I haven ved min fars barndomshjem, Hjørnet, Enderslev, stod et imponerende kastanjetræ. Det dominerede hele forhaven og tillod ingen andre planter i sin nærhed. Men i maj måned brød lysene frem, og intet kunne da måle sig med det i skønhed.
Det inspirerede i 1950 min far til følgende digt, som han fik optaget i Østsjællands Folkeblad.
Kastanjetræet
Kastanjen er smykket
med blomstrende lys,
dens knopper er endelig bristet.
Den stod der så længe i stormenes gys,
i vinter har solen ej fristet.
– De isnende vinde
ej mere for kraften kan binde.
Du stolteste træ, som
af slægter blev sat,
der længst ligger gemt under mulde,
hvad ved du vel ikke om trængslernes nat,
som tvang dem i knæ med sin kulde.
– Men også i lykke
du så dem så frejdigt at bygge.
Nu står du med kviste,
der svulmer af saft,
du sørgede aldrig om føde,
din krone fortæller om røddernes kraft,
til blomstrende vifter så søde.
– En festsalens glæde,
hvor småfugle lysteligt kvæde.
Du dejligste træ med
dit blomstrende væld,
så skærmende grene så brede,
til dig står jeg altid i dybeste gæld,
og dig jeg bestandig vil frede.
– Thi sommerens gløder
din svalende skygge forsøder.
Gid slægter må se dig
i kommende år,
og stormsuset ikke dig skader,
jeg ved, du vil bringe dem vår efter vår
de herligste blomster og blade.
– Og frugter så brune
du drysser i haven den lune.
Du rækker mod himlen
en higende hang
som kviste, der flyr fra det lave,
– så rolig – du ænser ej tidernes tvang,
ej jordkrybets mylder af grave.
– I livets så prægtig
din storhed er strålende mægtig.
Du lysene løfter med
legende lyst,
som fakler i bævende hænder,
i skæret vi går imod sommerens kyst,
i morgen ej mere de brænder.
– som finsprængte luer
de fyger mod grønsværens tuer.
En skæbne vil møde
dig, grænseløst hård,
når aftenens skygger dig rammer,
da segner du om for de dybeste sår,
når økserne rodnettet lammer.
– Når døden den kalder
selv kæmper så vældige falder.
Da taler dit liv, som
var helligt og langt,
om det, der så ofte kan glemmes,
om dagenes indhold var skønt eller trangt,
når menneskers livsblade vendes.
– Om østhimlens sødme
der peger mod vesthimlens rødme.
OVE RASMUSSEN
På billedet ses kastanjetræet delvis bag ved huset. På den anden side af vejen havde Oves søster Valborg på den tid sin forhave, og broder Johannes ejede Hjørnet, hvor han drev købmandshandel. Der udspillede sig en søskendefejde, hvor Valborg opfordrede Johannes til at fælde træet, så hun kunne få mere sol til sin forhave. Ove gik ind i kampen med digtet og vrede trusler og fik lov at beholde træet.
Næsten profetisk stod kastanjetræet, så længe Hjørnet og træet var i slægtens eje. Senere ejere har ført øksen og saven, som Ove varslede, og hans slægt fik banesår.
