Farbror Johannes var købmand i landsbyen Enderslev i Østsjælland, hvor jeg voksede op (se omtalen af “Hjørnet” nedenfor). Forretningen bragte varer ud til egnens huse og gårde. Vi er i slutningen af 1940’erne, hvor meget få havde egen bil.

Johannes Rasmussen havde efter
krigen anskaffet en Ford T årgang 1921. Det var den, man kaldte HGF (Høj Gammel
Ford). Den havde ikke speeder, men regulerede farten med håndgas. Gearet var tre pedaler – første,
andet og bakgear.

Vi børn var som regel
med på vareturen. Det var en personvogn, men bagsædet var taget ud for at give
plads til varerne. Der sad vi mellem ølkasser og papkasser, medens den gamle
Ford humpede af sted på de ujævne veje, der langtfra alle var asfalterede, og
hvis de var, havde slemme huller i kørebanen. Så vi sad på en
ølkasse og holdt på de løse dele, som ellers ville rasle rundt i
vognbunden. Støjen var øresønderrivende.

Prisen for at komme
med på vareturen var at starte bilen. Det var ikke så nemt, som det lyder. Det foregik selvfølgelig med håndsving, men
for at lette processen hejsede vi det ene baghjul op på donkraften. Jeg tror,
det var den tids differentiale, der ikke var helt letløbende, eller også var det
bare defekt. Når baghjulet var hejset op, kunne det dreje frit rundt, når vi
drejede håndsvinget, og så gik det hele meget lettere.

HGF’en var lunefuld.
Den kunne finde på at slå håndsvinget baglæns, når man drejede det rundt, hvis
tændingen var stillet for højt. Det kunne give et voldsomt slag over armen,
hvis man ikke passede på. Chokeren havde man brug for at regulere ude ved
håndsvinget. Det foregik med et stykke ståltråd, som farbror Johannes havde
fastgjort ved karburatoren og ført ud ved siden af køleren.

Starten kunne tage en
rum tid, og glæden var stor, når motoren endelig hostende kom i gang. Vi
hejsede baghjulet ned, og så kom Johannes, der ikke kunne undgå at høre, at
projektet var lykkedes, og vi kørte af sted. Om vinteren havde vi snekæder med,
og dem kunne der godt blive brug for på de små veje. Der var ikke noget der hed
varmeapparat, så vi frøs drabeligt på vinterturene. Ikke mindst fordi Johannes
også var nyhedsformidler og tit lod os vente, når han besøgte de videbegærlige
kunder. Det blev ikke bedre, da bilen efter kort tid mistede en siderude.

Men den gamle Ford T
var en vigtig del af vores fællesskab, og ingen strabadser kunne afholde os
børn fra at stå klar, næste gang farbror Johannes kaldte til varetur.