fjerkræ. Samtidig var datteren Elna og hendes mand blevet værtspar i Endeslev Forsamlingshus. Familien var atter samlet.

Valborg og Erhards hus omkring 1940. Bemærk fattighusets gamle vandpost

Anders havde passeret de 70 år. Han indser, at pensionsalderen er nået, og overdrager samme år Hjørnet, Lerskovvej 29, til Johannes.

Anders Rasmussen og Louise bliver boende i Hjørnet på aftægt. Anders lever sine sidste år her i et fællesskab med sine fire børn og de mange børnebørn, der fulgte. Han færdes på Hjørnet og omliggende ejendomme med sit imponerende fuldskæg, men svækkes efterhånden betydeligt, især efter Louises død i 1940. Han dør i 1949, 82 år gammel, på det psykiatriske hospital i Vordingborg, hvor han det sidste års tid var indlagt med fremskreden demens.

Det vil være passende at slutte denne fortælling med tage et blik på omstående billede fra trappen foran Hjørnet, hvor Anders Rasmussens børn, svigerbørn og børnebørn næsten fuldtalligt er samlet i 1953, fire år efter at Anders måtte forlade sit livsværk.



Familien Møller i Rønne

Uncategorised Posted on %PM, december 16 2020 17:03:57

Den stive landbrugsvogn skrumler over brostenene på Søndergade i Rønne.  Året er 1891, og det er 11. december, familiens flyttedag. Vejret er koldt og fugtigt, og de sidste tre timer har været hårde for det lille selskab med den stride vestenvind ind fra højre hele vejen fra Rutsker. Lille Jane er vågnet i sin kurv på vognen, da den skiftede fra landevejens hjulspor til byens brosten, så Christiane, der sidder ved siden af kusken på vognen, har taget hende på armen det sidste stykke frem til nr. 29.  Fjortenårige Augusta går med sin far ved siden af vognen, og bag den løber August og Jacob på ni og seks og gør små nysgerrige afstikkere til porte og gyder langs vejen. Far Jacob må kalde på dem, da de går helt i stå foran købmandens vindue, der er blevet til stalden med hyrder, Maria og Josef og Jesusbarnet. Lille Jens på tre har fået plads i lænestolen midt i flyttelæsset, hvor Augusta kan holde et vågent øje med ham.

Nu holder de uden for porten til Søndergade 29. Kusken kravler ned fra bukken, og Christiane rækker lille Jane ned til Augusta og vender sig mod Jens og får ham med ned fra vognen.  Kusken trækker hest og vogn gennem porten efter far Jacob og hen til det lave baghus med den lille lejlighed, der er familiens nye bolig. Far Jacob har under sine besøg i Rønne aftalt lejemålet, og Christiane betragter den trange indgang med mistro og bekymring. Hvordan skal julen blive i år?

Sådan forestiller jeg mig familien Møller ankomme til den by, der skal blive dens hjemsted de kommende mange år. Rejsen har ikke kun været de tre timer fra Rutsker. Den har været lang og fuld af bekymring. I de ti  år i Svaneke voksede Jacobs rastløshed og utilfredshed med det liv og de kår, han måtte byde sin familie. Det bragte dem til hans hjemegn, Bodilsker, hvor han forsøgte sig som landbruger. Efter et par år må han indse, at det ikke er lykken. Han får ansættelse som gårdbestyrer på Skovgård i Rutsker, og de bryder op igen. Heller ikke i Rutsker bliver han tilfreds, og nu er det i Rønne, han søger en fremtid, der opfylder alle de ønsker og drømme, han har for Christiane, børnene og sig selv. Og hvordan kom det så til at gå?

Den ældste datter, Christine, er rejst til København kort før flytningen. Hun vender efter få år tilbage til Rønne og gifter sig med styrmand Philip Dick, der sejler på langfart. De får tre børn sammen, men i 1911 dør Philip, og Christine står alene tilbage med tre børn fra syv til ti år. Hun har under mandens rejser suppleret hans husholdningsbidrag ved at arbejde som syerske. Som enke kunne det arbejde kun føre til temmelig trange kår. Men hun udnytter, at hendes afdøde mand har efterladt hende ejerskabet til ejendommen Bækken 24, og her indretter hun selvstændig systue. I 1925 har hun overtaget ejendommen Bækken 3, der tidligere var ejet af Peder Hansen Dick, så alt tyder på, at hun har været en for den tid usædvanligt driftig og succesfuld erhvervskvinde.

Augusta, der blev min mormor, er nykonfirmeret, da hun kommer til Rønne. Men hun får snart kontakt med baptistmenigheden i byen, der i de år med stor succes og fremgang bliver ledet af den karismatiske Peter Andersen Holm. Den 14. maj 1893, da hun er 16 år, bliver hun voksendøbt i baptistkirken og det kommer til at afstikke retningen for hendes tilværelse bort fra den øvrige familie.

Augusta

I Evangelisten 15. juli 1897 underskriver Augusta Møller et referat af vinterens aktiviteter i Rønne Ungdomsforening. Det er en velskrevet artikel, den 20-årige Augusta her præsenterer. I øvrigt er det ikke ret almindeligt, at der optræder kvindelige skribenter i bladet, så jeg tager det som udtryk for, at det er en ung pige, der forstår at gøre sig gældende.

Netop det år vender en interessant ung mand hjem fra sin uddannelse ved baptisternes præsteseminarium i Morgan Park, Chicago. Det er Peter Andersen Holms nevø, Frederik Holm. Han tiltræder som evangelist i menigheden i Rønne hos farbror Peter, og han og Augusta finder hinanden.

Deres tid sammen i Rønne bliver ikke lang, for allerede året efter bliver Frederik ordineret som prædikant i menigheden i Vejle.

Frederik kommer hjem og gifter sig med Augusta i Rønne i 1899, og hun rejser med ham til Vejle, hvor min mor, Theodora, bliver født. Dermed har Augusta fundet sin plads i tidens anonyme kvinderolle som præstens hustru og med pasning af hjemmets husmoderlige pligter. Præstegerningen fører dem videre, først til Holbæk, hvor Magdalene bliver født, og til sidst fra 1905 til hendes død i 1937, til Slagelse.

Augustas helbred var ikke det bedste, og ved hendes død benævnes hun “invaliderentenyder” i kirkebogen. Jeg ved ikke meget om hendes sygdom, men formentlig var det hjerteproblemer. Min mor omtalte hende med varme og respekt, men ellers må vi tage til takke med sparsomme oplysninger om Augusta, min mormor, som jeg aldrig selv nåede at møde.

Der er grund til at tro, at det var Christiane, der holdt sammen på familien i hjemmet.  De tre drenge, August, Jacob og Jens, bliver boende hjemme og bliver sat i gang med en lærlingeuddannelse.

August kommer i lære hos snedkermester Grønborg. Om han afslutter uddannelsen, ved vi ikke, men det bliver ikke som snedker, han kommer til at ernære sig. Han er nok den, der mest kommer til at følge sin fars rollemodel. Han får en børneflok på 7 og skaffer den voksende familie husly på skiftende adresser i Rønne. Han optræder i skiftende ufaglærte stillinger som kusk, gårdskarl og arbejdsmand, men der er bestemt ingen grund til at betvivle hans arbejdsomme og respektable rolle som familiefar.

Jacob får en maleruddannelse og bor stadig hjemme hos forældrene i Nygade 14 i Rønne i 1906, da han er 21 år. Men to år efter, da han gifter sig med Vilhelmine, er han malersvend i Klemensker. Snart efter, og før deres første barn, Vera, bliver født, har han etableret sig som selvstændig malermester i Klemensker. Her udfolder han sin naturlige foretagsomhed sammen med Vilhelmine, medens børneflokken vokser til fem. Malerfirmaet er ikke nok for ham, så han udvider med en købmandshandel i samme ejendom, hvor han har sit malerværksted, og familien har bolig. Sin fars rastløshed har han ikke arvet, så han bliver i Klemensker og udfolder sig som et naturligt familieoverhoved og en respekteret borger i sit lille imperium.

Jacob Møllers malerfirma i Klemensker

Jens kommer i skrædderlære. Men så forsvinder han ud af de hjemlige optegnelser. Han emigrerer til USA, og dukker først op igen i 1947. Dette år besøgte han og hustruen Christine min familie i Endeslev, som det er illustreret med julekortet med motiv fra amerikabåden Batory. Jeg deltog med mine forældre i en udflugt med dem til Vallø slot. De blev kaldt onkel Jens og tante Christine af min mor. Inge-Lise Møller, der er barnebarn af Jacob Møller i Klemensker, erindrer, at hendes far, Gert Møller, har fortalt, at han omkring 1970 havde besøg af en fætter eller kusine fra USA. Sammen med andre familiemedlemmer mødtes de i Gudhjem, men sprogproblemer begrænsede udbyttet af samværet. Det er spændende stof til kommende undersøgelser af amerikanske anegrene.

Onkel Jens og tante Christine på besøg fra USA i 1947

Jane er den eneste af min mormor Augustas søskende, vi har haft god kontakt med i mit hjem. Hun havde et lyst og optimistisk sind og havde nærmest karakter af min mors nære veninde. “Moster Jane” var opsøgende og selskabelig og aflagde flere besøg. Hun deltog på sine gamle dage i min mors runde fødselsdage, hvor hun var et populært medlem af selskabet. Theodora, min mor, omtalte hende altid med stor varme. Hendes mand, “Onkel Lauritz”, var en lydig og beskeden ledsager, der som regel forholdt sig tavs og lod konen føre ordet. Børnene husker jeg ikke, vi har mødt.

Moster Jane med børn

Jeg har en mistanke om, at det religiøse miljø har været en hindring for at udvikle samværet med familien Møller. Men det lod Jane sig ikke skræmme af. Hun var ikke baptist, men havde ingen problemer med at færdes i det miljø, hendes storesøster Augusta havde tilsluttet sig.

En lille efternøler, Marie, bliver det også til tæt på sølvbryllupsalderen. Christiane og Jacob holder sammen på deres vaklende ægteskab, til Marie når voksenalderen, men efter at forældrene er flyttet fra hinanden i 1916 og Jacobs snarlige død derefter, fik hun en lidt omtumlet start på sit eget voksenliv. På sin 27 års fødselsdag gifter Marie sig med en enkemand, der er 24 år ældre end hende. Han ejer Gjershøj Hotel ved Roskilde fjord nær Skibby, og man kan forestille sig, at Marie er løbet på ham i det miljø, hun har færdedes i som smørrebrødsjomfru.

Det bliver ikke lang tid, Marie får som hotelfrue. Da hun i 1924 får datteren Margrethe, er hun flyttet ind hos sin mor i Rønne. Nu er faderen ikke længere hotelejer, men omtales i kirkebogen som “købmand”. Hans bopæl kender vi ikke. To år senere får hun sønnen Jørgen, og det sker også hjemme hos moderen. Til fastsættelse af kommunal forsorgspligt oplyser kirkebogen, at hun 10 måneder før fødslen opholdt sig på Dams Hotel i Rønne, der kan tænkes at være hendes arbejdsplads. Ved fødslen betegnes hun “forladt hustru”, og Jørgen får moderens efternavn, Møller. Barnefaderen kender vi ikke. Kun 10 måneder gammel dør Jørgen hjemme hos mormor.

Fire år senere er Marie atter gravid. Hun er da ansat som husbestyrerinde hos en vognmand i Rønne. Hun flytter hjem og føder atter hos moderen i Almegade 2. Men nu ser det alligevel ud til, at lykken tilsmiler hende. For hun når at blive gift med barnefaderen, malersvend Jens Christian Kreutzberg lige efter fødslen og før dåben, så barnet, Hans Christian, kan indføres i kirkebogen uden belastende anmærkninger. Snart flytter hun og datteren Margrethe ind hos maleren, der etablerer sig som malermester i Halmstræde 1 i den ejendom, hvor hans fader har drevet snedkerforretning, før han gik på aftægt. Endnu en søn kommer til verden i malerfamilien og kaldes Johannes.

Familien Møller i Rønne har jeg kaldt denne fortælling. Men måske var den stærke personlighed i virkeligheden Christiane af slægten Dich. Christiane er født og opvokset i Svaneke. Da hun er 13 år drukner hendes far, Christen Dich, så hun har sikkert tidligt fået opgaver, der hører voksenlivet til. Samlivet med Jacob har været med talrige udfordringer og skuffelser. For livet i Rønne er heller ikke for Jacob blevet, hvad han håbede. Han forsøger sig i skiftende stillinger som arbejdsmand, vognmand, kusk og gæstgiver og på skiftende adresser for familien.

 I 1916 bor Christiane Halmstræde 3 i Rønne som husholderske for fisker Jens Peter Eriksen. Jacob har på sin adresse til folketællingen oplyst sin civilstand som “separeret”, men Christiane har betegnet sig som gift. Jacob dør i 1916. Snart efter er Christiane som enke tilbage på adressen Søndergade 29, hvor vores historie starter. Hun skifter religion til Metodist, så hun har stadig sin beslutningskraft i behold. Da hun i 1925 er flyttet til Almegade 2, har hun som fortalt ovenfor stadig kræfter til at tage sig af Marie og hendes børnefødsler.  Christiane dør i 1929 i en alder af 76 og har endelig fundet ro på De Gamles Hjem i Rønne.



Kastanjetræet har lys

Uncategorised Posted on %PM, maj 17 2020 14:33:59

I haven ved min fars barndomshjem, Hjørnet, Enderslev, stod et imponerende kastanjetræ. Det dominerede hele forhaven og tillod ingen andre planter i sin nærhed. Men i maj måned brød lysene frem, og intet kunne da måle sig med det i skønhed.

Det inspirerede i 1950 min far til følgende digt, som han fik optaget i Østsjællands Folkeblad.

Kastanjetræet

Kastanjen er smykket med blomstrende lys,
dens knopper er endelig bristet.
Den stod der så længe i stormenes gys,
i vinter har solen ej fristet.
– De isnende vinde
ej mere for kraften kan binde.

Du stolteste træ, som af slægter blev sat,
der længst ligger gemt under mulde,
hvad ved du vel ikke om trængslernes nat,
som tvang dem i knæ med sin kulde.
– Men også i lykke
du så dem så frejdigt at bygge.

Nu står du med kviste, der svulmer af saft,
du sørgede aldrig om føde,
din krone fortæller om røddernes kraft,
til blomstrende vifter så søde.
– En festsalens glæde,
hvor småfugle lysteligt kvæde.

Du dejligste træ med dit blomstrende væld,
så skærmende grene så brede,
til dig står jeg altid i dybeste gæld,
og dig jeg bestandig vil frede.
– Thi sommerens gløder
din svalende skygge forsøder.

Gid slægter må se dig i kommende år,
og stormsuset ikke dig skader,
jeg ved, du vil bringe dem vår efter vår
de herligste blomster og blade.
– Og frugter så brune
du drysser i haven den lune.

Du rækker mod himlen en higende hang
som kviste, der flyr fra det lave,
– så rolig – du ænser ej tidernes tvang,
ej jordkrybets mylder af grave.
– I livets så prægtig
din storhed er strålende mægtig.

Du lysene løfter med legende lyst,
som fakler i bævende hænder,
i skæret vi går imod sommerens kyst,
i morgen ej mere de brænder.
– som finsprængte luer
de fyger mod grønsværens tuer.

En skæbne vil møde dig, grænseløst hård,
når aftenens skygger dig rammer,
da segner du om for de dybeste sår,
når økserne rodnettet lammer.
– Når døden den kalder
selv kæmper så vældige falder.

Da taler dit liv, som var helligt og langt,
om det, der så ofte kan glemmes,
om dagenes indhold var skønt eller trangt,
når menneskers livsblade vendes.
– Om østhimlens sødme
der peger mod vesthimlens rødme.

OVE RASMUSSEN

På billedet ses kastanjetræet delvis bag ved huset. På den anden side af vejen havde Oves søster Valborg på den tid sin forhave, og broder Johannes ejede Hjørnet, hvor han drev købmandshandel.  Der udspillede sig en søskendefejde, hvor Valborg opfordrede Johannes til at fælde træet, så hun kunne få mere sol til sin forhave. Ove gik ind i kampen med digtet og vrede trusler og fik lov at beholde træet.

Næsten profetisk stod kastanjetræet, så længe Hjørnet og træet var i slægtens eje. Senere ejere har ført øksen og saven, som Ove varslede, og hans slægt fik banesår.



Ikke et ondt ord om svenskere

Slægtens historier Posted on %PM, august 23 2019 21:43:33

Jeg er glad for mine svenske aner. To svenske mænd har, hver i sit århundrede, valgt at slå sig ned i Danmark og berige slægten med sin arvemasse.

Den første af dem var Anders Knudsen, der blev min tip-5 oldefar. Han blev født i Skåne i 1648 og dermed egentlig som borger i det danske kongerige. I 1657, da han var 9 år, blev han svensker, da Danmark ved freden i Roskilde afstod Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.

Kirkebogen i Kirkerup fortæller, at Anders er født i Haslebye. Min slægtsforskerkollega, Søren Tolstrup Christensen, med hvem jeg deler denne ane, har i en svensk stednavnedatabase for Skåne fundet stednavnet Hassle i sognet Stehag øst for Karlskrona nær ved Höör. Stedet skulle i 1600-tallet ifølge databasen bl.a. også være benævnt Haßle By, Håslebye, Hasleby. Det er det bedste bud på det oprindelsessted, hvis navn ved omskrivninger blev til slægtsnavnet Harsel, der fulgte Anders Knudsens efterkommere.

Anders flyttede hjemmefra, da han var 10 år gammel. I nogle år tjente han hos fremmede i Skåne. Han var et uroligt gemyt med udlængsel og eventyrlyst og rejste til Sjælland i en ung alder.

På Sjælland nåede han frem til Esholte i Kirkerup sogn syd for Slagelse. Her fik han tjeneste hos fæstebonden Christen Hansen. Snart efter døde gårdmanden, og som det var skik og brug, fik Anders gården i fæste mod at gifte sig med enken. Måske var han mere glad for enken end for gården, for da konen døde allerede 4 måneder efter, forlod han gården og gik på ny i tjeneste.

Om det var i sin første tjeneste, han øjnede nye muligheder, ved vi ikke, men han fandt frem til en anden efterladt enke i Kirkerup, Maren Christensdatter, der blev min tip-5 oldemor. Noget kunne tyde på, det var gennem ægteskabet med hende, han fik et hus i fæste i Kirkerup by. Her fulgte hvervet som skovfoged med, og det, den svenske indvandrer nu havde opnået, holdt i over 37 år.

Livet i Kirkerup kender vi ikke så meget til. Men vi ved, at han sørgede godt for sin søn Niels, så det blev muligt for sønnen for 1 rigsdaler at indgå fæstemål på 9 fag bindingsværk i faderens hus, der var på 20 fag. Niels Harsel stod da for at gifte sig ind i en anset lokal familie ved at ægte birkedommerens datter, Margrethe Christensdatter Danholm.  Det lykkedes også for Anders at sikre sønnen et solidt udkomme gennem hvervet som skovfoged i Kirkerup.

Et lidt mere kulørt billede af Anders Knudsens liv i Kirkerup sørger præsten for at give os gennem sin beretning i kirkebogen i forbindelse med skovfogedens begravelse. Notatet er gengivet i min kildeoplysning til dødsfaldet. Præsten giver en fin levnedsbeskrivelse, men begivenhederne omkring dødsfaldet kan han ikke modstå at udpensle med lidt dramatisk effekt og en løftet pegefinger.

Vi får at vide, at Anders var en gammel, men stærk mand på 73, der elskede brændevin noget mere end tilbørligt. Er det underforstået, at døden ikke skyldes alderdom, men måske i højere grad de ulykkelige følger af hans trang til brændevin? Og så får vi beskrevet den tur til Slagelse, som blev hans sidste. Hvad der er foregået i Slagelse, må vi tænke os til, men i hvert fald vælter han to gange på turen hjem, så branderten har sikkert ikke været beskeden. Anders var kommet så slemt til skade, at præsten bliver tilkaldt, og han bliver behørigt berettet med nadverens privilegier. Dagen efter dør han.

I en årrække bestrider sønnen Niels hvervet som skovfoged i Kirkerup, men omkring 1740 bryder familien op og flytter til skovfogedstedet Abildgaardshuset i Vallø Storskov ved Herfølge, hvor Niels Harsel bliver skovfoged under Vallø Stift.

Fra Anders dukker op i Kirkerup springer vi omkring hundrede år frem, hvor en anden svensker dukker op på Herfølgeegnen. Det er Hendrich Mathiasen, min tip-2 oldefar.

Hendrich Mathiasens oprindelse er spinkelt dokumenteret. Alt, hvad vi ved, er det, Johannes Rasmussen fortæller i ”Min slægtshistorie” med sin bedstefar, Hans Rasmussen, som kilde.

Ifølge Hans Rasmussen var Hendrich Mathiasen en svensk håndværker på valsen. Han var smed.

De få kendetegn ved smeden, der er blevet overleveret, er krøllet hår og en stærkt kop-arret hud. Krøllerne er dukket op i senere generationer, for eksempel hos min fætter, Kurt Nielsen, altså et tiptipoldebarn.

Da vi møder Hendrich første gang i kirkebogen for Herfølge, er han smededreng hos Johan Madsen, smeden i Åshøj. Anledningen til omtalen var den belastende omstændighed, at Hendrich blev udlagt som barnefader til pigen Karen. Hendrich var 19-20 år, og moderen, Margrethe, der to år før var blevet enke efter Morten Sørensen, var omkring 43.

Det fører ikke til ægteskab mellem Hendrich og Margrethe, men Hendrich forsvinder ud af kirkebogens optegnelser i en periode. Noget tyder på, at han er flyttet eller måske snarere flygtet til København. Muligvis er det ham, vi finder i Folketællingen 1787, Sct. Anne Vester Kvarter, Gothersgade 4. Han er svend hos grovsmed Johan Stiek. Aldersangivelsen på 26 afviger et par år fra registreringen i kirkebogen i Herfølge, men det kan let være en unøjagtighed i kilderne.

Efter hjemkomsten fra København dukker Hendrich Mathiasen atter op i kirkebogen for Herfølge sogn i 1790, da han troloves med Ellen Andersdatter.

Og så er vore svenske aner forenede. For Ellen er oldebarn til Anders Knudsen i Kirkerup og datter af skovfogeden i Aashøje Skovhuse, Anders Nielsen Harsel, der er født i Kirkerup og fulgte med sin far, Niels Harsel, da han flyttede til Abildgaardshuset og blev skovfoged i Vallø Storskov.

Hendrich har formentlig bevaret et godt forhold til folk i landsbyen trods sit ungdommelige fejltrin. Han overtager smedjen, da mester dør. Da hans datter uden for ægteskab, Karen Hendrichsdatter, i 1802 er gudmor, benævnes hun “Jens Sørensens enkes pige”. Blandt fadderne er Jens Sørensens søn Rasmus og minsandten smeden Hendrich Mathiasen!

Som den første af vore svenske indvandrere, skovfoged Anders Knudsen, bliver også smeden Hendrich en agtet borger i sit danske sogn og optræder i kirkebogen hyppigt som fadder og en enkelt gang som forlover.

Men hans oprindelsessted og forældre i Sverige, har vi stadig til gode at finde frem til.

Har du lyst til at fordybe dig i disse slægtsgrene, kan de enkelte navne og familier opsøges på www.flemmingholm.dk side 1 under ”Navneindex”
eller ”Direkte aner” (aneliste). Her finder du desuden de fyldige
kildehenvisninger.



Hvorfor HOLM

Slægtens historier Posted on %AM, april 13 2019 09:28:00

Her er fortællingen om, hvordan familienavnet især ved tre beslutninger er båret gennem generationerne trods ulykker, krige og sorger.

Det er vigtigt for os alle, hvad vi hedder. Navnet er en del af vores identitet og fortæller, hvem vi er knyttet til, og hvor vi hører hjemme. Men hvor mange ved helt sikkert, hvorfra deres familienavn stammer?

Hvorfor hedder vi HOLM? Hvorfra stammer navnet, og hvordan kom det til at følge slægten? Noget af svaret får du her.

Lad mig med det samme slå fast, at vi ikke er adelige. Engang var det kun adelen, der havde efternavne eller slægtsnavne, og der var ingen adelige HOLM. Da jævne mennesker begyndte at få efternavne, var det de såkaldte patronymer, hvor Rasmus fik efternavnet Henriksen (Henriksøn), fordi hans far hed Henrik. Fik Rasmus en søn, han kaldte Hans, fik denne navnet Hans Rasmussen. Omkring 1800 bestemte den enevældige konge, at alle skulle have et fast efternavn. Dermed kom navnet Rasmussen til at følge de
kommende generationer. Det var nu et familienavn, man fik automatisk ved fødslen.

Det forklarer jo ikke HOLM. Men der var også den mulighed, at man frit valgte sit slægtsnavn eller efternavn. Nogle kaldte sig Smed, Bager eller Møller, fordi det var deres fag. Andre valgte et stednavn for en gård, en by eller en ø, og på Bornholm var man ekstra opfindsomme. Her valgte nogle den sidste del af øens navn og kaldte sig HOLM.

Denne praksis var opstået længe før. Det var en praktisk mulighed for at skelne mellem f.eks. de Jens Petersen, der på samme tid kunne findes i et sogn. For præsten var det en god hjælp, når han skulle indføre fødsler, vielser og dødsfald i kirkebogen.

Den første beslutning

I Gudhjem var der to, der hed Hans Christensen. Den ene tog efternavnet Tranberg, og den anden besluttede at kalde sig Hans Christensen HOLM. Familienavnet var dermed skabt. Første gang, vi ser det i kirkebogen, er i 1778, da hans søn bliver døbt. Den gamle skik har dog ikke helt sluppet taget, så sønnen kom til at hedde Christen Hansen HOLM. Det gamle Hansen var altså rykket fra at blive efternavn til at være mellemnavn. Denne dreng dør i en af de talrige koppeepidemier, og i 1788 fødes den Christen Hansen HOLM, der hører hjemme i vores historie.

Gudhjem og Fæstningen Christiansø var tæt forbundne praktisk og befolkningsmæssigt. Færgen sejlede vinter og sommer og var en vigtig livsnerve for både byen og øen. Den måtte derfor ofte trodse vind og vejr. Nytårsaftens dag i 1799 forliser færgen i hårdt vejr, og 14 mennesker drukner. Men færgeruten består.

Christen voksede op og tilegnede sig som andre af Gudhjems unge mænd færdigheder som sømand og fisker. Under Englandskrigen 1801-14 oprustede man Fæstningen Christiansø, og det gav muligheder for unge fra Bornholm.

Christen lod sig engagere på Fæstningen med en løn på 5 Rigsdaler månedlig, der lå i den øvre ende af skalaen for det engagerede mandskab. Han arbejdede som coffardi-matros i den periode, hvor man fra fæstningen kaprede fjendtlige handelsskibe. Senere avancerede han til lodsmatros.

Flere hundrede soldater og andre militærpersoner befolkede Christiansø i den anspændte situation. De få piger var derfor stærkt omsværmede, men det lykkedes Christen at gøre indtryk på Sophie, datteren af en canoner ved artilleriet. I 1816 giftede de sig, men det blev ikke et lykkeligt ægteskab. Sophie udviklede sindssygdom, og på det grundlag lykkedes det Christen at opnå skilsmisse ved en Hof- og Stadsretsdom i 1820. De havde ingen fælles børn.

En anden bornholmsk slægt, der søgte mulighederne på Christiansø, var Anders Pedersen og hans kone, Sidsele, fra Nylars. De kom til øen omkring 1790 med drengen Hans, og Anders blev soldat ved fæstningen. To børn blev født på øen: Dorthe i 1791 og Ole i1793. De fik efternavnene Andersdatter og Andersen.

Her kan jeg afsløre, at Ole blev min tiptipoldefar, så vi kunne med god ret have heddet Andersen. Men en dramatisk begivenhed forhindrede det.

Før jeg beretter om den, skal vi rette blikket mod en af de ældste soldaterslægter på Christiansø, som vi kan følge helt tilbage til 1727. De var blandt andet i flere generationer soldater ved artilleriet, der betjente fæstningens kanoner og derfor stod i første linje for at beskyde de engelske fregatter under bombardementet i 1808.

Samme år, som Ole blev født, fik denne slægtsgren datteren Marie Elisabeth Esbersdatter, som blev min tiptipoldemor. De giftede sig i 1815, efter at Ole var gået i faderens fodspor som soldat ved Fæstningen.

I 1816 fik de datteren Cicilie. Året efter skete katastrofen, der omtales sådan i kirkebogen: “Onsdagen d. 7de Maj 1817 hændte den Ulykke, at trende af Fæstningens Mandskab, som tog ud for at see til deres Sildegarn, fandt, da det stormede temmelig, deres Grav i Bølgerne uden at deres døde Legemer hidindtil har været at finde. De tvende vare unge Mænd, som kun faa Aar havde været gifte, (og som) efterlade dem Kone og Børn, den enes Hustru formenes at være frugtsommelig.”

Marie Andersen var nu øens unge enke og enlig mor. Den ulykkelige, nygifte Christen Hansen HOLM gjorde sig igen bemærket, og da skilsmissen i 1820 var på plads, giftede de sig.

Derved fik Marie og hendes datter Cicilie efternavnet HOLM. Det var nu op til Cicilie at bære navnet videre i denne slægtsgren.

Christiansø fortsatte med at tiltrække unge mænd fra Bornholm, men da Fæstningen efterhånden var under afvikling, var det i begrænset omfang. Men en ung mand ved navn Isak Jensen fra Gudhjem flytter ind hos sin halvsøster i kasernelængen på Christiansø og bliver konfirmeret i øens kirke i 1827.

Her bor også Cicilie, og efter at Isak har etableret sig som soldat og fisker på øen, gifter de sig i 1836 og får deres egen bolig i kasernelængen.

Den anden beslutning

Hvis alt var gået sin vante gang, skulle min oldefar hedde JENSEN efter sin far, Isak Jensen, da han i 1837 lidt hurtigt efter brylluppet kommer til verden. Men Isak og måske især Cicilie ville det anderledes, så Isak beslutter at tage hendes efternavn og kalder sig herefter Isak Jensen HOLM.

Det var den anden afgørende beslutning. Oldefar døbes Ole Jensen HOLM, og slægtsnavnet er på ny sikret.

Da fæstningen afvikles i 1855 flytter familien HOLM til Bornholm. Børnene spredes over øen og landet, og oldefar ender med at stifte familie som snedker i Aakirkeby. Først har han dog tilbragt nogle år til søs og er kommet velbeholdent fra sin deltagelse som soldat i krigen 1864.

Med fire drenge var slægtsnavnet ikke truet i den nye generation i Aakirkeby. Den yngste søn, Frederik Theodor HOLM, uddannede sig først til snedker og siden til præst i baptistsamfundet på præsteseminariet i Chicago. Han endte med sin Augusta som snedkermester og præst i Slagelse. De fik ingen sønner, men to døtre: Theodora (min mor) og Magdalene. Så nu var slægtsnavnet HOLM i fare igen.

Den tredje beslutning

Min far, Ove Rasmussen, bar efternavnet Rasmussen i tredje generation. Han og min mor besluttede i respekt for den gamle høvding, pastor HOLM i Slagelse, at give deres børn mellemnavnet HOLM.Derved kom jeg til at hedde Flemming Robert HOLM Rasmussen.

På det tidspunkt, hvor jeg stiftede familie, var det som led i ligestillingen blevet tilladt at tage sin moders pigenavn som efternavn. Derfor kunne jeg slette Rasmussen og lade HOLM være efternavn. Det var ikke noget stort spring, for mange brugte det allerede som kaldenavn for mig i det daglige. Det tiltalte mig af forskellige mere eller mindre definerbare årsager. Min mors fortællinger om den bornholmske familie var nok en afgørende faktor. Jeg tog den tredje afgørende beslutning og ordnede formaliteterne, så navnet HOLM blev familienavn for mig og for dem, som nødtvungent eller efter eget valg er kommet til at tilhøre min familiekreds.

Derfor fortæller denne beretning også, hvorfor Holm Kommunikation A/S, et førende PR-bureau i København, kom til at bære det navn, som blev besluttet af en fisker i Gudhjem for 250 år siden.



To patriarker

Slægtens historier Posted on %PM, marts 16 2019 16:45:44

I anekdoten ”Hjørnet” nedenfor beskrev jeg, hvordan min farfar, Anders Rasmussen, opbyggede sin og familiens tilværelse, fra han omkring starten af Første Verdenskrig grundlagde købmandsforretningen “Hjørnet” i Endeslev.

Som en god patriark tog han hånd om børnene og senere deres familier og sørgede for, at der kunne etableres familieejendomme for dem på nabogrunde til købmandsforretningen. Men han forventede til gengæld, at
patriarkatets medlemmer stillede sig til rådighed for fællesskabet. Anders havde aldrig selv følt trang til at gøre brug af sin oplæring som tømrer, men sønnen, Ove, førte håndværkstraditionen videre, og det forstod Anders at gøre brug af i opbygningen. Den yngste søn, Johannes, gik ind i handelsvirksomheden, så dermed var grundlaget for et bredt lokalt erhvervsfællesskab på plads.

Når patriarkatet fik en usædvanlig styrke, hang det sammen med, at også det åndelige fællesskab rettede sig indad og væk fra omgivelserne. Det var præget af de frikirkelige kræfter med tilknytning til Baptistsamfundet i et ellers traditionelt folkekirkeligt lokalsamfund. Også musikken, den
frikirkelige populærmusik, knyttede hjemmene omkring “Hjørnet” sammen.

I Osted syd for Roskilde var der i samme periode opstået et tilsvarende patriarkat omkring Niels Peter Nielsen. Også Niels Peter var tømrer, uddannet som møllebygger, og han oprettede og drev forretning fra Osted
og Kirkebjerg savværk. Hans 11 børn med Marie indgik i fællesskabet. Drengene blev oplært i tømrerfaget og tilknyttet savværket. Datteren Mary tog sig af savværkets kontor. Familien blev kernen i den lokale afdeling af Det danske Missionsforbund omkring århundredeskiftet. Flere i børneflokken havde gode musikalske anlæg, så også her blev musikken en vigtig del af fællesskabet.

De to patriarkater fik kontakt, og billedet viser et af deres møder. Yderst til venstre har vi patriarken fra Osted, Niels Peter Nielsen, der har blikket rettet væk fra kameraet. Dernæst i forreste række Valborg Rasmussen og Mary Nielsen. I midten patriarken i Endeslev, Anders Rasmussen, derefter Marys bror, Bøje, med hunden og endelig Anders kone, Ellen Louise, arm i arm med Marie Nielsen. I bageste række har vi først en mand med hat, der kunne være Erhard Nielsen, men det er lidt usikkert. Næste mand med hat og hund er højst sandsynligt min far, Ove Rasmussen, men det kan også være hans bror, Johannes. Theodora Rasmussen født Holm, min mor, kikker frem mellem Anders og Bøje.

Mødet mellem familierne udviklede sig i begyndelsen af 30’erne, da min far, Ove Rasmussen, med sin Theodora var vendt tilbage til Endeslev efter nogle års ophold i Slagelse. De tre søskende, Ove, Johannes og Valborg dannede en trio, der blev meget populær i sjællandske missionshuse og frikirkemenigheder. I en lille rød bil, de kaldte “Myren”, kørte de ud og holdt møder. Johannes betjente sin violin og ethvert klaviatur, der måtte befinde sig i mødelokalet, Valborg medbragte sin guitar og Ove en
harpecitar. Alle tre havde flotte sangstemmer og optrådte med solosang og som forsangere til de populære kor, der gik deres sejrsgang. Johannes
akkompagnerede til fællessangen og bidrog med personlige vidnesbyrd, medens Ove var mødets hovedprædikant. På den måde var det en total mødepakke, de bragte den taknemmelige menighed.

Sådan besøgte de også Osted, hvor Niels Peter Nielsen havde indrettet et missionshus, hvor den slags begivenheder kunne udfoldes. De unge har haft det godt sammen på møderne, og der er også blevet lejlighed til, at
Johannes fik øje på den yngste datter, Mary, og Erhard så sig varm på den
syngende Valborg.

Hvordan kontakten ellers blev dyrket er uvist, men Erhard havde på savværket den opgave at køre lastvognen, der transporterede
virksomhedens produkter. En vigtig del af produktionen var opskæring af
parketstave til Junckers Savværk i Køge. Derfor var han ofte på besøg der, så det var nærliggende at gøre en afstikker til Hjørnet og møde Valborg. Måske tog Mary en tur med og besøgte Johannes, men det ved vi ikke noget om. Men vi ved, at der blev to bryllupper i 1933: Valborg og Erhard i oktober og Mary og Johannes i december.

Som det var sædvane, flyttede bruden ind hos brudgommen, der havde til opgave at sørge for husly. Her betød det, at bruden blev medlem af et nyt patriarkat. Mary rykkede ind på den knebne plads på Hjørnet. Erhard byggede et hus i Osted ved siden af to andre af familiens boliger. Her fik han og Valborg deres første hjem. Under den myndige patriarkalske ledelse, som Niels stod for, gik det nok rimeligt de første år. De blev dog ramt af sorgen med et dødfødt barn i 1935. Katastrofen ramte året efter, da Niels i april uden varsel døde af et hjertestop..

Brødrene Karl, Thorlejf og Erhard aftalte at drive savværket videre i fællesskab. Karl, den ældste af dem, forsøgte formentlig at træde i faderens rolle, men det har ikke været på en måde, Erhard oplevede som rimelig. I hvert fald valgte han og Valborg hurtigt efter at flytte til Endeslev. Om der er blevet fundet midlertidig plads til dem hos Anders Rasmussen på Hjørnet, ved jeg ikke, men hvis det er tilfældet må pladsen i sandhed have været trang. Men nu var det Erhard, der indtrådte i et nyt patriarkat.

Valborgs broder, Ove, havde i mellemtiden bygget Sandgravhus ved siden af den gamle fattiggård. Fattiggården blev i disse år erstattet af et nyt kommunehus, der kom til at ligge på den anden side af Sandgravhus.
Fattiggården, skråt over for Hjørnet, blev revet ned, og på denne grund byggede Erhard og Valborg det smukke stråtækte hus, hvor de kom til at leve det meste af deres liv. Der må dog også have været lidt husrum hos broderen, for Valborg var atter gravid og skulle føde, før huset var bygget færdig. Så hun fik barselsstue hos Ove og Theodora i Sandgravhus, hvor Kurt blev født i 1937. Patriarkatet fungerede.

Den grund, Valborg og Erhard erhvervede, var, vil jeg anslå, på 3-4 tdr. land, hovedparten landbrugsjord. Så der blev plads til både en velbygget
landbrugslænge og den rundsav og båndsav, det for Erhard var så vigtigt at få opstillet på den sydøstlige del af marken. Det blev en bedrift med mange
aktiviteter. Erhard passede i begyndelsen et fuldtidsarbejde på Junckers
Savværk i Køge, men efterhånden fik han gang i sit eget savværk og nåede også at dyrke sit lille stykke jord.

Erhard var en mand, der altid arbejdede. Stærk og utrættelig. Der var altid dyr på stedet. Erhard måtte have en hest, og et par grise blev også passet. En af de store oplevelser for os børn var, når Erhard kom hjem med et gedekid. For det var lige så meget kærligheden til dyr som produktionsværdien, der optog ham.

Fjerkræet var det mest Valborg, der tog sig af. Der var kyllinger, høns, ænder og gæs, som var en “bonderøv” værdig. Og det var ikke tilfældige dyr, men udvalgte racer. Også kalkuner havde hun en periode. De blå huskatte satte hun stor pris på, men schäferhunden var Erhards tro følgesvend.

En særlig erhvervsepoke for familien Nielsen i Endeslev kom
slagteriruten til at udgøre. Det var som så meget andet udsprunget af
patriarkatet. I tilknytning til købmandsbutikken havde Anders etableret sig med udbringning af varer og tilrettelagt regelmæssige ruter for brød, kød og andre ferskvarer. Efterhånden som sundhedsmyndighederne iværksatte stadigt strengere regler for opbevaring og distribution af disse varer, blev det nødvendigt at udskille ruten med slagterivarer fra den øvrige udbringning. En periode var det Ove, der varetog opgaven, men på et tidspunkt, formentlig lige efter anden verdenskrig, overtog Erhard denne forretning.

Billedet viser Johannes med varebilen foran købmandsforretningen “Hjørnet”

I den første tid kørte Erhard med hestevogn, først efter varer på Køge Slagteri og derefter rundt til kunderne på egnen. Det var vigtigt at have
en stærk og hurtig arbejdshest at spænde for vognen, og det havde Erhard blik for. I flere år var det en sort, velbygget vallak, der hed Sorteper. Den havde dog et lidt uroligt temperament, der kunne volde problemer. Normalt gik den ruten uden at kræve megen opmærksomhed. Når Erhard var færdig med at betjene en kunde, gik Sorteper videre uden styring til det næste sted på ruten. Men pludselig kunne den blive grebet af hjemlængsel, og så gik det i vild galop med vogn og varer slingrende efter sig hjem mod stalden. Nå, sagde vejens beboere, nu kommer Erhard nok snart gående.

I tilknytning til slagteriruten udviklede der sig efterhånden en betydelig egenproduktion. Først meget interimistisk, men efterhånden med indretning af kølerum, butikslokale og arbejdsrum. Her måtte Valborg og siden sønnen Kurt træde til.

Valborgs have var et kapitel for sig. Prydhaven anlagt og omhyggeligt plejet præsenterede huset på bedste måde, og i køkkenhaven stod afgrøderne snorlige og ukrudtsfri.

Også husets indre var præget af orden, og her herskede Valborg uden indblanding. Køkkenet med det store brændekomfur blev et nyt
center under Valborgs trygge omsorg, da patriarken Anders ældedes. Han fik et særligt tilhørsforhold til stedet sine sidste år. Hans kone, Ellen Louise, lå syg og døde hos datteren, og Anders havde selv i en periode omkring 1940 bopæl der.

Valborgs køkken blev også et samlingssted for anden og tredje generation af patriarkatet, efter at den gamle patriark var død. Man følte sig altid velkommen, og en eller anden lækkerbid fra hendes eminente kogekunst faldt der hyppigt af til os børn.

Patriarkaterne har haft deres tid. Vi, der tilhører tredje generation, er stadig meget bevidste om den stærke påvirkning, vi fik i vores barndom og tidlige ungdom i den periode, hvor dette fællesskab var en afgørende del af vores verden. Med vore efterkommere, der er fjerde, femte og sjette generation,
er vi spredt ud over danmarks- og verdenskortet. Men selv om bevidstheden herom bliver svagere hos flere og flere, vi  jeg hævde, at vi er en stor flok mennesker, der stadig henter næring fra rødder, der blev plantet af to stærke patriarker i begyndelsen af forrige århundrede.



En bil jeg aldrig glemmer

Slægtens historier Posted on %AM, april 25 2016 09:04:31

Farbror Johannes var købmand i landsbyen Enderslev i Østsjælland, hvor jeg voksede op (se omtalen af “Hjørnet” nedenfor). Forretningen bragte varer ud til egnens huse og gårde. Vi er i slutningen af 1940’erne, hvor meget få havde egen bil.

Johannes Rasmussen havde efter
krigen anskaffet en Ford T årgang 1921. Det var den, man kaldte HGF (Høj Gammel Ford). Den havde ikke speeder, men regulerede farten med håndgas. Gearet var tre pedaler – første, andet og bakgear.

Vi børn var som regel med på vareturen. Det var en personvogn, men bagsædet var taget ud for at give plads til varerne. Der sad vi mellem ølkasser og papkasser, medens den gamle Ford humpede af sted på de ujævne veje, der langtfra alle var asfalterede, og hvis de var, havde slemme huller i kørebanen. Så vi sad på en ølkasse og holdt på de løse dele, som ellers ville rasle rundt i vognbunden. Støjen var øresønderrivende.

Prisen for at komme med på vareturen var at starte bilen. Det var ikke så nemt, som det lyder. Det foregik selvfølgelig med håndsving, men for at lette processen hejsede vi det ene baghjul op på donkraften. Jeg tror,
det var den tids differentiale, der ikke var helt letløbende, eller også var det
bare defekt. Når baghjulet var hejset op, kunne det dreje frit rundt, når vi
drejede håndsvinget, og så gik det hele meget lettere.

HGF’en var lunefuld. Den kunne finde på at slå håndsvinget baglæns, når man drejede det rundt, hvis tændingen var stillet for højt. Det kunne give et voldsomt slag over armen, hvis man ikke passede på. Chokeren havde man brug for at regulere ude ved håndsvinget. Det foregik med et stykke ståltråd, som farbror Johannes havde fastgjort ved karburatoren og ført ud ved siden af køleren.

Starten kunne tage en rum tid, og glæden var stor, når motoren endelig hostende kom i gang. Vi hejsede baghjulet ned, og så kom Johannes, der ikke kunne undgå at høre, at projektet var lykkedes, og vi kørte af sted. Om vinteren havde vi snekæder med, og dem kunne der godt blive brug for på de små veje. Der var ikke noget der hed varmeapparat, så vi frøs drabeligt på vinterturene. Ikke mindst fordi Johannes også var nyhedsformidler og tit lod os vente, når han besøgte de videbegærlige kunder. Det blev ikke bedre, da bilen efter kort tid mistede en siderude.

Men den gamle Ford T var en vigtig del af vores fællesskab, og ingen strabadser kunne afholde os børn fra at stå klar, næste gang farbror Johannes kaldte til varetur.



Fra Nylars til Christiansø

Slægtens historier Posted on %AM, december 11 2013 11:23:21

Midt mellem Rønne og Åkirkeby ligger landsbyen Nylars. Den er kendt for sin rundkirke, der er en af Bornholms
smukkeste og bedst bevarede. Kirken tilhører Nylarsker sogn, der desuden
omfatter Lobbæk og kystbebyggelsen Arnager.

Foto: Lilli-Ann Studsgaard 2014

Kirken har gennem flere hundrede år været midtpunkt for
livet i Nylarsker sogn. Vi skal her se lidt på en lille familieklan i
Holmslægten, der havde hjemsted i Nylars og Arnager i det syttende og attende
århundrede. Det var en tid, hvor kirkelivet spillede en central rolle for alle
sognets beboere. Kirken var det afgørende samlingspunkt. Alle vigtige
begivenheder udlevede beboerne her. De
store glæder og de store sorger som ægteskab, fødsler og dødsfald blev markeret
i menigheden, og julen og de andre store højtider fejredes ved deltagelse i gudstjenester
og andre kirkelige handlinger. Armoden var stor og tillod ikke festivitas i
hjemmet, som vi kender det ved juletid.

Også det mere skandaleprægede havde sin plads i den
kirkelige omsorg for beboerne. Her må vi erkende et enkelt mindre flatterende
eksempel i slægten.

Tip-5 oldefar, Hans Eschildsen, blev født i Nylars i 1687.
Han giftede sig i 1713 med Giertrud Olsdatter, og i juni 1715 lader de deres
første barn, sønnen Ole, døbe i kirken.

Tilsyneladende har Hans haft svært ved at holde sig i ro
under konens graviditet, for i maj måned året efter står Ellen Pedersdatter fra
Rønne frem i Nylars kirke til offentligt skrifte og udlægger som fader til sit
uægte barn ”Hans Eschildsen, en gift mand her fra sognet”. Hans får ikke lov at
dø i synden, så samme år i september, må han offentligt skrifte sit begåede ”lejermål”
i kirken.

Efter at have skænket ham 4 børn dør Giertrud omkring 1730.
I 1731 gifter Hans sig med en ny Giertrud, nemlig Giertrud Eschildsdatter, som
bliver min tip-5 oldemor. Deres første barn, tip-4 oldemor, døbes i april 1732
og får også navnet Giertrud.

Men Hans er vist en skidt fyr. Også denne gang efterfølges
den førstefødtes fødsel af skandale. Midt i juleforberedelserne, den 2. søndag
i advent, må han atter skrifte i kirken. Denne gang har han begået tyveri.

Straffen for tyveri var på det tidspunkt barsk. Om Hans
måtte udstå en verdslig straf kan måske afsløres ved at finkæmme tidens bornholmske
retsprotokoller. Kirkebogen siger ikke noget om det, men det ville være et
overmåde barmhjertigt træk, hvis sognefoged og præst har ladet den verdslige
retsforfølgelse erstatte af bodsøvelse i kirken. I så fald kan man heller ikke
se bort fra det hensyn, at kone og børn ville ligge sognet til byrde under et
langvarigt ophold i tugthuset. Men det er selvfølgelig kun spekulationer.

Hos Hans og hans to gange Giertrud opvoksede 5 børn. Desuden
døde en som spæd og en blev kun fire år. Mindst et plejebarn er der også blevet
plads til.

På samme tid levede i Arnager en anden familie, der kom til
at indgå i slægtstræet. Det var Didrich Stephansen og hans kone Inger med deres
3 børn. Det var en god og respektabel familie. Sønnen Peder Didrichsen fik til alt
held øje på vores egen Giertrud og giftede sig med hende. Med afsæt i sin gode
baggrund og sikkert med hjælp fra faderen erhvervede Peder 12. selvejergrund i
Nylars og blev udbygger. Peder og Giertrud opfostrer sammen 8 børn på
udbyggerstedet.

Et af børnene, Anders Pedersen, afslutter slægtskapitlet i
Nylars. Han drager til Christiansø og bliver soldat og commando matros på fæstningen.
Her har han deltaget i de dramatiske begivenheder under Englandskrigen 1807-14,
efter at englænderne havde bombarderet København og røvet den danske flåde i september
1807. Der foregik en omfattende kapervirksomhed med kanonbåde og småskibe fra øfæstningen
med opbringelse af engelske handelsskibe. Skibene og deres ladning blev solgt
på offentlig auktion på Christiansø, på Bornholm eller i København. Dette
autoriserede pirateri var en del af den begrundelse, man har brugt til at
forklare de engelske orlogsskibes voldsomme bombardement af Christiansø og
Frederiksø i oktober 1808. Meget tyder dog på, at englænderne havde planlagt
invasion og erobring af fæstningen, men opgav i tide.

Anders Pedersen gifter sig med Sidsele fra en
soldaterfamilie på Christiansø. De får sønnen Ole Andersen, som også bliver
soldat ved fæstningen, men ulykkeligvis drukner på en fisketur i 1817, 24 år
gammel. Ole var gift med Marie Esbersdatter fra en anden soldaterfamilie på
øen. Deres eneste fælles barn, Cicilie, og hendes mand, Isak Jensen Holm, bliver
forældre til blandt andre den navnkundige menighedsforstander i Rønne, P.A.
Holm og min oldefar, snedker Ole Jensen Holm, som jeg har omtalt i en anden af
mine anekdoter: ”Krigerne 1864”.

Familien nåede også at få en plads i Danmarks royale historie.
Da en af sønnerne skulle døbes, faldt det sammen med Kong Frederik den syvendes
besøg på Christiansø. Kongen og hans
elskede gemalinde, Grevinde Danner, født Louise Rasmussen, foretog i 1851 en
rundrejse i Danmark året efter indgåelsen af det ægteskab, der forargede det
danske borgerskab.

Besøget på Christiansø faldt sammen med dåben af to
drengebørn den 8. august. Den ene var Isak og Cicilies søn. Efter kongens ønske
stod han selv fadder til børnene med Grevinde Danner som gudmor. Forældrene modtog en dåbsgave på 120
rigsdaler fra kongen og grevinden. Begge drengene blev døbt Frederik som første
fornavn efter ønske fra den kongelige fadder. Vores egen slægtning fik et
royalt fornavn mere. Han blev døbt Frederik Christian Holm.

Mange andre gode historier kan fortælles om slægten Holm.
Lad os derfor her i adventstiden glæde os over, at det ikke blev Hans
Eschildsens tvivlsomme karaktertræk, der kom til at sætte sit præg på slægten,
men andre respektable folk – heriblandt fra Nylars og Arnager.



Næste »