Slægten Rasmussen, der gennem generationer har haft hjemsted i de østsjællandske skovområder, betragtede Henrich Mathiasen som deres stamfader.
Ganske vist kendte de ham ikke ved navn i den version, jeg hørte som barn. De mundtlige overleveringer havde udviklet sig til, at stamfaderen var en svensk håndværker på valsen. På sin vandring fra Sverige var han nået syd for Køge og havde sluttet sin faglige turnus med at slå sig ned på egnen.
I familien Rasmussen gik tømrerfaget i arv fra far til sønner. Måske derfor blev stamfaderen beskrevet som tømrer. I virkeligheden var han smed i landsbyen Åshøje i Herfølge sogn sidst i 1700- og begyndelsen af 1800-tallet.
Svensker var han heller ikke. Henrich er født i landsbyen Biltris i Hornsherred omkring nytår 1757 i en spændende familiesammenhæng.
Hans far, Mathias Larsen, er fra en tid, hvor muligheden for at finde kilder er meget begrænsede. Vi kender derfor ikke dato og sted for faderens fødsel eller dåb, men har beregnet fødselsåret til 1681. Først i 1743, da han har passeret de 60 år, dukker han op i kirkebogen for Sæby sogn som en af fadderne til Jens Oels tvillinger. Derfor er han formentlig flyttet til Biltris med sin første kone, Kiersten, og deres søn Lars omkring 1740. Her blev han fæster i et hus tilhørende Egholm gods. Når han ikke har en fortid i Sæby sogn er det nærliggende at tro, at han forinden har haft relationer til godsforpagterfamilien. Det underbygges af den velvilje, herskabet viser ham ved senere lejligheder.
Kiersten dør i 1749. To år efter gifter Mathias sig med Kirsten Christensdatter. Mathias er da 70 år, og den nye Kirsten er en pige på 22. Allerede 5 måneder efter får de døbt Iver, deres første barn. Det skal man ikke lægge for meget i, for det var ikke usædvanlig praksis mellem trolovede par, og selv om det ikke helt var efter kirkens forskrifter, blev det stiltiende tolereret. Iver dør allerede en måned efter dåben. Halvandet år senere bliver Mariane født. Næste år, 1754, fødes sønnen Anders, men samtidig dør børnenes mor og hendes stedsøn Lars, der er 17 år. Mathias står nu alene med Mariane og Anders.
Det kommer ikke til at vare længe, før der bliver fundet en løsning for den enlige far. I januar 1756, da Mathias er omkring 74 år gammel, bliver han i Sæby kirke viet til jomfru Johanne Rasmusdatter på 30.
Den velvilje, som er kommet til udtryk ved, at herskaberne på godset stiller op som faddere til Mathias børn, er ikke det mest bemærkelsesværdige. Nej, det er især den kendsgerning, at man ifølge kirkebogen nu betror ”Jomfru Johanne” i hans varetægt som hustru. Ingen kirkebogsfører ville bruge titlen jomfru om jævne mennesker. Det var forbeholdt herskabsfolk. I Biltris var herskabet godsforpagteren på Egholm og hans nærmeste.
Så vidt titlen jomfru. Den indsnævrer personkredsen, hvor den Rasmus skal søges, som hendes efternavn Rasmusdatter peger på. Her er det nærliggende at ty til ”Stamtavler for Carlsen-Langes Legatstiftelse”, der findes på ”Danskernes Bibliotek online”. Et udsnit er vist her. Den som henter den samlede tavle kan finde andre spændende detaljer, som hvor N.F.S. Grundtvig er integreret i pyramiden gennem hans sene ægteskab med Carl Rasmussen Langes datter Ane Marie.
Udsnit af stamtavler for Carlsen-Langes Legatstiftelse ved Th. Hauch-Fausbøll
Her falder blikket straks på godsforpagter Rasmus Hansen Lange, Lindholm og Vibygaard. Hvis hypotesen holder, er han hendes far og broderen derfor Carl Rasmussen Lange. Carl overtog forpagtningen af Vibygård og tilføjede i Hornsherred Krabbesholm og – vigtigt i denne sammenhæng – godset Egholm. Da Johanne lidt sent bliver konfirmeret som tyveårig i 1746, sker det i Sæby kirke. Hun og sandsynligvis broderen har haft ophold på Egholm.
Som 30-årig er jomfru Johanne ved at nå den alder, der i den tids kvinderolle var skæbnesvanger. Der var ingen andre rimelige eksistensmuligheder for kvinder end ægteskab. Den enlige kvinde var uden afgørende borgerrettigheder og med stærkt begrænsede erhvervsmuligheder. En ugift kvinde kunne derfor også komme til at ligge familien til last. Det kan være forklaringen på, at jomfru Johanne som 30-årig bliver viet til en enkemand på 74 med drengen Anders på omkring 1½ år fra det tidligere ægteskab. Mariane var død i november 1755.
Det vil ikke blive enhver fæster til del på den måde at træde i familieskab med herskabsfolk. Derfor tør jeg hævde, at Mathias har en rolle ved godset, som berettiger det. Han er jordløs husfæster og kan meget vel have haft sine indtægter fra opgaver for godset. Godt nok er vi her ude i spekulationer, som i slægtsforskersammenhæng ikke må kaldes kendsgerninger men muligheder.
Et år efter kommer vores Henrich til verden, og vi bemærker igen de fornemme faddere fra Egholm, og at han ”blev båret af Proustinde Friis efter Geheimerådindens ordre”.
En “Geheimeraad” var en af kongens øverste rådgivere i enevældens tid og en meget fornem rangtitel. Hustruen blev tiltalt “Geheimeraadinde”. Alt peger på, at der her er tale om Charlotte Amalie Skeel (1700-1763). Hun var enke efter statsmanden Iver Eriksen Rosenkrantz (1674-1745), der var gehejmeråd. Efter hans død sad hun som ejer (og enkefrue) på Egholm og Krabbesholm i Hornsherred frem til sin død i 1763. Med andre ord: Godsejeren sørgede for, at godsforpagterens søster, der var blevet gift under sin stand, fik døbt sin søn med ære og værdighed. Provsten ville åbenbart ikke påtage sig ansvaret.
Indtil Mathias dør som 89-årig lever Johanne i den lille familie i Biltris med sin mand, husfæsteren, og de to børn, halvbrødrene Anders og Henrich. Drengene er 14 og 13 år, da deres far dør.
Hvis godset, som jeg tror, føler ansvar for Johanne, må der nu igen findes en udvej. En enke i et fæstehus er udsigtsløst. Hvordan formidlingen er sket, og hvilken rolle godset har spillet, ved vi ikke, men i 1772, to år efter dødsfaldet, troloves Johanne med Diderich Reimert, der er skoleholder i nabobyen Sønderby.
Atter styrkes min hypotese. Trolovelsen sker på Egholm og ikke i kirken som normalt, og hendes forlover er Rasmus Carlsen Lange, Carl Rasmussen Langes søn og dermed hendes nevø på godset, som vi skal høre mere om.
Ægteskabet med skoleholderen bliver barnløst og kortvarigt. Desværre er det endnu ikke lykkedes at finde tidspunktet for Reimerts begravelse, men ved folketællingen 1787 har Johanne ophold i Køge på godset Gammelkøgegaard, som Rasmus Carlsen Lange har erhvervet. Godsejeren har valgt at indbyde sin faster Johanne, der på ny er blevet enke, og hendes søn Henrich til at tage ophold på godset. Anders er gået andre veje. Henrich udlægges ifølge kirkebogen for Herfølge sogn i 1778 som barnefader til Karen, et uægte barn i Åshøje, hvor han er smededreng. Det er derfor rimeligt at antage, at Reimert er død, og Johanne med Henrich flyttet til Køge/Åshøje mellem 1772 og undfangelsen af Karen 1777.
Som det vil fremgå, bliver Henrich flere gange hjulpet af sin fætter godsejeren og senere hans enke, Marie Christensdatter, der drev godset videre efter Rasmus Carlsen Langes død i 1789.
Vi ved en del om Henrichs tilværelse de følgende år. Om Johanne ved vi kun, at hun i 1787 ved folketællingen betegnes som logerende på Gammelkøgegaard. Det kan undre, at hun i Folketælling 1801 ikke optræder i personkredsen på godset, men ifølge skifteprotokollen bor hun her ved sin død i 1811.
Dermed har jeg tegnet omridset af Johanne Rasmusdatters lange og begivenhedsrige liv med vægt på indicier, som placerer hende familiemæssigt i den godsforpagter- og godsejerslægt, som blandt andre historiske markeringer udmøntedes i Carlsen-Langes Legatstiftelse, der i dag besidder Gammelkøgegaard.
Men nu til Henrich. Da han som nævnt bliver udlagt som barnefader til Karen, er han smededreng hos Johan Madsen, smeden i Åshøje. Det er landboreformernes tid, men endnu har udskiftning af landsbyernes jord ikke nået Åshøje. Gammelkøgegaard Gods ejede det meste af landsbyen, hvor huse og gårde var beboet af godsets fæstere med tyende og indsiddere. Det gjaldt også smedjen, som Johan Madsen drev efter et fæstebrev, så den ansættelse har godsejeren vel formidlet i forbindelse med moderens indkvartering på godset.
Ved udlægningen som barnefader er Henrich 21 år, og moderen Margrethe, der to år før var blevet enke, er omkring de 43. At den unge enke er faldet for den krøllede yngling er vel forståeligt, men et varigt partnerskab kan det ikke blive til og han vil en tid være belastet i det lille landsbysamfund. Gode kræfter har arbejdet for ham. Smedemester Johan Madsen kan være en af dem, men det er nok godsejerens indflydelse i Køge, der har været afgørende. Da barnet fødes, er Henrich ikke længere i sognet, men dukker op i Lavsbogen for Køge Smedelav.
I Lavsbogen for Køge Smedelav finder vi denne tekst:
”Ao 1779 den 14de Januar lod afgangne Grovsmed Martin Schiøns Enke indskrive en Læredreng navnlig Henrich Matthisen, som hører til Gl Kiøge Gaards Gods, hvilken Lære Dreng med hans Herskabs Tilladelse skal staa i Lære hos fornævnte Enke fra sidst afvigte Nye Aar udi 2de Aar for at Lære det vel lovlige Grovsmed Haandværk.
– Kiøge ut supra –
Jørgen Osterman Andreas Hase
Bisidder Oldermand”
Enken efter den nyligt afdøde grovsmed Martin Schiøn i Køge har altså været i kontakt med herskabet på Gammelkøgegaard om en læreplads til Henrich. Godsejeren selv eller hans stedfortræder har talt Henrichs sag hos smedeenken. At Henrichs mester i Åshøje har spillet en rolle, kan der dog ikke være tvivl om. Man ansætter ham ikke til to års læretid, uden hans nuværende mester har sagt god for ham.
Det blev en overbevisende succes. Allerede efter halvandet år, den 3. juli 1780, fortæller Lavsbogen, at Henrich er udlært smed. Enkens søn, Jacob Schiøn, har overtaget smedjen og er desuden blevet bisidder for oldermanden i smedelavet.
Men hvad med pigen Karen, kunne man spørge. Her må vi atter huske, at gods og landsbysamfund var præget af tidens kønsrollemønster. Kvinden havde status og retsstilling i kraft af manden, og uden for ægteskab var hendes muligheder små. Moderen Margrethes anseelse i lokalsamfundet var ekstra belastet. 10 år før havde hun fået drengen Søren uden for ægteskab med ladefogeden på Gammelkøgegaard. Et par måneder efter, at drengen var døbt, giftede hun sig med Morten Sørensen. De fik to børn sammen, hvor den ene døde som spæd, og den anden døde og blev begravet som syvårig få dage efter Karens dåb. Margrethes mand, Morten, var død for tre år siden, i 1776. Når hun nu fik sit andet uægte barn som 43-årig med smedens unge dreng, kan man godt forestille sig, at hun ikke mødte stor forståelse i landsbyen eller på godset. Løsningen for lille Karen blev, at hun kom i pleje hos gårdmand Lars Pedersen i Åshøje, og moderen forsvandt fra sognet.
Efter læretiden arbejder Henrich som smedesvend i Køge et lille års tid. Der er grund til at tro, det er med succes, for i marts 1781 vælger svendene ham som oldgesell i deres svendelav. Oldgesell er en slags førstemand i svendelavet svarende til oldermanden hos mestrene.
Det bliver dog en meget kort karriere, Henrich får som oldgesell. Årsagen kender vi ikke, men 7. maj 1781 fratræder han som svend i Køge. At en ung mand først i tyverne har uro og eventyrtrang og får lyst til at søge lykken i hovedstaden kan ikke undre, og flere begrundelser har vi vel ikke behov for. At han søgte mod hovedstaden ved vi fra det senere fæstebrev på smedjen i Åshøje, hvor København er angivet som hans hjemsted. Så vi må tro, at Henrich i foråret 1781 pakkede rygsækken og vandrede langs Køge Bugt mod storbyen. I folketællingen 1787 finder vi hans navn blandt fire grovsmedesvende hos smedemester Johan Stiek, Gothersgade 4.
Men nu tilbage til voksenlivet i Åshøje fra 1790, hvor Hendrich atter dukker op. Smeden Johan Madsen dør den 16. marts 1789. Landsbyen og godset mangler nu en smed, og hvad er mere nærliggende end at hjemkalde Henrich fra København.
Der er lidt forvirring om datoerne for de begivenheder, der nu tager fart. Vi kan se, at Henrich hurtigt er blevet tilknyttet smedjen, men ikke hvornår smedens enke fraflyttede huset. Men ingen tvivl om, at Henrich tog ophold og blev smed i landsbyen.
Den hjemvendte grovsmed fik også lejlighed til at gøre en lokal pige sin opvartning. Det var skovfogedens datter Ellen fra Åshøje Skovhus. De blev trolovet den 31. januar 1790 med et par lokale gårdmænd som forlovere. Den 13. juni giftede de sig i Herfølge kirke. Det er en del af denne historie, at Ellen Andersdatter er oldebarn af en indvandrer fra Sverige, Anders Knudsen, der havde levet som skovfoged i Kirkerup ved Slagelse. Derved kan den misforståelse være opstået, der gjorde Henrich til indvandret svensker i den tidligere familielegende.
Først den 9. december 1790 får Henrich fæstebrev på smedjen med Gammelkøgegaard. Her er Hendrichs hjemsted som nævnt angivet som København. Forklaringen kan være, at fæstebrevet er en formalisering af de praktiske foranstaltninger, der har været foretaget efter Johan Madsens død, hvor Henrich hurtigt er rykket ind i smedjen efter mundtlig aftale med godset. Det kan også være medvirkende, at også godsejer Rasmus Carlsen døde i 1789. Hans hustru, Marie, træder i hans sted og driver godset videre og bliver ejerpart i fæstebrevet med Henrich.
Fæstebrevet mellem Gammelkøgegaard og Henrich nuancerer overbevisende den gængse opfattelse af fæsternes vilkår og elendige retsstilling i hvert fald i denne afsluttende fase af stavnsbåndets epoke. Omhuen står ikke meget tilbage for vor tids tilstandsrapporter. Den nye grovsmed i Åshøje har haft et godt startgrundlag.
Gennem protokollen får vi et billede af ejendommen. Stuehuset er på 63 m2 og består af 2 stuer, et kammer og et køkken med muret skorsten og bageovn. En anden bygning tjener det tilhørende landbrug. Den er også på 63 m2 og indrettet med lade, lo og kostald. Mod vejen ligger smedjen, der er på 35 m2 med muret skorsten og smedeovn. Alt i alt ikke nogen ringe ejendom efter datidens forhold.
I “Dagligliv i Danmark i det nittende og tyvende århundrede, redaktion Axel Steenberg” har J.L. Østergaard Christensen givet følgende karakteristik af landsbysmeden:
“I almindelighed var landhåndværkerne ringe anset, både af bønderne og af deres fagfæller i købstaden. Men i den henseende dannede rigtignok smeden en undtagelse. Dels var han uundværlig, alle gårde havde brug for smedearbejde. Og dels var han i smedjens dunkle indre omgivet af mystik. Han herskede over ilden på essen, han kunne blødgøre det hårde jern og hærde stål, og han sendte byger af spruttende gnister ud over gulvet. Det var ikke underligt, at mange smede blev anset for at kunne lidt mere end deres fadervor.”
Åshøje er en del af Herfølge sogn. I folketællingen fra 1787 er der 154 beboere i Åshøje. Hele Herfølge sogn havde på samme tidspunkt 1265 indbyggere. Man må antage, at smedehvervet i den lille landsby kun kunne levere et beskedent udkomme. Udskiftningen af landbruget har dog på mange måder også kaldt på medvirken fra smedehåndværket.
Landboreformernes udskiftning mellem landsbyernes gårde blev iværksat i Åshøje i 1797. Her blev dog kun en enkelt gård udflyttet. De øvrige forblev samlet i landsbyen, og deres jorde blev “stjerneudskiftet”, dvs. at de fordeltes i stjerneform omkring landsbyen ud fra de forskellige gårdes bygninger (Årbog for Køge Museum 1993 s. 21 ff.).
Tiden var præget af store internationale og nationale begivenheder. Det var tiden, hvor dansk storhed som skibsfarts- og handelsnation blev fulgt af krigsnederlag, tab af flåden og statsbankerot.
De store begivenheder i Europa med den franske revolution, Napoleonskrigene, Københavns bombardement, slaget på Reden, var fjerne hændelser, som en enkelt gang satte sig dramatiske lokale spor. “Træskoslaget” mod Englænderne foregår i Strandskoven ved Køge 29. august 1807, hvor den primitive danske bondehær iført træsko og med ringe våben og mangelfuldt udstyr besejres af den professionelle invasionsstyrke. Englænderne forfulgte de besejrede bønderkarle, som efterlod deres træsko for at lette den panikagtige flugt. Der var en afsluttende træfning på Herfølge kirkegård. Her havde generalmajor Oxholm med ca. 20 tilbageblevne mænd forskanset sig. De måtte overgive sig til overmagten med et tab på 2 faldne og 13 sårede. Resten af de danske styrker var flygtet sydpå.
Selv kirkebogen for Herfølge sogn må svinge sig op over den sædvanlige lakoniske opremsning af kirkelige handlinger. Den fortæller om hændelserne nær Åshøje:
“Samme dag (1. september 1807) jordet den gode og retsindige hr. Lærke Strand Controlleur boende i Søllerup, der af de Engelske blev skudt Løverdagen 29. Aug. Han viste nogle af de Engelske Vej igennem Indelukket, og da han vendte tilbage til sit Hjem kom der flere af samme Hold, som skød ham en Kugle ind i Livet, hvoraf han døde Dagen derpå, som var den 30. Aug. Han blev 56 år gammel.
Samme Dag jordet Unge Niels Jensens Enkes Dræng, Jens Pedersen af Aashøye, der ligeledes af Grenaderer blev skudt den 29. Aug. Blev 14 Aar 3 Maaneder gl.
Samme Dag jordet 4 af vore Landeværnsmænd, der i Slaget imellem Kiøge og Herfølge og som på Kirkegaarden ligeledes blev skudt. Nogle af dem døde straks, og nogle levede noget længere foruden mange andre, der var fældede i Skovene og Markerne her omkring i dette Sogn.”
Ingen tvivl om, at krigshandlingerne så tæt på hjemmet har rystet landsbyen og den lille smedefamilie i Åshøje. Som håndværker var smeden ikke værnepligtig. Det var alene bøndernes byrde. Men frygten har fyldt dem, da engelske tropper forfulgte de danske landeværnsmænd efter slaget i Strandskoven gennem skovområderne omkring Åshøje og Svansbjerg. Der har vært rigeligt stof til samtaler i smedjen, når bønderne mødte for at få deres heste skoet eller bragte et markredskab ind til reparation. Så gik snakken i smedjen om karle fra egnen på hovedkulds flugt og nære lokale personers grusomme skæbne.
Omkring smedjen levede Hendrich og Ellen deres familieliv. Det første barn var en søn, der blev født et års tid efter trolovelsen og et halvt år efter vielsen. Helt efter reglerne fik han navnet Mathias efter Hendrichs far. Året efter kommer Johanne som den eneste pige. Selvfølgelig skal hun opkaldes efter smedens fornemme mor på godset. I 1795 kommer Anders, der således får navn efter Ellens far og derigennem også den oprindelige svenske indvandrer på modersiden. De næste to børn dør som spæde. I år 1800 fødes så den dreng, der fører navnet Rasmus videre fra Johannes far. Hans fødes i 1804 og bliver den sidste i børneflokken, og her bemærker vi, at hans søn, Hans Rasmussen, senere tømrer i Gørslev, med sit navn markerer forbindelsen tilbage til stamtavlens top til forpagter på Egedegaard Hans Rasmussen Lange.
Hendrich fandt også en samværsform med datteren Karen, der fortsat levede sit liv i landsbyen. Da Karen Henrichsdatter i 1802 er gudmor, benævnes hun diskret i kirkebogen “Jens Sørensens enkes pige”, men mere problematisk er forholdet ikke, end at vi blandt fadderne foruden Jens Sørensens søn Rasmus finder smeden Henrich Mathiasen, altså Karens biologiske far.
Om smedeforretningen ved vi ikke så meget, men den har dog været stor nok til at bære en svend. Smedesvend Marius Andersen bliver som fadder ved en dåb omtalt som Henrich Smeds karl.
På den tid var det sædvanligt blandt håndværkere, at mindst en af sønnerne gik ind i faderens erhverv og som oftest fik sin oplæring i faget hos ham og senere overtog virksomheden. Derved sikrede faderen samtidig sin tilværelse som aftægtsmand hos sønnen efter generationsskiftet. Sådan har det formentlig også været planen for Henrich, hvis ældste søn, Mathias, blev uddannet som kleinsmed. Men et eller andet er gået galt mellem dem. Det er meget lidt, vi ved om det, men der er nogle tegn, der kan tydes sådan. Da Mathias gør pigen Maren Hansdatter gravid, bliver der på sædvanlig vis arrangeret et ægteskab for de to, så barnet undgår betegnelsen “uægte” i kirkebogen. Brylluppet gennemføres måneden før fødslen. Almindeligvis vil faderen optræde som forlover ved sønnens bryllup, men ikke her. Ved denne og efterfølgende fødsler er tilsvarende hverken Henrich eller moderen Ellen blandt fadderne. Da tiden kommer, hvor Henrich må opgive at klare håndværket og gå på aftægt, er det ikke Mathias, men broderen Anders, der flytter ind, og som efter Henrichs død overtager fæstemålet på huset. Anders er væver og ikke smed. Mathias er gået til bunds som fattiglem og dør i en alder af 39 år måneden før sin far.
Arbejdet som grovsmed var meget fysisk krævende, især på den tid, hvor alt foregik manuelt. At sko en urolig hest krævede stor styrke, når smeden under skoningen skulle holde hestens ben løftet og i ro. Arbejdet ved ambolten var med tunge forhamre og ofte i et højt tempo for at udnytte tiden, medens det glødende jern havde den rette temperatur. Hvornår Henrich måtte nedtrappe smedearbejdet på grund af alder kan vi ikke vide, men da han dør den 14. februar 1831 i en alder af 74 år, har han stadig en hel del udstyr og værktøj, der hidrører fra smedearbejdet.
Ved skiftesamlingen, der blev holdt efter Henrichs død, var alle levende og myndige arvinger til stede i smedehuset. Enken, der som kvinde ikke havde selvstændig myndighed, deltog med sin broder Marcus som Lavværge. Sønnerne Anders og Hans fra Åshøje var mødt, og fra Lidemark kom Rasmus. Johanne kom fra Sædder med sin mand, husmand Lars Graulund. Skifteforvalteren, Justitsråd Frederichsen, var mødt med sognefogeden og en gårdmand fra Åshøje som vidner og vurderingsmænd. Alt fra værksted og husholdning af værdi blev gjort op, og vurderingsmændene nåede frem til en samlet sum på 65 rigsdaler og 5 mark. Mor Ellen fik alles tilslutning til at sidde i uskiftet bo. Så måtte hun se, hvad gavn hun kunne få af en ambolt og en blæsebælg og flere forhamre, men husholdningsredskaberne har hun uden tvivl sat pris på at beholde.
Alle underskrev protokollen, og det afsløres her, at det ikke har været skolegang, smedefamilien har brugt deres energi på. Ligesom enken og hendes lavværge underskrev sønnerne ”med ført pen”. Johanne skulle ikke skrive, men hendes mand signerede på hendes vegne med sin egenhændige underskrift.
Da fæsteren Henrich nu er død, går Gammelkøgegaard i den fortsatte velvilje med til at overdrage fæstet til sønnen Anders, der er væver, skønt man stadig har en drøm om at knytte en ny smed til stedet. Overtagelsen af smedehuset fremgår af et fæstebrev oprettet 1. november 1831. Afgiften for smeden har været 6 rdl. sølv, men ved Henrichs død forhøjes den til 7 rdl. 4 skl. sølv. Jeg antager, at Anders tidligere er flyttet ind og har påtaget sig faderens forpligtelser som fæster, hvor forældrene fortsat har boet i huset som aftægtsfolk.
Fæsteren Anders Henrichsen skal afgive et stykke af sin have nærmest vejen, hvis Herskabet vil opføre en bygning på 4 fag til smeden. Det sker aldrig. Tiden med selvstændig smedje i Åshøje er slut.
Efterskrift
Min kollega som slægtsforsker, Jytte Pedersen, er jeg stor tak skyldig. Med sine stærke kompetencer og betydelige energi fandt hun frem til skiftet for Johanne, den kilde der åbnede døren til Biltris og Egholm, så Henrich Mathiasens ophav kom på plads. Hun skal dog ikke belastes med ansvar for hypotesen om forbindelsen til godsforpagterslægten. Den står helt for min egen regning. Men tak, Jytte.
Jeg har her undladt at belaste læseren med et utal af kildeangivelser og noter. I det omfang de ikke helt perfekte standardrutiner for overførsler fra mit Brother’s Keeper program til hjemmesiden med brug af GEDCOM filer formår, kan du finde noter og kildemateriale på hjemmesiden, flemmingholm.dk, ved f.eks. at klikke dig frem til ”Direkte aner” og videre derfra via navn og det tilhørende ikon for noter. Jeg svarer også med glæde på spørgsmål på mail@flemmingholm.dk
