Anekdoter

Jeg er glad for mine svenske aner. To svenske mænd har, hver i sit århundrede, valgt at slå sig ned i Danmark og berige slægten med sin arvemasse.

Den første af dem var Anders Knudsen, der blev min tip-5 oldefar. Han blev født i Skåne i 1648 og dermed egentlig som borger i det danske kongerige. I 1657, da han var 9 år, blev han svensker, da Danmark ved freden i Roskilde afstod Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.

Kirkebogen i Kirkerup fortæller, at Anders er født i Haslebye. Min slægtsforskerkollega, Søren Tolstrup Christensen, med hvem jeg deler denne ane, har i en svensk stednavnedatabase for Skåne fundet stednavnet Hassle i sognet Stehag øst for Karlskrona nær ved Höör. Stedet skulle i 1600-tallet ifølge databasen bl.a. også være benævnt Haßle By, Håslebye, Hasleby. Det er det bedste bud på det oprindelsessted, hvis navn ved omskrivninger blev til slægtsnavnet Harsel, der fulgte Anders Knudsens efterkommere.

Anders flyttede hjemmefra, da han var 10 år gammel. I nogle år tjente han hos fremmede i Skåne. Han var et uroligt gemyt med udlængsel og eventyrlyst og rejste til Sjælland i en ung alder.

På Sjælland nåede han frem til Esholte i Kirkerup sogn syd for Slagelse. Her fik han tjeneste hos fæstebonden Christen Hansen. Snart efter døde gårdmanden, og som det var skik og brug, fik Anders gården i fæste mod at gifte sig med enken. Måske var han mere glad for enken end for gården, for da konen døde allerede 4 måneder efter, forlod han gården og gik på ny i tjeneste.

Om det var i sin første tjeneste, han øjnede nye muligheder, ved vi ikke, men han fandt frem til en anden efterladt enke i Kirkerup, Maren Christensdatter, der blev min tip-5 oldemor. Noget kunne tyde på, det var gennem ægteskabet med hende, han fik et hus i fæste i Kirkerup by. Her fulgte hvervet som skovfoged med, og det, den svenske indvandrer nu havde opnået, holdt i over 37 år.

Livet i Kirkerup kender vi ikke så meget til. Men vi ved, at han sørgede godt for sin søn Niels, så det blev muligt for sønnen for 1 rigsdaler at indgå fæstemål på 9 fag bindingsværk i faderens hus, der var på 20 fag. Niels Harsel stod da for at gifte sig ind i en anset lokal familie ved at ægte birkedommerens datter, Margrethe Christensdatter Danholm.  Det lykkedes også for Anders at sikre sønnen et solidt udkomme gennem hvervet som skovfoged i Kirkerup.

Et lidt mere kulørt billede af Anders Knudsens liv i Kirkerup sørger præsten for at give os gennem sin beretning i kirkebogen i forbindelse med skovfogedens begravelse. Notatet er gengivet i min kildeoplysning til dødsfaldet. Præsten giver en fin levnedsbeskrivelse, men begivenhederne omkring dødsfaldet kan han ikke modstå at udpensle med lidt dramatisk effekt og en løftet pegefinger.

Vi får at vide, at Anders var en gammel, men stærk mand på 73, der elskede brændevin noget mere end tilbørligt. Er det underforstået, at døden ikke skyldes alderdom, men måske i højere grad de ulykkelige følger af hans trang til brændevin? Og så får vi beskrevet den tur til Slagelse, som blev hans sidste. Hvad der er foregået i Slagelse, må vi tænke os til, men i hvert fald vælter han to gange på turen hjem, så branderten har sikkert ikke været beskeden. Anders var kommet så slemt til skade, at præsten bliver tilkaldt, og han bliver behørigt berettet med nadverens privilegier. Dagen efter dør han.

I en årrække bestrider sønnen Niels hvervet som skovfoged i Kirkerup, men omkring 1740 bryder familien op og flytter til skovfogedstedet Abildgaardshuset i Vallø Storskov ved Herfølge, hvor Niels Harsel bliver skovfoged under Vallø Stift.

Fra Anders dukker op i Kirkerup springer vi omkring hundrede år frem, hvor en anden svensker dukker op på Herfølgeegnen. Det er Hendrich Mathiasen, min tip-2 oldefar.

Hendrich Mathiasens oprindelse er spinkelt dokumenteret. Alt, hvad vi ved, er det, Johannes Rasmussen fortæller i ”Min slægtshistorie” med sin bedstefar, Hans Rasmussen, som kilde.

Ifølge Hans Rasmussen var Hendrich Mathiasen en svensk håndværker på valsen. Han var smed.

De få kendetegn ved smeden, der er blevet overleveret, er krøllet hår og en stærkt kop-arret hud. Krøllerne er dukket op i senere generationer, for eksempel hos min fætter, Kurt Nielsen, altså et tiptipoldebarn.

Da vi møder Hendrich første gang i kirkebogen for Herfølge, er han smededreng hos Johan Madsen, smeden i Åshøj. Anledningen til omtalen var den belastende omstændighed, at Hendrich blev udlagt som barnefader til pigen Karen. Hendrich var 19-20 år, og moderen, Margrethe, der to år før var blevet enke efter Morten Sørensen, var omkring 43.

Det fører ikke til ægteskab mellem Hendrich og Margrethe, men Hendrich forsvinder ud af kirkebogens optegnelser i en periode. Noget tyder på, at han er flyttet eller måske snarere flygtet til København. Muligvis er det ham, vi finder i Folketællingen 1787, Sct. Anne Vester Kvarter, Gothersgade 4. Han er svend hos grovsmed Johan Stiek. Aldersangivelsen på 26 afviger et par år fra registreringen i kirkebogen i Herfølge, men det kan let være en unøjagtighed i kilderne.

Efter hjemkomsten fra København dukker Hendrich Mathiasen atter op i kirkebogen for Herfølge sogn i 1790, da han troloves med Ellen Andersdatter.

Og så er vore svenske aner forenede. For Ellen er oldebarn til Anders Knudsen i Kirkerup og datter af skovfogeden i Aashøje Skovhuse, Anders Nielsen Harsel, der er født i Kirkerup og fulgte med sin far, Niels Harsel, da han flyttede til Abildgaardshuset og blev skovfoged i Vallø Storskov.

Hendrich har formentlig bevaret et godt forhold til folk i landsbyen trods sit ungdommelige fejltrin. Han overtager smedjen, da mester dør. Da hans datter uden for ægteskab, Karen Hendrichsdatter, i 1802 er gudmor, benævnes hun “Jens Sørensens enkes pige”. Blandt fadderne er Jens Sørensens søn Rasmus og minsandten smeden Hendrich Mathiasen!

Som den første af vore svenske indvandrere, skovfoged Anders Knudsen, bliver også smeden Hendrich en agtet borger i sit danske sogn og optræder i kirkebogen hyppigt som fadder og en enkelt gang som forlover.

Men hans oprindelsessted og forældre i Sverige, har vi stadig til gode at finde frem til.

Har du lyst til at fordybe dig i disse slægtsgrene, kan de enkelte navne og familier opsøges på www.flemmingholm.dk side 1 under ”Navneindex”
eller ”Direkte aner” (aneliste). Her finder du desuden de fyldige
kildehenvisninger.

Her er fortællingen om, hvordan familienavnet især ved tre beslutninger er båret gennem generationerne trods ulykker, krige og sorger.

Det er vigtigt for os alle, hvad vi hedder. Navnet er en del af vores identitet og fortæller, hvem vi er knyttet til, og hvor vi hører hjemme. Men hvor mange ved helt sikkert, hvorfra deres familienavn stammer?

Hvorfor hedder vi HOLM? Hvorfra stammer navnet, og hvordan kom det til at følge slægten? Noget af svaret får du her.

Lad mig med det samme slå fast, at vi ikke er adelige. Engang var det kun adelen, der havde efternavne eller slægtsnavne, og der var ingen adelige HOLM. Da jævne mennesker begyndte at få efternavne, var det de såkaldte patronymer, hvor Rasmus fik efternavnet Henriksen (Henriksøn), fordi hans far hed Henrik. Fik Rasmus en søn, han kaldte Hans, fik denne navnet Hans Rasmussen. Omkring 1800 bestemte den enevældige konge, at alle skulle have et fast efternavn. Dermed kom navnet Rasmussen til at følge de
kommende generationer. Det var nu et familienavn, man fik automatisk ved fødslen.

Det forklarer jo ikke HOLM. Men der var også den mulighed, at man frit valgte sit slægtsnavn eller efternavn. Nogle kaldte sig Smed, Bager eller Møller, fordi det var deres fag. Andre valgte et stednavn for en gård, en by eller en ø, og på Bornholm var man ekstra opfindsomme. Her valgte nogle den sidste del af øens navn og kaldte sig HOLM.

Denne praksis var opstået længe før. Det var en praktisk mulighed for at skelne mellem f.eks. de Jens Petersen, der på samme tid kunne findes i et sogn. For præsten var det en god hjælp, når han skulle indføre fødsler, vielser og dødsfald i kirkebogen.

Den første beslutning

I Gudhjem var der to, der hed Hans Christensen. Den ene tog efternavnet Tranberg, og den anden besluttede at kalde sig Hans Christensen HOLM. Familienavnet var dermed skabt. Første gang, vi ser det i kirkebogen, er i 1778, da hans søn bliver døbt. Den gamle skik har dog ikke helt sluppet taget, så sønnen kom til at hedde Christen Hansen HOLM. Det gamle Hansen var altså rykket fra at blive efternavn til at være mellemnavn. Denne dreng dør i en af de talrige koppeepidemier, og i 1788 fødes den Christen Hansen HOLM, der hører hjemme i vores historie.

Gudhjem og Fæstningen Christiansø var tæt forbundne praktisk og befolkningsmæssigt. Færgen sejlede vinter og sommer og var en vigtig livsnerve for både byen og øen. Den måtte derfor ofte trodse vind og vejr. Nytårsaftens dag i 1799 forliser færgen i hårdt vejr, og 14 mennesker drukner. Men færgeruten består.

Christen voksede op og tilegnede sig som andre af Gudhjems unge mænd færdigheder som sømand og fisker. Under Englandskrigen 1801-14 oprustede man Fæstningen Christiansø, og det gav muligheder for unge fra Bornholm.

Christen lod sig engagere på Fæstningen med en løn på 5 Rigsdaler månedlig, der lå i den øvre ende af skalaen for det engagerede mandskab. Han arbejdede som coffardi-matros i den periode, hvor man fra fæstningen kaprede fjendtlige handelsskibe. Senere avancerede han til lodsmatros.

Flere hundrede soldater og andre militærpersoner befolkede Christiansø i den anspændte situation. De få piger var derfor stærkt omsværmede, men det lykkedes Christen at gøre indtryk på Sophie, datteren af en canoner ved artilleriet. I 1816 giftede de sig, men det blev ikke et lykkeligt ægteskab. Sophie udviklede sindssygdom, og på det grundlag lykkedes det Christen at opnå skilsmisse ved en Hof- og Stadsretsdom i 1820. De havde ingen fælles børn.

En anden bornholmsk slægt, der søgte mulighederne på Christiansø, var Anders Pedersen og hans kone, Sidsele, fra Nylars. De kom til øen omkring 1790 med drengen Hans, og Anders blev soldat ved fæstningen. To børn blev født på øen: Dorthe i 1791 og Ole i1793. De fik efternavnene Andersdatter og Andersen.

Her kan jeg afsløre, at Ole blev min tiptipoldefar, så vi kunne med god ret have heddet Andersen. Men en dramatisk begivenhed forhindrede det.

Før jeg beretter om den, skal vi rette blikket mod en af de ældste soldaterslægter på Christiansø, som vi kan følge helt tilbage til 1727. De var blandt andet i flere generationer soldater ved artilleriet, der betjente fæstningens kanoner og derfor stod i første linje for at beskyde de engelske fregatter under bombardementet i 1808.

Samme år, som Ole blev født, fik denne slægtsgren datteren Marie Elisabeth Esbersdatter, som blev min tiptipoldemor. De giftede sig i 1815, efter at Ole var gået i faderens fodspor som soldat ved Fæstningen.

I 1816 fik de datteren Cicilie. Året efter skete katastrofen, der omtales sådan i kirkebogen: “Onsdagen d. 7de Maj 1817 hændte den Ulykke, at trende af Fæstningens Mandskab, som tog ud for at see til deres Sildegarn, fandt, da det stormede temmelig, deres Grav i Bølgerne uden at deres døde Legemer hidindtil har været at finde. De tvende vare unge Mænd, som kun faa Aar havde været gifte, (og som) efterlade dem Kone og Børn, den enes Hustru formenes at være frugtsommelig.”

Marie Andersen var nu øens unge enke og enlig mor. Den ulykkelige, nygifte Christen Hansen HOLM gjorde sig igen bemærket, og da skilsmissen i 1820 var på plads, giftede de sig.

Derved fik Marie og hendes datter Cicilie efternavnet HOLM. Det var nu op til Cicilie at bære navnet videre i denne slægtsgren.

Christiansø fortsatte med at tiltrække unge mænd fra Bornholm, men da Fæstningen efterhånden var under afvikling, var det i begrænset omfang. Men en ung mand ved navn Isak Jensen fra Gudhjem flytter ind hos sin halvsøster i kasernelængen på Christiansø og bliver konfirmeret i øens kirke i 1827.

Her bor også Cicilie, og efter at Isak har etableret sig som soldat og fisker på øen, gifter de sig i 1836 og får deres egen bolig i kasernelængen.

Den anden beslutning

Hvis alt var gået sin vante gang, skulle min oldefar hedde JENSEN efter sin far, Isak Jensen, da han i 1837 lidt hurtigt efter brylluppet kommer til verden. Men Isak og måske især Cicilie ville det anderledes, så Isak beslutter at tage hendes efternavn og kalder sig herefter Isak Jensen HOLM.

Det var den anden afgørende beslutning. Oldefar døbes Ole Jensen HOLM, og slægtsnavnet er på ny sikret.

Da fæstningen afvikles i 1855 flytter familien HOLM til Bornholm. Børnene spredes over øen og landet, og oldefar ender med at stifte familie som snedker i Aakirkeby. Først har han dog tilbragt nogle år til søs og er kommet velbeholdent fra sin deltagelse som soldat i krigen 1864.

Med fire drenge var slægtsnavnet ikke truet i den nye generation i Aakirkeby. Den yngste søn, Frederik Theodor HOLM, uddannede sig først til snedker og siden til præst i baptistsamfundet på præsteseminariet i Chicago. Han endte med sin Augusta som snedkermester og præst i Slagelse. De fik ingen sønner, men to døtre: Theodora (min mor) og Magdalene. Så nu var slægtsnavnet HOLM i fare igen.

Den tredje beslutning

Min far, Ove Rasmussen, bar efternavnet Rasmussen i tredje generation. Han og min mor besluttede i respekt for den gamle høvding, pastor HOLM i Slagelse, at give deres børn mellemnavnet HOLM.Derved kom jeg til at hedde Flemming Robert HOLM Rasmussen.

På det tidspunkt, hvor jeg stiftede familie, var det som led i ligestillingen blevet tilladt at tage sin moders pigenavn som efternavn. Derfor kunne jeg slette Rasmussen og lade HOLM være efternavn. Det var ikke noget stort spring, for mange brugte det allerede som kaldenavn for mig i det daglige. Det tiltalte mig af forskellige mere eller mindre definerbare årsager. Min mors fortællinger om den bornholmske familie var nok en afgørende faktor. Jeg tog den tredje afgørende beslutning og ordnede formaliteterne, så navnet HOLM blev familienavn for mig og for dem, som nødtvungent eller efter eget valg er kommet til at tilhøre min familiekreds.

Derfor fortæller denne beretning også, hvorfor Holm Kommunikation A/S, et førende PR-bureau i København, kom til at bære det navn, som blev besluttet af en fisker i Gudhjem for 250 år siden.

I anekdoten ”Hjørnet” nedenfor beskrev jeg, hvordan min farfar, Anders Rasmussen, opbyggede sin og familiens tilværelse, fra han omkring starten af Første Verdenskrig grundlagde købmandsforretningen “Hjørnet” i Endeslev.

Som en god patriark tog han hånd om børnene og senere deres familier og sørgede for, at der kunne etableres familieejendomme for dem på nabogrunde til købmandsforretningen. Men han forventede til gengæld, at
patriarkatets medlemmer stillede sig til rådighed for fællesskabet. Anders havde aldrig selv følt trang til at gøre brug af sin oplæring som tømrer, men sønnen, Ove, førte håndværkstraditionen videre, og det forstod Anders at gøre brug af i opbygningen. Den yngste søn, Johannes, gik ind i handelsvirksomheden, så dermed var grundlaget for et bredt lokalt erhvervsfællesskab på plads.

Når patriarkatet fik en usædvanlig styrke, hang det sammen med, at også det åndelige fællesskab rettede sig indad og væk fra omgivelserne. Det var præget af de frikirkelige kræfter med tilknytning til Baptistsamfundet i et ellers traditionelt folkekirkeligt lokalsamfund. Også musikken, den
frikirkelige populærmusik, knyttede hjemmene omkring “Hjørnet” sammen.

I Osted syd for Roskilde var der i samme periode opstået et tilsvarende patriarkat omkring Niels Peter Nielsen. Også Niels Peter var tømrer, uddannet som møllebygger, og han oprettede og drev forretning fra Osted
og Kirkebjerg savværk. Hans 11 børn med Marie indgik i fællesskabet. Drengene blev oplært i tømrerfaget og tilknyttet savværket. Datteren Mary tog sig af savværkets kontor. Familien blev kernen i den lokale afdeling af Det danske Missionsforbund omkring århundredeskiftet. Flere i børneflokken havde gode musikalske anlæg, så også her blev musikken en vigtig del af fællesskabet.

De to patriarkater fik kontakt, og billedet viser et af deres møder. Yderst til venstre har vi patriarken fra Osted, Niels Peter Nielsen, der har blikket rettet væk fra kameraet. Dernæst i forreste række Valborg Rasmussen og Mary Nielsen. I midten patriarken i Endeslev, Anders Rasmussen, derefter Marys bror, Bøje, med hunden og endelig Anders kone, Ellen Louise, arm i arm med Marie Nielsen. I bageste række har vi først en mand med hat, der kunne være Erhard Nielsen, men det er lidt usikkert. Næste mand med hat og hund er højst sandsynligt min far, Ove Rasmussen, men det kan også være hans bror, Johannes. Theodora Rasmussen født Holm, min mor, kikker frem mellem Anders og Bøje.

Mødet mellem familierne udviklede sig i begyndelsen af 30’erne, da min far, Ove Rasmussen, med sin Theodora var vendt tilbage til Endeslev efter nogle års ophold i Slagelse. De tre søskende, Ove, Johannes og Valborg dannede en trio, der blev meget populær i sjællandske missionshuse og frikirkemenigheder. I en lille rød bil, de kaldte “Myren”, kørte de ud og holdt møder. Johannes betjente sin violin og ethvert klaviatur, der måtte befinde sig i mødelokalet, Valborg medbragte sin guitar og Ove en
harpecitar. Alle tre havde flotte sangstemmer og optrådte med solosang og som forsangere til de populære kor, der gik deres sejrsgang. Johannes
akkompagnerede til fællessangen og bidrog med personlige vidnesbyrd, medens Ove var mødets hovedprædikant. På den måde var det en total mødepakke, de bragte den taknemmelige menighed.

Sådan besøgte de også Osted, hvor Niels Peter Nielsen havde indrettet et missionshus, hvor den slags begivenheder kunne udfoldes. De unge har haft det godt sammen på møderne, og der er også blevet lejlighed til, at
Johannes fik øje på den yngste datter, Mary, og Erhard så sig varm på den
syngende Valborg.

Hvordan kontakten ellers blev dyrket er uvist, men Erhard havde på savværket den opgave at køre lastvognen, der transporterede
virksomhedens produkter. En vigtig del af produktionen var opskæring af
parketstave til Junckers Savværk i Køge. Derfor var han ofte på besøg der, så det var nærliggende at gøre en afstikker til Hjørnet og møde Valborg. Måske tog Mary en tur med og besøgte Johannes, men det ved vi ikke noget om. Men vi ved, at der blev to bryllupper i 1933: Valborg og Erhard i oktober og Mary og Johannes i december.

Som det var sædvane, flyttede bruden ind hos brudgommen, der havde til opgave at sørge for husly. Her betød det, at bruden blev medlem af et nyt patriarkat. Mary rykkede ind på den knebne plads på Hjørnet. Erhard byggede et hus i Osted ved siden af to andre af familiens boliger. Her fik han og Valborg deres første hjem. Under den myndige patriarkalske ledelse, som Niels stod for, gik det nok rimeligt de første år. De blev dog ramt af sorgen med et dødfødt barn i 1935. Katastrofen ramte året efter, da Niels i april uden varsel døde af et hjertestop..

Brødrene Karl, Thorlejf og Erhard aftalte at drive savværket videre i fællesskab. Karl, den ældste af dem, forsøgte formentlig at træde i faderens rolle, men det har ikke været på en måde, Erhard oplevede som rimelig. I hvert fald valgte han og Valborg hurtigt efter at flytte til Endeslev. Om der er blevet fundet midlertidig plads til dem hos Anders Rasmussen på Hjørnet, ved jeg ikke, men hvis det er tilfældet må pladsen i sandhed have været trang. Men nu var det Erhard, der indtrådte i et nyt patriarkat.

Valborgs broder, Ove, havde i mellemtiden bygget Sandgravhus ved siden af den gamle fattiggård. Fattiggården blev i disse år erstattet af et nyt kommunehus, der kom til at ligge på den anden side af Sandgravhus.
Fattiggården, skråt over for Hjørnet, blev revet ned, og på denne grund byggede Erhard og Valborg det smukke stråtækte hus, hvor de kom til at leve det meste af deres liv. Der må dog også have været lidt husrum hos broderen, for Valborg var atter gravid og skulle føde, før huset var bygget færdig. Så hun fik barselsstue hos Ove og Theodora i Sandgravhus, hvor Kurt blev født i 1937. Patriarkatet fungerede.

Den grund, Valborg og Erhard erhvervede, var, vil jeg anslå, på 3-4 tdr. land, hovedparten landbrugsjord. Så der blev plads til både en velbygget
landbrugslænge og den rundsav og båndsav, det for Erhard var så vigtigt at få opstillet på den sydøstlige del af marken. Det blev en bedrift med mange
aktiviteter. Erhard passede i begyndelsen et fuldtidsarbejde på Junckers
Savværk i Køge, men efterhånden fik han gang i sit eget savværk og nåede også at dyrke sit lille stykke jord.

Erhard var en mand, der altid arbejdede. Stærk og utrættelig. Der var altid dyr på stedet. Erhard måtte have en hest, og et par grise blev også passet. En af de store oplevelser for os børn var, når Erhard kom hjem med et gedekid. For det var lige så meget kærligheden til dyr som produktionsværdien, der optog ham.

Fjerkræet var det mest Valborg, der tog sig af. Der var kyllinger, høns, ænder og gæs, som var en “bonderøv” værdig. Og det var ikke tilfældige dyr, men udvalgte racer. Også kalkuner havde hun en periode. De blå huskatte satte hun stor pris på, men schäferhunden var Erhards tro følgesvend.

En særlig erhvervsepoke for familien Nielsen i Endeslev kom
slagteriruten til at udgøre. Det var som så meget andet udsprunget af
patriarkatet. I tilknytning til købmandsbutikken havde Anders etableret sig med udbringning af varer og tilrettelagt regelmæssige ruter for brød, kød og andre ferskvarer. Efterhånden som sundhedsmyndighederne iværksatte stadigt strengere regler for opbevaring og distribution af disse varer, blev det nødvendigt at udskille ruten med slagterivarer fra den øvrige udbringning. En periode var det Ove, der varetog opgaven, men på et tidspunkt, formentlig lige efter anden verdenskrig, overtog Erhard denne forretning.

Billedet viser Johannes med varebilen foran købmandsforretningen “Hjørnet”

I den første tid kørte Erhard med hestevogn, først efter varer på Køge Slagteri og derefter rundt til kunderne på egnen. Det var vigtigt at have
en stærk og hurtig arbejdshest at spænde for vognen, og det havde Erhard blik for. I flere år var det en sort, velbygget vallak, der hed Sorteper. Den havde dog et lidt uroligt temperament, der kunne volde problemer. Normalt gik den ruten uden at kræve megen opmærksomhed. Når Erhard var færdig med at betjene en kunde, gik Sorteper videre uden styring til det næste sted på ruten. Men pludselig kunne den blive grebet af hjemlængsel, og så gik det i vild galop med vogn og varer slingrende efter sig hjem mod stalden. Nå, sagde vejens beboere, nu kommer Erhard nok snart gående.

I tilknytning til slagteriruten udviklede der sig efterhånden en betydelig egenproduktion. Først meget interimistisk, men efterhånden med indretning af kølerum, butikslokale og arbejdsrum. Her måtte Valborg og siden sønnen Kurt træde til.

Valborgs have var et kapitel for sig. Prydhaven anlagt og omhyggeligt plejet præsenterede huset på bedste måde, og i køkkenhaven stod afgrøderne snorlige og ukrudtsfri.

Også husets indre var præget af orden, og her herskede Valborg uden indblanding. Køkkenet med det store brændekomfur blev et nyt
center under Valborgs trygge omsorg, da patriarken Anders ældedes. Han fik et særligt tilhørsforhold til stedet sine sidste år. Hans kone, Ellen Louise, lå syg og døde hos datteren, og Anders havde selv i en periode omkring 1940 bopæl der.

Valborgs køkken blev også et samlingssted for anden og tredje generation af patriarkatet, efter at den gamle patriark var død. Man følte sig altid velkommen, og en eller anden lækkerbid fra hendes eminente kogekunst faldt der hyppigt af til os børn.

Patriarkaterne har haft deres tid. Vi, der tilhører tredje generation, er stadig meget bevidste om den stærke påvirkning, vi fik i vores barndom og tidlige ungdom i den periode, hvor dette fællesskab var en afgørende del af vores verden. Med vore efterkommere, der er fjerde, femte og sjette generation,
er vi spredt ud over danmarks- og verdenskortet. Men selv om bevidstheden herom bliver svagere hos flere og flere, vi  jeg hævde, at vi er en stor flok mennesker, der stadig henter næring fra rødder, der blev plantet af to stærke patriarker i begyndelsen af forrige århundrede.

Farbror Johannes var købmand i landsbyen Enderslev i Østsjælland, hvor jeg voksede op (se omtalen af “Hjørnet” nedenfor). Forretningen bragte varer ud til egnens huse og gårde. Vi er i slutningen af 1940’erne, hvor meget få havde egen bil.

Johannes Rasmussen havde efter
krigen anskaffet en Ford T årgang 1921. Det var den, man kaldte HGF (Høj Gammel Ford). Den havde ikke speeder, men regulerede farten med håndgas. Gearet var tre pedaler – første, andet og bakgear.

Vi børn var som regel med på vareturen. Det var en personvogn, men bagsædet var taget ud for at give plads til varerne. Der sad vi mellem ølkasser og papkasser, medens den gamle Ford humpede af sted på de ujævne veje, der langtfra alle var asfalterede, og hvis de var, havde slemme huller i kørebanen. Så vi sad på en ølkasse og holdt på de løse dele, som ellers ville rasle rundt i vognbunden. Støjen var øresønderrivende.

Prisen for at komme med på vareturen var at starte bilen. Det var ikke så nemt, som det lyder. Det foregik selvfølgelig med håndsving, men for at lette processen hejsede vi det ene baghjul op på donkraften. Jeg tror,
det var den tids differentiale, der ikke var helt letløbende, eller også var det
bare defekt. Når baghjulet var hejset op, kunne det dreje frit rundt, når vi
drejede håndsvinget, og så gik det hele meget lettere.

HGF’en var lunefuld. Den kunne finde på at slå håndsvinget baglæns, når man drejede det rundt, hvis tændingen var stillet for højt. Det kunne give et voldsomt slag over armen, hvis man ikke passede på. Chokeren havde man brug for at regulere ude ved håndsvinget. Det foregik med et stykke ståltråd, som farbror Johannes havde fastgjort ved karburatoren og ført ud ved siden af køleren.

Starten kunne tage en rum tid, og glæden var stor, når motoren endelig hostende kom i gang. Vi hejsede baghjulet ned, og så kom Johannes, der ikke kunne undgå at høre, at projektet var lykkedes, og vi kørte af sted. Om vinteren havde vi snekæder med, og dem kunne der godt blive brug for på de små veje. Der var ikke noget der hed varmeapparat, så vi frøs drabeligt på vinterturene. Ikke mindst fordi Johannes også var nyhedsformidler og tit lod os vente, når han besøgte de videbegærlige kunder. Det blev ikke bedre, da bilen efter kort tid mistede en siderude.

Men den gamle Ford T var en vigtig del af vores fællesskab, og ingen strabadser kunne afholde os børn fra at stå klar, næste gang farbror Johannes kaldte til varetur.

Midt mellem Rønne og Åkirkeby ligger landsbyen Nylars. Den er kendt for sin rundkirke, der er en af Bornholms
smukkeste og bedst bevarede. Kirken tilhører Nylarsker sogn, der desuden
omfatter Lobbæk og kystbebyggelsen Arnager.

Foto: Lilli-Ann Studsgaard 2014

Kirken har gennem flere hundrede år været midtpunkt for
livet i Nylarsker sogn. Vi skal her se lidt på en lille familieklan i
Holmslægten, der havde hjemsted i Nylars og Arnager i det syttende og attende
århundrede. Det var en tid, hvor kirkelivet spillede en central rolle for alle
sognets beboere. Kirken var det afgørende samlingspunkt. Alle vigtige
begivenheder udlevede beboerne her. De
store glæder og de store sorger som ægteskab, fødsler og dødsfald blev markeret
i menigheden, og julen og de andre store højtider fejredes ved deltagelse i gudstjenester
og andre kirkelige handlinger. Armoden var stor og tillod ikke festivitas i
hjemmet, som vi kender det ved juletid.

Også det mere skandaleprægede havde sin plads i den
kirkelige omsorg for beboerne. Her må vi erkende et enkelt mindre flatterende
eksempel i slægten.

Tip-5 oldefar, Hans Eschildsen, blev født i Nylars i 1687.
Han giftede sig i 1713 med Giertrud Olsdatter, og i juni 1715 lader de deres
første barn, sønnen Ole, døbe i kirken.

Tilsyneladende har Hans haft svært ved at holde sig i ro
under konens graviditet, for i maj måned året efter står Ellen Pedersdatter fra
Rønne frem i Nylars kirke til offentligt skrifte og udlægger som fader til sit
uægte barn ”Hans Eschildsen, en gift mand her fra sognet”. Hans får ikke lov at
dø i synden, så samme år i september, må han offentligt skrifte sit begåede ”lejermål”
i kirken.

Efter at have skænket ham 4 børn dør Giertrud omkring 1730.
I 1731 gifter Hans sig med en ny Giertrud, nemlig Giertrud Eschildsdatter, som
bliver min tip-5 oldemor. Deres første barn, tip-4 oldemor, døbes i april 1732
og får også navnet Giertrud.

Men Hans er vist en skidt fyr. Også denne gang efterfølges
den førstefødtes fødsel af skandale. Midt i juleforberedelserne, den 2. søndag
i advent, må han atter skrifte i kirken. Denne gang har han begået tyveri.

Straffen for tyveri var på det tidspunkt barsk. Om Hans
måtte udstå en verdslig straf kan måske afsløres ved at finkæmme tidens bornholmske
retsprotokoller. Kirkebogen siger ikke noget om det, men det ville være et
overmåde barmhjertigt træk, hvis sognefoged og præst har ladet den verdslige
retsforfølgelse erstatte af bodsøvelse i kirken. I så fald kan man heller ikke
se bort fra det hensyn, at kone og børn ville ligge sognet til byrde under et
langvarigt ophold i tugthuset. Men det er selvfølgelig kun spekulationer.

Hos Hans og hans to gange Giertrud opvoksede 5 børn. Desuden
døde en som spæd og en blev kun fire år. Mindst et plejebarn er der også blevet
plads til.

På samme tid levede i Arnager en anden familie, der kom til
at indgå i slægtstræet. Det var Didrich Stephansen og hans kone Inger med deres
3 børn. Det var en god og respektabel familie. Sønnen Peder Didrichsen fik til alt
held øje på vores egen Giertrud og giftede sig med hende. Med afsæt i sin gode
baggrund og sikkert med hjælp fra faderen erhvervede Peder 12. selvejergrund i
Nylars og blev udbygger. Peder og Giertrud opfostrer sammen 8 børn på
udbyggerstedet.

Et af børnene, Anders Pedersen, afslutter slægtskapitlet i
Nylars. Han drager til Christiansø og bliver soldat og commando matros på fæstningen.
Her har han deltaget i de dramatiske begivenheder under Englandskrigen 1807-14,
efter at englænderne havde bombarderet København og røvet den danske flåde i september
1807. Der foregik en omfattende kapervirksomhed med kanonbåde og småskibe fra øfæstningen
med opbringelse af engelske handelsskibe. Skibene og deres ladning blev solgt
på offentlig auktion på Christiansø, på Bornholm eller i København. Dette
autoriserede pirateri var en del af den begrundelse, man har brugt til at
forklare de engelske orlogsskibes voldsomme bombardement af Christiansø og
Frederiksø i oktober 1808. Meget tyder dog på, at englænderne havde planlagt
invasion og erobring af fæstningen, men opgav i tide.

Anders Pedersen gifter sig med Sidsele fra en
soldaterfamilie på Christiansø. De får sønnen Ole Andersen, som også bliver
soldat ved fæstningen, men ulykkeligvis drukner på en fisketur i 1817, 24 år
gammel. Ole var gift med Marie Esbersdatter fra en anden soldaterfamilie på
øen. Deres eneste fælles barn, Cicilie, og hendes mand, Isak Jensen Holm, bliver
forældre til blandt andre den navnkundige menighedsforstander i Rønne, P.A.
Holm og min oldefar, snedker Ole Jensen Holm, som jeg har omtalt i en anden af
mine anekdoter: ”Krigerne 1864”.

Familien nåede også at få en plads i Danmarks royale historie.
Da en af sønnerne skulle døbes, faldt det sammen med Kong Frederik den syvendes
besøg på Christiansø. Kongen og hans
elskede gemalinde, Grevinde Danner, født Louise Rasmussen, foretog i 1851 en
rundrejse i Danmark året efter indgåelsen af det ægteskab, der forargede det
danske borgerskab.

Besøget på Christiansø faldt sammen med dåben af to
drengebørn den 8. august. Den ene var Isak og Cicilies søn. Efter kongens ønske
stod han selv fadder til børnene med Grevinde Danner som gudmor. Forældrene modtog en dåbsgave på 120
rigsdaler fra kongen og grevinden. Begge drengene blev døbt Frederik som første
fornavn efter ønske fra den kongelige fadder. Vores egen slægtning fik et
royalt fornavn mere. Han blev døbt Frederik Christian Holm.

Mange andre gode historier kan fortælles om slægten Holm.
Lad os derfor her i adventstiden glæde os over, at det ikke blev Hans
Eschildsens tvivlsomme karaktertræk, der kom til at sætte sit præg på slægten,
men andre respektable folk – heriblandt fra Nylars og Arnager.

7. februar 1924 bestilte frk. Theodora Holm, Slagelse (min
mor) et klaver med betegnelsen B18 M hos HORNUNG & MØLLER. Klaveret blev
sat i produktion som nr. 33.488 og var færdigt til levering den 14. april 1924.
Prisen var kr. 2.200.

Hans Majestæt kong Christian X købte 2 dage senere samme
sted et flygel, der fik varenummer 33.500 og kostede kr. 4000.

Klaveret befinder sig i dag hos mig. Om kongens flygel
stadig står på Amalienborg, har jeg ikke undersøgt.

Hvorfra ved jeg det?

Det hæderkronede HORNUNG & MØLLER, fremstillede fra
etableringen i 1827 til det lukkede i 1976 mere end 50.000 pianoer og flygler.
Hvert eneste af disse kvalitetsinstrumenter blev indført i nummerbøger med
varenummer, varebetegnelse, købsdato, produktionsdato og købers navn og
adresse. Nummerbøgerne findes på Rigsarkivet og er nu blevet digitaliseret og
lagt på Statens Arkivers hjemmeside, www.sa.dk.

Min mors klaver fik en lang, begivenhedsrig historie i
slægtens varetægt.

Familien har altid omtalt det som ”Moster Lenes klaver”. Dora
og Lene (Theodora og Magdalene) var eneste børn af forstanderen for Slagelse
baptistmenighed, Frederik Theodor Holm. Da klaveret blev købt var Dora 23 og
Lene 20 år. Det blev storesøster, som kom til at stå for anskaffelse og
finansiering af det kostbare instrument. Men det var Lene, der betalte. Herunder ser vi pigerne nogle år tidligere. Det er Lene til venstre.

De to søstre var telefonistinder på Slagelse telefoncentral.
Meget af deres fritid gik med at bistå faderen i menighedslivet, og her indgik
musik og sang som en vigtig del. De gennemførte begge den obligatoriske
undervisning hos spillelærerinden og blev i stand til med nogenlunde sikkerhed
at betjene piano og orgel. Lene ønskede brændende sit eget instrument, og trods
en vis forargelse i omgivelserne gik hun ind i det nødvendige afbetalingsarrangement.

Så i 1924 ankom klaveret til hendes mors og fars hjem,
Tordenskjoldsgade 5 i Slagelse.

I 1931 flyttede Lene med sin mand, Poul, og klaveret til
Østrigsgade på Amager. Her stod det i 5 år.

I 1936 købte de et hus på Borrebyvej 62 i Brønshøj, og her
stod klaveret de næste 20 år. Det var husets klenodie opstillet i den fine
stue, hvor vi som børn kun færdedes under opsyn. Vi lyttede andagtsfuldt, når Moster
Lene eller Mor anslog tangenterne til fællessang. Moster Lene fortalte stolt,
at klaverstemmeren altid indprentede hende, at det var et enestående instrument
med en uforlignelig klang, som hun skulle passe godt på.

Omkring 1956, da Poul Brandt Johansen blev direktør for Køge
Trævarefabrik, fulgte klaveret selvfølgelig med til direktørboligen på havnen i
Køge.

1967 døde Poul, og Lene flyttede til en lejlighed i
København, hvor hun ikke havde plads til klaveret. Derfor overtog min søster
Tove og hendes mand, Johannes Pedersen, det. Klaveret flyttede til Ceylonvej på
Amager. Her stod det de næste 22 år.

I 1989 tvang sygdom Tove og Johannes til at sælge huset og
flytte i lejlighed, og nu fik jeg lov til at overtage klaveret, der flyttede
ind hos os på Nyvej 15 i Slagelse. Efter 65 års rejse på Sjælland, var det
tilbage.

1996 flyttede jeg med familie og klaver til Glentevej 5 i
Slagelse. På klaveret stod en gammel lampe. En nat gik der overgang i lampen,
og den startede en ildebrand, som betød, at låget, forsiden og det ene
endestykke på klaveret blev stærkt medtaget. Forsikringsselskabet lyttede til
min historie om klaveret og godkendte, at en møbelsnedker satte det i stand.
Snedkeren udskiftede de ødelagte dele og finerede dem med cubafiner, som i
farve og nuancer passede perfekt sammen med resterne af det oprindelige. Det
fortjener at blive nævnt, at møbelsnedkeren var Bruno Hansen, som senere var den,
som fremstillede og monterede den fantastiske træbeklædning, som dækker den
indvendige del af Københavns nye operahus og efterfølgende også operahuset i
Oslo.

2007 solgte vi huset i Slagelse og flyttede til
Markmandsgade. Klaveret er djævelsk tungt. Da flyttemændene havde slæbt det op på 2. sal, faldt den ene sammen af udmattelse på trappeafsatsen foran lejligheden Men klaveret var tilbage på Amager for tredje gang.

2009 flyttede vi til en mindre lejlighed i København, og
derfor måtte klaveret på den lange rejse til vores fritidshus i Stenbjerg, Thy.

Det er foreløbig slutningen på næsten 100 års rejse gennem
landet, hvor 5 generationer, fra Frederik Holm til Doras oldebørn, har haft
fingre på tangenterne på Moster Lenes klaver.

Garnisonssmeden var en vigtig person på Fæstningen
Christiansø. Han skulle sørge for, at fæstningens våben og militære
udstyr til enhver tid var kampdueligt. Samtidig skulle han varetage alle de
sædvanlige opgaver, der påhvilede en smed i et lille øsamfund.
Fæstningskommandanten og den militære ledelse i København har derfor sikret
gode vilkår i smedehuset, der ligger som nabo til Lille Tårn på Frederiksø.
Der var arbejde for mere end en, så smeden havde en svend i smedjen. Nedenfor
ses smedens hus, som jeg fotograferede i 2010. Bagved skimtes taget af Lille
Tårn.

Fra 1769 til 1820, altså gennem mere end 50 år,
varetog vore aner fra slægten Holm stillingen som garnisonssmed. Det var
en gren af den navnkundige Sander Dichs efterkommere. Min tip-3 oldefar, Eskild
Hansen Dich, søn af smeden i Gudhjem, blev svend hos garnisonssmeden i 1766 og
overtog selv stillingen tre år efter.

Der er grund til at tro, at smeden havde høj status. Det
antydes ved den hyppige brug af Eskild og hans kone som faddere for især det
etablerede borgerskab på øen. Men det bedste vidnesbyrd er den respektfulde
omtale i kirkebogen ved hans begravelse. Teksten lyder:

1793 den 9de Juli blev Fæstningens Smed Eskild Dich
begraven, som havde tjent troe i Kongens Arbejde i 27 Aar og nu havde udtjent.
– Haaber at han blev af Naade af deres Tal (dvs. en af dem) , som
hvile salig af deres Arbejde etc: Og at hans Møje, Arbejde og Elende (timelig
Armod havde han ikke) er kommen til en Salig Ende.
– i sin Alders 55de Aar.

Det er et særsyn, at afdøde på denne måde i kirkebogen får
omtale ud over de faktuelle data i forbindelse med dødsfaldet. Præsten har i
sin fromme nidkærhed udmalet jordelivets elendighed, men så kommer han i tanker
om, at elendigheden måske ikke var helt så stor for smeden, og tilføjer derfor
den parentes, der fortæller, at Eskild ikke har oplevet timelig armod. Det må
man i høj grad bifalde, eftersom det af skiftebogen fremgår, at Eskild døde som
en holden mand. Nettoformuen var på over 373 sølvdalere, herunder et hus i
Gudhjem.

Eskild og Helvig fik 10 børn, hvoraf flere døde som små.
En af Eskilds sønner, Diderik, overtog faderens stilling og tjente som
garnisonssmed i 27 år. Formentlig har han kunnet se de begrænsede muligheder
for familien på det hensygnende fæstningsanlæg. Hans far havde tjent på
fæstningen i en periode, hvor den stadig havde stor strategisk betydning.
Det havde den også under Englandskrigen i begyndelsen af Dideriks tjenestetid,
men derefter aftog dens militære betydning hurtigt.

At vende tilbage til smedefamilien Dichs base i Gudhjem var
ikke løsningen. Her drev hans slægtsfæller fortsat erhvervet, så der var ikke
plads til endnu en smed i det lille samfund. I stedet valgte
Diderik en anden af Christiansøs færgeforbindelser. Den 4.
februar 1820 i en alder af 51 år forlader han øen med kone og 7 børn og drager
til købstaden Svaneke, stedet hvor hans stamfader, skotten Sander Dich,
220 år før var gået i land. Her slår familien sig ned, og dermed bliver
Svaneke næste station i dette aneforløb gennem Dideriks søn Christen, der på
det tidspunkt er en dreng på 9 år.

Der kom i 2011 en ny bog af Jørgen Holstein: ”Vråby – en by i krogen”. Forfatteren bor Hovtvedvej 1 i Vråby, og er leder af Lokalhistorisk arkiv i Hårlev. Han beskriver ejendommene i Vråby sogn og deres beboere gennem tiden og kommer også ind på ”Hjørnet”, som i virkeligheden ligger i Endeslev sogn. Noget af det, han skriver, vidste min generation af Enderslevklanen selvfølgelig, men af hensyn til slægtens nye skud, vil jeg ikke begrænse mig til det, der er nyt for mig. Yderligere detaljer må I som sædvanlig opsøge på www.flemmingholm.dk.

Bogen har spændende omtale af ”Hjørnets” genbo, ”Lerskovhuset”, hvor Laura og Christian Jørgensen boede i min barndom. I katolsk tid var der skov på arealet ned mod Vråby (det kan jeg dog ikke huske!). Skoven var
ejet af kirken, som byggede et kloster,” Lerskovhuset”, hvor munkene blandt andet opkrævede bompenge af folk, som passerede. Klosteret lå i sogneskellet, og man sagde, at munkene sov med benene i ”Wroby” (Vråby) og hovedet i ”Endisløff” (Endeslev). Klostret ophørte ved reformationen i 1536.

Jørgen Holstein fortæller: ”På hjørnet af Hestehavens nordlige side (Endeslev-siden) ligger ejendommen kaldet ”Hjørnet” med areal på 6 sk. land taget fra Snedkærgaards areal, og her kom Vråbys 1. mejeri til at ligge … nedlagt i 1898, da Skovkilde mejeri åbnede … I en periode var der købmandsforretning på ejendommen.”

Det var disse bemærkninger, der satte mig i gang med nærmere at kortlægge Hjørnets historie.

Jørgen Holsteins årstal er ikke helt præcise. Anders Rasmussen (farfar) erhvervede det nedlagte mejeri i 1896 (realregistrets tinglysning). 1897 gifter han sig med Ellen Louise, og de flytter ind i huset. Her er Elna født i 1898, men året efter blev Anders ansat som avlsbestyrer hos sin svigerfar, skovfoged Ole Nielsen, og de flyttede til Abildgaardshuset i Vallø
Storskov.

Anders havde en søster, Karen Marie, vi som børn kendte som ”Gammelfaster”. Karen Marie var opfostret hos sin moster, gift med gårdmand Ole Larsen på Endeslev Overdrev. Karen Marie giftede sig med Niels Peter Nielsen, der også havde boet på Overdrevet, men på dette tidspunkt var brugsuddeler i Ejby. Karen Marie og Niels Peter
havde lyst til at vende tilbage til Endeslev, og de lejede i 1899
”Hjørnet” af Anders Rasmussen. Niels Peter var uddannet slagter og fungerede samtidig som ”Handelsmand”. Han fik tilnavnet ”Niels Peter Købmand”.

Niels Peter Nielsen og Karen Marie flyttede omkring 1902  til Kærvej 25 i Endeslev by, hvor de etablerede slagterforretning.

Niels Peter Købmand har formentlig etableret slagterfaciliteter i sin tid på “Hjørnet”. I Folketællingen 1906 er slagter Jens Larsen Feigh flyttet ind.

I Folketællingen 1911 er ejendommen præget af en omfattende boligudlejning. Foruden opsynsmand og regnskabsfører Niels Olsen og hans kone Sidste Marie bor der tre, som er på fattighjælp, og en aldersrentemodtager, en skovarbejder og hans kone og en slægtning. I den sydlige ende af huset bor Maren Sofie Hansen og Anna Margrethe
Pedersen (Anna Sypige), der drev systue. De flyttede senere til den nedlagte
telefoncentral, Lerskovvej 46, hvor de først i fællesskab og – i mange år efter
Sofies død Anna alene – drev systue. Anders Rasmussens rolle som udlejer kan man se afspejlet i, at både sypigen Sofie og slagter Jerns Feigh i Folketællingen 1911 er benævnt “Baptist”.

I mellemtiden havde Anders Rasmussen været igennem økonomisk kollaps og tab af Hovtvedegård, men var ved at komme på fode igen som gårdbestyrer på Endeslev Overdrev.

I 1913 blev der gjort en ende på udlejningen, og Anders flyttede med familien ind på “Hjørnet”.

Udover den lille købmandshandel drev Anders blandt andet en slagterirute. Den bestod i, at han stod op kl. 4.00 og kørte med hestevogn de 14 km til Køge Slagteri efter slagtervarer, som han derefter udbød ved besøg på gårde og andre landboliger på sin rute. Sønnen Johannes måtte med og overtog senere ruten, som Ove derefter overtog og drev en årrække.
Derefter blev den overdraget Egon Kort, hvorefter Erhard A. Nielsen, der var gift med Anders datter Valborg, og senere deres søn Kurt, drev den videre.

Men nu er vi ovre i beretningen om Ove, Johannes og Valborgs opbygning af Rasmussenkolonien omkring Hjørnet med opfostring af Anders Rasmussens 15 børnebørn. Den kan studeres i biografierne ved at klikke dem frem fra personerne på hjemmesiden.

Herover ses Hjørnet for 100 år siden (1911). De to piger foran huset er formentlig systuens indehaver Sofie (tv) og Anna Sypige.

Her er Hjørnet sidst i fyrrerne. Butikken er stadig i den sydlige del af huset på hjørnet af vejen til Hestehaven.

Billedet her er fra først i halvtredserne, efter at Johannes Rasmussen havde fået sin broder Ove til at foretage en større restaurering. Der er lagt nyt tag på, butikken er flyttet til den nordlige ende af huset, og indgangen til boligen er placeret midt i facaden. Dagligstuen ligger nu på hjørnet mod Hestehaven.