Blog Image

Anekdoter

Små historier om min slægt

Læs her

Fra Nylars til Christiansø

Slægtens historier Posted on %AM, december 11 2013 11:23:21

Midt mellem Rønne og Åkirkeby ligger landsbyen Nylars. Den er kendt for sin rundkirke, der er en af Bornholms
smukkeste og bedst bevarede. Kirken tilhører Nylarsker sogn, der desuden
omfatter Lobbæk og kystbebyggelsen Arnager.

Foto: Lilli-Ann Studsgaard 2014

Kirken har gennem flere hundrede år været midtpunkt for
livet i Nylarsker sogn. Vi skal her se lidt på en lille familieklan i
Holmslægten, der havde hjemsted i Nylars og Arnager i det syttende og attende
århundrede. Det var en tid, hvor kirkelivet spillede en central rolle for alle
sognets beboere. Kirken var det afgørende samlingspunkt. Alle vigtige
begivenheder udlevede beboerne her. De
store glæder og de store sorger som ægteskab, fødsler og dødsfald blev markeret
i menigheden, og julen og de andre store højtider fejredes ved deltagelse i gudstjenester
og andre kirkelige handlinger. Armoden var stor og tillod ikke festivitas i
hjemmet, som vi kender det ved juletid.

Også det mere skandaleprægede havde sin plads i den
kirkelige omsorg for beboerne. Her må vi erkende et enkelt mindre flatterende
eksempel i slægten.

Tip-5 oldefar, Hans Eschildsen, blev født i Nylars i 1687.
Han giftede sig i 1713 med Giertrud Olsdatter, og i juni 1715 lader de deres
første barn, sønnen Ole, døbe i kirken.

Tilsyneladende har Hans haft svært ved at holde sig i ro
under konens graviditet, for i maj måned året efter står Ellen Pedersdatter fra
Rønne frem i Nylars kirke til offentligt skrifte og udlægger som fader til sit
uægte barn ”Hans Eschildsen, en gift mand her fra sognet”. Hans får ikke lov at
dø i synden, så samme år i september, må han offentligt skrifte sit begåede ”lejermål”
i kirken.

Efter at have skænket ham 4 børn dør Giertrud omkring 1730.
I 1731 gifter Hans sig med en ny Giertrud, nemlig Giertrud Eschildsdatter, som
bliver min tip-5 oldemor. Deres første barn, tip-4 oldemor, døbes i april 1732
og får også navnet Giertrud.

Men Hans er vist en skidt fyr. Også denne gang efterfølges
den førstefødtes fødsel af skandale. Midt i juleforberedelserne, den 2. søndag
i advent, må han atter skrifte i kirken. Denne gang har han begået tyveri.

Straffen for tyveri var på det tidspunkt barsk. Om Hans
måtte udstå en verdslig straf kan måske afsløres ved at finkæmme tidens bornholmske
retsprotokoller. Kirkebogen siger ikke noget om det, men det ville være et
overmåde barmhjertigt træk, hvis sognefoged og præst har ladet den verdslige
retsforfølgelse erstatte af bodsøvelse i kirken. I så fald kan man heller ikke
se bort fra det hensyn, at kone og børn ville ligge sognet til byrde under et
langvarigt ophold i tugthuset. Men det er selvfølgelig kun spekulationer.

Hos Hans og hans to gange Giertrud opvoksede 5 børn. Desuden
døde en som spæd og en blev kun fire år. Mindst et plejebarn er der også blevet
plads til.

På samme tid levede i Arnager en anden familie, der kom til
at indgå i slægtstræet. Det var Didrich Stephansen og hans kone Inger med deres
3 børn. Det var en god og respektabel familie. Sønnen Peder Didrichsen fik til alt
held øje på vores egen Giertrud og giftede sig med hende. Med afsæt i sin gode
baggrund og sikkert med hjælp fra faderen erhvervede Peder 12. selvejergrund i
Nylars og blev udbygger. Peder og Giertrud opfostrer sammen 8 børn på
udbyggerstedet.

Et af børnene, Anders Pedersen, afslutter slægtskapitlet i
Nylars. Han drager til Christiansø og bliver soldat og commando matros på fæstningen.
Her har han deltaget i de dramatiske begivenheder under Englandskrigen 1807-14,
efter at englænderne havde bombarderet København og røvet den danske flåde i september
1807. Der foregik en omfattende kapervirksomhed med kanonbåde og småskibe fra øfæstningen
med opbringelse af engelske handelsskibe. Skibene og deres ladning blev solgt
på offentlig auktion på Christiansø, på Bornholm eller i København. Dette
autoriserede pirateri var en del af den begrundelse, man har brugt til at
forklare de engelske orlogsskibes voldsomme bombardement af Christiansø og
Frederiksø i oktober 1808. Meget tyder dog på, at englænderne havde planlagt
invasion og erobring af fæstningen, men opgav i tide.

Anders Pedersen gifter sig med Sidsele fra en
soldaterfamilie på Christiansø. De får sønnen Ole Andersen, som også bliver
soldat ved fæstningen, men ulykkeligvis drukner på en fisketur i 1817, 24 år
gammel. Ole var gift med Marie Esbersdatter fra en anden soldaterfamilie på
øen. Deres eneste fælles barn, Cicilie, og hendes mand, Isak Jensen Holm, bliver
forældre til blandt andre den navnkundige menighedsforstander i Rønne, P.A.
Holm og min oldefar, snedker Ole Jensen Holm, som jeg har omtalt i en anden af
mine anekdoter: ”Krigerne 1864”.

Familien nåede også at få en plads i Danmarks royale historie.
Da en af sønnerne skulle døbes, faldt det sammen med Kong Frederik den syvendes
besøg på Christiansø. Kongen og hans
elskede gemalinde, Grevinde Danner, født Louise Rasmussen, foretog i 1851 en
rundrejse i Danmark året efter indgåelsen af det ægteskab, der forargede det
danske borgerskab.

Besøget på Christiansø faldt sammen med dåben af to
drengebørn den 8. august. Den ene var Isak og Cicilies søn. Efter kongens ønske
stod han selv fadder til børnene med Grevinde Danner som gudmor. Forældrene modtog en dåbsgave på 120
rigsdaler fra kongen og grevinden. Begge drengene blev døbt Frederik som første
fornavn efter ønske fra den kongelige fadder. Vores egen slægtning fik et
royalt fornavn mere. Han blev døbt Frederik Christian Holm.

Mange andre gode historier kan fortælles om slægten Holm.
Lad os derfor her i adventstiden glæde os over, at det ikke blev Hans
Eschildsens tvivlsomme karaktertræk, der kom til at sætte sit præg på slægten,
men andre respektable folk – heriblandt fra Nylars og Arnager.



Moster Lenes klaver

Slægtens historier Posted on %PM, marts 01 2013 19:10:47

7. februar 1924 bestilte frk. Theodora Holm, Slagelse (min
mor) et klaver med betegnelsen B18 M hos HORNUNG & MØLLER. Klaveret blev
sat i produktion som nr. 33.488 og var færdigt til levering den 14. april 1924.
Prisen var kr. 2.200.

Hans Majestæt kong Christian X købte 2 dage senere samme
sted et flygel, der fik varenummer 33.500 og kostede kr. 4000.

Klaveret befinder sig i dag hos mig. Om kongens flygel
stadig står på Amalienborg, har jeg ikke undersøgt.

Hvorfra ved jeg det?

Det hæderkronede HORNUNG & MØLLER, fremstillede fra
etableringen i 1827 til det lukkede i 1976 mere end 50.000 pianoer og flygler.
Hvert eneste af disse kvalitetsinstrumenter blev indført i nummerbøger med
varenummer, varebetegnelse, købsdato, produktionsdato og købers navn og
adresse. Nummerbøgerne findes på Rigsarkivet og er nu blevet digitaliseret og
lagt på Statens Arkivers hjemmeside, www.sa.dk.

Min mors klaver fik en lang, begivenhedsrig historie i
slægtens varetægt.

Familien har altid omtalt det som ”Moster Lenes klaver”. Dora
og Lene (Theodora og Magdalene) var eneste børn af forstanderen for Slagelse
baptistmenighed, Frederik Theodor Holm. Da klaveret blev købt var Dora 23 og
Lene 20 år. Det blev storesøster, som kom til at stå for anskaffelse og
finansiering af det kostbare instrument. Men det var Lene, der betalte. Herunder ser vi pigerne nogle år tidligere. Det er Lene til venstre.

De to søstre var telefonistinder på Slagelse telefoncentral.
Meget af deres fritid gik med at bistå faderen i menighedslivet, og her indgik
musik og sang som en vigtig del. De gennemførte begge den obligatoriske
undervisning hos spillelærerinden og blev i stand til med nogenlunde sikkerhed
at betjene piano og orgel. Lene ønskede brændende sit eget instrument, og trods
en vis forargelse i omgivelserne gik hun ind i det nødvendige afbetalingsarrangement.

Så i 1924 ankom klaveret til hendes mors og fars hjem,
Tordenskjoldsgade 5 i Slagelse.

I 1931 flyttede Lene med sin mand, Poul, og klaveret til
Østrigsgade på Amager. Her stod det i 5 år.

I 1936 købte de et hus på Borrebyvej 62 i Brønshøj, og her
stod klaveret de næste 20 år. Det var husets klenodie opstillet i den fine
stue, hvor vi som børn kun færdedes under opsyn. Vi lyttede andagtsfuldt, når Moster
Lene eller Mor anslog tangenterne til fællessang. Moster Lene fortalte stolt,
at klaverstemmeren altid indprentede hende, at det var et enestående instrument
med en uforlignelig klang, som hun skulle passe godt på.

Omkring 1956, da Poul Brandt Johansen blev direktør for Køge
Trævarefabrik, fulgte klaveret selvfølgelig med til direktørboligen på havnen i
Køge.

1967 døde Poul, og Lene flyttede til en lejlighed i
København, hvor hun ikke havde plads til klaveret. Derfor overtog min søster
Tove og hendes mand, Johannes Pedersen, det. Klaveret flyttede til Ceylonvej på
Amager. Her stod det de næste 22 år.

I 1989 tvang sygdom Tove og Johannes til at sælge huset og
flytte i lejlighed, og nu fik jeg lov til at overtage klaveret, der flyttede
ind hos os på Nyvej 15 i Slagelse. Efter 65 års rejse på Sjælland, var det
tilbage.

1996 flyttede jeg med familie og klaver til Glentevej 5 i
Slagelse. På klaveret stod en gammel lampe. En nat gik der overgang i lampen,
og den startede en ildebrand, som betød, at låget, forsiden og det ene
endestykke på klaveret blev stærkt medtaget. Forsikringsselskabet lyttede til
min historie om klaveret og godkendte, at en møbelsnedker satte det i stand.
Snedkeren udskiftede de ødelagte dele og finerede dem med cubafiner, som i
farve og nuancer passede perfekt sammen med resterne af det oprindelige. Det
fortjener at blive nævnt, at møbelsnedkeren var Bruno Hansen, som senere var den,
som fremstillede og monterede den fantastiske træbeklædning, som dækker den
indvendige del af Københavns nye operahus og efterfølgende også operahuset i
Oslo.

2007 solgte vi huset i Slagelse og flyttede til
Markmandsgade. Klaveret er djævelsk tungt. Da flyttemændene havde slæbt det op på 2. sal, faldt den ene sammen af udmattelse på trappeafsatsen foran lejligheden Men klaveret var tilbage på Amager for tredje gang.

2009 flyttede vi til en mindre lejlighed i København, og
derfor måtte klaveret på den lange rejse til vores fritidshus i Stenbjerg, Thy.

Det er foreløbig slutningen på næsten 100 års rejse gennem
landet, hvor 5 generationer, fra Frederik Holm til Doras oldebørn, har haft
fingre på tangenterne på Moster Lenes klaver.



Garnisonssmedene

Slægtens historier Posted on %PM, december 22 2011 14:26:42

Garnisonssmeden var en vigtig person på Fæstningen
Christiansø. Han skulle sørge for, at fæstningens våben og militære
udstyr til enhver tid var kampdueligt. Samtidig skulle han varetage alle de
sædvanlige opgaver, der påhvilede en smed i et lille øsamfund.
Fæstningskommandanten og den militære ledelse i København har derfor sikret
gode vilkår i smedehuset, der ligger som nabo til Lille Tårn på Frederiksø.
Der var arbejde for mere end en, så smeden havde en svend i smedjen. Nedenfor
ses smedens hus, som jeg fotograferede i 2010. Bagved skimtes taget af Lille
Tårn.

Fra 1769 til 1820, altså gennem mere end 50 år,
varetog vore aner fra slægten Holm stillingen som garnisonssmed. Det var
en gren af den navnkundige Sander Dichs efterkommere. Min tip-3 oldefar, Eskild
Hansen Dich, søn af smeden i Gudhjem, blev svend hos garnisonssmeden i 1766 og
overtog selv stillingen tre år efter.

Der er grund til at tro, at smeden havde høj status. Det
antydes ved den hyppige brug af Eskild og hans kone som faddere for især det
etablerede borgerskab på øen. Men det bedste vidnesbyrd er den respektfulde
omtale i kirkebogen ved hans begravelse. Teksten lyder:

1793 den 9de Juli blev Fæstningens Smed Eskild Dich
begraven, som havde tjent troe i Kongens Arbejde i 27 Aar og nu havde udtjent.
– Haaber at han blev af Naade af deres Tal (
dvs. en af dem) , som
hvile salig af deres Arbejde etc: Og at hans Møje, Arbejde og Elende (timelig
Armod havde han ikke) er kommen til en Salig Ende.
– i sin Alders 55de Aar
.

Det er et særsyn, at afdøde på denne måde i kirkebogen får
omtale ud over de faktuelle data i forbindelse med dødsfaldet. Præsten har i
sin fromme nidkærhed udmalet jordelivets elendighed, men så kommer han i tanker
om, at elendigheden måske ikke var helt så stor for smeden, og tilføjer derfor
den parentes, der fortæller, at Eskild ikke har oplevet timelig armod. Det må
man i høj grad bifalde, eftersom det af skiftebogen fremgår, at Eskild døde som
en holden mand. Nettoformuen var på over 373 sølvdalere, herunder et hus i
Gudhjem.

Eskild og Helvig fik 10 børn, hvoraf flere døde som små.
En af Eskilds sønner, Diderik, overtog faderens stilling og tjente som
garnisonssmed i 27 år. Formentlig har han kunnet se de begrænsede muligheder
for familien på det hensygnende fæstningsanlæg. Hans far havde tjent på
fæstningen i en periode, hvor den stadig havde stor strategisk betydning.
Det havde den også under Englandskrigen i begyndelsen af Dideriks tjenestetid,
men derefter aftog dens militære betydning hurtigt.

At vende tilbage til smedefamilien Dichs base i Gudhjem var
ikke løsningen. Her drev hans slægtsfæller fortsat erhvervet, så der var ikke
plads til endnu en smed i det lille samfund. I stedet valgte
Diderik en anden af Christiansøs færgeforbindelser. Den 4.
februar 1820 i en alder af 51 år forlader han øen med kone og 7 børn og drager
til købstaden Svaneke, stedet hvor hans stamfader, skotten Sander Dich,
220 år før var gået i land. Her slår familien sig ned, og dermed bliver
Svaneke næste station i dette aneforløb gennem Dideriks søn Christen, der på
det tidspunkt er en dreng på 9 år.



Hjørnet Enderslev

Slægtens historier Posted on %AM, december 11 2011 11:30:28

Der kom i 2011 en ny bog af Jørgen Holstein: ”Vråby – en by i krogen”. Forfatteren bor Hovtvedvej 1 i Vråby, og er leder af Lokalhistorisk arkiv i Hårlev. Han beskriver ejendommene i Vråby sogn og deres beboere gennem tiden og kommer også ind på ”Hjørnet”, som i virkeligheden ligger i Endeslev sogn. Noget af det, han skriver, vidste min generation af Enderslevklanen selvfølgelig, men af hensyn til slægtens nye skud, vil jeg ikke begrænse mig til det, der er nyt for mig. Yderligere detaljer må I som sædvanlig opsøge på www.flemmingholm.dk.

Bogen har spændende omtale af ”Hjørnets” genbo, ”Lerskovhuset”, hvor Laura og Christian Jørgensen boede i min barndom. I katolsk tid var der skov på arealet ned mod Vråby (det kan jeg dog ikke huske!). Skoven var
ejet af kirken, som byggede et kloster,” Lerskovhuset”, hvor munkene blandt andet opkrævede bompenge af folk, som passerede. Klosteret lå i sogneskellet, og man sagde, at munkene sov med benene i ”Wroby” (Vråby) og hovedet i ”Endisløff” (Endeslev). Klostret ophørte ved reformationen i 1536.

Jørgen Holstein fortæller: ”På hjørnet af Hestehavens nordlige side (Endeslev-siden) ligger ejendommen kaldet ”Hjørnet” med areal på 6 sk. land taget fra Snedkærgaards areal, og her kom Vråbys 1. mejeri til at ligge … nedlagt i 1898, da Skovkilde mejeri åbnede … I en periode var der købmandsforretning på ejendommen.”

Det var disse bemærkninger, der satte mig i gang med nærmere at kortlægge Hjørnets historie.

Jørgen Holsteins årstal er ikke helt præcise. Anders Rasmussen (farfar) erhvervede det nedlagte mejeri i 1896 (realregistrets tinglysning). 1897 gifter han sig med Ellen Louise, og de flytter ind i huset. Her er Elna født i 1898, men året efter blev Anders ansat som avlsbestyrer hos sin svigerfar, skovfoged Ole Nielsen, og de flyttede til Abildgaardshuset i Vallø
Storskov.

Anders havde en søster, Karen Marie, vi som børn kendte som ”Gammelfaster”. Karen Marie var opfostret hos sin moster, gift med gårdmand Ole Larsen på Endeslev Overdrev. Karen Marie giftede sig med Niels Peter Nielsen, der også havde boet på Overdrevet, men på dette tidspunkt var brugsuddeler i Ejby. Karen Marie og Niels Peter
havde lyst til at vende tilbage til Endeslev, og de lejede i 1899
”Hjørnet” af Anders Rasmussen. Niels Peter var uddannet slagter og fungerede samtidig som ”Handelsmand”. Han fik tilnavnet ”Niels Peter Købmand”.

Niels Peter Nielsen og Karen Marie flyttede omkring 1902  til Kærvej 25 i Endeslev by, hvor de etablerede slagterforretning.

Niels Peter Købmand har formentlig etableret slagterfaciliteter i sin tid på “Hjørnet”. I Folketællingen 1906 er slagter Jens Larsen Feigh flyttet ind.

I Folketællingen 1911 er ejendommen præget af en omfattende boligudlejning. Foruden opsynsmand og regnskabsfører Niels Olsen og hans kone Sidste Marie bor der tre, som er på fattighjælp, og en aldersrentemodtager, en skovarbejder og hans kone og en slægtning. I den sydlige ende af huset bor Maren Sofie Hansen og Anna Margrethe
Pedersen (Anna Sypige), der drev systue. De flyttede senere til den nedlagte
telefoncentral, Lerskovvej 46, hvor de først i fællesskab og – i mange år efter
Sofies død Anna alene – drev systue. Anders Rasmussens rolle som udlejer kan man se afspejlet i, at både sypigen Sofie og slagter Jerns Feigh i Folketællingen 1911 er benævnt “Baptist”.

I mellemtiden havde Anders Rasmussen været igennem økonomisk kollaps og tab af Hovtvedegård, men var ved at komme på fode igen som gårdbestyrer på Endeslev Overdrev.

I 1913 blev der gjort en ende på udlejningen, og Anders flyttede med familien ind på “Hjørnet”.

Udover den lille købmandshandel drev Anders blandt andet en slagterirute. Den bestod i, at han stod op kl. 4.00 og kørte med hestevogn de 14 km til Køge Slagteri efter slagtervarer, som han derefter udbød ved besøg på gårde og andre landboliger på sin rute. Sønnen Johannes måtte med og overtog senere ruten, som Ove derefter overtog og drev en årrække.
Derefter blev den overdraget Egon Kort, hvorefter Erhard A. Nielsen, der var gift med Anders datter Valborg, og senere deres søn Kurt, drev den videre.

Men nu er vi ovre i beretningen om Ove, Johannes og Valborgs opbygning af Rasmussenkolonien omkring Hjørnet med opfostring af Anders Rasmussens 15 børnebørn. Den kan studeres i biografierne ved at klikke dem frem fra personerne på hjemmesiden.

Herover ses Hjørnet for 100 år siden (1911). De to piger foran huset er formentlig systuens indehaver Sofie (tv) og Anna Sypige.

Her er Hjørnet sidst i fyrrerne. Butikken er stadig i den sydlige del af huset på hjørnet af vejen til Hestehaven.

Billedet her er fra først i halvtredserne, efter at Johannes Rasmussen havde fået sin broder Ove til at foretage en større restaurering. Der er lagt nyt tag på, butikken er flyttet til den nordlige ende af huset, og indgangen til boligen er placeret midt i facaden. Dagligstuen ligger nu på hjørnet mod Hestehaven.



Uægteskabelige forbindelser i Herfølge og omegn

Slægtens historier Posted on %PM, november 22 2011 21:58:15

Herfølge sogn har en helt
central rolle i den sjællandske gren af slægten. I min kortlægning af anernes
færd i dette sogn, er der unægteligt dukket nogle partnerskaber op, som ikke
har fået kirkebogens blå stempel, men som vi også skylder vores eksistens.

Hendrich Mathiasen, smed i
Åshøj, som ifølge Johannes Rasmussen er indvandret fra Sverige, får sin mere
reglementerede præsentation ved hans trolovelse med Ellen Andersdatter i 1789,
da han var 30 år og lige havde overtaget smedjen. Men 10 år før har han spillet
en rolle i landsbyen.

I 1776 var pigen Margrethe af
Åshøj blevet enke efter Morten Sørensen. Hun er dermed som 40-årig blevet alene
med sin lille pige Ingeborg. Smeden, Johan Madsen, havde da en ansat,
smededrengen Hendrich Mathiasen, som i 1779 var omkring 20 år. Ham forførte
enken – eller var det omvendt? – og i 1779 nedkommer Margrethe med datteren
Karen. Kirkebogen fortæller, at hun udlagde smededrengen som barnefader. Vi ved
ikke, om det var på tale, at Hendrich skulle gifte sig med den 23 år ældre
enke, men han vælger at forsvinde. Omkring 10 år senere, da den gamle smed er
død, vender Hendrich tilbage fra København og overtager smedjen. Han gifter sig
med skovfogedens datter Ellen, og bliver en agtet borger i sognet.
De får en større børneflok, og en af dem, Rasmus Hendrichsen, født i år
1800, bliver stamfader til grenen Rasmus-sen.

Også skovfogedslægten har sine
dunklere afsnit. Jeg har i anden forbindelse omtalt skovfoged Ole Nielsen i
Almindevængehuset (Almissevængehuset) på Endeslev Overdrev, der gjorde
husholdersken Kirsten gravid og giftede sig med hende. Oles far, skovfoged
Niels Jørgensen i Lellinge, der var enkemand, havde giftet sig med sin
husholderske, Ellen Nielsdatter, der var 32 år yngre og blev Ole Nielsens mor.
Hendes oprindelse har jeg prøvet at udforske nærmere.

Ellen er født i Tessebølle ved
Herfølge i 1809 i dyb fattigdom. Hendes forældre, Niels Hendrichsen og
Frederiche Pedersdatter, var indsiddere, dvs. de boede til leje i et rum hos en
husmand og tilhørte dermed sognets laveste sociale lag. Ellen mistede sin far
som 10-årig og sin mor, da hun var 15, så det har været hendes redning at komme
i huset hos Niels Jørgensen.

Ellens far, Niels, er formentlig
også resultatet af en løs forbindelse. Noget tyder på, at han er uægte barn af
en tømrersvend fra København ved navn Hendrich, som hans mor udlagde som
barnefader. Ellens mor, Frederiche, var plejebarn hos en husmand i Kanderød,
hvor hun var anbragt af ”Opfostringshuset”, så også hendes oprindelse er yderst
tvivlsom og i hvert fald ikke udsprunget af ordnede familieforhold.

Men mine tiptipoldeforældre,
Niels Hendrichsen og Frederiche Pedersdatter i Tessebølle, har haft kvaliteter
til at bryde mønstret og trods kummerlige kår at opfostre en børneflok på 7,
hvoraf en dog kun blev et par år gammel.

For at binde den sidste sløjfe
om de uægteskabelige forbindelser, så blev Frederiche enke i 1819, da hun var
40 år. Også hun havde stadig tilstrækkelig livskraft til fire år efter at
nedkomme med pigen Ane Marie og udlægge en mand ved navn Niels Hansen som
barnefader.

Billedet af vores slægtstræ
viser stadig tydeligere et dna, der rummer kvaliteter krydret med en passende
del såkaldte menneskelige svagheder til at skabe den nødvendige
spændvidde og mønsterbrydende livsenergi.



Anne fra Bodilsker

Slægtens historier Posted on %PM, november 22 2011 20:25:18

Denne lille historie har særlig
interesse for efterkommere af aner på den bornholmske slægtsgren.

Her drejer det sig om en
gren med base i sognene Bodilsker og Povlsker med kystbebyggelserne Balka
og Snogebæk. Vi møder her Jørgen Jacobsen, der er født lidt før år 1700 og i
1713 gifter sig med Anne Olsdatter.

Anne er en spændende pige –
tiltrækkende og gavmild – og genstand for sognets og menighedens
opmærksomhed og bekymring gennem ungdomsårene. I 1702 bliver hun aftvunget
offentligt skriftemål i Bodilsker kirke for usømmelighed, fordi hun er
nedkommet med et uægte barn og dermed har gjort sig skyldig i ”lejermaal”.
Gennem hendes bekendelse skal man have udlagt en barnefader. Det går nu ikke så
godt, for Anne siger, at hun ikke kender faderens navn, så de må nøjes med
at notere, at den skyldige er en ukendt bådsmand.

Fire år efter går det atter galt
for Anne. Denne gang kan man dog udpege barnefaderen, så han og Anne står
sammen frem i kirken med deres skriftemål.

Tredje gang er lykkens gang, både
for Anne og for os, der skylder hende vores eksistens. Hun bliver gravid
med vores ane, Jørgen Jacobsen, der vedkender sig sit ansvar og gifter sig med
hende samme måned, som sønnen Peder bliver født. Deres fjerde barn, Jacob,
viderefører vores direkte anegren.

Familien tilhører almuen i
Bodilsker og Povlsker. En enkelt træskomager og en møller lyser lidt op, men
videre driver de det ikke. Så kommer møllerens søn, Jacob, der forlader
hjemegnen og når helt til Svaneke. Her kobler han slægten til den agtværdige
familie Dich ved sit ægteskab med Christiane Margrethe. Deres datter, Augusta
Margrethe, bliver koblingen til den ikke mindre respektable baptistfamilie,
Holm.

Gennem hjemmesidens ”direkte
aner” eller ”navneliste” kan du klikke dig frem til flere detaljer.



Folket fra skovene

Slægtens historier Posted on %PM, november 22 2011 17:59:20

Slægtsgrenen Rasmussen tilhører skovfolket fra
Østsjælland. Det skylder vi Anders Rasmussen og hans kone Ellen Louise, født
Nielsen. Ellen Louise var skovfogeddatter, og familien Rasmussen forarbejdede
det råstof, skovene leverede. Vi har stadig mange træmænd – og dygtige til
faget – i familien.

Jeg har før fortalt om smed
Hendrich Mathiasen i Åshøj (Aashøje), der var stamfader til slægten Rasmussen
med de stærke håndværkertraditioner.

Hendrichs kone, Ellen, var også skovfogeddatter.
Hendes far, skovfoged Anders Nielsen i Aashøje Skovhuse, var søn af skovfoged
Niels Andersen i Abildgaardshuset i Vallø Storskov. Det var mere end 100 år
før, Ellen Louise med sine forældre flyttede til Abildgaardshuset og senere
hentede sin mand Anders Rasmussen dertil. Her blev både Johannes og Ove
Rasmussen født lige efter år 1900.

Abildgaardshuset i Vallø
Storskov (se billedet) har dermed været centralt for skovslægten gennem mere
end hundrede år. Slægten har omfattet mindst 5 skovfogeder, og vore huggere,
tømrere, snedkere, savskærere og andre bygningshåndværkere har også deres
rødder i skovproduktionen.

Ove Rasmussen (min far) skrev romanen, “Baronens Søn”. Den er ikke udgivet, men jeg har renskrevet og kopieret manuskriptet. Handlingen er henlagt til skovene omkring Giesegaard, hvor Oves farfar, Hans Rasmussen, arbejdede som hugger og tømrer. Hans Rasmussen er model for romanens hovedperson, Kresten Husmand. Da Ove Rasmussen døde i 1957 efterlod han et ufærdigt manuskript til romanen “Folket mellem skovene”. Heri kan man genkende træk fra den egn, hvor Ove selv voksede op, altså Vråby og Endeslev. Også dette manuskript er jeg i besiddelse af.

Du kan fordybe dig i historien
om familiens aner fra skoven på www.flemmingholm.dk.

Hvis du tilhører slægten, og nogen spørger: ”Hvor kommer
du fra?” kan du roligt svare: ”Fra de store skove”.



Navngivning af børn

Slægtens historier Posted on %PM, november 22 2011 17:24:21

Helt op i det tyvende århundrede har familien og slægten
været en central del af den sociale tryghed. Sønnen fortsatte i faderens
fodspor. Han overtog fæstegården eller blev håndværker, fisker, soldat eller
sømand som faderen. Datterens rolle var lidt sekundær, men ingen tvivl om, at
det var vigtigt for familien, at valget af ægtefælle sikrede trygge rammer også
om hendes fremtidige familieliv.

Med velfærdssamfundet blev trygheden mere et spørgsmål om
samfundspolitik end om familiesammenhold. Familiens omsorg for den ældre
generation blev til samfundets ældrebyrde. Børnepasningen, som før var
familiens anliggende, blev i stigende grad samfundets ansvar. Slægtsfølelsen,
der før var i lyst og nød, er nu kun af lyst (hvis den er).

Det afspejles blandt andet i navngivning af børnene. Før den
generation, jeg tilhører, var det almindeligt, at man (som i kongehuset i dag)
hentede fornavnet blandt bedsteforældrene. Den førstefødte fik bedstefars
fornavn, hvis det var en søn, og bedstemors, hvis det var en datter. De
efterfølgende børns navne blev også i vidt omfang hentet fra tidligere
generationer. Døde et barn, fik den næste navnet. Der har været variationer i
denne praksis fra egn til egn og fra familie til familie, men grundtanken har
været at fastholde identiteten og sammenholdet ved at videreføre navnene gennem
generationerne. Jeg vil afholde mig fra antagelser om motiver til den
navngivning, der praktiseres i dag, selv om jeg er fristet.

I stedet får I en lille beretning om navnet Ole
fra slægten Holm.

Ole Andersen blev født i en soldaterfamilie på
Christiansø i 1793. Han blev selv soldat på fæstningen og giftede sig i 1815
med Marie Esbersdatter. De fik datteren Cicilie (opkaldt efter en moster) i
1816. Året efter druknede Ole i havet. Cicilies mor giftede sig med Christen
Hansen Holm.

Cicilie tog stedfaderens efternavn og giftede sig i 1836 med
Isak Jensen, der også tog efternavnet Holm. Samme år nedkom Cicilie med en søn,
de kaldte Ole Jensen Holm.

Ole Jensen Holm (veteran fra 1864) var far til min morfar,
Frederik Theodor Holm, der blev født i 1871.

Efter teorien skulle Frederiks første barn hedde Ole, men
det blev en pige (min mor), der blev kaldt Theodora efter hendes fars
mellemnavn, Theodor.

Theodora blev i 1927 gift med Ove Rasmussen. Deres
første barn kaldte de Ole Bengt Holm Rasmussen. Han blev født i 1930,
men døde 11 måneder gammel.

Nu var der ingen Ole i den generation, men Frederik Holms
anden datter, Magdalene (moster Lene) og hendes mand, Poul Brandt Johansen, fik
i 1934 en søn, de kaldte Ole.

Ole Brandt Johansen døde i 1982.

Dermed overlades det slægtens kommende generationer, om
navnet Ole skal genopstå. Det er nok pigerne, der bestemmer det.



« ForrigeNæste »