Enhver familie kender medlemmer, der tager ansvar og styring. De findes i hver generation, og søger vel først og fremmest deres egne muligheder. Men derved får de afgørende indflydelse på hvilke veje, der åbner sig for deres nærmeste og deres efterkommere. Det bliver særligt værdifuldt, fordi deres ambitioner ofte er ledsaget af en stærk følelse af ansvar og omsorg for familien. Sådan var Søren Pedersen.
Han er født i 1717, og vi kender ham som bondefoged i Lidemark, en landsby sydvest for Køge. I 1787 er der 221 indbyggere. Landsbyen har 21 gårde og 18 huse, ejet af Vallø Stift gods. Søren er fæster på en af gårdene, men som bondefoged tilknyttet godsets ledelse.
Bondefogeden var den lokale repræsentant for øvrigheden, og til gengæld for varetagelsen af disse opgaver var han fritaget for en del af de pligter, hoveriet pålagde fæstebønderne.
Opgaverne som bondefoged spændte vidt. Hovedhvervet var at sørge for fæstebøndernes pasning af de opgaver, de havde pligt til at udføre for godset ifølge fæstebrevet. Det gav bondefogeden magt over fæsternes daglige tilværelse. Hoveriet skulle forløbe, så godsets drift blev varetaget, samtidig med at fæsteren klarede pasning og drift af sin egen ejendom. Det gav mange muligheder for interessekonflikter, så lederstillingen stillede store krav til hans smidighed og autoritet. Familierne var afhængige af bondefogedens magt og forståelse, så han blev en slags landsbykonge.
I 1791 blev en del af bondefogedens opgaver udskilt med den kongelige forordning for sognefogeder. Søren Pedersen blev udpeget til sognefoged, og sønnen Lars overtog hvervet som bondefoged.
Hvervet som bondefoged blev ikke overflødigt, da der kom sognefogeder. Bondefogeden arbejdede for godsejeren, men sognefogeden for retsøvrigheden. Fæstevæsenet var ganske vist under afvikling i begyndelsen af 1800-tallet, men det tog en del år, før der var gennemført selveje for flertallet af fæstegårde.
Fæstebønders familiemønster
Det er ikke kun Søren Pedersens magtposition som bondefoged og sognefoged, der er vigtig. Det er især den styrke, positionen gav ham til gennem et langt liv at varetage sin stærkt udviklede familieomsorg.
Den tids familiemønster har bestemt, hvilke muligheder han har haft for at sikre børnenes fremtid. Nærmere herom under de enkelte børn, men vi skal her se lidt på det overordnede mønster.
Fæstesystemet på godserne havde en afhængighed af familiemønstret, som godsernes ledelse var aldeles bevidste om. Hele landbrugsdriften var baseret på den arbejdskraft, hoveriet leverede. En driftsikker fæstebonde skulle levere sin arbejdsydelse for herremanden i forvisning om, at vor mor derhjemme klarede fæstegårdens opgaver forsvarligt med pasning af dyr og husholdning og tilsyn med tjenestefolkene i mandens fravær. Omvendt var mandens fæstebrev grundlaget for, at en kvinde kunne opleve en tilværelse med børn og familieliv i trygge rammer.
Den bevidsthed skabte uskrevne regler for udstrakt brug af det, vi, når det i dag sker i andre kulturer, kalder arrangerede ægteskaber. Når fæstebonden blev enkemand, gik der typisk kun få måneder, før han var gift igen, og en ny madmor rykkede ind på gården. Var det bonden selv, der døde, samledes alle kræfter om at finde den egnede person, der var klar til at overtage fæstet og gifte sig med enken. Vi vil se flere eksempler på det i det følgende.
Familiemønstret førte til, at sønner og døtre ikke kunne behandles ens. Der er heller ingen grund til at tro, at Søren Pedersen ønskede, det skulle være tilfældet. Han var ikke på den måde en kulturreformator. Sønnerne skulle opnå de bedste vilkår, en mand af bondestanden kunne, og døtrene skulle opnå trygge vilkår i tidens kvinderolle.
Kærlighedslivet som selvstændig faktor måtte i høj grad undertrykkes. At det ikke helt var muligt, får man et klart indtryk af, når man læser kirkebøger fra 1700- og 1800-tallet. Man kan ikke læse mange sider uden at møde dåb af uægte børn af enlige kvinder, som regel med en udlagt barnefader uden nær tilknytning til sognet. Det er næsten utænkeligt, at en respekteret landsbyboer, f.eks. en tjenestepiges husbond, udlægges. Syndefald, der sker mellem agtede enlige folk i sognet, klares ved hurtigt arrangerede ægteskaber, hvor de praktiske løsninger ofte indebærer, at familien må tage til takke med vilkårene som indsiddere uden fæstebrev. Det vil da kun være den korte afstand mellem bryllup og fødsel, der kendetegner situationen. Dog vil en nidkær præst undertiden afkræve synderne offentlig bekendelse og absolution i kirken.
Landsbyens rangorden for landbrugets mænd var i store træk, at vi i øverste lag havde gårdmændene med bondefogeden som den ypperste blandt dem. I næste lag husmændene, hvis fæste ikke gav mulighed for at leve af landbruget alene. De måtte skaffe sig indtægter af anden art. Det kunne være som daglejere og ved at udleje et rum i huset til en indsidder, der på den måde kom til at udgøre det tredje lag i rangfølgen. Nederst havde vi tjenestekarlene eller bønderkarlene, der var ansatte først og fremmest hos gårdmændene, og her kunne drømme om selv at blive fæster og stifte familie.
Søren var gift tre gange, men de to første hustruer har vi ingen viden om. De tre ældste børn er fra hans andet ægteskab. Med sin tredje hustru, Margrethe Larsdatter, får han seks børn, så det er ikke mindre end 9 børn, han skal hjælpe til den bedst mulige fremtid.
Bondefogedens sønner
Ser vi først på Søren Pedersens sønner, var de bedste muligheder, han så for dem, at de blev fæstere under Vallø Stift. Men ikke blot fæstere. De skulle være gårdmænd.
Ældst er sønnen Hans. Han er født i 1749 og får fæste som gårdmand i faderens hjemby, Lidemark.
Også næste søn, Niels, født i 1754, skal naturligvis være gårdmand, men om det skyldes, at der ikke var et ledigt fæste på en gård i Lidemark, eller det var Vallø Stift gods, der havde behov for bondefogedens bistand til løsning af et opstået problem på en fæstegård på Endeslev Overdrev, kan vi gisne om. Men resultatet blev, at Niels i 1784 overtog fæstet på Overdrevsgården, hvor gårdmanden var død af ”hidsig feber”, som det hed. Som det var skik og brug, fik han enken med i købet. Ham vender vi tilbage til.
Lars er første søn i ægteskabet med Søren Pedersens tredje kone, Margrethe. Faderen har fundet ham værdig til at tage arven op, da han mærker alderens tegn. Lars overtager fæstet på gården og tillige hvervet som bondefoged. Lars gifter sig i 1798, da Søren er 81 år, med Birthe Jørgensdatter.
Peder er bondefogedens yngste søn. Som sine ældre brødre er han tro mod landbruget og sigter som dem mod at blive fæster på en af Valløs gårde. Den unge gårdmandssøn får tjeneste i nabosognet Herfølge. Måske hos skovfogeden i Vallø Storskov eller på en gård i det nærliggende Tessebølle. I hvert fald får han kontakt til skovfogedens datter, Anna Dorthe i Abildgaardshuset.
Vi vil helst tro, at det er en undtagelse fra alt det arrangerede, og at Peder – ligesom min farfar Anders Rasmussen hundrede år senere finder sin Ellen Louise i skovfogedhuset – har fundet sin Anna Dorthe her, og de har forelsket sig. Det er et kærlighedsforhold, som passer ind i fæstesystemet hos Vallø Stift. Som skovfoged er Dorthes far en betroet mand hos Vallø. Den aldrende Søren har nået de 90 og de ældre brødre i Lidemark har taget familieopgaverne på sig. Lars har som ny bondefoged kontakter hos Vallø, hvor han kan formidle sin lillebrors interesser. I 1807 gifter Peder sig med Anna Dorthe i Herfølge kirke. Brudeparrets familieoverhoveder har i kraft af deres stilling haft kendskab til aktuelle muligheder i hele Vallø Stifts udstrakte besiddelser i søgning efter et passende fæste for det unge par. Det bliver så fjernt som i landsbyen Raaby nær Holtug med den fede landbrugsjord på Stevns, at Peder får sin fæstegård og flytter ind med Anna Dorthe.
I Raaby får de deres gode landmandsliv med en børneflok på 5. Anna Dorthe dør i 1830 som 45-årig. Dermed vender vi tilbage til det pragmatiske og arrangerede familiemønster. En gårdmand uden en madmor på gården er ilde stedt, og familien træder til. Peders storebror Niels på Endeslev Overdrev har en datter på 18 år, der hedder Karen. Hun anses for giftefærdig, og fra familiens synspunkt kan hun nu få en tryg og sikker fremtid som hustru for faderens halvbroder, den 30 år ældre gårdmand Peder i Raaby. Hvad hun selv har følt og oplevet ved det arrangement, kan vi ikke vide, men sådan bliver det. Måske har præsten i Endeslev haft anfægtelser om pigens alder, for han oplyser i kirkebogen, at bruden er 18 ½ år, som om det halve år er en vigtig detalje. I 1831 flytter Karen ind som bondekone hos farbror Peder. Hun bliver plejemor for hans to hjemmeboende børn på 12 og 7 år. Der kommer ingen fælles børn i ægteskabet. Efter 17 år dør Peder i en alder af 68 og efterlader sig gård og enke. Stadig efter sædvane gifter Karen sig hurtigt igen med en jævnaldrende landmand, der overtager gården.
Døtrene
Som nævnt var kravene til døtrenes sociale status ikke så høje som for sønnerne. Det var tilfredsstillende, hvis de kom i ordnede forhold hos en husmand.
Bondefogedens ældste datter, Karen, finder sin husmand, skoflikker Hans Jensen, i Sædder. De indgår ægteskab i Lidemark kirke efter kongelig bevilling, altså uden sædvanlig trolovelse og lysning. Alle gode kræfter i familien er på den måde sat ind for at bevare værdigheden, da Karen er blevet gravid og er nedkommet med drengen Anders. Det klares ved at holde bryllup efter fødslen, men før drengens dåb. Derved kommer han ikke til at figurere som uægte barn og med udlagt barnefader i kirken og kirkebogen. Drengens dåb, der er blevet udsat, finder sted i Sædder i julemåneden, da han er tre år gammel. Måske har det pludselig haft hastværk på grund af drengens helbred, for han dør før månedens udgang.
Karen får sin husmand og må leve med, at mandens moder, der er på almisse, også bor i huset i Sædder. Foruden drengen Anders, der døde, kommer der fire piger i ægteskabet, Den sidste, Maria, bliver født i 1794, og Karen bliver enke måneden efter, at datteren er døbt. Med far Søren som forlover kommer Karen i et nyt trygt forhold til en husmand i landsbyen, der er blevet enkemand.
Birthe skal vi lægge særligt mærke til. Hun er første barn i Søren Pedersens tredje ægteskab og kommer til at spille en rolle i vores direkte slægtslinje. Da hun nærmer sig de 30 år, er hun stadig hjemme på gården hos mor og far. Der har sikkert været god brug for hendes arbejdskraft, men man kan godt have Søren bondefoged mistænkt for, at han passer på hende, indtil den rette mulighed viser sig. En gentagelse af affæren med storesøsteren har han ikke brug for. Først da hun har passeret de 30, opstår en tilfredsstillende mulighed. Gårdmand Ole Christensen i Lidemark er blevet enkemand, da hans kone dør i barselsseng i juli måned 1793. Måneden efter bliver han og Birthe trolovede og hurtigt efter gift. I løbet af de næste otte år får de fire børn, hvoraf de to mellemste dør som spæde. Den yngste, Christen Olsen, bliver min tipoldefar.
Måske har alt ikke været i bedste gænge hos gårdmand Ole. Eller også har sygdom ramt ham de sidste år. I hvert fald er det en slem redelighed, han efterlader, da han dør i 1803. Normalt ville en skiftesamling med det forløb, som her rulles op, resultere i total katastrofe for enken. Bygningerne er misligholdt, tjenestefolkene har løn til gode, men især forholdet til godset er misrøgtet med manglende overholdelse af fæstebrevets forpligtelser. Her ser vi atter familiekræfterne udfolde sig. Søren er afløst som bondefoged af sønnen Lars, men bor på aftægt på gården. Så mon ikke han har en finger med i spillet? Som bondefoged optræder Lars Sørensen i skiftesamlingen både som udpeget vurderingsmand og som værge for de umyndige børn, selv om vi nok bør kalde ham inhabil. Også broderen Hans er mødt op i egenskab af lavværge for søster Birthe, der som kvinde ifølge loven ikke kan varetage sine interesser selv. Resultatet bliver, at hun får lov at fortsætte i fæstemålet mod at påtage sig at udrede alle de forpligtelser, hun er blevet pålagt i skifteprotokollen.
Vi møder her igen de uskrevne reglers magt. I Gummerød har man udset sig en velegnet ungkarl, Christen Jørgensen, der uden for skifteprotokollens tekst spøger i baggrunden i forståelse mellem brødrene og godsets repræsentanter. Skiftesamlingen er i april, og i juli gifter Birthe sig med Christen, der bliver den nye gårdfæster og dermed ansvarlig for opfyldelsen af de forpligtelser, der er beskrevet i skiftesamlingen. Dermed påtager han sig også faderrollen for de to børn fra Birthes første ægteskab.
Birthe er i fyrrerne, så der kommer ikke flere børn på gården. Men min tipoldefar, Christen Olsen på to år, har fået trygge kår at vokse op i. Lad os kort følge ham.
På den tid var Valløs fæstesystem og bondefogedens rolle under afvikling. Så da Christen bliver voksen, må han finde andre udveje. Det lykkes ham at erhverve en “boel”, dvs. et mindre landbrug, i naboblandsbyen Søllerup i Herfølge sogn. Han bliver gift med Sidse Pedersdatter, og den ældste af deres otte børn er Karen Marie, som vi vender tilbage til.
Birthe Sørensdatter har en tvillingsøster, der hedder Lovise. Hun volder ikke store problemer, da hun – måske endda på egen hånd – finder en gårdmand i Svansbjerg i Herfølge sogn og gifter sig med ham. De to folketællinger i 1787 og 1801 antyder dog en problemstilling, for hvor han i den første benævnes gårdmand, er han i den seneste jordløs husmand og daglejer, så gården må på en eller anden måde være gået tabt. Men en husmand kan også gå an. Lovise bliver kun 48 år.
Tre år efter tvillingerne Birthe og Lovise følger datteren Johanne. Hun bliver gift med Niels Sørensen, en husmand i Lidemark. Søren Pedersen har et godt kendskab til ham fra sit hverv som bondefoged, og en solid husmand med jord, kan man roligt betro sin datter til. Især da Johanne er i stand til at supplere familiens indtægter som væverske. De får 7 børn sammen, deriblandt et tvillingepar, hvor den ene dør som spæd. Niels husmand dør, da det yngste barn er 6 år. Som lidt af et særsyn for kvinder i hendes situation på den tid, gifter Johanne sig ikke igen. Med sin vævning og sikkert også med god hjælp fra sine voksne børn, klarer Johanne sig igennem. Hun dør som 64-årig.
Med Johanne Sørensdatters ældste datter, Margrethe, får vi det klassiske eksempel på kærlighedens frugter. Da hun er 19 år gammel bliver hun gravid med Peder Poulsen, der er tjenestekarl i Bjæverskov og 37 år. De når at gifte sig tre måneder før fødslen. De overtager det husmandssted, hans forældre har drevet i Lidemark. Fem børn får de sammen, men to piger på 1 og 3 år er døde med tre dages mellemrum i januar 1821, hvor en epidemi af børnekopper raser i landsbyen. Peder Poulsen dør som 50-årig i 1827, da Margrethe er 31. Margrethe er nu husejer, men hendes muligheder for at klare dagen og vejen er ikke de bedste. Hun har brug for en solid ægtemand.
Her står vi ved foreningen af bondeslægten fra Lidemark og håndværkerslægten fra Åshøje. Rasmus Henrichsen, smeden Hendrich Mathiasens søn, har valgt landbruget som tjenestekarl i Lidemark. Han kan have både personlige og erhvervsmæssige motiver til at interessere sig for den unge enke. De finder hurtigt sammen i ægteskab. Vel medbringer hun foruden husmandsstedet de tre drenge, men det er Margrethe og Rasmus fælles børn, der forener slægterne. Slægtsnavnet Rasmussen (Rasmus søn) opstår som efternavn til hans børn med Margrethe.
Deres fjerde barn er Hans Rasmussen, som vi vender tilbage til. Vi skal først møde Anna, den yngste af bondefogedens døtre.
Tro mod bondetraditionen tager Anna ansættelse som tjenestepige hos gårdmand Hans Pedersen i Lellinge. Ny Lellinge var den af Valløs fem hovedgårde, som bondefogeden i Lidemark leverede fæstebønder til, så sognet var kendt område. Gårdmandens søn og arvtager, Peder, er på gården som tjenestekarl, og ham kan lille Anna ikke modstå. Hun bliver gravid med hans barn, da hun er 22 år. To måneder før sønnen Henrik kommer til verden, bliver de gift og får bolig på gården. Det har sikkert været med tilfredshed for Peders forældre. Den tidligere bondefogeds datter og søster til den nuværende, gårdmand Lars Sørensen, der træder til som hendes forlover, har været velkommen i familien.
I vinteren 1805-06, fire år efter, de unge er blevet gift, dør gårdmandsparret med kort tids mellemrum. Anna og Peder er nu husbond og husmor på gården.
Syv drenge får de sammen. En dør som spæd, men de seks vokser op på gården. Den bliver overtaget af en søn, da faderen dør.
Bønder og håndværkere
Og nu tilbage til Hans Rasmussen. Hvor hans søskende bliver bønder, bærer han i sig en trang til håndværk. Her er mulighederne begrænsede i Lidemark, men man havde en hjulmand. Det var et fag, som var helt nødvendigt for bønderne. Hjulmanden fremstillede og reparerede landbrugsvogne. Her indgik hjulene, som er en af de vigtigste opfindelser i landbrugets historiske udvikling og gav håndværket navn. Ud over vognene påtog hjulmanden sig fremstilling og reparation af redskaber og genstande, der krævede viden og håndelag for arbejde i træ.
Hans kom i lære og blev udlært hos den lokale hjulmand, Lars Pedersen. Som hjulmand bliver han deltager i den brancheglidning, der sker inden for træhåndværket i hans levetid. Han kommer især til at arbejde med bygningshåndværk som hugger, den tids betegnelse for tømrerfaget.
I sin fritid spiller Hans Rasmussen violin. Han deltager som spillemand, hvor dansen går på egnen ved festlige lejligheder. Om det er på den måde, han får kontakt med Karen Marie, ved vi ikke. Det kan lige så vel være familien, der har bragt dem sammen. For Karen Marie, som han gifter sig med, er datter af Christen Olsen og barnebarn af bondefogedens datter, Birthe Sørensdatter. Da Hans er barnebarn af Birthes søster, Johanne, kan vi også sige det sådan, at hans mor, Margrethe Nielsdatter, og Karen Maries far, Christen Olsen, er fætter og kusine. De har begge en af bondefogedens døtre som bedstemor og bondefoged Søren Pedersen som oldefar.
Hans og Karen Marie får bolig i Biesbakkehuset i Gørslev, som de fæster og senere køber af Giesegaard gods.
Anders Rasmussen, min farfar, søn af Hans Rasmussen og Karen Marie Christensen, har både håndværkerslægten og bondeslægten i sig, men mest af bondeslægten. Hvad det betød for ham, kan du få et indtryk af ved at læse min anekdote ”En sand iværksætter”.
Som denne aneoversigt viser, har slægten Rasmussen modtaget Søren Pedersens gode arveanlæg i dobbelt dosis gennem Johanne og Birthe, to af bondefogedens døtre.
