Blog Image

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

Familien Møller i Rønne

Uncategorised Posted on %PM, december 16 2020 17:03:57

Den stive landbrugsvogn skrumler over brostenene på Søndergade i Rønne.  Året er 1891, og det er 11. december, familiens flyttedag. Vejret er koldt og fugtigt, og de sidste tre timer har været hårde for det lille selskab med den stride vestenvind ind fra højre hele vejen fra Rutsker. Lille Jane er vågnet i sin kurv på vognen, da den skiftede fra landevejens hjulspor til byens brosten, så Christiane, der sidder ved siden af kusken på vognen, har taget hende på armen det sidste stykke frem til nr. 29.  Fjortenårige Augusta går med sin far ved siden af vognen, og bag den løber August og Jacob på ni og seks og gør små nysgerrige afstikkere til porte og gyder langs vejen. Far Jacob må kalde på dem, da de går helt i stå foran købmandens vindue, der er blevet til stalden med hyrder, Maria og Josef og Jesusbarnet. Lille Jens på tre har fået plads i lænestolen midt i flyttelæsset, hvor Augusta kan holde et vågent øje med ham.

Nu holder de uden for porten til Søndergade 29. Kusken kravler ned fra bukken, og Christiane rækker lille Jane ned til Augusta og vender sig mod Jens og får ham med ned fra vognen.  Kusken trækker hest og vogn gennem porten efter far Jacob og hen til det lave baghus med den lille lejlighed, der er familiens nye bolig. Far Jacob har under sine besøg i Rønne aftalt lejemålet, og Christiane betragter den trange indgang med mistro og bekymring. Hvordan skal julen blive i år?

Sådan forestiller jeg mig familien Møller ankomme til den by, der skal blive dens hjemsted de kommende mange år. Rejsen har ikke kun været de tre timer fra Rutsker. Den har været lang og fuld af bekymring. I de ti  år i Svaneke voksede Jacobs rastløshed og utilfredshed med det liv og de kår, han måtte byde sin familie. Det bragte dem til hans hjemegn, Bodilsker, hvor han forsøgte sig som landbruger. Efter et par år må han indse, at det ikke er lykken. Han får ansættelse som gårdbestyrer på Skovgård i Rutsker, og de bryder op igen. Heller ikke i Rutsker bliver han tilfreds, og nu er det i Rønne, han søger en fremtid, der opfylder alle de ønsker og drømme, han har for Christiane, børnene og sig selv. Og hvordan kom det så til at gå?

Den ældste datter, Christine, er rejst til København kort før flytningen. Hun vender efter få år tilbage til Rønne og gifter sig med styrmand Philip Dick, der sejler på langfart. De får tre børn sammen, men i 1911 dør Philip, og Christine står alene tilbage med tre børn fra syv til ti år. Hun har under mandens rejser suppleret hans husholdningsbidrag ved at arbejde som syerske. Som enke kunne det arbejde kun føre til temmelig trange kår. Men hun udnytter, at hendes afdøde mand har efterladt hende ejerskabet til ejendommen Bækken 24, og her indretter hun selvstændig systue. I 1925 har hun overtaget ejendommen Bækken 3, der tidligere var ejet af Peder Hansen Dick, så alt tyder på, at hun har været en for den tid usædvanligt driftig og succesfuld erhvervskvinde.

Augusta, der blev min mormor, er nykonfirmeret, da hun kommer til Rønne. Men hun får snart kontakt med baptistmenigheden i byen, der i de år med stor succes og fremgang bliver ledet af den karismatiske Peter Andersen Holm. Den 14. maj 1893, da hun er 16 år, bliver hun voksendøbt i baptistkirken og det kommer til at afstikke retningen for hendes tilværelse bort fra den øvrige familie.

Augusta

I Evangelisten 15. juli 1897 underskriver Augusta Møller et referat af vinterens aktiviteter i Rønne Ungdomsforening. Det er en velskrevet artikel, den 20-årige Augusta her præsenterer. I øvrigt er det ikke ret almindeligt, at der optræder kvindelige skribenter i bladet, så jeg tager det som udtryk for, at det er en ung pige, der forstår at gøre sig gældende.

Netop det år vender en interessant ung mand hjem fra sin uddannelse ved baptisternes præsteseminarium i Morgan Park, Chicago. Det er Peter Andersen Holms nevø, Frederik Holm. Han tiltræder som evangelist i menigheden i Rønne hos farbror Peter, og han og Augusta finder hinanden.

Deres tid sammen i Rønne bliver ikke lang, for allerede året efter bliver Frederik ordineret som prædikant i menigheden i Vejle.

Frederik kommer hjem og gifter sig med Augusta i Rønne i 1899, og hun rejser med ham til Vejle, hvor min mor, Theodora, bliver født. Dermed har Augusta fundet sin plads i tidens anonyme kvinderolle som præstens hustru og med pasning af hjemmets husmoderlige pligter. Præstegerningen fører dem videre, først til Holbæk, hvor Magdalene bliver født, og til sidst fra 1905 til hendes død i 1937, til Slagelse.

Augustas helbred var ikke det bedste, og ved hendes død benævnes hun “invaliderentenyder” i kirkebogen. Jeg ved ikke meget om hendes sygdom, men formentlig var det hjerteproblemer. Min mor omtalte hende med varme og respekt, men ellers må vi tage til takke med sparsomme oplysninger om Augusta, min mormor, som jeg aldrig selv nåede at møde.

Der er grund til at tro, at det var Christiane, der holdt sammen på familien i hjemmet.  De tre drenge, August, Jacob og Jens, bliver boende hjemme og bliver sat i gang med en lærlingeuddannelse.

August kommer i lære hos snedkermester Grønborg. Om han afslutter uddannelsen, ved vi ikke, men det bliver ikke som snedker, han kommer til at ernære sig. Han er nok den, der mest kommer til at følge sin fars rollemodel. Han får en børneflok på 7 og skaffer den voksende familie husly på skiftende adresser i Rønne. Han optræder i skiftende ufaglærte stillinger som kusk, gårdskarl og arbejdsmand, men der er bestemt ingen grund til at betvivle hans arbejdsomme og respektable rolle som familiefar.

Jacob får en maleruddannelse og bor stadig hjemme hos forældrene i Nygade 14 i Rønne i 1906, da han er 21 år. Men to år efter, da han gifter sig med Vilhelmine, er han malersvend i Klemensker. Snart efter, og før deres første barn, Vera, bliver født, har han etableret sig som selvstændig malermester i Klemensker. Her udfolder han sin naturlige foretagsomhed sammen med Vilhelmine, medens børneflokken vokser til fem. Malerfirmaet er ikke nok for ham, så han udvider med en købmandshandel i samme ejendom, hvor han har sit malerværksted, og familien har bolig. Sin fars rastløshed har han ikke arvet, så han bliver i Klemensker og udfolder sig som et naturligt familieoverhoved og en respekteret borger i sit lille imperium.

Jacob Møllers malerfirma i Klemensker

Jens kommer i skrædderlære. Men så forsvinder han ud af de hjemlige optegnelser. Han emigrerer til USA, og dukker først op igen i 1947. Dette år besøgte han og hustruen Christine min familie i Endeslev, som det er illustreret med julekortet med motiv fra amerikabåden Batory. Jeg deltog med mine forældre i en udflugt med dem til Vallø slot. De blev kaldt onkel Jens og tante Christine af min mor. Inge-Lise Møller, der er barnebarn af Jacob Møller i Klemensker, erindrer, at hendes far, Gert Møller, har fortalt, at han omkring 1970 havde besøg af en fætter eller kusine fra USA. Sammen med andre familiemedlemmer mødtes de i Gudhjem, men sprogproblemer begrænsede udbyttet af samværet. Det er spændende stof til kommende undersøgelser af amerikanske anegrene.

Onkel Jens og tante Christine på besøg fra USA i 1947

Jane er den eneste af min mormor Augustas søskende, vi har haft god kontakt med i mit hjem. Hun havde et lyst og optimistisk sind og havde nærmest karakter af min mors nære veninde. “Moster Jane” var opsøgende og selskabelig og aflagde flere besøg. Hun deltog på sine gamle dage i min mors runde fødselsdage, hvor hun var et populært medlem af selskabet. Theodora, min mor, omtalte hende altid med stor varme. Hendes mand, “Onkel Lauritz”, var en lydig og beskeden ledsager, der som regel forholdt sig tavs og lod konen føre ordet. Børnene husker jeg ikke, vi har mødt.

Moster Jane med børn

Jeg har en mistanke om, at det religiøse miljø har været en hindring for at udvikle samværet med familien Møller. Men det lod Jane sig ikke skræmme af. Hun var ikke baptist, men havde ingen problemer med at færdes i det miljø, hendes storesøster Augusta havde tilsluttet sig.

En lille efternøler, Marie, bliver det også til tæt på sølvbryllupsalderen. Christiane og Jacob holder sammen på deres vaklende ægteskab, til Marie når voksenalderen, men efter at forældrene er flyttet fra hinanden i 1916 og Jacobs snarlige død derefter, fik hun en lidt omtumlet start på sit eget voksenliv. På sin 27 års fødselsdag gifter Marie sig med en enkemand, der er 24 år ældre end hende. Han ejer Gjershøj Hotel ved Roskilde fjord nær Skibby, og man kan forestille sig, at Marie er løbet på ham i det miljø, hun har færdedes i som smørrebrødsjomfru.

Det bliver ikke lang tid, Marie får som hotelfrue. Da hun i 1924 får datteren Margrethe, er hun flyttet ind hos sin mor i Rønne. Nu er faderen ikke længere hotelejer, men omtales i kirkebogen som “købmand”. Hans bopæl kender vi ikke. To år senere får hun sønnen Jørgen, og det sker også hjemme hos moderen. Til fastsættelse af kommunal forsorgspligt oplyser kirkebogen, at hun 10 måneder før fødslen opholdt sig på Dams Hotel i Rønne, der kan tænkes at være hendes arbejdsplads. Ved fødslen betegnes hun “forladt hustru”, og Jørgen får moderens efternavn, Møller. Barnefaderen kender vi ikke. Kun 10 måneder gammel dør Jørgen hjemme hos mormor.

Fire år senere er Marie atter gravid. Hun er da ansat som husbestyrerinde hos en vognmand i Rønne. Hun flytter hjem og føder atter hos moderen i Almegade 2. Men nu ser det alligevel ud til, at lykken tilsmiler hende. For hun når at blive gift med barnefaderen, malersvend Jens Christian Kreutzberg lige efter fødslen og før dåben, så barnet, Hans Christian, kan indføres i kirkebogen uden belastende anmærkninger. Snart flytter hun og datteren Margrethe ind hos maleren, der etablerer sig som malermester i Halmstræde 1 i den ejendom, hvor hans fader har drevet snedkerforretning, før han gik på aftægt. Endnu en søn kommer til verden i malerfamilien og kaldes Johannes.

Familien Møller i Rønne har jeg kaldt denne fortælling. Men måske var den stærke personlighed i virkeligheden Christiane af slægten Dich. Christiane er født og opvokset i Svaneke. Da hun er 13 år drukner hendes far, Christen Dich, så hun har sikkert tidligt fået opgaver, der hører voksenlivet til. Samlivet med Jacob har været med talrige udfordringer og skuffelser. For livet i Rønne er heller ikke for Jacob blevet, hvad han håbede. Han forsøger sig i skiftende stillinger som arbejdsmand, vognmand, kusk og gæstgiver og på skiftende adresser for familien.

 I 1916 bor Christiane Halmstræde 3 i Rønne som husholderske for fisker Jens Peter Eriksen. Jacob har på sin adresse til folketællingen oplyst sin civilstand som “separeret”, men Christiane har betegnet sig som gift. Jacob dør i 1916. Snart efter er Christiane som enke tilbage på adressen Søndergade 29, hvor vores historie starter. Hun skifter religion til Metodist, så hun har stadig sin beslutningskraft i behold. Da hun i 1925 er flyttet til Almegade 2, har hun som fortalt ovenfor stadig kræfter til at tage sig af Marie og hendes børnefødsler.  Christiane dør i 1929 i en alder af 76 og har endelig fundet ro på De Gamles Hjem i Rønne.



Kastanjetræet har lys

Uncategorised Posted on %PM, maj 17 2020 14:33:59

I haven ved min fars barndomshjem, Hjørnet, Enderslev, stod et imponerende kastanjetræ. Det dominerede hele forhaven og tillod ingen andre planter i sin nærhed. Men i maj måned brød lysene frem, og intet kunne da måle sig med det i skønhed.

Det inspirerede i 1950 min far til følgende digt, som han fik optaget i Østsjællands Folkeblad.

Kastanjetræet

Kastanjen er smykket med blomstrende lys,
dens knopper er endelig bristet.
Den stod der så længe i stormenes gys,
i vinter har solen ej fristet.
– De isnende vinde
ej mere for kraften kan binde.

Du stolteste træ, som af slægter blev sat,
der længst ligger gemt under mulde,
hvad ved du vel ikke om trængslernes nat,
som tvang dem i knæ med sin kulde.
– Men også i lykke
du så dem så frejdigt at bygge.

Nu står du med kviste, der svulmer af saft,
du sørgede aldrig om føde,
din krone fortæller om røddernes kraft,
til blomstrende vifter så søde.
– En festsalens glæde,
hvor småfugle lysteligt kvæde.

Du dejligste træ med dit blomstrende væld,
så skærmende grene så brede,
til dig står jeg altid i dybeste gæld,
og dig jeg bestandig vil frede.
– Thi sommerens gløder
din svalende skygge forsøder.

Gid slægter må se dig i kommende år,
og stormsuset ikke dig skader,
jeg ved, du vil bringe dem vår efter vår
de herligste blomster og blade.
– Og frugter så brune
du drysser i haven den lune.

Du rækker mod himlen en higende hang
som kviste, der flyr fra det lave,
– så rolig – du ænser ej tidernes tvang,
ej jordkrybets mylder af grave.
– I livets så prægtig
din storhed er strålende mægtig.

Du lysene løfter med legende lyst,
som fakler i bævende hænder,
i skæret vi går imod sommerens kyst,
i morgen ej mere de brænder.
– som finsprængte luer
de fyger mod grønsværens tuer.

En skæbne vil møde dig, grænseløst hård,
når aftenens skygger dig rammer,
da segner du om for de dybeste sår,
når økserne rodnettet lammer.
– Når døden den kalder
selv kæmper så vældige falder.

Da taler dit liv, som var helligt og langt,
om det, der så ofte kan glemmes,
om dagenes indhold var skønt eller trangt,
når menneskers livsblade vendes.
– Om østhimlens sødme
der peger mod vesthimlens rødme.

OVE RASMUSSEN

På billedet ses kastanjetræet delvis bag ved huset. På den anden side af vejen havde Oves søster Valborg på den tid sin forhave, og broder Johannes ejede Hjørnet, hvor han drev købmandshandel.  Der udspillede sig en søskendefejde, hvor Valborg opfordrede Johannes til at fælde træet, så hun kunne få mere sol til sin forhave. Ove gik ind i kampen med digtet og vrede trusler og fik lov at beholde træet.

Næsten profetisk stod kastanjetræet, så længe Hjørnet og træet var i slægtens eje. Senere ejere har ført øksen og saven, som Ove varslede, og hans slægt fik banesår.