Anekdoter

Herfølge sogn har en helt
central rolle i den sjællandske gren af slægten. I min kortlægning af anernes
færd i dette sogn, er der unægteligt dukket nogle partnerskaber op, som ikke
har fået kirkebogens blå stempel, men som vi også skylder vores eksistens.

Hendrich Mathiasen, smed i
Åshøj, som ifølge Johannes Rasmussen er indvandret fra Sverige, får sin mere
reglementerede præsentation ved hans trolovelse med Ellen Andersdatter i 1789,
da han var 30 år og lige havde overtaget smedjen. Men 10 år før har han spillet
en rolle i landsbyen.

I 1776 var pigen Margrethe af
Åshøj blevet enke efter Morten Sørensen. Hun er dermed som 40-årig blevet alene
med sin lille pige Ingeborg. Smeden, Johan Madsen, havde da en ansat,
smededrengen Hendrich Mathiasen, som i 1779 var omkring 20 år. Ham forførte
enken – eller var det omvendt? – og i 1779 nedkommer Margrethe med datteren
Karen. Kirkebogen fortæller, at hun udlagde smededrengen som barnefader. Vi ved
ikke, om det var på tale, at Hendrich skulle gifte sig med den 23 år ældre
enke, men han vælger at forsvinde. Omkring 10 år senere, da den gamle smed er
død, vender Hendrich tilbage fra København og overtager smedjen. Han gifter sig
med skovfogedens datter Ellen, og bliver en agtet borger i sognet.
De får en større børneflok, og en af dem, Rasmus Hendrichsen, født i år
1800, bliver stamfader til grenen Rasmus-sen.

Også skovfogedslægten har sine
dunklere afsnit. Jeg har i anden forbindelse omtalt skovfoged Ole Nielsen i
Almindevængehuset (Almissevængehuset) på Endeslev Overdrev, der gjorde
husholdersken Kirsten gravid og giftede sig med hende. Oles far, skovfoged
Niels Jørgensen i Lellinge, der var enkemand, havde giftet sig med sin
husholderske, Ellen Nielsdatter, der var 32 år yngre og blev Ole Nielsens mor.
Hendes oprindelse har jeg prøvet at udforske nærmere.

Ellen er født i Tessebølle ved
Herfølge i 1809 i dyb fattigdom. Hendes forældre, Niels Hendrichsen og
Frederiche Pedersdatter, var indsiddere, dvs. de boede til leje i et rum hos en
husmand og tilhørte dermed sognets laveste sociale lag. Ellen mistede sin far
som 10-årig og sin mor, da hun var 15, så det har været hendes redning at komme
i huset hos Niels Jørgensen.

Ellens far, Niels, er formentlig
også resultatet af en løs forbindelse. Noget tyder på, at han er uægte barn af
en tømrersvend fra København ved navn Hendrich, som hans mor udlagde som
barnefader. Ellens mor, Frederiche, var plejebarn hos en husmand i Kanderød,
hvor hun var anbragt af ”Opfostringshuset”, så også hendes oprindelse er yderst
tvivlsom og i hvert fald ikke udsprunget af ordnede familieforhold.

Men mine tiptipoldeforældre,
Niels Hendrichsen og Frederiche Pedersdatter i Tessebølle, har haft kvaliteter
til at bryde mønstret og trods kummerlige kår at opfostre en børneflok på 7,
hvoraf en dog kun blev et par år gammel.

For at binde den sidste sløjfe
om de uægteskabelige forbindelser, så blev Frederiche enke i 1819, da hun var
40 år. Også hun havde stadig tilstrækkelig livskraft til fire år efter at
nedkomme med pigen Ane Marie og udlægge en mand ved navn Niels Hansen som
barnefader.

Billedet af vores slægtstræ
viser stadig tydeligere et dna, der rummer kvaliteter krydret med en passende
del såkaldte menneskelige svagheder til at skabe den nødvendige
spændvidde og mønsterbrydende livsenergi.

Denne lille historie har særlig
interesse for efterkommere af aner på den bornholmske slægtsgren.

Her drejer det sig om en
gren med base i sognene Bodilsker og Povlsker med kystbebyggelserne Balka
og Snogebæk. Vi møder her Jørgen Jacobsen, der er født lidt før år 1700 og i
1713 gifter sig med Anne Olsdatter.

Anne er en spændende pige –
tiltrækkende og gavmild – og genstand for sognets og menighedens
opmærksomhed og bekymring gennem ungdomsårene. I 1702 bliver hun aftvunget
offentligt skriftemål i Bodilsker kirke for usømmelighed, fordi hun er
nedkommet med et uægte barn og dermed har gjort sig skyldig i ”lejermaal”.
Gennem hendes bekendelse skal man have udlagt en barnefader. Det går nu ikke så
godt, for Anne siger, at hun ikke kender faderens navn, så de må nøjes med
at notere, at den skyldige er en ukendt bådsmand.

Fire år efter går det atter galt
for Anne. Denne gang kan man dog udpege barnefaderen, så han og Anne står
sammen frem i kirken med deres skriftemål.

Tredje gang er lykkens gang, både
for Anne og for os, der skylder hende vores eksistens. Hun bliver gravid
med vores ane, Jørgen Jacobsen, der vedkender sig sit ansvar og gifter sig med
hende samme måned, som sønnen Peder bliver født. Deres fjerde barn, Jacob,
viderefører vores direkte anegren.

Familien tilhører almuen i
Bodilsker og Povlsker. En enkelt træskomager og en møller lyser lidt op, men
videre driver de det ikke. Så kommer møllerens søn, Jacob, der forlader
hjemegnen og når helt til Svaneke. Her kobler han slægten til den agtværdige
familie Dich ved sit ægteskab med Christiane Margrethe. Deres datter, Augusta
Margrethe, bliver koblingen til den ikke mindre respektable baptistfamilie,
Holm.

Gennem hjemmesidens ”direkte
aner” eller ”navneliste” kan du klikke dig frem til flere detaljer.

Slægtsgrenen Rasmussen tilhører skovfolket fra
Østsjælland. Det skylder vi Anders Rasmussen og hans kone Ellen Louise, født
Nielsen. Ellen Louise var skovfogeddatter, og familien Rasmussen forarbejdede
det råstof, skovene leverede. Vi har stadig mange træmænd – og dygtige til
faget – i familien.

Jeg har før fortalt om smed
Hendrich Mathiasen i Åshøj (Aashøje), der var stamfader til slægten Rasmussen
med de stærke håndværkertraditioner.

Hendrichs kone, Ellen, var også skovfogeddatter.
Hendes far, skovfoged Anders Nielsen i Aashøje Skovhuse, var søn af skovfoged
Niels Andersen i Abildgaardshuset i Vallø Storskov. Det var mere end 100 år
før, Ellen Louise med sine forældre flyttede til Abildgaardshuset og senere
hentede sin mand Anders Rasmussen dertil. Her blev både Johannes og Ove
Rasmussen født lige efter år 1900.

Abildgaardshuset i Vallø
Storskov (se billedet) har dermed været centralt for skovslægten gennem mere
end hundrede år. Slægten har omfattet mindst 5 skovfogeder, og vore huggere,
tømrere, snedkere, savskærere og andre bygningshåndværkere har også deres
rødder i skovproduktionen.

Ove Rasmussen (min far) skrev romanen, “Baronens Søn”. Den er ikke udgivet, men jeg har renskrevet og kopieret manuskriptet. Handlingen er henlagt til skovene omkring Giesegaard, hvor Oves farfar, Hans Rasmussen, arbejdede som hugger og tømrer. Hans Rasmussen er model for romanens hovedperson, Kresten Husmand. Da Ove Rasmussen døde i 1957 efterlod han et ufærdigt manuskript til romanen “Folket mellem skovene”. Heri kan man genkende træk fra den egn, hvor Ove selv voksede op, altså Vråby og Endeslev. Også dette manuskript er jeg i besiddelse af.

Du kan fordybe dig i historien
om familiens aner fra skoven på www.flemmingholm.dk.

Hvis du tilhører slægten, og nogen spørger: ”Hvor kommer
du fra?” kan du roligt svare: ”Fra de store skove”.

Helt op i det tyvende århundrede har familien og slægten
været en central del af den sociale tryghed. Sønnen fortsatte i faderens
fodspor. Han overtog fæstegården eller blev håndværker, fisker, soldat eller
sømand som faderen. Datterens rolle var lidt sekundær, men ingen tvivl om, at
det var vigtigt for familien, at valget af ægtefælle sikrede trygge rammer også
om hendes fremtidige familieliv.

Med velfærdssamfundet blev trygheden mere et spørgsmål om
samfundspolitik end om familiesammenhold. Familiens omsorg for den ældre
generation blev til samfundets ældrebyrde. Børnepasningen, som før var
familiens anliggende, blev i stigende grad samfundets ansvar. Slægtsfølelsen,
der før var i lyst og nød, er nu kun af lyst (hvis den er).

Det afspejles blandt andet i navngivning af børnene. Før den
generation, jeg tilhører, var det almindeligt, at man (som i kongehuset i dag)
hentede fornavnet blandt bedsteforældrene. Den førstefødte fik bedstefars
fornavn, hvis det var en søn, og bedstemors, hvis det var en datter. De
efterfølgende børns navne blev også i vidt omfang hentet fra tidligere
generationer. Døde et barn, fik den næste navnet. Der har været variationer i
denne praksis fra egn til egn og fra familie til familie, men grundtanken har
været at fastholde identiteten og sammenholdet ved at videreføre navnene gennem
generationerne. Jeg vil afholde mig fra antagelser om motiver til den
navngivning, der praktiseres i dag, selv om jeg er fristet.

I stedet får I en lille beretning om navnet Ole
fra slægten Holm.

Ole Andersen blev født i en soldaterfamilie på
Christiansø i 1793. Han blev selv soldat på fæstningen og giftede sig i 1815
med Marie Esbersdatter. De fik datteren Cicilie (opkaldt efter en moster) i
1816. Året efter druknede Ole i havet. Cicilies mor giftede sig med Christen
Hansen Holm.

Cicilie tog stedfaderens efternavn og giftede sig i 1836 med
Isak Jensen, der også tog efternavnet Holm. Samme år nedkom Cicilie med en søn,
de kaldte Ole Jensen Holm.

Ole Jensen Holm (veteran fra 1864) var far til min morfar,
Frederik Theodor Holm, der blev født i 1871.

Efter teorien skulle Frederiks første barn hedde Ole, men
det blev en pige (min mor), der blev kaldt Theodora efter hendes fars
mellemnavn, Theodor.

Theodora blev i 1927 gift med Ove Rasmussen. Deres
første barn kaldte de Ole Bengt Holm Rasmussen. Han blev født i 1930,
men døde 11 måneder gammel.

Nu var der ingen Ole i den generation, men Frederik Holms
anden datter, Magdalene (moster Lene) og hendes mand, Poul Brandt Johansen, fik
i 1934 en søn, de kaldte Ole.

Ole Brandt Johansen døde i 1982.

Dermed overlades det slægtens kommende generationer, om
navnet Ole skal genopstå. Det er nok pigerne, der bestemmer det.

Tre af vore forfædre deltog
aktivt i Den 2. Slesvigske Krig i 1864, som trods det endte med tabet af
Sønderjylland. De tre er mine oldefædre:
Ole Jensen Holm, Hans Rasmussen og Ole Nielsen. Den første var 26 og de
to andre 27 år, da de drog i krig. Selv om de tabte, er det så
meget vigtigere, at alle tre overlevede. Var en af dem faldet, havde ingen af
os efterkommere været her.

Ole Jensen Holm

Da Ole indkaldes ved
mobiliseringen til Den 2. Slesvigske Krig, er det som underkorporal nr. 195 i
6. Infanteriregiments 2. Kompagni. Regimentet tilhører 2. Divisions 4.
Brigade i forsvaret af Dannevirkestillingen. Her fik 2. Division til opgave at
forsvare højre fløj fra udløbet af Ejderen og indtil byen Schirnau.

Prøjserne og østrigerne
overskred Ejderen 1. februar 1864 kl. 7. Danskerne trak sig planmæssigt tilbage
til Dannevirkestillingen uden egentlig kamp. Den 2. februar var fjendens
angreb koncentreret om vores venstre fløj med kampen i Mysunde som vigtigste
begivenhed. Her blev skanserne holdt. På højre fløj hos Ole Jensen Holm var
fronten rolig.

3. februar satte fjenden
angrebet ind mod Dannevirkes centrale afsnit. De danske styrker blev trængt
tilbage til den gamle Dannevirkevold ved Bustrup med et tab på 42 døde, 153
sårede, 172 fangne og 48 savnede. Også denne dag var der roligt hos Ole på
højre fløj.

Et krigsråd i Slesvig
resulterede i beslutningen om at foretage et tilbagetog fra
Dannevirkestillingen den 5. februar om aftenen.

Afmarch skete som planlagt, men
blev besværliggjort af dårligt vejr med glat føre. Oles regiment ankom 6.
februar i løbet af aftenen til Harreslev efter en march på 70 km med gevær og
udrustning på isglatte veje siden den foregående aften kl. ca. 19. Efter et
kortvarigt hvil fortsatte de marchen 7. februar under enorme strabadser. I
løbet af aftenen og natten til 8. februar ankom hæren til Sønderborg. 6.
Regiment havde undgået at få del i armeens tab på næsten 1400 mand under
tilbagetoget 5. – 7. februar 1864.

Besættelse med regimenter i
dybbølstillingernes forpost, hovedpost og skansebesætning foregik i turnus med
daglige rokeringer. For at de danske forladegeværer kunne blive brugbare ved
prøjsernes angreb med deres hurtigtladende bagladegeværer, måtte forsvaret i de
danske skyttegrave og skanser organiseres. Instruksen fra Overkommandoen
lød: “Kun 1 geled står ad gangen paa bankettet. Nar en mand har
skudt, træder han ned til venstre bagest i roden og lader straks. Bagmanden af
roden træder op paa bankettet og skyder, træder ned bagest i roden og lader, og
så fremdeles”.

I løbegravene fik mandskabet lov
til holdvis at søge hvile på den hårde jord, dog uden at nogen lettelse med
hensyn til at bære tornystre og lædertøj, kunne tillades. Mandskabet indrettede
sig i mørket, så godt det formåede. Det skaffede sig dækning imod granaterne
ved huler i jorden eller ved opkastede traverser. Under fortvivlede
forhold, hvor hvert øjeblik kunne afgøre spørgsmålet om liv eller død, søgte
soldaten i sin tarvelige dækning trøst i læsning af gudelige skrifter og
salmer.

6. Regiment med underkorporal
Ole Jensen Holm deltog blandt andet i træfningen i Sundeved 18. februar. Tabet
på dansk side var omkring 100 mand heraf 7 døde og 10 sårede i Oles
regiment. Ved den voldsomme forpostfægtning den 22. februar deltog Ole i
forsvaret af Dybbøl Mølle, hvor 382 danske og 37 fjender faldt.

Den 17. april, dagen før
prøjsernes afgørende stormløb, var Ole Jensen Holms regiment netop blevet
afløst i skanser og løbegrave og indgik i reserven på Als.

Efter at den danske hær 18.
april var fordrevet fra Sundeved og Dybbøl til Als, måtte man koncentrere
indsatsen om at forsvare øen og forhindre prøjserne i at overskride Alssund.

6. Regiment indgik i forsvaret
af den nordlige del af øen. Kl. 2:50 natten til 29.juni indløb et telegram fra
kommandoen i Ulkebøl til 6. Regiment: “Fjenden angriber alvorligt
Stillingen langs Als Sunds snevre Del”.

Det viser sig hurtigt nødvendigt
at gennemføre planen om at forlade Als og trække tropperne til Fyn. Styrkerne i
den nordlige del af øen får ordre til at marchere mod Kegnæs, hvor
indskibningen skal finde sted.

6. Regiment indgik efter
ankomsten i den styrke, der sikrede forsvaret af Kegnæs under indskibningen. I
Batteriet og de tilstødende løbegrave stod 1. og 2. Kompagni af 6. Regiment.
Ved middagstid 30. juni var der i befæstningen på Draget kun 6. Regiments 2.
Kompagni (Ole) samt 70 matroser med det hverv at fingere et forsvar.
Stillingen ved Draget blev forladt den 1. juli . Omtrent kl. 15 forlod de
sidste danske tropper Als. Ole Jensen Holm blev dermed en af de sidste, der
forlod øen.

Dermed var kampene slut for Ole.
Han kom med sin styrke til at deltage i bevogtningen af Fyns sydlige kyst, men
en fjendtlig invasion af Fyn blev aldrig aktuel. Ole Vender hjem til Bornholm i
august 1864.

Hans Rasmussen

Hans Rasmussen blev i 1859
indkaldt som menig nr. 55 Rasmussen til 1. Kompagni af “Den Kongelige
Livgarde til Fods”. Det er det samme som Livgarden i dag. På den tid
fandtes også “Den Kongelige Livgarde til Hest”, men den blev nedlagt
i 1867 og dens opgaver overtaget af Gardehusarerne.

Indkaldelsen ved Den 2. Slesvigske
Krig skete i januar 1864 og “Livgarden til Fods” blev ved
mobiliseringen bragt op på omkring 500 mand.

Garden deltog ikke i kampene ved
Dannevirke. Den forblev i København til først i marts.

4. marts 1864 kl. 14:15 indgik
følgende telegram fra Krigsministeriet hos Overkommandoen i Sønderborg:

“2 Kompagnier af Garden
under Kaptain Holck afgaa i dag Eftermiddag Kl. 3 paa Postdamperen Freya,
eskorteret af Dagmar til Colberg Bugten, gaa i Land ved Hohwacht, derfra til
Lütjenburg og tilbage for muligen at gaa i Land paa andre Punkter”.

Den 6. marts nåede Freya
Holstens kyst ledsaget af korvetten Dagmar og skruekanonbåden Marstrand med en
transportbåd på slæb. På grund af vejrforholdene foregik landsætningen ikke ved
Hohwacht, men mellem skovene Schassau og Weinberg, hvor mandskabet måtte vade i
land næsten til bæltestedet (et koldt bad 6. marts i vintervejr). Her
landsattes 50 mand, og det besluttedes ikke at landsætte flere, da ingen
fjendtlige tropper fandtes på egnen, og det rygtedes, at der ingen fjendtlige
tropper fandtes i det nordøstlige Holsten. Nr. 55 Rasmussen deltog i togtet,
men om han var blandt de landsatte, ved vi ikke.

Nogle dage senere ankom
“Livgarden til Fods” med skib til Sønderborg. Gardens
feltuniform var endnu i 1864 sort skindjakke og bjørneskindshue. Den vakte
derfor naturlig opmærksomhed, hvor den viste sig.

Da Livgarden til Fods ikke var
talstærk nok til skiftevis at forrette tjeneste med regimenterne i stillingerne
ved Dybbøl, lagdes den fra den 20. marts som fast garnison i Sønderborg,
dannede reserve i tilfælde af angreb og var til rådighed som arbejdskommando.

Det var nattearbejdet, der
muliggjorde det lange og hårdnakkede forsvar. Livgardens mandskab skulle møde
til arbejde om natten i 2 hold, nemlig kl. 21 – 24 og 00 – 03.

Arbejdskommandoerne spredtes
over hele stillingen. Det var opgaven at bygge op, hvad der om dagen var revet
ned og ødelagt af den fjendtlige ild. Spade og skovl kom i flittig virksomhed.
Brystværn udbedredes ved sandsække og faskiner. Der fyldtes jord på
krudtmagasiner og blokhuse. Traverser forstærkedes og nye anlagdes. Nyt skyts
bragtes ud til skanserne, ødelagt skyts førtes tilbage. Skydeskår blev
indskårne.

Det farligste arbejde for 55
Rasmussen og de øvrige i arbejdsstyrken var, stående på brystværnet at modtage
og anbringe de fyldte sække. Pauser i arbejdet kom ved alarmeringer og ved den
fjendtlige ild. Ved alarmering forsvandt værktøjet og gav plads for geværet. Så
snart faren var ovre, fortsatte arbejdet på ny. Ofte fortsatte arbejdet trods
de sprængende granater.

Bombardementet fra fjendens
artilleri af de stillinger i Sønderborg, hvor Livgarden opholdt sig, var
intens. Bombardementet 2. april bevirkede, at byen med undtagelse af den
nordligste del blev ubeboelig. Til opretholdelse af orden i byen afgav
Livgarden til Fods et kompagni. Da det viste sig, at en del folk under branden
benyttede lejligheden til at plyndre, bemyndigedes dette kompagni til at holde
standret over enhver, som blev grebet på fersk gerning.

18. april 1864 om morgenen satte
prøjserne deres tilintetgørende stormløb ind med dansk tilbagetog til følge.

Livgarden til Fods var blevet
beordret til Sundeved for at dække 3. Brigades retræte, men bevægelsen
fuldførtes ikke, da brigaden ved gardens ankomst til den nordre bro havde nået
brohovedet.

En øjenvidneberetning beskriver
det sådan: “Da saas i den hæftige Ild Livgarden i Sektionskolonne rykke
frem på den nordre Pontonbro. Geledderne var tæt sluttede, Marchen taktfast og
i almindelig Kadence, Geværerne i hvil, skarpt antrukne, alt ganske som paa
Eksercerpladsen. Foran Kolonnen marcherede 4 Officerer. Granaterne piskede ned
i Vandet paa begge sider af Broen, Garden fortsatte sin March. Da Kolonnens
Téte var naaet omtrent totrediedele af Broens Længde frem, fik Bataljonen
Befaling til at rykke tilbage; Artillerilarmen var saa stærk, at jeg, der stod
tæt ved Broens vestlige Ende, ikke kunne høre nogen Kommando; men pludselig saa
jeg Geværerne blive stærkt antrukne og Kolonnen næsten samtidigt i hele dens
Dybde vende om og lige saa roligt marchere tilbage til Sønderborg” (Jesper
Gram-Andersen: For Konge og folk, Den Kongelige Livgarde 1994, s. 31).

Livgarden besatte derefter
Løbegraven ved Sønderborg Havn fra Slottet til Kirkebatteriet. Der opstod nu en
langvarig, overordentlig heftig artillerikamp. Brohovederne, havnen og
Sønderborg by overdængedes med en morderisk granatild. Livgarden til Fods fik
en særdeles vanskelig stilling ikke alene på grund af den heftige ild, men også
på grund af den brand, der udbrød i husene umiddelbart bag løbegravene. Branden
truede med at gøre opholdet i løbegravene umuligt. Den fjendtlige ild fortsatte
med usvækket kraft til omtrent kl. 18:30, og først ved mørkets frembrud
sluttede dagens dramatiske begivenheder. Livgarden til Fods havde denne dag
lidt et tab på 12 døde og 15 sårede.

Den Kongelige Livgarde til Fods
med 55 Rasmussen fik ikke noget langt ophold på Als. Allerede natten til den
20. april blev den via Fyn overført til Fredericia.

Livgarden blev tilbageført til
Fyn den 27. april. Allerede 14 dage efter, den 4. maj om aftenen,
ankommer den til Hals ved Limfjordens indsejling. Her skal Garden indgå i
bevogtning af Limfjorden fra Kattegat til Ryaa.

Snart sendes Den Kongelige
Livgarde til Fods igen på farten. Baggrunden var den bekymring, at Sjælland og
ikke mindst København stort set var ubefæstet og derfor sårbare overfor en
fjendtlig besættelse. Derfor overførtes Den Kongelige Livgarde til Fods i
dagene 14.-16. maj til København.

Hans Rasmussen var atter nærmere
hjemmet. Han hjemsendes 6. august.

Ole Nielsen

Ole Nielsen deltog i Den
2. Slesvigske Krig i 1864 som menig nr. 574 ved 13. Infanteriregiment, 2.
Bataljon, 5. Kompagni fra 28. januar til 13. august 1864.

Den store andel af tysksindede
blandt det fra Sydslesvig rekrutterede mandskab kom til at betyde problemer med
loyaliteten i de afdelinger, hvor de indgik. Det var gældende for 13.
Infanteriregiments 2. Bataljon, som Ole Nielsen tilhørte. Den lå under
formering i Sønderborg. 1. Bataljon, formeredes i Assens.

I første fase forblev 13.
Regiments 2. Bataljon i Sønderborg. Ved krigens udbrud den 1. februar
1864 afmarcherede bataljonen ifølge ordre den 3. februar fra Sønderborg for at
begive sig til Flensborg. De nåede den 4. til Klusris, hvor de fik ordre til at
blive, og hvor de senere fulgte med den øvrige del af hæren på tilbagetoget fra
Dannevirke til Sønderborg 5. – 7. februar.

I begyndelsen af marts samledes
13. Infanteriregiment i den befæstede lejr nord for Fæstningen Fredericia. På
grund af problemet med sydslesvigerne var regimentet mindre anvendeligt til
forposttjeneste. Derfor dannede 13. Regiment fæstningens hovedreserve.

I februar og marts trak de
østrigske tropper sammen omkring fæstningen, som blev erklæret i
belejringstilstand. Helt undgik Ole Nielsen og hans regiment ikke kampen, da
østrigerne 17. marts gik til angreb. Tabsliste for Fredericia 17. – 21. marts
1864 var for 13. Regiment 5 døde, 9 sårede og 3 deserterede slesvigere.

Efter tabet af Dybbøl 18. april
1864 øges presset på Fredericia. 26. april rømmer danskerne fæstningen og
trækker alle tropper til Fyn.

På Fyn blev 13. Regimentet
indsat i forsvaret af den truede kyststrækning syd for Middelfart.

Ole Nielsen hjemsendes 13.
august 1864 ved fjendtlighedernes afslutning.

Hvis du vil vide mere om de tre
tapre krigeres liv og familie, kan du finde det ved at bruge knapperne på
forsiden af www.flemmingholm.dk.