Hvis iværksætteren er den, der har en livsdrøm, og med hele sin energi forfølger den uanset problemer og modgang, så var Anders Rasmussen iværksætter. Hvis det også er sandt, at det er processen, til drømmen er nået, der er vigtig, hvorefter interessen viger for en rastløshed, der søger nye drømme, så var han en sand iværksætter.
Min farfar er født i Gørslev ved Ringsted den 7. januar 1867. Kirkebogen fortæller ved dåben den 14. april, at Anders Rasmussen er søn af ”Tømmermand og Huusmand Hans Rasmussen og hustru Karen Marie født Christensen”. Som faddere nævnes ”Høker Niels Andersens hustru i Gørslev, Huusmand Peder Rasmussen, Huusmand Henrik Rasmussen og Huusmand Rasmus Pedersen, alle Lidemark”
De tre faddere fra Lidemark er drengens farbrødre. Her er også Hans Rasmussen født og opvokset. De tre brødre blev boende i sognet, men Hans stiftede hjem i Gørslev, der ligger 8-9 km fra Lidemark. Familiefællesskabet har sikkert været vigtigt, men den tids transportmidler begrænsede samværet. En barnedåb var en festlig anledning til at mødes.
Vejen fra kirken til Biesbakkehuset, Hans og Karen Maries hjem, går gennem Gørslev. Man passerer vejen til godset Giesegård og fortsætter en halv kilometer videre. Der ligger huset på højre side lige efter Biesbakkegård. Dengang et stuehus, en lille værkstedsbygning og en stald omkring en gårdsplads.
Et billede af barndommen, som den formede sig for Anders, får vi i hans egen beretning, som den gengives af Johannes Rasmussen i et manuskript med titlen ”Min slægtshistorie”. Anders fortæller:
”Jeg blev sendt ud at tjene, da jeg var syv år. Jeg skulle vogte gæs og køer hos en gårdmand der i byen. Om sommeren kom jeg ikke i skole, og kun nogle enkelte gange om vinteren, så det var ikke meget, jeg fik lært.
Vi havde en streng skolelærer, som slog os. Han slog mig en gang, så jeg blev blå i hovedet, og det var lige på nippet, at han var blevet sat af. Far var oppe og klage, og han måtte love ikke at røre os børn mere, og det gjorde han heller ikke.
Det var ikke let at være dreng dengang. Når vi sent havde fået ”nadder”, som vi kaldte aftensmaden, så kunne vi drenge spæne ud bag i marken og flytte får eller heste og køer. Vi var tidligt oppe og sent i seng. Vi var trætte altid, og de enkelte gange, vi så var i skole, så sad vi og sov.
Kosten var sløj. Det var grød og sild og stegeflæsk og så muggent rugbrød. De bagte jo kun hver anden måned, og så hængte de brødet op på hanebåndet i en pose. Der gik de så og tog, til der ikke var mere, og efterhånden blev det meget muggent. Og til os drenge sagde de så, at hvis vi bare spiste det mugne brød, så blev vi stærke. Så vi spiste muggent brød, så muggen den stod ud mellem tænderne på os.
Jo, det var strengt at være fattigt barn dengang, kan I tro. Der var en dreng på nabogården, der var på alder med mig. Han vogtede også gæs og køer. Så en dag, da bonden red ud i marken for at se, om alt var i orden, fandt han drengen siddende og sove. Han vækkede ham, og så bandt han ham et reb om armen og lod ham løbe ved siden af hesten hjem. Og da han kom hjem med ham, så satte han ham ind i en følbox, og her stod han hele dagen og fik sin mad derud.
Hen ad aften så han sit snit til at smutte ud ad døren og løb så hjem til sin mor, som han fortalte det passerede. Hun blev ulykkelig. Hun var fattig enke og kunne ikke have drengen hjemme, så hun tog ham ved hånden og gik hen til bonden og bad ham så mindeligt om at tilgive, at hendes dreng sådan havde sovet og så var stukket af. Om han dog ikke ville lade nåde gå for ret og antage ham igen.
Det gjorde manden, og drengen fortsatte så sin strenge tjeneste og passede på ikke at sove en anden gang.
I den frihed vi havde, var vi tre drenge, Rasmus, Niels og jeg, oppe i skoven på Biesbakke. Det er en højt liggende skov, som er sømærke. Den kan ses helt ude fra Køge Bugt, og er en slags mærke for sejladsen. Når man ser den, ved man, hvor man er.
Her legede vi. Her fandt vi fuglereder. Her klatrede vi i træerne. Og det var fra et af de træer, at Rasmus faldt ned så uheldigt, at han faldt på en af sine træsko, som han jagede op i ryggen, hvorved han tog skade for livstid. Han fik en skavank, som altid var synlig. Det så ud, som han var brudt i den ene side. Det var han ikke. Det var, fra da han faldt ned og faldt på træskoen.
Lige så energisk, mor var, lige så lad var far. Måske er det lidt hårdt at sige sådan, når han var spillemand mange nætter og så skulle tømrerere om dagen. Så var der ikke noget at sige til, at han hvilede sig lidt.
Men han var anderledes end mor. Han var meget pillen. Han tålte ikke fnug på sig. Og den største fornøjelse, når han havde fået et par nye franske træsko, var ved sin høvlbænk at skrue dem fast og så med en båndkniv skære de spidse næser af dem, pudse dem og så stå og se, hvor pæne, de var.
Han var selv pæn. Han var harmonisk bygget. Var fra ung af kaldt for ”pigernes Hans”. Han havde været rødmosset og krøllet. Nu da han var blevet gammel, havde han lagt sig knevelsbarter til. De var også krøllede. Han gjorde meget for sit udseende og forstod at holde skidt og møg fra sig.
Men han var ikke så energisk som mor. Hans store lyst var at køre i sin ponyvogn med sin lille islænder for. Når så vi tre drenge var oppe i skoven og med knive hjalp mor med at skære græs, som vi kom i sække, og så far kom kørende forbi, så kunne han lade være med at tage dem med hjem. Og når så vi havde slæbt dem hjem for at give køerne græsset, så kunne han godt tage det og give hesten det. Sådan var han.
Mor syede og syede, og det som vi drenge, inden vi kom ud at tjene, kunne hjælpe hende med, det gjorde vi, og var der tid imellem, så hjalp vi hende osse.
Far spillede jo (violin, red.) om natten og moleverede sig så om dagen. Mor syede 400 rigsdaler sammen. Det var mange penge dengang. Dem havde hun sparet op. Dem købte de så noget mere jord for af bonden på gården ved siden af. Men de blev snydt. For siden, da de selv målte det op, var der kun det halve af, hvad de havde købt.”
Som sædvane var på de tider, blev sønnerne oplært i faderens erhverv. Derfor blev Anders tømrer. Men han har også bistået med pasningen af det lille landbrug, der hørte til ejendommen. Og meget tyder på, at han havde større lyst til landbrug end til tømrerarbejde. I perioder tog han ophold hos lillesøsterens plejefar på Endeslev Overdrev som tjenestedreng. Hans livsdrøm blev at få sit eget landbrug.
Lillesøster Karen Marie, som fik samme navn som sin mor, var født i 1869, to år efter Anders. Det var strenge tider i det lille hjem i Gørslev med de tre små drenge, så hun blev sat i pleje hos sin moster, Johanne Marie, der var barnløs og gift med Ole Larsen. Han drev tre gårde på Endeslev Overdrev, som han forpagtede hos Vallø Stift. Det gik godt for Anders som tjenestedreng hos moster og onkel, selv om Karen Maries barnebarn, Holger Nielsen, fortalte mig, at Ole Larsen var en ganske speciel natur, der sov med en revolver ved sengen.
På den tid Anders voksede op, gik en frikirkelig vækkelsesbølge over landet. Omvandrende missionærer holdt gudelige forsamlinger i private hjem. Det er min antagelse, at bevægelsen havde særlig appel til mennesker med bestemte karakteregenskaber. Det var personer med en indre selvstændighed og styrke. De havde trang til at sætte sig op mod den sociale undertrykkelse, hvor den statslige kirke var en del af magtudøvelsen. Her ved de gudelige forsamlinger mødte de prædikanter, der fortalte dem, at de var ligeværdige som Guds børn, og som rejste tvivl om sandheden i det budskab, folkekirkens præst bragte dem fra prædikestolen. Det store kritikpunkt var barnedåben, som den rejsende prædikant hævdede, ikke var i overensstemmelse med Bibelens rette lære.
I det billede, min fars generation tegnede af begivenhederne, var det Anders mor, Karen Marie, der især bar protesten i sig. Kvinderne kom til at spille en betydelig rolle i den religiøse frigørelse, der blev praktiseret gennem ikke mindst baptisternes indsats. Det var i praksis kvinderne, der åbnede hjemmet, deres daglige domæne, for møderne. Her var husmoderen ligeværdig. Budskaberne om frigørelse og personlig værdi ramte med særlig styrke kvinder, der var bevidste om den kvindeundertrykkelse, som kendetegnede det statskirkelige samfund.
Frikirkebevægelsen nåede Gørslev omkring 1880. Karen Marie og senere Hans lod sig omvende og voksendøbe. Det er på mange måder blevet dramatiseret i min fars og farbrors fortællinger, hvordan Anders reagerede på disse begivenheder i hjemmet. Kernen i fortællingen var, at Anders sagde: Nu har vi været fattige i alle disse år. Hvis I nu også skal til at være hellige, så rejser jeg! Og det gjorde han.
Der er utvivlsomt mange nuancer i det virkelige forløb, men at den ungdommelige protest har ligget i ham, er der ikke grund til at betvivle. Han rejste til København og fik arbejde som tømrersvend. Større modvilje mod sin mors nye livsgrundlag har han dog ikke haft, end at han besøgte baptisterne i Kristuskirken i Baggesensgade på Nørrebro. Den lykkelige slutning på brødrene Rasmussens ofte gentagne vidnesbyrd om deres far var, at Anders her blev omvendt og voksendøbt.
Værnepligten aftjente Anders ved Ingeniørregimentet i Kronprinsessegade. Det var organiseret, så man lå inde om vinteren og var hjemme om sommeren. Anders lå inde i vintrene 1893, 94 og 95.
Om sommeren deltog han i forefaldende arbejde dels hos faderen i Gørslev og dels hos Ole Larsen på Endeslev Overdrev. Her fik hans drøm om landbruget ny næring. Tømrerarbejdet var en nødvendighed, men i hjertet bar Anders sin store drøm.
Også en anden interesse trak Anders mod Overdrevet. Karen Maries nære veninde var Ellen Louise, der boede i den ensomme skovfogedbolig i Vallø Storskov få hundrede meter fra Ole Larsens gårde.
Efter militærtjenesten søgte Anders atter til Endeslev. Han blev skovkusk hos Louises far, skovfoged Ole Nielsen i Vallø Storskov, og ikke længe efter blev forbindelsen med Louise officiel.
Anders og Louise giftede sig i 1897. De fik bolig på Hjørnet, hvis navn er valgt, fordi huset ligger på hjørnet af vejen til Hestehaven, i dag Lerskovvej 29. Ejendommen blev en afgørende faktor i Anders Rasmussens tilværelse, selv om vi ikke kan vide, hvilken rolle adressen på det tidspunkt spillede i hans fremtidsdrømme.
Hjørnet var nedlagt som mejeri 1890, da andelsmejeriet Skovkilde i Vråby blev bygget. Det nedlagte mejeri var de første år ejet af Niels Peter Andersen, naboen i landbrugsejendommen Hestehaven 1, hvorfra grundstykket muligvis er udstykket. Han drev købmandsbutik på Hjørnet og fik derved tilnavnet Niels Peter Købmand. Formentlig har han solgt ejendommen til en køber, der ikke kunne overholde sine forpligtelser. Det er derfor gået på tvangsauktion, hvor Anders købte det i 1896 og fik udstedt fogedudlægsskøde.
Louise og Anders fik datteren Elna i 1898, da de boede på Hjørnet. Anders var stadig skovkusk, og året efter blev stillingen som avlsbestyrer ved skovfogedstedet ledig. Stillingen tiltrak Anders med dens omfattende landbrugsmæssige opgaver, og for Louise var det trygt at fortsætte sine velkendte aktiviteter i barndomshjemmet og bistå sin mor og far, der var i tresserne, med de opgaver, som husholdningen og administrationen på skovfogedstedet indebar. Så i 1899 blev Anders ansat som avlsbestyrer hos svigerfar, og familien flyttede ind i Abildgaardshuset i Vallø Storskov.
Selv om de flyttede fra Hjørnet valgte Anders at holde fast ved ejendommen og udleje den. Meget tilpas havde Anders lillesøster, Karen Marie, og hendes mand, Niels Peter Nielsen, der boede i Ejby, lyst til at flytte til Karen Maries hjemegn. De lejede Hjørnet af Anders. Der har været en del navneforvirring, fordi Niels Peter Nielsen havde samme fornavne som naboen i Hestehaven 1, der tidligere ejede Hjørnet. Jeg er kommet frem til, at det var naboen, der havde købmandsforretning på Hjørnet og blev kaldt “Niels Peter Købmand”. Karen Maries mand var ganske vist tidligere uddeler i brugsforeningen i Ejby, men han var uddannet slagter og kan have dyrket dette erhverv på Hjørnet. Det blev ikke et langvarigt lejemål. I 1902 flyttede Niels Peter og Karen Marie til Endeslev by, hvor de indrettede slagterforretning. Hvis Niels Peter har haft slagterfaciliteter på Hjørnet, rimer det med, at slagter Jens Larsen Feigh i folketællingen 1906 bor i ejendommen.
Årene i skovfogedstedet har været en god tid for familien. Det blev stedet, hvor de to drenge, min far Ove og Johannes, kom til verden. Fællesskabet mellem Anders og hans svigerfar og arbejdsgiver, skovfoged Ole Nielsen, har fungeret i gensidig respekt, som jeg har hørt det berettet. Og Louise og hendes mor har fortsat deres mangeårige rollefordeling i huset.
Anders og Louise bragte nye aktiviteter til Abildgaardshuset. Anders havde taget den dybe religiøse overbevisning til sig med sit sædvanlige engagement. Så nu kom de gudelige forsamlinger til skovfogedstedet. En af de besøgende prædikanter var Frederik Holm, min morfar, har Johannes Rasmussen fortalt.
Johannes fortæller også, at hans far benyttede enhver lejlighed til at ”prædike”, når han mødte mennesker. I bladet Evangelisten får vi et enkelt glimt af Anders Rasmussens engagerede medlemskab af Baptistsamfundet. Fredag 9. dec. 1904 s. 401, kan vi læse om et kristeligt diskussionsmøde i Køge Teatersal.
Mødet var arrangeret af læge Bille, der selv indledte. Han omtalte den forfølgelse af anderledes tænkende, som kunne opleves fra Folkekirkens side. Han lagde op til, at denne situation burde afløses af et samvirke mellem de forskellige trossamfund om det centrale i kristendommen, som man var fælles om. Derefter var der fri diskussion.
Folkekirken var repræsenteret af tre præster, som var langt fra at modtage opfordringen i den ånd, den var fremsat. Tværtimod kastede de sig ud i indædt kritik af de anderledes troende frikirkefolk.
Fra diskussionsreferatet kan citeres: “Fra baptisternes side havde tre repræsentanter ordet, nemlig brødrene Hans Christensen fra Tølløse, Anders Rasmussen fra Storskoven og A. Broholm fra København”.
I Evangelisten 12. juni 1903 s. 182 kan man læse i en beretning fra Eskildstrup menighed: “På vor station Enderslev har vi lejet et lokale, hvor vi nu holder regelmæssige møder. Også der har vi en broder, som hjælper til med arbejdet for Guds riges fremme.” (kan næsten kun have været Anders) “Ligeledes har vi begyndt en søndagsskole, som ledes af en søster og en broder der fra egnen”.
Alt imens tog drømmen om landbruget form for Anders. Ole nærmede sig pensionsalderen og skulle tilrettelægge en tilværelse under de vilkår, den afmålte pension fra Vallø Stift tillod. Også forældrene i Gørslev stod i et generationsskifte, hvor sønnen Rasmus, der var enkemand med fem moderløse børn, skulle overtage hus og virksomhed. Anders udfoldede sit talent for at organisere mennesker omkring sig. Han overbeviste alle om den ide at erhverve en gård for de midler, de tre familier ved fælles bestræbelser kunne fremskaffe, og flytte under fælles tag.
I 1906 købte Anders Hovtvedgaard eller Hovtvedegaard, som den benævnes i officielle skriftlige kilder. Sælger var Hans Schou Grønbech. Den lå i Vråby og var på 6 tdr. hartkorn og 2 skæpper, og prisen var 39.000 kr. Til sammenligning blev gården i 2003 annonceret til salg for 5,9 mio. kr. med et areal på 31 ha., heraf 4 ha. naturskov.
Ikke alt forløb som planlagt. I januar 1906 lige før flytningen døde svigermor Kirsten, der var 71 år. Det forlød på egnen, at hun tog sit eget liv. Kirsten havde et sind, der i perioder formørkedes, og som hun videregav til sin datter, Louise, og til flere i efterfølgende generationer. Ole flyttede med til Hovtvedgaard, men han havde fået kræft i maven og døde på gården den 25. april 1906. Dermed ophørte pensionsmidlerne fra Vallø Stift.
Anders Rasmussens forældre, Hans og Karen Marie, flyttede ind samme år som planlagt. De kunne formentlig ikke bidrage økonomisk til fællesskabet, men Anders havde fået opfyldt sin drøm og var blevet gårdejer og skulle få det til at løbe rundt.
Alt tydede på, at det var det rigtige tidspunkt at blive selvstændig landmand. Landbrugets krisetid var efterhånden vendt til fremgang. Andelstanken var slået igennem, og driften var omlagt fra den kriseramte kornproduktion til husdyrbaseret fremstilling af bearbejdede og forædlede varer som bacon, smør, ost og æg. Den enkelte ejendom udbyggede og renoverede bygnngsmassen til den ændrede produktion. Andelsmejerier og andelsslagterier skød op overalt. Et af de nye mejerier, Skovkilde i Vråby, var netop anledningen til, at Anders havde erhvervet det gamle nedlagte mejeri, Hjørnet. Dræning og kunstgødning forbedrede udbyttet af afgrøderne, der før var indgået i den kriseramte eksport til vigende priser, men nu udgjorde fodergrundlaget i den ekspanderende husdyrproduktion. Forskning, konsulenttjeneste og landbrugsskoler bidrog til udbredelse af rationelle metoder.
En afgørende faktor i finansieringen af den gennemgribende proces blev efter stiftelsen i 1856 Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Den var under ledelse af en formand med vidtgående beføjelser, først overretsprokurator C.C. Alberti og efter ham fra 1887 hans søn, overretssagfører A. Alberti. I den første venstreregering, regeringen Deuntzer i 1901, indtrådte A. Alberti som justitsminister. En nær samarbejdsfælle for Alberti var J.C. Christensen, der afløste J. Deuntzer som conseilpræsident i 1905, og sammen med ham fik Alberti placeret Ole Andersen, der også havde en vigtig tillidspost i sparekassen, som landbrugsminister.
Bondestandens Sparekasse var en naturlig forretningsforbindelse for den progressive landmand, Anders Rasmussen, da han skulle etablere sig på Hovtvedgaard. Andelsforeninger gjorde det muligt at anskaffe fælles damptærskeværker, der i høj grad rationaliserede høstarbejdet. Som billedet viser, var det også tilfældet i Vråby. Når det blev på Hovtvedgaard, man valgte at lade den fantastiske nyskabelse forevige med fotografi, siger det måske noget om den position, Anders var ved at indtage på egnen. Gårdejerfamilien er i centrum. Nogen vil måske bemærke, at aftægtsfolkene, Hans og Karen Marie, er gemt væk. Det er fremtid og fremskridt, det her handler om!
Anders fortsatte sin aktive deltagelse i baptistmissionen på egnen. I baptisternes tidsskrift, Evangelisten 5. april 1907 s. 110 skriver P. Petersen, Døjringe om vinterens sidste missionstur i Østsjælland: “Over Rønnede kom jeg til Stevns på den plads, hvor vi særlig har fået indgang. … I Arnøje har jeg haft to lørdagsmøder med 8 dages mellemrum. Br. A. Rasmussen fra Vråby kom kørende med søskende der fra egnen til begge disse møder, og der var i alt 40 – 50 til stede.” Han har spændt hestene for og med kone og børn, aftægtsfolkene Hans Rasmussen og Karen Marie og måske Anna Sypige taget turen over Lille Linde og Hellested til mødet i Arnøje.
Under familiens første år på Hovtvedgaard voksede anklagerne mod Alberti. Redaktørerne Borgbjerg og Ove Rode på Politiken førte an. Efterhånden blev presset for stort for J.C. Christensen, og den 24. juli 1908 gik Alberti af som justitsminister. Samtidig fratrådte Ole Andersen som landbrugsminister.
Den 8. september 1908 måtte A. Alberti indse, at slaget var tabt. Han meldte sig til politidirektøren i København og erkendte sig skyldig i bedrageri, underslæb og falsk. Bondestandens Sparekasse havde lidt så store tab, at den måtte standse sine betalinger.
Siden 1894 havde Alberti udnyttet sin stilling i Sparekassen til ulovlige transaktioner. Han havde deltaget i en række mislykkede spekulationer og dækket tabene med sine ulovligheder. Der skal ikke her redegøres detaljeret for, hvordan bedragerierne blev gennemført. Det var et kompliceret spil med Sparekassens obligationsbeholdninger og fiktive posteringer udført af den drevne slyngel. Ud over Sparekassen indgik Smøreksportforeningen, Privatbanken og den engelske importorganisation. Det kunne lade sig gøre, fordi Alberti var enerådende formand i både Sparekassen og Smøreksportforeningen.
Det var en katastrofe, der rystede det politiske system og hele den sjællandske landbrugsstand. Konsekvenserne var uoverskuelige for både andelshaverne og leverandørerne i mejerierne, og både indskydere, garanter og låntagere i Bondestandens Sparekasse var truet med økonomisk ruin, også Anders Rasmussen. Der gik et arbejde i gang med opklaring og afvikling af de uholdbare forhold. Konkurs og ophør af sparekassen var en oplagt mulighed, men stærke politiske kræfter satte sig i gang for at forsøge en rekonstruktion. Hvordan det ville ende, kunne ingen forudse, og først i august 1910, altså næsten to år efter, var den vellykkede rekonstruktion på plads.
Om Anders havde kunnet klare sig igennem i god behold er vanskeligt at vide. Hvor store hans økonomiske mellemværender og forpligtelser i forhold til Sparekassen var, ved jeg ikke, og formentlig har der været problemer med de uretmæssigt finansierede betalinger for leverancer til mejeriet, der var en del af komplekset. Mest sandsynligt forekommer det mig, at han med sine i forvejen uoverskuelige økonomiske problemer blev grebet af panik og ønskede hurtigst muligt at redde sig ud af de truende konsekvenser. Iværksætterens optimisme var opbrugt i forhold til denne drøm, så han valgte at søge nye veje.
Anders Rasmussen og Louise solgte den 6.7.1909 Hovtvedgaard til Jens Jensen for kr. 34.000, altså med et tab på kr. 5000 på tre år. I tingbogen fremstår det som et normalt salg, så min antagelse bekræftes af, at det var uden medvirken af de retslige myndigheder, der ville have optrådt ved et tvangssalg.
I slægten blev historiefortællingen en tragedie, hvor Anders og hans familie som ulykkelige ofre for ondskabens magt, Alberti, blev tvunget væk fra gården. Johannes Rasmussen fortæller i sit manuskript ”Mit Livs Karrusel” om en auktion, han husker, han som 6-årig oplevede på Hovtvedgaard. Det var familiens løsøre, der blev bortauktioneret. Ove Rasmussen har en tilsvarende beretning i sit udkast til en roman, ”Folket mellem skovene”, der er selvbiografisk inspireret. Så vi bør fæste lid til, at der har været en auktion, men ikke over ejendommen. Om auktionen formelt har været privat eller en offentlig auktion over løsøre efter kreditorudlæg ved fogedens medvirken, kræver nærmere undersøgelser. Der kan ikke være tvivl om, at Anders har oplevet det som en tvangssituation, så hans følelse af panik har været velbegrundet.
Familiefortællingen fortsætter, at Anders som gårdejer havde en førstemand, der hed Hans Frederiksen. Det kan være ham, der står piberygende yderst til venstre på billedet med tærskeværket. Ham havde Anders været behjælpelig, da han skulle giftes og etablere sig med grund og hus. Anders og Louise fik derfor tilbudt at flytte ind med børnene i en stue hos Hans Frederiksen i Vråby og tog imod tilbuddet.
I en periode fik Anders arbejde på Høsten Teglværk. Han cyklede de 12 km frem og tilbage. Arbejdet var blandt andet under produktionsprocessen at transportere materialer og teglsten rundt på teglværket med trillebør. Arbejdsdagen var lang, men Anders var stærk og udholdende.
En tid arbejdede han ved det tærskeværk, som vi kender fra billedet, hvor han havde en ganske anden rolle. Tærskeværket kørte fra gård til gård. Hans cykel hængte foran på tærskeværket. En dag faldt den ned og blev kørt over. Efter tærskeperioden vendte Anders tilbage til teglværket, men nu måtte han tilbagelægge de tolv km morgen og aften til fods. Sådan lød min fars hjerteskærende fortælling i mit lyttende barneøre.
Drømmene levede stadig hos iværksætteren. Endnu var Anders ikke moden til at realisere de muligheder, der lå i hans ejendom på hjørnet af vejen til Hestehaven, hvor han drev boligudlejning. Det var stadig landbruget, der kaldte. Her fandt han i 1910 en ledig stilling som gårdbestyrer. Familien flyttede ind på Eskemosegaard, i dag Dyndledvej 16, på Endeslev Overdrev. Johannes Rasmussen har i ”Hvad det store Kastanietræ og den gamle Pil på Hjørnet fortalte i fyrrerne” berettet om sin og Oves skolevej fra Overdrevet ind over Gammelsømarken til Vråby gamle skole.
Af folketællingen 1911 får vi et billede af gårdbestyrerens udlejning af Hjørnet. Foruden opsynsmand og regnskabsfører Niels Olsen og hans kone, Sidste Marie, bor der tre, som er på fattighjælp, en aldersrentemodtager, en skovarbejder og aldersrentemodtager og hans kone og slægtning. I den sydlige ende af huset bor Maren Sofie Hansen og Anna Margrethe Pedersen, der drev systue. De flyttede senere til den nedlagte telefoncentral, Lerskovvej 46, hvor de først i fællesskab og – i mange år efter Sofies død Anna alene – drev systue. I min barndom kendte vi hende som Anna Sypige. Anders Rasmussens tilknytning til lejerne afspejles ved, at flere lejere i folketællingerne er benævnt “Baptist”.
Dagene gik deres rolige gang på Eskemosegaard, og iværksætterdrømmen vågnede atter i Anders. Det faldt sammen med, at gården i 1913 blev solgt til en ejer, der selv ville bebo og drive den. Ifølge det nævnte manuskript af Johannes Rasmussen blev den først tilbudt Anders, men han afslog. Han bragte udlejningen til afslutning og flyttede med familien til Hjørnet.
Købmandsbutikken var ikke det første, Anders gik i gang med. Johannes fortæller, at han gjorde brug af sin tømreruddannelse hos genboen, Christian Hansen, der havde tømrervirksomhed over for hjørnet i det, der i dag er Lerskovvej 28. Her var han blandt andet med til at fremstille skolebordene til den nye Vråby skole, hvor min generation siden tog dem i brug. En række nye aktiviteter tog efterhånden form. Blandt andet drev han brødrute og mælkerute. De regelmæssige ture med hestevogn til Køge efter varer og tilbage til rutenettet på hjemegnen gav mulighed for yderligere vækst. En af de større udvidelser var en slagterirute. Svoger Niels Peter har måske været behjælpelig med det faglige, men Anders havde opnået et vist grundlag under sine ophold i København i ungdommen, hvor han i perioder holdt til hos en kusine, hvis mand drev en viktualieforretning, fortæller Johannes. Slagteriruten betød, at han stod op kl. 4.00 og kørte med hestevogn de 14 km til Køge Slagteri efter slagtervarer, som han derefter udbød ved besøg på gårde og andre landboliger på sin rute på hjemegnen. Børnene var vokset til, så Ove og Johannes deltog som medhjælp i Hjørnets voksende aktiviteter. Louise og datteren Valborg stod for husarbejde, og da købmandsbutikken snart udviklede sig på Hjørnet, pasning af butikken.
Slagteriruten blev et aktiv med sin egen familiehistorie. Johannes overtog ruten sammen med Hjørnet. Den gik videre til Ove, som drev den en årrække. En kort tid var den overdraget genboens søn, Egon Kort, hvorefter Erhard A. Nielsen, gift med Anders datter Valborg, og senere deres søn Kurt, drev den videre.
Det, Anders grundlagde, udviklede sig til et egentligt patriarkat omkring Hjørnet. Han og børnene drev sammen de forskellige aktiviteter, der udviklede sig på ejendommen og det store grundstykke, der hørte til. For de stedkendte var arealet afgrænset af Endeslev Forsamlingshus, ejendommen Hestehaven 1, Hestehavevej og Lerskovvej. I folketællingen fra 1925 har hele familien adresse på Hjørnet. Elna er “husassistent”, Ove “karetmager og savskærer”, Johannes “handelsassistent og chauffør” og Valborg “ekspeditrice”.
Iværksættertrangen levede og udfoldede sig stadig. Også landbrugsdrømmen havde Anders i behold. Den vågnede med fuld styrke, da arealerne på den anden side af Lerskovvej i 1926 blev til salg. Det lykkedes for Anders at købe det areal, der i dag udgør Lerskovvej 26 og de bagvedliggende landbrugsarealer, der (2021) benyttes som savværk, og hvoraf en del anvendes som sportsarealer. Det var jord nok til et husmandssted, og i 1929 godkender Landbrugsministeriet i et brev til Anders, at arealet sammen med Hjørnet udgør en landbrugsejendom. Anders var atter landmand og havde effektiv hjælp til sine andre aktiviteter.
Hele tiden holdt Anders den religiøse fane højt hævet. Han var altid klar til at forfægte sine frikirkelige overbevisninger.
I Baptisternes Ugeblad 7. oktober 1927 kan man læse følgende fra menigheden i Eskildstrup.
“I Enderslev, der ligger en halv snes km syd for Køge, bor der 6-7 medlemmer af Eskildstrup menighed. Disse afholdt søndag den 18. september høstfest i ENDERSLEV FORSAMLINGSHUS.
Der var udsendt indbydelse til samtlige egnens beboere, som omtrent alle imødekom den; da festen blev åbnet, var deltagernes antal over 200, og siden kom flere til.
Det væsentligste punkt i festprogrammet var strengekoret “Solskinssangerne” fra København, der velvilligt var kommet til stede og under dirigent H.G. Hundrups ledelse over to timer fængslede tilhørerne med musik, sang og vidnesbyrd.”
Familiedynastiet begyndte dog at smuldre. I 1927 giftede sønnen Ove (min far) sig og flyttede til Slagelse, hvor han gik i kompagni med sin svigerfar, snedker Frederik Holm, så den håndværksmæssige del af bedriften på Hjørnet gik tabt. Men Anders er ikke slået ud. Da de arealer, der havde været anvendt som fælles sandgrav, stenhuggerplads og fattighus, blev sat til salg i 1930, købte Anders dem af kommunen. Den grund, hvor der bliver bygget nyt kommunehus med kommunekontor og sociale boliger, blev tilbageskødet til kommunen. Dermed råder Anders Rasmussen over de arealer, som i dag udgør Lerskovvej 25, 27 og 29 på østsiden og 22, 24 og 26 mod vest og en stor del af den nuværende sportsplads.
Dermed kunne landbrugsdrømmen realiseres med et ikke ubetydeligt afgrænset jordstykke omkring Hjørnet. Fra min barndom husker jeg, at udhuset stadig bar spor efter husdyrhold med adgang fra gårdspladsen bag boligen og købmandsbutikken.
Men nu tog begivenhederne fart for familiemennesket Anders.
Samme år som handelen med kommunen faldt på plads, bankede min far, Ove, på døren. Livet i Slagelse var ikke blevet den store lykke for ham og Theodora, og de håndværkerfaciliteter hos Anders, han havde forladt, eksisterede stadig. Resultatet blev, at Ove købte matriklen, der senere kom til at hedde Lerskovvej 22, og byggede Sandgravhus, hvor han og Theodora flyttede ind. På den anden side af vejen fulgte det jordstykke med, hvor Ove indrettede savværk og snedkerværksted og senere bolig, nu Lerskovvej 25. Landmandsdrømmen var endeligt udlevet hos Anders, og iværksættervisionen blev kanaliseret over i familieprojekter sammen med sønnerne Ove og Johannes.
Dermed sluttede det ikke. I 1933 giftede Johannes sig med Mary, og det faldt helt i tråd med familietankerne. For Mary flyttede ind på Hjørnet og blev sammen med Johannes en central del af fællesskabet. Den 4. maj 1997, kort før Mary døde, havde jeg en samtale med hende blandt andet om hendes svigerfar, Anders Rasmussen. Han havde betydet umådeligt meget for hende. En varm og omsorgsfuld person, som fik hende til at føle sig godt tilpas i den nye familie. Hun genkaldte sig situationen, hvor han kom ned ad trappen og mødte hende, omfavnede hende, kyssede hende på kinden og sagde: ”Hvor er det dejligt, at du er kommet og vil være her hos os!” Sådan en adfærd var dengang næsten utænkelig og ukendt i Marys miljø.
Med den yngste datter, Valborg, blev det et langvarigt forløb. Hun giftede sig i 1933 med Erhard A. Nielsen, og de flyttede til Osted, hvor de byggede hus og stiftede familie. (Se anekdoten ”To patriarker”). Der går fem år, før også det falder på plads i Anders Rasmussens nye familiekoncept. Efter at meget er gået galt for Valborg og Erhard i Osted, træder Anders atter i karakter. Han sælger i 1938 til datter og svigersøn de arealer, der hørte til det tidligere fattighus (Lerskovvej 24) og de bagvedliggende landbrugsarealer. Erhard og Valborg kunne bygge hus og landbrugsbygning på grunden. Erhard kunne etablere sig med savværk og lidt agerbrug, og Valborg kunne udfolde sin lyst til have og fjerkræ. Samtidig var datteren Elna og hendes mand blevet værtspar i Endeslev Forsamlingshus. Familien var atter samlet.
Anders havde passeret de 70 år. Han indser, at pensionsalderen er nået, og overdrager samme år Hjørnet, Lerskovvej 29, til Johannes.
Anders Rasmussen og Louise bliver boende i Hjørnet på aftægt. Anders lever sine sidste år her i et fællesskab med sine fire børn og de mange børnebørn, der fulgte. Han færdes på Hjørnet og omliggende ejendomme med sit imponerende fuldskæg, men svækkes efterhånden betydeligt, især efter Louises død i 1940. Han dør i 1949, 82 år gammel, på det psykiatriske hospital i Vordingborg, hvor han det sidste års tid var indlagt med fremskreden demens.
Det vil være passende at slutte denne fortælling med tage et blik på billedet fra trappen foran Hjørnet, hvor Anders Rasmussens børn, svigerbørn og børnebørn næsten fuldtalligt er samlet i 1953, fire år efter at Anders måtte forlade sit livsværk.
