Hendrich Mathiasen er den sjællandske stamfader til slægten Rasmussen.  Han var smed i landsbyen Åshøje nordvest for Herfølge sidst i 1700- og begyndelsen af 1800 tallet. Men lad os dykke ned i kilderne og se hvad vi kan finde om min tip tip oldefars begivenhedsrige liv.

Første sted, vi finder nyt om vore tidlige forfædre, er som regel i kirkebogen ved deres dåb. Her får vi lidt at vide om forældrene, og som faddere møder vi andre familiemedlemmer og vigtige personer i bekendtskabskredsen.

Sådan er det ikke med Hendrich. Første gang vi møder ham i kirkebogen for Herfølge er, da han bliver udlagt som barnefader til Karen, det man dengang kaldte et uægte barn. Den udlagte barnefader er smededreng hos Johan Madsen, smeden i Åshøje. Hendrich er 19-20 år, og moderen Margrethe, der to år før var blevet enke efter Morten Sørensen, er omkring de 43.

At den unge enke er faldet for den krøllede yngling er vel forståeligt, men et varigt partnerskab kan det ikke blive til. Gode kræfter har arbejdet for drengen. Smedemester Johan Madsen kan være en af dem. På fødselstidspunktet er Hendrich ikke længere i sognet, men dukker op i Lavsbogen for Køge Smedelav.

Det er landboreformernes tid, men endnu har udskiftning af landsbyernes jord ikke nået Åshøje. Gammel Køgegård Gods ejede det meste af landsbyen, hvor huse og gårde var beboet af godsets fæstere med tyende og indsiddere. Det gjaldt også smedjen, som Johan Madsen drev efter et fæstebrev med godsejeren.  

Man skal ikke lade sig forlede af litteraturens mange rædselsberetninger om ulykkelige fæstere hos ondskabsfulde godsejere. Ansvarsfulde herskaber med social bevidsthed var intet særsyn. Det har vi et eksempel på her. I Lavsbogen for Køge Smedelav finder vi denne tekst:

”Ao 1779 den 14de Januar lod afgangne Grovsmed Martin Schiøns Enke indskrive en Læredreng navnlig Henrich Matthisen, som hører til Gl Kiøge Gaards Gods, hvilken Lære Dreng med hans Herskabs Tilladelse skal staa i Lære hos fornævnte Enke fra sidst afvigte Nye Aar udi 2de Aar for at Lære det vel lovlige Grovsmed Haandværk.
– Kiøge ut supra –
Jørgen Osterman                                                    Andreas Hase
Bisidder                                                                      Oldermand”

Enken efter den nyligt afdøde grovsmed Martin Schiøn i Køge har altså været i kontakt med herskabet på Gammel Køgegård om en læreplads til Hendrich. Om det er smedeenken, der har forhørt sig hos godsejeren efter en henvendelse fra Johan Madsen, eller det er herskabet, der har henvendt sig til hende, kan vi ikke vide. At Hendrichs mester i Åshøje har spillet en rolle, kan der dog ikke være tvivl om. Man ansætter ham ikke til to års læretid, uden hans nuværende mester har anbefalet ham og sagt god for hans faglige evner.

Det blev en overbevisende succes. Allerede efter halvandet år, den 3. juli 1780, fortæller Lavsbogen, at Hendrich er udlært smed. Enkens søn, Jacob Schiøn, har overtaget smedjen og er desuden blevet bisidder for oldermanden i smedelavet.

Men hvad med pigen Karen, kunne man spørge. Her må vi huske, at godsejer og landsbysamfund var præget af tidens kønsrollemønster. Kvinden havde status og retsstilling i kraft af manden, og uden for ægteskab var hendes muligheder små. Moderen Margrethes anseelse i lokalsamfundet var ekstra belastet. 10 år før havde hun fået drengen Søren uden for ægteskab med ladefogeden på Gammel Køgegård. Et par måneder efter, at drengen var døbt, giftede hun sig med Morten Sørensen. De fik to børn sammen, hvor den ene døde som spæd, og den anden døde og blev begravet som syvårig få dage efter Karens dåb. Margrethes mand var død for tre år siden, i 1776. Når hun nu fik sit andet uægte barn som 43-årig med smedens unge dreng, kan man godt forestille sig, at hun ikke mødte stor forståelse i landsbyen eller på godset. Løsningen for lille Karen blev, at hun kom i pleje hos gårdmand Lars Pedersen i Åshøje, og moderen forsvandt fra sognet.

Efter læretiden arbejder Hendrich som smedesvend i Køge et lille års tid. Der er grund til at tro, det er med succes, for i marts 1781 vælger svendene ham som oldgesell i deres svendelav. Oldgesell er en slags førstemand i svendelavet svarende til oldermanden hos mestrene.

Det bliver dog en meget kort karriere, Hendrich får som oldgesell. Årsagen kender vi ikke, men 7. maj 1781 fratræder han som svend i Køge. At en ung mand først i tyverne har uro og eventyrtrang og får lyst til at søge lykken i hovedstaden kan ikke undre, og flere begrundelser har vi vel ikke behov for. At han søgte mod hovedstaden ved vi fra det senere fæstebrev på smedjen i Åshøje, hvor København er angivet som hans hjemsted. Så vi må tro, at Hendrich i foråret 1781 pakkede rygsækken og vandrede langs Køge Bugt mod storbyen.  I folketællingen 1787 finder vi hans navn blandt fire grovsmedesvende hos smedemester Johan Stiek, Gothersgade 4. Aldersangivelsen på 26 år afviger lidt fra oplysninger i kirkebogen i Herfølge, men det kan meget vel være en unøjagtighed i kilderne.

Det er historien om Hendrich Mathiasens ungdomsår. Men hvor er han født, og hvor var han, før han blev smededreng hos Johan Madsen i Åshøje?

Her må vi ty til de mindre autoriserede kilder. Johannes Rasmussen, tipoldebarn af Hendrich Mathiasen, har fra sin farfar, Hans Rasmussen, altså Hendrichs barnebarn, en forklaring på, at vi ikke kan finde dåb eller konfirmation i kirkebøgerne. I et efterladt manuskript med titlen ”Min slægtshistorie” fortæller Johannes, hvordan bedstefar Hans Rasmussen besøgte dem i deres hjem i Endeslev omkring 1910 og fortalte drengene, ham og broderen Ove (min far) om sin og slægtens historie.

Ifølge Hans Rasmussen er hans farfar, som han tilsyneladende ikke kender ved navn, en svensk håndværker på valsen, der dukker op på egnen, får fæste som svend og bliver hængende. Historien holder ikke helt, og det kan vel ikke undre, når den er overleveret mundtligt gennem flere generationer, hvoraf de første var analfabeter.

I den historie, farfar Hans fortæller, er svenskeren tømrer som han selv. Det er forståeligt, at smeden under overleveringen mellem stolte generationer af tømrere bliver forvandlet til tømrer. I disse år var der talrige unge svenskere, der søgte mod Danmark fra et kriseramt svensk samfund med stor arbejdsløshed. Samtidig var håndværkere på valsen et udbredt fænomen i Europa. Det kan let være brugt til at krydre fortællingen, så misforståelsen er bragt videre. Som vi har set, er Hendrich ikke faglært svend, da vi møder ham.

De få kendetegn ved smeden, der gennem slægtleddene var overleveret til Johannes Rasmussen, er krøllet hår og koppearret hud. Epidemier af børnekopper var hyppige dengang, og krøllerne er dukket op i senere generationer, så det virker troværdigt.

Det er, hvad vi har, og historien må derfor leve videre med Hendrich Mathiasen som en ung svensker, der krydsede Øresund og på sin søgen efter arbejde dukkede op i Åshøje. Muligvis har han haft en form for branchekendskab, som Johan Madsen kunne bruge. I hvert fald ansatte han ham som smededreng.

Men nu tilbage til voksenlivet i Åshøje fra 1790, hvor Hendrich atter dukker op. Smeden Johan Madsen dør den 16. marts 1789. Landsbyen og godset mangler nu en smed, og hvad er mere nærliggende end at hjemkalde Hendrich fra København. Der er lidt forvirring om datoerne for de begivenheder, der nu tager fart. Vi kan se, at Hendrich hurtigt er blevet tilknyttet smedjen, men ikke hvornår smedens enke fraflyttede huset.  Men ingen tvivl om, at Hendrich tog ophold og blev smed i landsbyen.

Den hjemvendte grovsmed fik også lejlighed til at gøre en lokal pige sin opvartning. Det var skovfogedens datter Ellen fra Åshøje Skovhus. De blev trolovet den 31. januar 1790 med et par lokale gårdmænd som forlovere. Den 13. juni giftede de sig i Herfølge kirke. For slægtsinteresserede er det et ekstra krydderi på historien, at Ellen Andersdatter er oldebarn af en anden indvandrer fra Sverige, Anders Knudsen, der havde levet som skovfoged i Kirkerup ved Slagelse.

Lidt forvirring om datoerne opstår, fordi Hendrich først den 9. december 1790 får fæstebrev på smedjen med Gammel Køgegård. Her er Hendrichs hjemsted som nævnt angivet som København. Forklaringen kan være, at fæstebrevet er en formalisering af de praktiske foranstaltninger, der har været foretaget efter Johan Madsens død, hvor Hendrich hurtigt er rykket ind i smedjen efter mundtlig aftale med godset. Fæstebrevet fandt jeg i Køge Byhistoriske Arkiv, der har fået overdraget de gamle arkiver fra Gammel Køgegård.

Fæstebrevet mellem Gammel Køgegård og Hendrich nuancerer overbevisende den omtalte gængse opfattelse af fæsternes vilkår og elendige retsstilling i hvert fald i denne afsluttende fase af stavnsbåndets epoke. Omhuen står ikke meget tilbage for vor tids tilstandsrapporter. Den nye grovsmed i Åshøje har haft et godt startgrundlag.

Gennem protokollen får vi et billede af ejendommen. Stuehuset er på 63 m2 og består af 2 stuer, et kammer og et køkken med muret skorsten og bageovn. En anden bygning tjener det tilhørende landbrug. Den er også på 63 m2 og indrettet med lade, lo og kostald. Mod vejen ligger smedjen, der er på 35 m2 med muret skorsten og smedeovn. Alt i alt ikke nogen ringe ejendom efter datidens forhold.

I “Dagligliv i Danmark i det nittende og tyvende århundrede, redaktion Axel Steenberg” har J.L. Østergaard Christensen givet følgende karakteristik af landsbysmeden:

“I almindelighed var landhåndværkerne ringe anset, både af bønderne og af deres fagfæller i købstaden. Men i den henseende dannede rigtignok smeden en undtagelse. Dels var han uundværlig, alle gårde havde brug for smedearbejde. Og dels var han i smedjens dunkle indre omgivet af mystik. Han herskede over ilden på essen, han kunne blødgøre det hårde jern og hærde stål, og han sendte byger af spruttende gnister ud over gulvet. Det var ikke underligt, at mange smede blev anset for at kunne lidt mere end deres fadervor.”

Åshøje er en del af Herfølge sogn. I folketællingen fra 1787 er der 154 beboere i Åshøje. Hele Herfølge sogn havde på samme tidspunkt 1265 indbyggere. Man må antage, at smedehvervet i den lille landsby kun kunne levere et beskedent udkomme. Udskiftning af landbruget har dog på mange måder også kaldt på medvirken fra smedehåndværket.

Landboreformernes udskiftning mellem landsbyernes gårde blev iværksat i Åshøje i 1797. Her blev dog kun en enkelt gård udflyttet. De øvrige forblev samlet i landsbyen, og deres jorde blev “stjerneudskiftet”, d.v.s. at de fordeltes i stjerneform omkring landsbyen ud fra de forskellige gårdes bygninger (Årbog for Køge Museum 1993 s. 21 ff.).

Tiden var præget af store internationale og nationale begivenheder. Det var tiden, hvor dansk storhed som skibsfarts- og handelsnation blev fulgt af krigsnederlag, tab af flåden og statsbankerot.

De store begivenheder i Europa med den franske revolution, napoleonskrigene, Københavns bombardement, slaget på Reden, var fjerne hændelser, som en enkelt gang satte sig dramatiske lokale spor. “Træskoslaget” mod Englænderne foregår i Strandskoven ved Køge 29. august 1807, hvor den primitive danske bondehær iført træsko og med ringe våben og mangelfuldt udstyr besejres af den professionelle invasionsstyrke. Englænderne forfulgte de besejrede bønderkarle, som efterlod deres træsko  for at lette den panikagtige flugt. Der var en afsluttende træfning på Herfølge kirkegård. Her havde generalmajor Oxholm med ca. 20 tilbageblevne mænd forskanset sig. De måtte overgive sig til overmagten med et tab på 2 faldne og 13 sårede. Resten af de danske styrker var flygtet sydpå.

Selv kirkebogen for Herfølge sogn må svinge sig op over den sædvanlige lakoniske opremsning af kirkelige handlinger. Den fortæller om hændelserne nær Åshøje:

“Samme dag (1. september 1807) jordet den gode og retsindige hr. Lærke Strand Controlleur boende i Søllerup, der af de Engelske blev skudt Løverdagen 29. Aug. Han viste nogle af de Engelske Vej igennem Indelukket, og da han vendte tilbage til sit Hjem kom der flere af samme Hold, som skød ham en Kugle ind i Livet, hvoraf han døde Dagen derpå, som var den 30. Aug. Han blev 56 år gammel.

Samme Dag jordet Unge Niels Jensens Enkes Dræng, Jens Pedersen af Aashøye, der ligeledes af Grenaderer  blev skudt den 29. Aug.  Blev 14 Aar 3 Maaneder gl.

Samme Dag jordet 4 af vore Landeværnsmænd, der i Slaget imellem Kiøge og Herfølge og som på Kirkegaarden ligeledes blev skudt. Nogle af dem døde straks, og nogle levede noget længere foruden mange andre, der var fældede i Skovene og Markerne her omkring i dette Sogn.”

Ingen tvivl om, at krigshandlingerne så tæt på hjemmet har rystet landsbyen og den lille smedefamilie i Åshøje. Som håndværker var smeden ikke værnepligtig. Det var alene bøndernes byrde.  Men frygten har fyldt dem, da engelske tropper forfulgte de danske landeværnsmænd efter slaget i Strandskoven gennem skovområderne omkring Åshøje og Svansbjerg. Der har vært rigeligt stof til samtaler i smedjen, når bønderne mødte for at få deres heste skoet eller bragte et markredskab ind til reparation. Så gik snakken i smedjen om karle fra egnen på hovedkulds flugt og nære lokale personers grusomme skæbne.

Omkring smedjen levede Hendrich og Ellen deres familieliv. Det første barn var en søn, der blev født et års tid efter trolovelsen og et halvt år efter vielsen. Helt efter reglerne fik han navnet Mathias efter Hendrichs far, som vi ellers intet hører om. Året efter kommer Johanne som den eneste pige. Hun får ikke navn efter Ellens mor, så det kan tænkes, at Hendrichs mor har heddet Johanne. I 1795 kommer Anders, der således får navn efter Ellens far og derigennem også den oprindelige svenske indvandrer på modersiden. De næste to børn dør som spæde. I år 1800 fødes så den dreng, der med navnet Rasmus bliver ophav til slægten Rasmussens efternavn. Hans fødes i 1804 og bliver den sidste i børneflokken.

Hendrich fandt også en samværsform med datteren Karen, der fortsat levede sit liv i landsbyen. Da Karen Hendrichsdatter i 1802 er gudmor benævnes hun diskret i kirkebogen “Jens Sørensens enkes pige”, men mere problematisk er forholdet ikke, end at vi blandt fadderne foruden Jens Sørensens søn Rasmus finder smeden Hendrich Mathiasen, altså Karens biologiske far.

Om smedeforretningen ved vi ikke så meget, men den har dog været stor nok til at bære en svend. Smedesvend Marius Andersen bliver som fadder ved en dåb omtalt som Hendrich Smeds karl.

På den tid var det sædvanligt blandt håndværkere, at mindst en af sønnerne gik ind i faderens erhverv og som oftest fik sin oplæring i faget hos ham og senere overtog virksomheden. Derved sikrede faderen samtidig sin tilværelse som aftægtsmand hos sønnen efter generationsskiftet. Sådan har det formentlig også været planen for Hendrich, hvis ældste søn, Mathias, blev uddannet som kleinsmed. Men et eller andet er gået galt mellem dem. Det er meget lidt, vi ved om det, men der er nogle tegn, der kan tydes sådan. Da Mathias gør pigen Maren Hansdatter gravid, bliver der på sædvanlig vis arrangeret et ægteskab for de to, så barnet undgår betegnelsen “uægte” i kirkebogen. Brylluppet gennemføres måneden før fødslen. Almindeligvis vil faderen optræde som forlover ved sønnens bryllup, men ikke her. Ved denne og efterfølgende fødsler er tilsvarende hverken Hendrich eller moderen Ellen blandt fadderne. Da tiden kommer, hvor Hendrich må opgive at klare håndværket og gå på aftægt, er det ikke Mathias, men broderen Anders, der flytter ind, og som efter Hendrichs død overtager fæstemålet på huset. Anders er væver og ikke smed. Mathias er gået til bunds som fattiglem og dør i en alder af 39 år måneden før sin far.

Arbejdet som grovsmed var meget fysisk krævende, især på den tid, hvor alt foregik manuelt. At sko en urolig hest krævede stor styrke, når smeden under skoningen skulle holde hestens ben løftet og i ro. Arbejdet ved ambolten var med tunge forhamre og ofte i et højt tempo for at udnytte tiden, medens det glødende jern havde den rette temperatur.  Hvornår Hendrich måtte nedtrappe smedearbejdet på grund af alder kan vi ikke vide, men da han dør den 14. februar 1831 i en alder af 72 år, har han stadig en hel del udstyr og værktøj, der hidrører fra smedearbejdet.

Ved skiftesamlingen, der blev holdt efter Hendrichs død, var alle levende og myndige arvinger til stede i smedehuset. Enken, der som kvinde ikke havde selvstændig myndighed, deltog med sin broder Marcus som Lavværge. Sønnerne Anders og Hans fra Åshøje var mødt, og fra Lidemark kom Rasmus. Johanne kom fra Sædder med sin mand, husmand Lars Graulund.  Skifteforvalteren, Justitsråd Frederichsen, var mødt med sognefogeden og en gårdmand fra Åshøje som vidner og vurderingsmænd. Alt fra værksted og husholdning af værdi blev gjort op, og vurderingsmændene nåede frem til en samlet sum på 65 rigsdaler og 5 mark. Mor Ellen fik alles tilslutning til at sidde i uskiftet bo. Så måtte hun se, hvad gavn hun kunne få af en ambolt og en blæsebælg og flere forhamre, men husholdningsredskaberne har hun uden tvivl sat pris på at beholde.

Alle underskrev protokollen, og det afsløres her, at det ikke har været skolegang, smedefamilien har brugt deres energi på. Ligesom enken og hendes lavværge underskrev sønnerne ”med ført pen”. Johanne skulle ikke skrive, men hendes mand signerede på hendes vegne med sin egenhændige underskrift.

Da fæsteren Hendrich nu er død, går Gammel Køgegård med til at overdrage fæstet til sønnen Anders, der er væver, skønt man stadig har en drøm om at knytte en ny smed til stedet. Overtagelsen af smedehuset fremgår af et fæstebrev oprettet 1. november 1831. Afgiften for smeden har været 6 rdl. sølv, men ved Hendrichs død forhøjes den til 7 rdl. 4 skl. sølv. Jeg antager, at Anders tidligere er flyttet ind og har påtaget sig faderens forpligtelser som fæster, hvor forældrene fortsat har boet i huset som aftægtsfolk.

Fæsteren Anders Henrichsen skal afgive et stykke af sin have nærmest vejen, hvis Herskabet vil opføre en bygning på 4 fag til smeden. Det sker aldrig. Tiden med selvstændig smedje i Åshøje er slut.

….

I arbejdet med at samle materialet til denne beretning har jeg haft et udbytterigt og fornøjeligt samarbejde med en anden af Hendrich Mathiasens tip tip oldebørn, slægtsforskerkollegaen Søren Tolstrup Christensen.

Hvis du får lyst til at søge dybere i de kilder, vi har benyttet, kan du finde frem til dem i slægtsbogen her på hjemmesiden, www.flemmingholm.dk via “Direkte aner”, side 1.