Tre af vore forfædre deltog
aktivt i Den 2. Slesvigske Krig i 1864, som trods det endte med tabet af
Sønderjylland. De tre er mine oldefædre:
Ole Jensen Holm, Hans Rasmussen og Ole Nielsen. Den første var 26 og de
to andre 27 år, da de drog i krig. Selv om de tabte, er det så
meget vigtigere, at alle tre overlevede. Var en af dem faldet, havde ingen af
os efterkommere været her.
Ole Jensen Holm
Da Ole indkaldes ved
mobiliseringen til Den 2. Slesvigske Krig, er det som underkorporal nr. 195 i
6. Infanteriregiments 2. Kompagni. Regimentet tilhører 2. Divisions 4.
Brigade i forsvaret af Dannevirkestillingen. Her fik 2. Division til opgave at
forsvare højre fløj fra udløbet af Ejderen og indtil byen Schirnau.
Prøjserne og østrigerne
overskred Ejderen 1. februar 1864 kl. 7. Danskerne trak sig planmæssigt tilbage
til Dannevirkestillingen uden egentlig kamp. Den 2. februar var fjendens
angreb koncentreret om vores venstre fløj med kampen i Mysunde som vigtigste
begivenhed. Her blev skanserne holdt. På højre fløj hos Ole Jensen Holm var
fronten rolig.
3. februar satte fjenden
angrebet ind mod Dannevirkes centrale afsnit. De danske styrker blev trængt
tilbage til den gamle Dannevirkevold ved Bustrup med et tab på 42 døde, 153
sårede, 172 fangne og 48 savnede. Også denne dag var der roligt hos Ole på
højre fløj.
Et krigsråd i Slesvig
resulterede i beslutningen om at foretage et tilbagetog fra
Dannevirkestillingen den 5. februar om aftenen.
Afmarch skete som planlagt, men
blev besværliggjort af dårligt vejr med glat føre. Oles regiment ankom 6.
februar i løbet af aftenen til Harreslev efter en march på 70 km med gevær og
udrustning på isglatte veje siden den foregående aften kl. ca. 19. Efter et
kortvarigt hvil fortsatte de marchen 7. februar under enorme strabadser. I
løbet af aftenen og natten til 8. februar ankom hæren til Sønderborg. 6.
Regiment havde undgået at få del i armeens tab på næsten 1400 mand under
tilbagetoget 5. – 7. februar 1864.
Besættelse med regimenter i
dybbølstillingernes forpost, hovedpost og skansebesætning foregik i turnus med
daglige rokeringer. For at de danske forladegeværer kunne blive brugbare ved
prøjsernes angreb med deres hurtigtladende bagladegeværer, måtte forsvaret i de
danske skyttegrave og skanser organiseres. Instruksen fra Overkommandoen
lød: “Kun 1 geled står ad gangen paa bankettet. Nar en mand har
skudt, træder han ned til venstre bagest i roden og lader straks. Bagmanden af
roden træder op paa bankettet og skyder, træder ned bagest i roden og lader, og
så fremdeles”.
I løbegravene fik mandskabet lov
til holdvis at søge hvile på den hårde jord, dog uden at nogen lettelse med
hensyn til at bære tornystre og lædertøj, kunne tillades. Mandskabet indrettede
sig i mørket, så godt det formåede. Det skaffede sig dækning imod granaterne
ved huler i jorden eller ved opkastede traverser. Under fortvivlede
forhold, hvor hvert øjeblik kunne afgøre spørgsmålet om liv eller død, søgte
soldaten i sin tarvelige dækning trøst i læsning af gudelige skrifter og
salmer.
6. Regiment med underkorporal
Ole Jensen Holm deltog blandt andet i træfningen i Sundeved 18. februar. Tabet
på dansk side var omkring 100 mand heraf 7 døde og 10 sårede i Oles
regiment. Ved den voldsomme forpostfægtning den 22. februar deltog Ole i
forsvaret af Dybbøl Mølle, hvor 382 danske og 37 fjender faldt.
Den 17. april, dagen før
prøjsernes afgørende stormløb, var Ole Jensen Holms regiment netop blevet
afløst i skanser og løbegrave og indgik i reserven på Als.
Efter at den danske hær 18.
april var fordrevet fra Sundeved og Dybbøl til Als, måtte man koncentrere
indsatsen om at forsvare øen og forhindre prøjserne i at overskride Alssund.
6. Regiment indgik i forsvaret
af den nordlige del af øen. Kl. 2:50 natten til 29.juni indløb et telegram fra
kommandoen i Ulkebøl til 6. Regiment: “Fjenden angriber alvorligt
Stillingen langs Als Sunds snevre Del”.
Det viser sig hurtigt nødvendigt
at gennemføre planen om at forlade Als og trække tropperne til Fyn. Styrkerne i
den nordlige del af øen får ordre til at marchere mod Kegnæs, hvor
indskibningen skal finde sted.
6. Regiment indgik efter
ankomsten i den styrke, der sikrede forsvaret af Kegnæs under indskibningen. I
Batteriet og de tilstødende løbegrave stod 1. og 2. Kompagni af 6. Regiment.
Ved middagstid 30. juni var der i befæstningen på Draget kun 6. Regiments 2.
Kompagni (Ole) samt 70 matroser med det hverv at fingere et forsvar.
Stillingen ved Draget blev forladt den 1. juli . Omtrent kl. 15 forlod de
sidste danske tropper Als. Ole Jensen Holm blev dermed en af de sidste, der
forlod øen.
Dermed var kampene slut for Ole.
Han kom med sin styrke til at deltage i bevogtningen af Fyns sydlige kyst, men
en fjendtlig invasion af Fyn blev aldrig aktuel. Ole Vender hjem til Bornholm i
august 1864.
Hans Rasmussen
Hans Rasmussen blev i 1859
indkaldt som menig nr. 55 Rasmussen til 1. Kompagni af “Den Kongelige
Livgarde til Fods”. Det er det samme som Livgarden i dag. På den tid
fandtes også “Den Kongelige Livgarde til Hest”, men den blev nedlagt
i 1867 og dens opgaver overtaget af Gardehusarerne.
Indkaldelsen ved Den 2. Slesvigske
Krig skete i januar 1864 og “Livgarden til Fods” blev ved
mobiliseringen bragt op på omkring 500 mand.
Garden deltog ikke i kampene ved
Dannevirke. Den forblev i København til først i marts.
4. marts 1864 kl. 14:15 indgik
følgende telegram fra Krigsministeriet hos Overkommandoen i Sønderborg:
“2 Kompagnier af Garden
under Kaptain Holck afgaa i dag Eftermiddag Kl. 3 paa Postdamperen Freya,
eskorteret af Dagmar til Colberg Bugten, gaa i Land ved Hohwacht, derfra til
Lütjenburg og tilbage for muligen at gaa i Land paa andre Punkter”.
Den 6. marts nåede Freya
Holstens kyst ledsaget af korvetten Dagmar og skruekanonbåden Marstrand med en
transportbåd på slæb. På grund af vejrforholdene foregik landsætningen ikke ved
Hohwacht, men mellem skovene Schassau og Weinberg, hvor mandskabet måtte vade i
land næsten til bæltestedet (et koldt bad 6. marts i vintervejr). Her
landsattes 50 mand, og det besluttedes ikke at landsætte flere, da ingen
fjendtlige tropper fandtes på egnen, og det rygtedes, at der ingen fjendtlige
tropper fandtes i det nordøstlige Holsten. Nr. 55 Rasmussen deltog i togtet,
men om han var blandt de landsatte, ved vi ikke.
Nogle dage senere ankom
“Livgarden til Fods” med skib til Sønderborg. Gardens
feltuniform var endnu i 1864 sort skindjakke og bjørneskindshue. Den vakte
derfor naturlig opmærksomhed, hvor den viste sig.
Da Livgarden til Fods ikke var
talstærk nok til skiftevis at forrette tjeneste med regimenterne i stillingerne
ved Dybbøl, lagdes den fra den 20. marts som fast garnison i Sønderborg,
dannede reserve i tilfælde af angreb og var til rådighed som arbejdskommando.
Det var nattearbejdet, der
muliggjorde det lange og hårdnakkede forsvar. Livgardens mandskab skulle møde
til arbejde om natten i 2 hold, nemlig kl. 21 – 24 og 00 – 03.
Arbejdskommandoerne spredtes
over hele stillingen. Det var opgaven at bygge op, hvad der om dagen var revet
ned og ødelagt af den fjendtlige ild. Spade og skovl kom i flittig virksomhed.
Brystværn udbedredes ved sandsække og faskiner. Der fyldtes jord på
krudtmagasiner og blokhuse. Traverser forstærkedes og nye anlagdes. Nyt skyts
bragtes ud til skanserne, ødelagt skyts førtes tilbage. Skydeskår blev
indskårne.
Det farligste arbejde for 55
Rasmussen og de øvrige i arbejdsstyrken var, stående på brystværnet at modtage
og anbringe de fyldte sække. Pauser i arbejdet kom ved alarmeringer og ved den
fjendtlige ild. Ved alarmering forsvandt værktøjet og gav plads for geværet. Så
snart faren var ovre, fortsatte arbejdet på ny. Ofte fortsatte arbejdet trods
de sprængende granater.
Bombardementet fra fjendens
artilleri af de stillinger i Sønderborg, hvor Livgarden opholdt sig, var
intens. Bombardementet 2. april bevirkede, at byen med undtagelse af den
nordligste del blev ubeboelig. Til opretholdelse af orden i byen afgav
Livgarden til Fods et kompagni. Da det viste sig, at en del folk under branden
benyttede lejligheden til at plyndre, bemyndigedes dette kompagni til at holde
standret over enhver, som blev grebet på fersk gerning.
18. april 1864 om morgenen satte
prøjserne deres tilintetgørende stormløb ind med dansk tilbagetog til følge.
Livgarden til Fods var blevet
beordret til Sundeved for at dække 3. Brigades retræte, men bevægelsen
fuldførtes ikke, da brigaden ved gardens ankomst til den nordre bro havde nået
brohovedet.
En øjenvidneberetning beskriver
det sådan: “Da saas i den hæftige Ild Livgarden i Sektionskolonne rykke
frem på den nordre Pontonbro. Geledderne var tæt sluttede, Marchen taktfast og
i almindelig Kadence, Geværerne i hvil, skarpt antrukne, alt ganske som paa
Eksercerpladsen. Foran Kolonnen marcherede 4 Officerer. Granaterne piskede ned
i Vandet paa begge sider af Broen, Garden fortsatte sin March. Da Kolonnens
Téte var naaet omtrent totrediedele af Broens Længde frem, fik Bataljonen
Befaling til at rykke tilbage; Artillerilarmen var saa stærk, at jeg, der stod
tæt ved Broens vestlige Ende, ikke kunne høre nogen Kommando; men pludselig saa
jeg Geværerne blive stærkt antrukne og Kolonnen næsten samtidigt i hele dens
Dybde vende om og lige saa roligt marchere tilbage til Sønderborg” (Jesper
Gram-Andersen: For Konge og folk, Den Kongelige Livgarde 1994, s. 31).
Livgarden besatte derefter
Løbegraven ved Sønderborg Havn fra Slottet til Kirkebatteriet. Der opstod nu en
langvarig, overordentlig heftig artillerikamp. Brohovederne, havnen og
Sønderborg by overdængedes med en morderisk granatild. Livgarden til Fods fik
en særdeles vanskelig stilling ikke alene på grund af den heftige ild, men også
på grund af den brand, der udbrød i husene umiddelbart bag løbegravene. Branden
truede med at gøre opholdet i løbegravene umuligt. Den fjendtlige ild fortsatte
med usvækket kraft til omtrent kl. 18:30, og først ved mørkets frembrud
sluttede dagens dramatiske begivenheder. Livgarden til Fods havde denne dag
lidt et tab på 12 døde og 15 sårede.
Den Kongelige Livgarde til Fods
med 55 Rasmussen fik ikke noget langt ophold på Als. Allerede natten til den
20. april blev den via Fyn overført til Fredericia.
Livgarden blev tilbageført til
Fyn den 27. april. Allerede 14 dage efter, den 4. maj om aftenen,
ankommer den til Hals ved Limfjordens indsejling. Her skal Garden indgå i
bevogtning af Limfjorden fra Kattegat til Ryaa.
Snart sendes Den Kongelige
Livgarde til Fods igen på farten. Baggrunden var den bekymring, at Sjælland og
ikke mindst København stort set var ubefæstet og derfor sårbare overfor en
fjendtlig besættelse. Derfor overførtes Den Kongelige Livgarde til Fods i
dagene 14.-16. maj til København.
Hans Rasmussen var atter nærmere
hjemmet. Han hjemsendes 6. august.
Ole Nielsen
Ole Nielsen deltog i Den
2. Slesvigske Krig i 1864 som menig nr. 574 ved 13. Infanteriregiment, 2.
Bataljon, 5. Kompagni fra 28. januar til 13. august 1864.
Den store andel af tysksindede
blandt det fra Sydslesvig rekrutterede mandskab kom til at betyde problemer med
loyaliteten i de afdelinger, hvor de indgik. Det var gældende for 13.
Infanteriregiments 2. Bataljon, som Ole Nielsen tilhørte. Den lå under
formering i Sønderborg. 1. Bataljon, formeredes i Assens.
I første fase forblev 13.
Regiments 2. Bataljon i Sønderborg. Ved krigens udbrud den 1. februar
1864 afmarcherede bataljonen ifølge ordre den 3. februar fra Sønderborg for at
begive sig til Flensborg. De nåede den 4. til Klusris, hvor de fik ordre til at
blive, og hvor de senere fulgte med den øvrige del af hæren på tilbagetoget fra
Dannevirke til Sønderborg 5. – 7. februar.
I begyndelsen af marts samledes
13. Infanteriregiment i den befæstede lejr nord for Fæstningen Fredericia. På
grund af problemet med sydslesvigerne var regimentet mindre anvendeligt til
forposttjeneste. Derfor dannede 13. Regiment fæstningens hovedreserve.
I februar og marts trak de
østrigske tropper sammen omkring fæstningen, som blev erklæret i
belejringstilstand. Helt undgik Ole Nielsen og hans regiment ikke kampen, da
østrigerne 17. marts gik til angreb. Tabsliste for Fredericia 17. – 21. marts
1864 var for 13. Regiment 5 døde, 9 sårede og 3 deserterede slesvigere.
Efter tabet af Dybbøl 18. april
1864 øges presset på Fredericia. 26. april rømmer danskerne fæstningen og
trækker alle tropper til Fyn.
På Fyn blev 13. Regimentet
indsat i forsvaret af den truede kyststrækning syd for Middelfart.
Ole Nielsen hjemsendes 13.
august 1864 ved fjendtlighedernes afslutning.
Hvis du vil vide mere om de tre
tapre krigeres liv og familie, kan du finde det ved at bruge knapperne på
forsiden af www.flemmingholm.dk.